Gjesteskribent

Jeg skulle have været ude og se villaen i Wannsee, hvor chefen for Nazitysklands sikkerhedspoliti Reinhard Heydrich i januar 1942 fik opbakning til folkemordet på Europas jøder, og Plötzensee, hvor regimet hængte 20.-juli-folkene, men kom i stedet til at læse Timothy Snyders til dansk oversatte Bloodlands. Europa mellem Hitler og Stalin.

Og hold da kæft for en bog! Drænet for teori, men proppet med tal, geografi og kronologi.

Emnet er ellers modbydeligt. Og ligeså gennemtærsket. Alligevel har den amerikanske Yale-professor gravet en masse nye tal og en ganske ny vinkel frem af den blodrøde jord, der ligger mellem Berlin og Moskva fra Sankt Petersborg i nord til Odessa i syd.

Den mest almindelige fejltagelse om Anden Verdenskrig, har Snyder sagt i et interview, er, at vi efter alle fotografierne, filmene og bøgerne tror, vi ved, hvad Holocaust var, og hvor grusomt mordet på jøderne blev udført. Men Holocaust var endnu værre, endnu mere barbarisk, end vi har lyst til at erkende, det er det allerførste, vi skal vide.

Mange husker, at Holocaust fandt sted i Auschwitz mod tyske jøder, og glemmer eller overser, at Holocaust tillige fandt sted mod jøder og ikke-jøder i Hviderusland, Ukraine, Polen, de baltiske lande og det vestlige Rusland, hvor også Stalin – Hitlers våbenbroder – sultede og myrdede millioner ihjel. Vores standardbillede af Holocaust er vestligt: Ofrene ligner os. Anne Frank, Primo Levi, Schindlers liste, Livet er smukt. Men Holocaust var i langt større grad østligt, og ofrene ligner os ikke.

Der var 14 mio. af dem. 14 mio. civile ofre mellem 1930 og 1945 i det pågældende geografi. De kendte er de knap 6 mio. ofre for Hitlers døds- og koncentrationslejre, herunder de omkring 165.000 tyske jøder. De ukendte er de resterende 8 mio. mennesker.

Bogens perspektiv er internationalt: Omkring 90 pct. af de jødiske ofre for Holocaust var Ostjuden, altså jøder udenfor Tyskland. De fleste blev dræbt nær deres hjem. Kun få jøder så en koncentrationslejr indefra. Jøder, der blev sendt til polske destinationer som Treblinka (ca. 781.000), Belsec (ca. 435.000) og Sobibor (ca. 180.000), blev skudt ved ankomsten. I anden halvdel af 1941 skød tyskerne flere jøder i løbet af et par dage, end der var fanger i alle deres koncentrationslejre tilsammen.

Auschwitz, hvor kun én ud af seks jøder døde, er afslutningen på en lang historie, ikke begyndelsen, og slet ikke hele historien.

Blodlandenes skæbnesvangre historie kan stilles op som et makabert skakspil. Det var dynamikken mellem de to modspillere og medspillere, der gjorde resultatet så fatalt.

Stalin spillede hvidt og slagtede over 3 mio. ukrainske bønder under påført hungersnød i 1932 og omkring 1 mio. andre under klasseterror og etnisk terror i 1937-38. Derpå svarede Hitler igen med angrebet på Polen i 1939 – efter aftale med Stalins udenrigsminister Molotov sommeren ‘39, en pagt, der sikrede Sovjetunionen en bid af Polen samt adgang til de baltiske stater. Når polakkerne ikke havde villet være med til en krig mod Sovjetunionen, ville Sovjet måske være med til en krig mod Polen.

Det ville de gerne. Mellem september 1939 og juni 1941 dræbte de to allierede stater omkring 200.000 polakker og deporterede omkring en million til Gulag og Auschwitz.

Men Stalins gevinst var kortvarig, for sort var en utilregnelig gambler og satsede alt på overraskelsesfelttoget mod Moskva i juni 1941. Operation Barbarossa blev krigens afgørende moment. Da Hitlers tropper trods sin hurtige fremmarch måtte nøjes med at se Kremls løgkupler gennem en kikkert og snart sad fast i mudder, sne og frost uden at være forberedt på den hårde vinter, kom Hitlers sidste træk i forhold til Holocaust: at dræbe så mange jøder som muligt. Som den ellers forsigtige professor skriver i en konklusion, der nok skal få nogen op af stolen:

Efterhånden som krigen gik Stalins vej, omformulerede Hitler dens formål. Planen havde været at ødelægge Sovjetunionen og derpå tilintetgøre jøderne. Nu hvor ødelæggelsen af Sovjetunionen var udsat på ubestemt tid, blev den definitive tilintetgørelse af jøderne selve krigens politik (…) Tyskland ville dræbe alle jøder, fordi krigen var tabt.

Jeg indrømmer, at jeg er overrasket. Hører til dem, der har lært i skolen, at Hitlers jødehad og konspirationsteori kan dokumenteres helt tilbage til begyndelsen af 1920’erne, hvor han skriver Mein Kampf. Svar: Det er korrekt, men hans had til kommunismen var endnu større, og hvor meget føreren end hadede jøderne, ville han først besejre verdenskommunismen. De 3 mio. sovjetiske krigsfanger, som de tyske tropper tog livet af ved sult og drab under felttoget mod øst, var en forsmag. Siden skulle endnu flere jøder og slaver slås ihjel ude østpå.

Jeg har også lært, at Holocaust var et resultat af en bureaukratisk og teknisk-mekanisk tænkemåde med rødder i Oplysningstiden. Svar: Det er også forkert i forhold til den umiddelbare kontekst. De fleste mord var ikke systematiske gasninger, men primitive nedskydninger og den tragiske pris for, at den tyske Wehrmacht og SS ikke kunne besejre Stalin og Den Røde Hær. Nu, argumenterer Snyder, fik jøderne skylden for den verdenskrig, Hitler havde sat i gang, og som Hitler måske for første gang indså, han ikke kunne vinde.

Massemordet blev indvarslet af en eufemisme:

I den nazistiske sprogbrug skiftede ordet ‘forflyttelse’ nu fra at være en beskrivelse til at blive en eufemisme. I årevis havde nazistiske ledere troet, at de kunne løse Europas jødeproblem ved at forflytte jøder til et eller andet sted. Jøder skulle arbejde sig ihjel, uanset hvor de havnede, og måske steriliseres, så de ikke kunne mangfoldiggøre sig, men de skulle ikke dræbes alle til hobe.

I den forstand var ‘forflyttelse’ nok et ufuldstændigt ord, men ikke helt upræcist som beskrivelse af tyskernes politik over for jøderne i 1940 og et stykke ind i 1941. Men fra det tidspunkt betød ‘forflyttelse’ eller ‘forflyttelse til øst’ ganske enkelt massemord.

Timothy Snyder sandsynliggør på denne baggrund, at særligt europæiske intellektuelle som f.eks. Theodor Adorno, Hannah Arendt og Zygmunt Bauman har overteoretiseret Holocaust, og som den møjsommelige og til tider krakilske historiker, han er, rejser han langt mere jordnære spørgsmål såsom: Hvor mange døde? Hvordan døde de? Hvor døde de?

Besvarelsen er nedslående læsning. Med det emne troede man ellers ikke, at det kunne blive værre. Men ak. Her får vi noget, der føles som den fulde version, der for øvrigt kan læses som en statistisk, kronologisk og geografisk tjekliste til Jonathan Littels fremragende roman De velvillige, som vi tidligere har diskuteret her på bloggen.

Det er ikke de overlevendes historie, Snyder lægger frem, men ofrenes historie, via et omfattende russisk, polsk, ukrainsk, hviderussisk, tysk og baltisk kildemateriale.

Stalin var pioneren, Hitler hans overmand i massemord. Således dræbte det russiske regime flest mennesker før krigen (og efter krigen), altså i fredstid, mens det tyske regime dræbte klart flest mennesker i den krig, regimet selv startede. Alene ved Leningrad dræbte tyske soldater omkring 700.000 civile, de fleste hviderussere og polakker, som hævn for, at byens indbyggere formåede at holde stand under den tyske belejring.

Bogens er spækket med denne slags informationer, og selvom det er tung læsning, har forfatteren en afgørende pointe i, at Holocaust netop ikke ligger uden for historien, men i historien.

Med Bloodlands kan man for alvor snakke om at være født det forkerte sted, det forkerte tidspunkt. Hvis bogen bliver læst, udbredt og populariseret har den mulighed for at påvirke den kollektive bevidsthed og måske give næste generation et mere oplyst billede af Holocaust i hele dets grufulde totalitet.

Timothy Snyder: Bloodlands. Europa mellem Hitler og Stalin, glimrende oversat af Peter Dürrfeld, Jyllands-Postens Forlag, 556 sider, 400 kr.

 

Denne artikkel:
Det ukendte Holocaust, sto første gang i Jyllands-Postens blogg 23.10.11
Document.no takker Jalving helhjertet for hans generøse tillatelse til gjenbruk.