Gjesteskribent

Kernen i den vestlige myte om Palæstina er en offerkult, der fremstiller den palæstinensiske side som den svage part og Israel som en hensynsløs og skurkagtig undertrykker. I sin nye bog gennemhuller Geoffrey Cain myten.  Læs historiker Torben Hansen anmeldelse.

Filosoffen David Hume (1711-1776) mente, at “fornuften er lidenskabens slave!”

Et eksempel på denne påstands gyldighed er den Palæstinafortælling, der er et paradigme for en mængde vestlige akademikere, politikere og journalister, når det gælder den endeløse strid mellem Israel og araberne.

Palæstinafortællingens kerne er en offerkult, der fremstiller den palæstinensiske side som den svage part og Israel som hensynsløs og skurkagtig undertrykker.

Fortællingen bygger mere på følelser end på fakta, og Geoffrey Cains bog må hilses velkommen, fordi den henviser til dokumentation, der i dansk sammenhæng er næsten ukendt. Læserne får hermed mulighed for at orientere sig efter andet end den sædvanlige tv-dækning.

Englændernes skyld

For ca. 50 år siden befandt undertegnede sig i en lastbil, der kørte på vejen mellem Misurata og Benghazi i hvad, der dengang var kongedømmet Libyen (landets monark blev i 1969 omstyrtet af en vis oberst Muammar Ghadaffi). Chaufføren talte heldigvis også italiensk, og en konversation kunne føres.

På et tidspunkt kom palæstinenserne på tale. De var – fastslog manden bittert – blevet smidt ud af deres hjem, fordi England ville anbringe jøderne i landet. Basta!

Efterfølgende blev denne fremstilling gentaget af arabere i Alexandria, Jerusalem og Damaskus. Jøderne var onde, og englændere og Vesten i det hele taget var skyldige.

I 1980’erne – især efter Israels invasion af Libanon – blev denne arabiske version indlejret som kernen i Vestens offerdyrkelse af palæstinenserne, og når journalisterne i dag siger “Mellemøsten”, mener de Gaza og Nablus.

Når taberne skriver historien

Det siges, at historien skrives af sejrherren, men det gælder i hvert fald ikke kampen mellem jøder – eller Israel – og arabere. Her bliver kun taberens version af begivenhederne accepteret på Vestens redaktioner og i offentlige institutioner. Den indeholder stumper af fakta, men består først og fremmest af forfalskning, fordrejning og fortielse.

Selve betegnelsen Palæstina og afledningen palæstinensere var en politisk konstruktion i det britiske udenrigsministerium for 100 år siden. Senere – i 1960’erne – blev den overtaget af både arabere og et vestligt publikum.

De filistre, der for over 3000 år siden havde invaderet det nuværende Israels kystegne og kom i krig med jøderne, kan muligvis kaldes en nation.

Men efterfølgende forsvandt de som et folk, og under romersk besættelse blev området kaldt Palæstina. Denne administrative betegnelse forsvandt med islams erobringer i 600-tallet, og arabisk sprog og islam blev dominerende.

Gennem et halvt årtusinde under tyrkisk herredømme var der ikke tale om nationer i området, men om trossamfund, som sultanen havde godkendt – det såkaldtemillet-system. Et palæstinensisk folk fandtes ikke.

Cain gør opmærksom på dette og bringer citater fra arabiske politikere, der indrømmer, at moderne erklæringer om en palæstinensisk nation er grundløse.

Han erkender en sympati for Israel, men bogens ærinde er ikke at “sælge” en sag, men at undersøge og sammenholde foreliggende kilder, hvilket naturligvis er den eneste rimelige fremgangsmåde.

Krigen er altings fader

Bogens titel er misvisende, idet langt de fleste præsenterede dokumenter er fra Første Verdenskrig, 1914-1918 – altså før 1920. I vinteren 1915 kom de britiske styrker i protektoratet Ægypten i kamp med tyrkerne – det Osmanniske Rige.

Dette multietniske imperium var underlagt en officerstrojka («de tre pashaer» – Enver, Taalat og Djemal), der indtrådte i krigen sammen med Tyskland og Østrig-Ungarn. Briterne havde succes på Suezfronten, der blev åbnet først. Her mislykkedes to tyrkiske invasionsforsøg.

Men på de andre fronter – i Iraq og ved Dardanellerstrædet – led den britiske hær svære tab. Et enormt antal faldne og sårede fra hele det britiske imperium var således prisen for arabisk frigørelse fra tyrkisk-osmannisk herredømme.

Arabisk oprør mod tyrkerne

Gennem efterretningsofficeren Thomas Edward Lawrence (1) – af arabere kaldt “al Awrens” – knyttedes en britisk kontakt til emir Hussein af Hedjaz, landskabet med Mekka og Medina.

Emiren, der titulerede sig sharif – “ophøjet” på grund af de to byers hellighed – var stammehøvding over Banu Hashim (navnet optræder stadig i det jordanske monarki), og han ønskede at indlede et oprør mod tyrkerne.

Dette ville være en tiltrængt aflastning, og med britiske penge og våben lykkedes det i 1917 Husseins krigere og “al Awrence” at trænge frem til det aktuelle Jordan. Samtidig slog general Allenby tyrkerne ved Gaza og rykkede videre mod nordøst (2).

Husseins motiver

Dette var baggrunden for britisk diplomati overfor Hussein og hans sønner Faisal og Abdullah, som havde satset klogt på den “stærke hest”. Da den “svage hest” – det tyrkiske imperium – omsider forsvandt i oktober 1918, var et politisk spil om en storarabisk stat øst for Suezkanalen allerede i fuld gang. (3)

I princippet støttede den britiske regering en plan for en sådan konstruktion under Banu Hashim, men i sagens natur handler politik om det uforudsete. Efter verdenskrigens afslutning var forholdene i den arabiske verden blev væsentligt mere sprængfarlige end før 1914, og her hørte det jødiske mindretal i Palæstina absolut til småtingsafdelingen.

Emir Hussein havde overfor sine britiske allierede erklæret som sit mål at sikre statsborgerskab og mindretalsbeskyttelse i den nye stat, han ønskede at blive konge over.

Dette løfte om stabilitet og retfærdighed fremførte han med en uholdbar henvisning til islams tredje kalif, Omar – utvivlsomt af hensyn til muslimerne (4). Men det østarabiske kongerige blev aldrig til virkelighed (5). I stedet opstod blodige stridigheder, som fortsætter den dag i dag – og ikke kun mellem jøder og araberne.

Balfour-erklæringen

Allerede før verdenskrigens afslutning i oktober-november 1918 havde briterne taget visse forbehold overfor Husseins ønsker. De måtte vise hensyn til andre end araberne – frem for alt til alliancepartneren Frankrig.

Dertil kom et officielt løfte, afgivet af London-regeringen i november 1917 til zionistiske ledere -Balfour-erklæringen. Her blev jøderne lovet et “nationalt hjem” i det sydvestlige Syrien, som de britiske diplomater gav navnet Palæstina.

I erklæringen blev det fastslået, at jødisk kolonisering ikke måtte genere områdets ikke-jødiske befolkning, og nogen jødisk stat skulle ikke oprettes.

Weizmanns aftale med Faisal

Jødiske kolonister var begyndt at opkøbe jord i Palæstina under det osmanniske styre – før verdenskrigens udbrud.

Dette betød i de fleste tilfælde, at arabiske bønder blev hjem- og arbejdsløse. I hvilket omfang emir Hussein og Faisal har taget dette problem alvorligt er uklart, men i hvert fald erklærede de, at det skulle løses.

Dette står i en aftale med den zionistiske bevægelse. I maj 1918 – før tyrkernes nederlag – mødtes Faisal i Aqaba (i det aktuelle Jordan) med den zionistiske leder Chaim Weizmann. De udsendte en fælles erklæring, som bl.a. fastslår, at arabere og jøder er venner, og at jødisk indvandring skal «opmuntres … så hurtigt som muligt …»

Fremtrædende arabiske politikere lovede således jøderne grønt lys til at slå sig ned i Palæstina. Men senere løb Faisal fra løftet. Blev jøderne snydt? Blev araberne?

Var det den britiske regerings skyld? Hvem havde ansvaret for den utilfredshed og voldsanvendelse, der opstod i Palæstina?

Hvis noget, der ligner en afklaring af denne hårdknude, overhovedet er opnåeligt her, er kendskab til de indblandede aktører påkrævet, og med bogens udvalg af korrespondance og memoranda orienteres læseren forbilledligt.

Cain skylder læserne endnu to bøger

Som nævnt er bogen mest af alt en præsentation af og kommentar til dokumenter. Dertil kommer et kapitel om de foregående 500 år under osmannisk herredømme. Begivenhederne under det britiske mandat omtales imidlertid kun sporadisk. Bogens titel burde derfor være Palæstina 1915-1923.

Så forfatteren skylder faktisk læserne at skrive endnu to bind, nemlig om mandattiden og om det selvstændige Israel.

Et par detaljer

Cain er både skribent, layoutmand og billedredaktør på bogen. Han har et problem med selve dispositionen, opsætningen, formatet, tekstfremhævelserne og illustrationerne.

Denne side af produktet er ejendommelig – faktisk uprofessionel. Men som det hedder på forfatterens yndlingssprog: Qui trop embrasse mal étreint!Han har påtaget sig for mange opgaver.

 

Geoffrey Cain: Palæstina 1920-48 – hvordan det blev til (forlaget Sisyphos, 2013)

Noter:

1 ) Lawrence med tilnavnet “of Arabia” blev især kendt fra filmen, hvor den netop afdøde Peter O’Toole spiller denne karakter. Lawrence bidrog i sin selvbiografiske beskrivelse Seven Pillars of Wisdom til en mytedannelse, som blev forstærket af filmen og af de aktuelle katastrofale politiske forhold i den arabiske verden (jvf. artiklen The final death of Lawrence of Arabia – http://sheikyermami.com/the-final-death-of-lawrence-of-arabia/ ).

2) Allenbys fremrykning skyldtes ikke en ambition om at erobre Jerusalem, som hverken emir Hussein eller britiske politikere interesserede sig for. Byen blev heller ikke belejret eller stormet, men to britiske soldater blev sendt ud for at lede efter vand, og de fik kontakt med arabere fra Jerusalem, som ønskede, at Allenby skulle besætte byen.

3) Jvf. Philip Carl Salzman: Culture and Conflict in the Middle East (Prometeus, 2008).

4) Den såkaldte «pagt», Omar indgik med undertvungne ikke-muslimer, var ingen overenskomst, men et diktat med en række forbud og påbud, de som andenrangsmennesker skulle rette sig efter.

5) Bl.a. fordi Banu Hashim i 1924 blev fordrevet fra Hedjaz af saudiaraberne.