Gjesteskribent

Efter snart 3000 år er det jødiske samfund i Yemen ved at blive etnisk udrenset. Kan Arabien kun have én religion?

Af HANNA ZIADEH

»DE TRUER med at slå os ihjel«, sagde Yahya Ya’ish og gentog sætningen, mens han lænede sig frem for at se mig dybt ind i øjnene. Jeg ved ikke, om han gjorde det for at se, om jeg troede på ham, eller for at se, om jeg selv var troværdig. Jeg veg tilbage. Jeg gjorde det for at undslippe hans insisterende blik, men også hans lugt, en lugt af frygt.

Vi sad på direktørens kontor i en af Yemens førende menneskerettighedsorganisationer, The Yemen Observatory for Human Rights. Yahia Ya’ish var kommet med en fælles skrivelse fra de få resterende jøder i Rayda, den sidste yemenitiske by med en indfødt jødisk befolkning, som bad menneskerettighedscentret om beskyttelse mod de gentagne overfald, chikane og trusler, som jøderne har været udsat for i snart et år.

Jeg må indrømme, nu med skam, at jeg ikke helt troede på Ya’ishs beretning. Han satte alle mine arabiske fordomme i gang. Han så ud præcis, som en jøde ser ud i arabisk karikatur. Han havde uredt sort hår med de lange krøllede sidehår, mørk hud med sort uredt skæg, en prominent skæv næse og sortpenetrerende øjne. Jeg ved ikke, om min mistro skyldtes dybtliggende fordomme, der stammer fra en barndom, hvor israelere og jøder var de samme og ens i min fars palæstinensiske familie. Eller om det skyldtes nogle oplevelser i mine skoleår, hvor vilde unge klassekammerater fejrede de dage, hvor nyhederne omtalte faldne israelere med at råbe, »det er en god dag, den dag, hvor en jøde dør«. Jeg ved heller ikke, om det skyldtes dybtliggende had for alle de gange, hvor jeg og min familie gennemlevede israelernes bombninger, der ofte ramte i flæng i mit fødeland, Libanon.

Mistilliden til Yai’shs ellers troværdige beretning kan også skyldes, at jeg har tabt min godtroenhed efter igennem mange år at have hørt på en del overdrevne historier fra flygtninge og asylsøgere først som tolk og nu som menneskerettighedsaktivist, fra arabiske dissidenter.

YAHIA YA’ISH er efterkommer af Yemens legendariske overrabbiner, Ya’ish Bin Yihya, som døde for to år siden i en alder af 81 år og efterlod et af verdens ældste jødiske samfund uden åndelig vejleder. Sammen med få familier er han blandt de sidste jøder i Yemen, der engang var hjemsted for en af den arabiske verdens ældste og folkerigeste jødiske samfund.

Nu er der kun 300 -400 jøder tilbage i landet.

I 1948 var der 60.000 jøder blandt de ca. 2,5 millioner yemenitter. Næsten 48.000 jøder ‘ rejste væk’ til Israel i årene lige efter. I dag er der ca. 400 jøder ud af en befolkning på ca. 22 millioner. Ya’ish fortalte, at han selv, hans familie, men især en bestemt fætter har været udsat for en systematisk forfølgelse fra deres yemenitiske medborgere i Rayda. Han berettede, at Raydas jøder bliver antastet på gaden, bliver truet med at blive slået ihjel, hvis de ikke konverterer til islam eller forlader byen, at mange af deres naboer nægter at købe eller sælge daglige varer til dem. Men dér, hvor Ya’ish for alvor bliver ophidset i sin fortælling om de daglige ydmygelser, er, når han beretter om, at »de truer os med at antaste vore kvinder, ‘ yet’aradu li-sharafina’, krænke vor ære«. Under en tidligere rejse til Rayda i 2007 oplevede jeg, at jødiske kvinder iførte sig sort abaya, der dækkede deres krop fra top til tå, mens mændene, der sad og tyggede kat, en vanedannende euforiserende plante, påstod, at de ifølge jødiske lærde havde lov til at gifte sig ligesom deres muslimske naboer med flere kvinder på én gang. I den traditionelle kultur er dét at antaste ‘ ens’ kvinder det værste, en mand kan blive udsat for.

Ya’ish frygtede, at hvis »de antaster vores kvinder, vil vi ikke kunne styre reaktionerne fra de unge iblandt os. De ved, at det ikke nytter at henvende sig til myndighederne.

Det har vi forsøgt i årevis. I stedet for at yde os beskyttelse forsvarer de deres stammefælder. Hvis de unge svarer voldeligt tilbage, er det slut med os.

Det vil give muslimerne en undskyldning til slå os alle ihjel«. DET, SOM Ya’ish frygtede, kom til at ske.

11. decemb1er 2008, få dage efter, jeg mødte ham, blev Moshe Yaish bin Yahya, bror til overrabbineren Yahya Yaish bin Yahya, og en af Ya’ishs familiemedlemmer, med koldt blod likvideret på åben gade (Amnesty International, 19.12.2008). Forbryderen var pilot i hæren. Uden at angre indrømmede han efterfølgende sin handling og tilføjede i retten, som var fyldt op med medlemmer af hans stamme, »jeg havde skrevet og advaret jøderne i Rayda flere gange tidligere.

Jeg har advaret dem, at enten skal de konvertere til islam, rejse ud af landet, eller jeg myrder dem«. (Daily Star, 23.12.2008) Han nægtede at acceptere den af staten beskikkede forsvarers forklaring, at han var sindssyg. Han råbte i retten, »du hjælper jøderne mod mig«. Rayda-overfaldet er ikke i sig selv noget skelsættende. Racistiske overgreb findes overalt. Det, der gør hændelsen skelsættende, er den yemenitiske regerings reaktion.

I kølvandet på overgrebet erklærede præsident Ali Abdallah Saleh, landets enehersker siden 1978, i en storslået gestus beregnet på at imponere Yemens vestlige donorer, at han vil tage Raydas jøder under sin egen, personlige beskyttelse, men i hovedstaden Sanaa.

Præsident Salehs tilsyneladende undsætning af jøderne er alt andet end udtryk for den arabiske leders storsindethed.

Når Raydas jøder har udholdt den systematiske chikane, som foregik med myndighedernes viden og medvirken, og blev nægtet at rejse til Sanaa eller ud af landet til USA og Israel, ligesom de fleste andre jøder har følt sig tvunget til at gøre i de sidste 50 år – så er det ikke, fordi de var patriotiske helte mere forbundet end de andre til deres yemenitiske fædreland.

Raydas jøder holdt forfølgelsen ud, fordi de gerne ville beholde deres huse, jord og andre besiddelser. Ud over egne besiddelser har mange af de tilbageblevne jøder købt, erhvervet eller arvet de bortdrevnes jøders ejendomme. Jøderne, der ‘ rejste væk’, nærede et håb om, at de tilbageblevne familiemedlemmer måske kunne sælge disse ejendele uden et enormt tab af deres værdi, som det sker, når en befolkningsgruppe bliver drevet bort. Det betyder, at de tilbageblevne jøder, som Ya’ish har informeret mig, står for land og huse, der hører til resten af det jødiske samfund. Den forfølgelse, som Raydas jøder bliver udsat for, skyldes også til dels, ifølge Ya’ish beretning, at deres naboer i Rayda regner med at ‘ arve’ deres besiddelser.

Det er et kendt fænomen fra lignende udrensninger af jøderne i både Europa og den arabiske verden og for den sags skyld fra israelernes uddrivelse af palæstinenserne i 1948. Ya’ish meldte klart, »Køber staten eller andre vores jord og hus til en rimelig pris, bliver jeg og de andre ikke én eneste dag længere i Yemen«. Ved at beordre jøderne flyttet under ‘ egen direkte beskyttelse’ i Sanaa gør præsident Saleh sig skyldig i jødernes forfølgelse og ikke i deres redning.

PRÆSIDENT Saleh er klar over det. Han forviste i 2005 med samme grandiose gestus en anden jødisk gruppe fra byen Saada, som ligger i den nordligste del af Yemens sletter, hvor en borgerkrig mellem en shiitisk udbrydergruppe inspireret af Iran og Hizbollah, de såkaldte Hawthi-oprørere, lod deres oprørske vrede gå ud over Saadas sagesløse, ubevæbnede jøder.

Haewthi-oprørerne påstod, at jøderne bedrev hor og holdt alkohol-orgier i Saada, det mest tilbagestående og traditionalistiske område i landet! Saadas jøder blev huset i ‘ Turistbyen’ ved hovedstaden.

Af de flere hundrede jøder, der var tilbage i Saada, og som blev flyttet til Sanaa for at blive præsidentens særlige gæster, er der nu under 250 jøder tilbage i Turistbyen.

Når præsidenten tillader, at Saadas jøder bliver uddrevet fra den by, de befolkede i 3.000 år, når han tillader, at de forlader deres huse, jord og handel uden garanti for at komme tilbage, når hans eneste gestus er at huse dem ude i en indhegnet boliglejr et par kilometer fra Sanaas lufthavn, er det en omsvøbt måde at få dem ud af landet.

RAYDAS jøder vil komme i samme dilemma som Turistbyens jøder. Skal de vælge at fortsætte med at bo i et indhegnet boligkompleks med soldater ved den eneste indgang, som kræver en særlig tilladelse fra indenrigsministeren for at få udenlandske besøg, med et spinkelt håb om at vende tilbage til deres hjem eller få kompensation fra staten for deres tabte ejendom, eller skal de slutte sig til deres landsmænd i USA og Israel og udvandre for stedse fra Yemen? UDDRIVELSEN af Yemens jøder er i al praktisk henseende fuldendt. De få jødiske familier, der er tilbage, finder snart vejen til lufthavnen. Bliver nogle enkelte jøder tilbage, ligesom i Libanon, Irak eller Egypten, kan det ikke regnes for, at der er et jødisk liv tilbage i Yemen. Det vil være en sørgmodig, ubemærket og ikke erkendt ende på en særegen tusindårig kulturrigdom, som gjorde Yemen til en af de vigtige poler i jødedommens historie.

Uværdigt.

Uddrivelsen fra Yemen bliver således den sørgelige ende på en af den arabiske histories mest skamfulde kapitler: den stiltiende og langstrakte udrensning af de arabiske jøder. Et særligt skamfuldt kapitel er det, fordi det ikke er noget, der er sket under velafgrænsede undtagelsestilstande, hvor krig og sekteriske konflikter kan bruges som forklaring på, at regeringer ikke kunne hindre den. Uddrivelsen af de arabiske jøder er ikke kun sket efter 1948-krigen mellem Israel og de arabiske stater, hvor de fleste arabiske jøder ‘ rejste væk’, som jeg så ofte hører det blive omtalt i Yemen. Sandt nok blev en del arabiske jøder fristet til at ‘ rejse væk,’ drevet af den zionistiske propaganda og endda skræmt til at udføre af Israel bestilte terrorhandlinger rettet mod jødiske mål ligesom bombeattentater i Egypten i 1949-50. De fleste jøder ‘ rejste væk’, enten fordi de i århundreder blev behandlet som dhimmi, andenrangs mennesker under et retssystem legitimeret med henvisning til islamisk sharia eller som direkte følge af et massehysteri og mistænkeliggørelse af dem som en israelsk femtekolonne, som de arabiske regimer piskede op mod jøderne efter det arabiske nederlag til den nyfødte jødiske stat i ruinerne af det arabiske Palæstina.

700.000 kristne og muslimske palæstinensere blev drevet bort af de israelske styrker. Israelsk uddrivelse af palæstinenserne blev modsvaret med uddrivelse af næsten lige så mange jøder, men over 50 år. Jødiske samfund, der i århundreder berigede deres fødelande, Marokko, Egypten, Irak, Syrien, Libanon og Yemen, blev brat opløst. Det, som araberne gjorde, var ikke kun en fattiggørelse af deres egne samfund, men også en styrkelse det zionistiske projekt. Israel havde brug for de arabiske jøders tilflytning for at opnå en universel legitimitet, der bryder stigmaet af, at de europæiske zionisters ny hjemland var et slet skjult koloniseringsprojekt.

MEN HVAD med den uddrivelse, som fortsatte efter 1948-krigen? Hvad med de arabiske regeringers passive eller aktive medvirken til, at deres jødiske borgere ‘ rejste væk’? Og værst – hvad med de arabiske historikeres og intellektuelles tavshed over for den tragiske uddrivelse af en hel befolkningsgruppe, der i 1948 talte ca. 900.000 arabiske jøder, og hvor der nu er færre end 6.500 tilbage? Kan jeg som palæstinensisk efterkommer beskrive fordrivelsen af mine forældre som israelsk etnisk udrensning, når der er en million palæstinensere tilbage iblandt fire millioner israelere og tie stille om, at af de næsten én million arabiske jøder er der 6.500 jøder tilbage iblandt 300 millioner arabere? I Israel er der opstået en historieskole, der gjorde op med den zionistiske historie om palæstinensernes uddrivelse i 1948, og der har altid været modige både jødiske og israelske intellektuelle, der har talt de palæstinensiske uddrevnes sag og fordømt den israelske regerings forbrydelse mod menneskerettighederne.

Hvordan kan det arabiske intellektuelle liv i 50 år udgyde så forfærdelig mange fordømmelser af palæstinensernes uddrivelse i digt, prosa og film, og give denne tragedie en central plads i arabernes psyke og i verdens bevidsthed – samtidig med at de kun har udvist tavshed i forhold til de arabiske jøders uddrivelse? Hvad betyder det ikonografiske, ritualistiske udtryk af solidaritet, som arabiske intellektuelle og masser er blevet trænede udøvere af, når det kun øves i solidaritet med sig selv? Er solidaritet kun en rygmarvsreaktion mod aggressioner foretaget af de to sataner, USA og Israel? Mærkeligt, hvordan de to sataner forener de fordømmende masser og altid formår at få de åndeligt overlegne råbende masser af rest-venstrefløjen i Vesten og de guddommeligt vejledte flagbrændende slæng i Mellemøsten ud i gaderne. Hvorfor skal massive protester mod amerikanske og israelske aggressioner lukke London og Teheran, Paris og Kairo, Rom og Istanbul – når det aldrig sker i protest mod folkeudryddelsen i Darfur eller udsultningen af befolkningen i Zimbabwe? Hvornår var der mere end et par forkølede frelste sjæle, der protesterede i europæiske byer mod Burmas umenneskelige styre, systematisk forfølgelse af bøsser i Iran og lige så systematisk undertrykkelse af kvinder i Saudi Arabien? Eller er medfølelsen kun den, som araberne råber: »Min smerte er størst, min fjende er værst, min forbrydelse er mindst« GAMLE arabere troede, at deres digtere skulle besynge egen stammes væren og gøren, uanset om de var »skamfulde eller ædle, aggressive eller fredsommelige« og de skal nedriggøre de andre stammer, uanset om de var »noble eller modige«. Arabernes gamle talsmænd udførte deres rolle ypperligt og producerede nogle af verdens smukkeste digte. Men arabernes moderne talsmænd har et andet ansvar end at besynge deres egne ‘ stammer’ og besudle modstanderne. De burde i deres bøger, artikler og film holde et spejl, som reflekterer både det gode og det dårlige i arabernes liv og historie. Med enkelte få undtagelser, såsom Hazem Saghieh, Wadah Sherara, George Tarabishi og Sadek al-Azem, vrider de fleste arabiske intellektuelle sig i selvforherligelsens middelmådighed.

Men selv de modige intellektuelle har ikke taget de arabiske jøders historie op til en seriøs genvurdering. Indtil araberne får deres Orhan Pamouk, deres Avi Shlaim, én der fortæller de hårde sandheder, belejligt eller ej, vil de fortsætte med at leve i halvløgnernes univers. Opgøret med arabernes mest skamfulde side af deres historie vil forsone dem med sig selv, deres naboer og bevare, hvad der er tilbage af religiøs og etnisk mangfoldighed i deres lande. Ved at gøre op med tavsheden om jødernes uddrivelse kan araberne undgå at genopleve den samme hjemsøgte historie af nederlag, undertrykkelse og fejlrettet hævn. Indtil da må de leve med tavshedens skam.

HANNA ZIADEH

Præsident Saleh gør sig skyldig i jødernes forfølgelse og ikke i deres redning Er solidaritet kun en rygmarvsreaktion mod aggressioner foretaget af de to sataner, USA og Israel.

politiken. dk/kroniker.