Gjesteskribent

Et besøg i Marokko afslører, at palæstinensernes krav om en «ret til tilbagevenden» er uden ethvert historisk, moralsk og juridisk fundament.

Jøder havde levet i Marokko i århundreder, før islam ankom til Casablanca, Fez og Marrakesh. Jøderne udgjorde, sammen med berberne, selve rygraden i områdets økonomi og kultur. I dag kan deres historiske tilstedeværelse først og fremmest ses i de hundredvis af jødiske gravpladser og forladte synagoger, som er allestedsnærværende i de større og mindre byer overalt i maghreb-landene.

Jeg besøgte Maimonides’ hjem, som i dag er en restaurant. Denne store jødiske filosof og læge underviste ved et universitet i Fez. Også andre jødiske intellektuelle hjalp med at skabe kulturen i Nordafrika, fra Marokko og Algeriet til Tunesien og Egypten. I disse lande var jøderne altid en minoritet, men deres tilstedeværelse mærkedes inden for alle områder af tilværelsen.

I dag udgør de en tilbageværende rest i Marokko og er forsvundet fra de andre lande. Nogle valgte frivilligt at flytte til Israel efter 1948. Mange blev tvunget til at flygte på grund af trusler, pogromer og lovbestemmelser, og de efterlod sig milliarder af dollars i form af ejendomme og ejendele, samt deres forfædres gravsteder.

I dag udgør Marokkos jødiske befolkning mindre end 5.000, som skal sammenlignes med de 250.000, der udgjorde dens højdepunkt. Det tjener til kong Mohammad VI’s ros, at han har lagt vægt på bevarelsen af den jødiske arv i Marokko, især gravpladserne. Han har et bedre forhold til Israel end andre muslimske lande, men anerkender dog stadig ikke landet og har ikke diplomatiske relationer til det jødiske folks nationalstat. Dette er en problematik, der arbejdes med. Hans forhold til det lille jødiske samfund i hans land, hvoraf de fleste er ivrige zionister, er glimrende. Mange marokkanere erkender, at de mistede meget, dengang Marokkos jøder rejste. Nogle israelere af marokkansk oprindelse har bevaret et tæt forhold til deres marokkanske slægt.

De jøder, som kom til Israel fra Marokko for mange år siden, er ikke længere flygtninge. Det er palæstinenserne heller ikke. (Foto: Wikimedia Commons)

Hvad er forbindelsen til den palæstinensiske påstand om en ret til at vende tilbage til deres hjem i det, der i dag er Israel? Den er meget direkte. Den arabiske exodus fra Israel i 1948 var det direkte resultat af en udryddelseskrig erklæret imod den nyligt dannede jødiske stat af alle dens arabiske naboer, herunder også araberne i Israel. Havde de accepteret FN’s fredsplan — to stater for to folk — ville der ikke have eksisteret nogen palæstinensiske flygtninge. Under Israels indædte kamp for sin overlevelse — en krig, hvor landet mistede én procent af sin befolkning, herunder mange Holocaust-overlevende og civile borgere — flygtede godt og vel 700.000 lokale arabere. Mange rejste frivilligt, fordi de var blevet lovet en strålende tilbagevenden efter den uundgåelige arabiske sejr. Andre blev tvunget ud. Nogle af disse arabere kunne datere deres hjem i det, der blev Israel, flere hundrede år tilbage i tiden. Andre var ankommet for relativt nylig fra arabiske lande som Syrien, Egypten og Jordan.

Et nogenlunde tilsvarende antal jøder flygtede fra deres arabiske hjemlande i samme periode. De kunne næsten alle spore deres slægt flere tusind år tilbage, længe før muslimer og arabere blev den dominerende befolkning. Ligesom de palæstinensiske arabere rejste nogle af dem frivilligt, men mange havde ikke noget realistisk valg. Lighederne er slående, men det samme er forskellene.

Den vigtigste forskel ligger i, hvordan Israel behandlede de jøder, der flygtede, og hvordan den arabiske og muslimske verden behandlede de palæstinensere, der var flygtet fra en krig, som de havde startet.

Israel integrerede sine brødre og søstre fra den arabiske og muslimske verden. Den arabiske verden anbragte sine palæstinensiske brødre og søstre i flygtningelejre for at behandle dem som politiske brikker — og betændte sår — i sin vedholdende krig mod den jødiske stat.

Der er nu gået 70 år siden denne befolkningsudveksling. Det er på tide at afslutte denne ordleg med at kalde forflyttede palæstinensere for «flygtninge.» Næsten ingen af de godt og vel fem millioner arabere, som i dag forsøger at gøre krav på betegnelsen «palæstinensisk flygtning,» har nogensinde rent faktisk været i Israel. De er efterkommere — nogle meget fjerne — efter dem, der udvandrede i 1948. Antallet af nulevende arabere, som personligt blev tvunget ud af Israel af den krig, som deres brødre startede, er ikke mere end nogle få tusinde, sandsynligvis mindre. Det er muligt, at de skal have kompensation, men ikke af Israel. Kompensationen bør komme fra de arabiske lande, som ulovligt overtog værdier og ejendomme fra deres daværende jødiske indbyggere, som de tvang til at rejse. De få tusinde palæstinensere har ikke et større moralsk, historisk eller juridisk krav end de overlevende jøder, som måtte udvandre i samme periode for halvfjerds år siden.

I livet såvel som i juraen findes der forældelsesfrister, som anerkender, at historien ændrer på status quo. Tiden er – for længst – inde til, at verden holder op med at behandle disse palæstinensere som flygtninge. Denne status ophørte for flere årtier siden. De jøder, som kom til Israel fra Marokko for mange år siden, er ikke længere flygtninge. Det er de slægtninge til palæstinensere, som har levet uden for Israel i næsten trekvart århundrede, heller ikke.

Alan M. Dershowitz er Felix Frankfurter juridisk professor emeritus ved Harvard Law School og forfatter til «The Case Against BDS.»

 

Hvad er en «flygtning»? Jøderne fra Marokko versus palæstinenserne fra Israel
af Alan M. Dershowitz
31. Marts 2018
Oprindelig engelsk tekst: What Is a «Refugee»? The Jews from Morocco versus the Palestinians from Israel
Oversat af Mette Thomsen