Kommentar

To tyske forskere har funnet dokumenter som viser at Nazi-Tyskland planla å utvide Holocaust til Midtøsten. En Einsatzkommando satt i Aten og ventet bare på at Rommel skulle vinne krigen i Nord-Afrika. Så skulle kommandoen gå til aksjon sammen med lokale kollaboratører, akkurat som i Øst-Europa og Sovjetunionen.

Det er Weekendavisen som kan fortelle den uhyre interessante historien. Nå lot seieren vente på seg, og kommandoen kom aldri til Midtøsten. Men det ble knyttet noen viktige kontakter, som fortsatte etter krigen. Det artikkelen får frem er at dagens antisemittisme ikke henger i løse luften. Allerede i 20-årene og 30-årene var det flere som lot seg inspirere av fascistiske og nazistiske ideer. Både islamister som Det muslimske brorskap og politiske partier som ble statsbærende, tok opp fascistiske ideer.

Påvirkningen fortsatte sogar videre til den palestinske frigjøringsbevegelsen. Yasser Arafat var personlig venn med Otto Skorzeny, kommandosoldaten som befridde Mussolini fra fangenskap!

Idag har Hamas og Iran overtatt den antisemittiske stafettpinnen. Det finnes en historisk kontinuitet som ikke kan ignoreres, og som gjør Hamas’ eksterminisme desto mer skremmende.

De tyske forskere har for nylig løftet en del af sløret for deres arkivstudier i artiklen »Beseitigung der jüdisch-nationalen Heimstätte in Palästina«. Das Einsatzkommando bei der Panzerarmee Afrika 1942, der udkom i historieantologien Deutsche, Juden, Völkermord:
..
Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers har fundet arkivmateriale, der i detaljer opruller en hidtil overset historie med store perspektiver: den 1. juli 1942 mødtes SS-leder Heinrich Himmler med Adolf Hitler i førerhovedkvarteret Ulveskansen i Østpreussen. Her godkendte Hitler, at SS sendte en Einsatzkommando – en af de berygtede dødspatruljer – til Mellemøsten. Den 4. juli 1942 blev den tyske militære ledelse så instrueret om, at Rommels Afrikakorps skulle modtage en SS-kommando, hvis mission indtil videre var hemmelig. Mordkommandoen skulle følge med Afrikakorpset til Mellemøsten, men uafhængigt af Rommels styrker fik kommandoen udtrykkelig ret til »på eget ansvar at træffe forholdsregler over for civilbefolkningen.« Det var en formulering, der generelt blev brugt, når Einsatz-kommandoerne i besatte tyske områder fik frie hænder til at foretage massemord på jøder og andre. Der er ifølge Stuttgart-historikerne ingen tvivl om, at SS-mordkommandoen i Mellemøsten havde en lignende mission, nemlig »realiseringen af Shoah i Palæstina« (jødisk udtryk for Holocaust, red.).
..
Kommandoen blev ledet af SS-Obersturmbannführer Walther Rauff, der den 20. juli 1942 rejste til Rommels hovedkvarter i Nordafrika og aftalte de praktiske sager vedrørende modtagelsen af kommandoen. Den bestod af syv SS-ledere og 17 underledere. De blev den 29. juli 1942 i yderste hemmelighed overført fra Tyskland til Athen. Her ventede de på en sejrsmelding fra Egypten, så de kunne rejse over Middelhavet og slutte sig til Rommels styrker.

Den 24 mand store gruppe bestod af SS-mænd, der var radikale antisemitter, og som havde erfaring med massenedskydninger af jøder og anvendelsen af mobile gasvogne som aflivningsmiddel. De var ydermere blevet uddannet i mellemøstlige forhold. Historikerne fastslår, at gruppen ville blive udvidet med flere mand, især arabiske kollaboratører, inden missionen skulle iværksættes. Rekruttering af lokale kollaboratører var nemlig fremgangsmåden, når SS’ dødspatruljer i Østeuropa og Sovjetunionen organiserede massemord på civilbefolkningen.

Et af gruppens medlemmer var Ober- sturmführer Hans-Joachim Weise, der havde opdyrket en nær kontakt med en række arabiske ledere, heriblandt den antisemitiske stormufti af Jerusalem, Amin el-Husseini. Weise havde blandt andet ledsaget el-Husseini på rejser rundt i Tyskland og til kz-lejre i Østeuropa. Muftien var eftersøgt af briterne og opholdt sig i eksil i Berlin, hvor han var en stærk fortaler for, at tyskerne skulle smide briterne ud af Palæstina og etnisk udrense den halve million jøder i området.
..
Muftien var derfor med til at oprette Deutsch-Arabische Lehrabteilung, der bestod af bevæbnede arabiske frivillige, der skulle hjælpe tyskerne i Mellemøsten. Den enhed blev i sommeren 1942 – på linje med Walther Rauffs Einsatzkommando – sendt til Grækenland for at afvente en sejrsmelding fra Rommel. Imidlertid led Rommels korps nederlag til Montgomerys britiske styrker ved El Alamein i efteråret 1942. SS-kommandoen forlod derefter Athen med uforrettet sag. Holocaust på jøderne i Palæstina var udskudt på ubestemt tid.

Stormuftien av Jerusalem, Amin el-Husseini, er ettertrykkelig kompromittert. Mindre kjent er hvor populære Hitler og nazistene var i den arabiske verden.

Der er ifølge Mallmann og Cüppers ingen tvivl om, at SS’ mordkommando under Rauff ville have lokal opbakning blandt mange arabere i Mellemøsten. Store dele af den arabiske verden satte i forvejen deres lid til, at tyskerne skulle befri dem fra britisk eller fransk kolonistyre. Det fik ydermere den konkrete effekt, at mange arabere ikke længere ville gøre tjeneste hos de britiske styrker. Frem til 1943 deserterede 8.000 arabiske soldater, heraf 7.000 alene i Palæstina.

Walter Doehle, den tyske generalkonsul i Jerusalem, kunne i marts 1937 berette, at »de palæstinensiske arabere inden for alle samfundslag viser stor sympati for det nye Tyskland og dets fører.« Derfor bliver Heil Hitler-hilsenen, ifølge Doehle, som regel også modtaget med arabisk begejstring.

Mallmann og Cüppers’ vurdering af, at nazisterne nød stor opbakning i den arabiske verden, har tidligere været dokumenteret. I 1934 blev Hitlers Mein Kampf oversat fra tysk til arabisk. Udbredelsen af skriftet sker derefter hurtigt i den arabiske verden, bl.a. med tysk støtte. Den arabiske udgave var dog – med forfatterens velsignelse – tilpasset arabiske forhold, så de ikke alt for tydeligt indeholdt synspunktet om, at araberne var en mindreværdig race.

Det var måske en af grundene til, at Hitlers tilsynekomst ofte blev hilst med langvarigt bifald i arabiske biografer. SS’ efterretningstjeneste berettede i 1942 om »arabernes usædvanlig tyskvenlige stemning, der kan føres tilbage til håbet om, at ’måtte Hitler komme’ og fordrive jøderne.«

I flere lande blev der oprettet partier, der var inspireret af fascismen i Europa. Lederen af Syriens Sociale Nationalistparti, Anton Sa’ada, havde Hitler som forbillede og blev kaldt »fører«. Han fik også sat et hagekors på partibanneret. I Egypten tog partiet Det Unge Egypten, hvor de kommende præsidenter Nasser og Sadat tjente deres sporer, sloganet »Et folk, et parti, en leder«. I Egypten dannede Hassan Al Banna i 1928 Det islamistiske Muslimske Broderskab, der i 1941 tog kontakt til tyske agenter og planlagde et oprør mod briterne. De var fælles med tyskerne om at hade jøder, demokrati og vestlig civilisation.

Den tyske mellemøstforsker Matthias Küntzel konkluderer i bogen »Djihad und Judenhass – Über den neuen antisemitischen Krieg« (2002), at »nazisternes indflydelse på mellemøstkonfliktens tidlige historie har været både betydningsfuld og succesfuld. NSDAP har utvivlsomt spillet en fremtrædende rolle for formuleringen af den antisemitiske antizionisme.«

Amerikanernes bruk av nazistiske spioner og vitenskapsmenn under den kalde krigen er velkjent. Noe av det samme skjedde i Midtøsten. Egypt tok til seg et anselig antall rakett-forskere for å lage raketter som kunne ramme Israel. Men det er en viktig forskjell på USA og araberlandenes bruk av nazister: I Midtøsten fikk de utøve sin ideologi og forfølge sine målsettinger. Også rene massemordere fikk nytt arbeid av regjeringene:

1953 blev den berømte nazistiske kommandosoldat og krigsforbryder Otto Skorzeny, der var Sturmbannführer i SS, hentet til Egypten af præsident Nasser. Skorzeny opbyggede her en stab af tidligere SS-officerer, der skulle træne den egyptiske hær. Hertil hørte for eksempel general Oskar Dirlewanger, der under krigen blev kendt som »Slagteren fra Warszawa«. Skorzeny, trænede ikke bare hæren, men også arabiske frivillige i kommandotaktik. Mange unge palæstinensere modtog militær træning, blandt andet Yassir Arafat, der opbyggede et venskab med Skorzeny.

Oskar Dirlewanger er også navnet på et nynazistisk rockeband. Påvirkningene går mange veier. Dette er utvilsomt en vei som burde vært bedre kjent. Ahmadinejads tanker springer ikke ut av det tomme rom.

Arven fra Hitler
af Jesper Vind Jensen, Weekendavisen
Artikkelen er dessverre sub only. Men er verd prisen for hele avisen.