Nytt

Fredag klokken 15.30 samles en lille snes personer ved synagogen i hjertet af København. Silhutterne af dem er uklare, som bliver de opløst af decemberregnen. Det er ikke til at se, at de er jøder.
Men synagogens vagter vil alligevel sikre sig. De beder den lille gruppe om at fjerne synlige jødiske symboler, da de begiver sig ud på gaden igen.
Vagternes omhu beskriver udviklingen for den lille jødiske minoritet i Danmark bedre end ord, vurderer talsmand for Det mosaiske Troessamfund, Jacques Blum.
»Vi mærker, at tiderne har skiftet, når vi skjuler Davidsstjernen under trøjen eller lægger kalotten ned i lommen. Tidligere var det mere eller mindre risikofrit at vise jødiske symboler. Det er det ikke længere,« siger Jacques Blum.
Morgenavisen Jyllands-Posten har gennemgået de seneste fem års indberetninger fra jøder, som har været udsat for antisemitisme. Indberetningerne er omhyggeligt registreret af sikkerhedschefen for trossamfundet. Alene i år er der registreret 36 antisemitiske hændelser, hvilket svarer til tre hver måned. Langt de fleste handler om verbal chikane, nedladende udtalelser om jøder. Men indimellem bliver volden fysisk. Som oftest er afsenderen muslim. Kun en lille del af de antisemitiske hændelser bliver anmeldt. Mørketallet er stort, mener Jacques Blum.
»Antisemitismen er blevet grovere de seneste år. Mange jøder frygter at blive råbt efter eller banket,« siger han.

Forfulgt på Nørrebro
Den 27-årige David ønsker ikke at lade sig kue. Han går stadig med sin Davidsstjerne, og til tider også med kalot, når han skal til synagogen.
Bosat på Nørrebro har han dog fundet sig nødsaget til at finde en alternativ vej til synagogen. Alligevel indberettede han i oktober og september seks antisemitiske hændelser. I løbet af de to måneder er han blevet hånet og spyttet på. En enkelt gang måtte han flygte ind i en 7-Eleven-butik.
David mærkede for første gang antisemitismen på egen krop, da han begyndte sin konvertering tiljødedommen for fem år siden efter en tur til Israel. Dengang boede han i Ringsted. I et træningscenter faldt hans Davidsstjerne uden for trøjen. Nogle unge af mellemøstlig herkomst bemærkede smykket, der hang ned fra halsen. Kort efter kendte næsten alle provinsbyens indvandrere til Davids baggrund som jøde – søn af en jødisk chilener og en dansk mor. De begyndte at konfrontere ham med det, når han gik i byen eller løftede vægte i træningscentret. De truede ham og råbte arabiske skældsord efter ham.
En dag optager en gruppe forfølgelsen af ham. Det er to unge arabere og en tyrker. De haler ind på David. Han tager mobiltelefonen for at ringe til sin mor.
»Jeg ville vise, at jeg var i kontakt med nogen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre,« siger David.
Det ender med, at David får en knytnæve i nakken og rammer asfalten. Han kommer dog hurtigt op igen og stikker af.

Ny bølge af antisemitisme
Mens David for fem år siden for første gang forstod, at hans identitet er et problem for andre, begyndte et ny bølge af antisemitisme at skylle ind over Europa. Den nye form for antisemitisme kædes i international forskning sammen med konflikterne i Mellemøsten og den store muslimske befolkningsgruppe, der er flyttet til Europa i efterkrigstiden. Forskere peger på, at antisemitismen er taget til efter den 11. september 2001 og den efterfølgende krig mod terror.
»I et klassisk perspektiv kender vi både i mellemkrigstiden og efterkrigstiden antisemitisme som et fænomen, der er blevet dyrket af den ekstreme politiske højrefløj. Her trives den stadig, men også den ekstreme venstrefløj har antisemitiske træk, som udvikles af antizionismen – det at være mod staten Israel. Endeligt har vi den store muslimske gruppe i Europa, der har et fuldstændig andet syn på Israel, end vi har været vant til i Europa,« siger Cecilie Stokholm Banke, seniorforsker på Afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier.
Hun har i en rapport fra marts 2006 i overensstemmelse med international forskning dokumenteret, at udenrigspolitiske begivenheder påvirker unge indvandreres syn på danske jøder.
»Et andet af undersøgelsens resultater er, at holdninger til jøder er del af en generel kritisk indstilling til Israel, den amerikanske udenrigspolitik, Danmark og Vesten, og for nogle bliver denne indstilling del af en bestemt identitet,« står der i rapportens konklusion.
Som eksempel på hvordan internationale begivenheder påvirker opfattelsen af jøder, nævner hun den konference, som blev afholdt i Iran mandag og tirsdag.
»Når den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, går ud og afviser Holocaust og samtidig siger, at jødernes stat burde flyttes til Tyskland, så kan det være med til at legitimere og anspore til antisemitisme. Konferencen i Teheran bliver distribueret globalt i forskellige medier og kommer derved til at indgå i diskussionen om konflikterne i Mellemøsten, som så mange mennesker er optaget af. Brugen af ordet konference er j med til at give begivenheden et videnskabeligt skær,« siger Cecilie Stokholm Banke.
Hun forklarer, at der på en samtidig konference i Berlin, som blev afholdt som modvægt til den i Teheran, blev talt om en alliance mellem det yderste højre i Europa og præstestyret i Iran.
»Tilsyneladende støtter europæiske højreekstremister det iranske fodboldlandshold, når det spiller. De dyrker det totalitære iranske styre.«

Imam afviser at mødes
Det religiøse overhoved for Det Islamiske Trossamfund, Abu-Laban, kender godt til jødernes bekymring over sameksistensen med muslimer i Danmark og til internationale begivenheders betydning for meningsdannelsen.
»Konflikten i Mellemøsten sender et ekko til Danmark. Når folk i Palæstina bliver ofre for den israelske hærs aggressioner, så bliver alt sort og hvidt,« siger han.
Kræfter i det muslimske miljø har forsøgt på at få Abu-Laban til at mødes med jødiske ledere i Danmark, men det afviser imamen:
»Situationen er ikke til det. Der er gået inflation i jødernes frygt, og jeg mener ikke, at der er en substantiel eller aktuel trussel mod dem.«
Samtidig tager han afstand fra voldelige overfald af jøder. Sådanne skal ifølge Abu-Laban tilskrives enkelte individer og ikke muslimerne som gruppe.
Men han erkender, at muslimske indvandrere har en kritisk holdning til jøder med i bagagen, når de kommer til Danmark.
»De muslimske indvandrere bringer konflikten med sig. Du ser det samme, når sunni- og shiamuslimer konfronterer hinanden i asylcentrene. De har en særligt historik – en særlig overbevisning – med hjemmefra. Men det er klart, at de med tiden skal lære, at Danmark er et land med fredelig pluralisme,« siger Abu-Laban.

Fik slået tænder ud
Ikke så langt fra Abu-Labans moske genkalder den 61-årige Jakob sig billedet af en varm sommerdag for to år siden i København. Iført sandaler er han på vej mod sin sandfarvede Citroen Xantia. Han er aldrig helt tryg, når han er i nærheden af sinarbejdsplads. En gruppe muslimske somaliere har flere gange været efter ham. En enkelt gang tog en af dem kvælertag på ham, indtil hans venner med kraft slæbte ham væk. Flere gange har somaliere sammen med arabere råbt efter ham. Selv forstår Jakob det ikke. Hvordan kan de vide, at han er jøde? Han skilter ikke med det.
Han har ofte mareridt om det. Men virkeligheden slår drømmene ud af bevidstheden denne sommerdag. Tre arabere dukker op bag ham. De er truende. Jakob forsøger at løbe fra dem, men sandalerne hjælper ham ikke. Han bliver slået ned, sparket i hovedet. Han mister to tænder og brækker en lilletå. »Jødesvin,« råber de.
Der findes en ubevidst antisemitisme blandt indvandrere med muslisk baggrund i Danmark, konkluder rapporten fra
Afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier ved Dansk Institut for Internationale Studier.
»De får bl.a. deres holdninger fra arabiske medier, som fører en meget aggressiv retorik over for jøder. Det suger de til sig som fakta. Når læreren så fortæller eleverne, at det er antisemitisk at tillægge jøder bestemte racemæssige karaktertræk, bliver de overraskede og siger: Det vidste jeg ikke. Det er meget misinformation i det her, som kan afhjælpes med undervisning og oplysning,« siger Cecilie Stokholm Banke.

»Din fucking jødeluder«
22-årige Daniel skiftede for tre år siden skole. Han kom på en skole med mange muslimske elever. For ham føltes antisemitismen bevidst. Allerede den første uge i skolen mærkede han, at nogle af skolens indvandrere havde en fjendtlig indstillling over for ham. I et frikvarter satte han sig ned ved boldbanen. Han tog sin kalot på. Det gør han, når han spiser. Det er en del af jødisk tradition.
»Det giver en følelse af at komme tættere på Gud,« siger han.
Nogle indvandrerdrenge begynder at sætte sig på Daniels taske, som han bærer på ryggen. De skubber ham voldsomt, mens de spørger, om han er jøde. Daniel modsætter sig. Da han vil skubbe en af dem væk, kommer han til at flække læben på ham. En større indvandrergruppe samles foran, mens han klassekammerater forhindrer, at det udvikler sig. »Du er død, inden ugen er omme, din fucking jødeluder,« råber de.
De næste måneder fortsætter de med at true ham. Også hans familie.
»Hvorfor skal jeg ikke have lov til at gå med kalot, ligesom muslimske kvinder bærer slør?« spørger han.
En dag fortæller hans klassekammerater, at nogle indvandrere har tegnet hagekors på jorden i skolegården for at genere ham. Daniel bliver rasende.
»En stor del af min fars familie døde under krigen. Min oldefar og oldemor overlevede ved at flygte til Danmark. Herfra blev de transporteret til Sverige og tilbage igen.«
Det var nogle indvandrere fra 7. klasse, der havde tegnet hagekorsene. Daniel jagter dem for en stund, men besinder sig.

Den danske legende
Historien om Daniels oldeforældre og de 6.000 andre jøder, som blev reddet til Sverige af dansk velvilje i oktober 1943, er blevet en national og international fortælling, som Danmark bryster sig af. Vi hjalp modsat andre europæiske lande ikke med til tvangsdeportationen af jøder. Vi har ikke på samme måde et antisemitisk spøgelse at gøre op med, selv om forskning har stillet 1930’ernes restriktive asylpolitik over for jøder i et kritisk lys.
»I Danmark har vi en særlig fortælling om jøderne, og især den ældre generation holder fast i den og husker den. Men de er ved at dø ud. Og for mange unge er Anden Verdenskrig en fjern begivehed. Det betyder slet ikke, at vi er på vej til at blive en nation af Holocaust-benægtere, men vi er ikke hævet over resten af Europa: Vi er ikke immune over for antisemitisme,« siger Cecilie Stokholm Banke.
Hun ser heller ikke danskernes redning af jøderne som en sovepude, der forhindrer os i at indse, når antisemitismen vinder indpas.
»Jeg tror ikke, at vi føler os hævet over antisemitisme. Der er så mange internationele organisationer, som holder øje med dette område, og fra politisk hold er der vilje til at tackle udfordringen med den nye antisemitisme. I hele Europa er der et særligt alarmapparat på grund af vores fælles historie. Tyskland er en pioner inden for området,« siger Cecilie Stokholm Banke.
Hun er klar over, at mange jøder føler, at antisemitisme er blevet et større problem i Danmark.
»Med vor tids antisemitisme er Europa stillet over for en ny udfordring, som skal tackles. Jeg har stor respekt for de advarselssignaler, som de jødiske samfund i Europa sender i disse år.« siger Cecilie Stokholm Banke.

For David er udfordringen blevet for stor. Han føler sig ikke tryg i Danmark. Når hans kone bliver gravid, vil han flytte til Israel.
Hans barn skal opdrages efter jødedommens forskrifter. Han skal ikke skjule sin identitet. Han skal bære Davidsstjernen ligesom sin far – og han skal kunne gøre det uden frygt.

Av Kristoffer Pinholt

kristoffer.pinholt@jp.dk
David har ikke ønsket at opgive sit efternavn af frygt for repressalier. Navnene Daniel og Jakob er opdigtede, da de af samme grund ønskede at være anonyme. Morgenavisen Jyllands-Posten er bekendt med deres sande identitet.