Sakset/Fra hofta

Den tidligere overrabbiner i Danmark, Bent Melchior, har benektet at det finnes organisert antisemittisme i Danmark, og heller ytret bekymring for muslimene. Han får svar av Farshad Kholgi, Martin Hirsch og Claus Bentow, som sier hverken jøder eller muslimer, og slett ikke innfødte dansker, tjener på en slik virkelighetsfordreining.

Danmark har et større innslag jøder enn Norge, med dypere røtter, og diskusjonen har en viss relevans for norsk debatt, der jødiske stemmer nesten ikke finnes.

I Politiken 28. februar skriver overrabbiner emeritus Bent Melchior, at »der ingen organiseret antisemitisme findes i Danmark«. Derimod, skriver han videre, »har han ingen problemer med at finde organiseret islamofobi med mere«. To spørgsmål melder sig umiddelbart: Hvor organiseret skal noget være for at kunne kvalificere sig til at være organiseret i Melchiors optik? Og hvorfor vælger han i en tid, hvor antisemitiske trusler og had når nye højder, at flytte fokus fra antisemitismen til et helt andet problem, nemlig islam og muslimers ve og vel i Danmark? Angående det første spørgsmål om organiseringsgraden af antisemitismen i Danmark, så kan man remse op i flæng: utallige tilfælde af chikane, trusler og vold mod danske jøder. Talsmanden for Hizb-ut-Tahrir er dømt for at omdele løbesedler, som opfordrede til drab på jøder.

Løbesedlens citat er i øvrigt fra Koranen – den hellige bog for ca. 1 milliard muslimer verden over – og lyder som følger: »Dræb jøderne, hvor I finder dem!«.

ANTISEMITISMEN ER med andre ord en særdeles levende og integreret del af islam, også i Danmark. Islamisk Trossamfund afholdt for nogle måneder siden en demonstration, hvor mottoet på banneret var: ‘ Allah er stor, og jøderne er Guds fjende’. Ved en anden demonstration heiler en gruppe muslimer og råber: ‘ Jøder har ikke ret til at eksistere, jøderne skal udslettes!’.

Og så er der denne beretning fra et københavnsk gymnasium anno 2009. Læreren viser en ren indvandrerklasse en dokumentar om jødefejden i København i 1800-tallet, hvor jødisk ejendom blev brændt og jøder overfaldet og dræbt. Da filmen viser dette, rejser klassen sig op og jubler. Læreren udbryder forfærdet »STOP!«. Hvorpå en tørklædeklædt pige lægger hovedet på skrå og roligt siger til læreren: »Men vi er jo opdraget til at hade jøder!«. Alt sammen overvældende beviser på, hvor mættede og gennemsyrede nogle muslimske organisationer, institutioner og grupperinger er af had til jøder.

MEN HVORFOR vælger Melchior så at nedtone den ovennævnte antisemitiske virkelighed, i forhold til f. eks. muslimers situation i Danmark? Først er det vigtigt at slå fast, at truslerne og volden er en ensrettet gade i Danmark.

Det er muslimer og kun muslimer, der truer og overfalder jøder her til lands.

Her er ingen jævnbyrdighed. Ingen jøder truer eller overfalder muslimer eller deres institutioner.

Vi skal derimod søge forklaringen på Melchiors politisering af antisemitismens problem i Danmark helt andre steder.

Når jøder som Melchior mærker antisemitismens klamme hånd, så truer det ganske enkelt deres danskhed. I og med at de er mål for antisemitismen, så gør det dem anderledes end alle andre danskere.

Og for den generation af jøder, som Melchior tilhører, er der lighedstegn mellem det at være anderledes, og så det at være mindre dansk. Der er med andre ord en god portion konformisme på spil, parret med en altoverskyggende trang til at tage sig godt ud i den ikkejødiske majoritets øjne.

Dernæst er der muligvis også et element af taknemmelighedsgæld over for danskernes heroiske indsats under krigen, i forhold til danske jøder. Det er svært efterfølgende som hjælpeløs minoritet at gå ud og kritisere de forhold, der hersker hos redningsnationen.

KONKLUSIONEN ER den følgende: Man kan ikke levere en virkelighedstro analyse på en politiseret baggrund. Her fejler Melchior så åbenlyst. Og Melchior gør i øvrigt alle danskere – muslimer, jøder såvel som alle andre – en kæmpe bjørnetjeneste ved at nægte at se virkeligheden i øjnene.

For gør vi ikke det, fortsætter vi blot adskillige årtiers forfejlet og naiv integrationspolitik.

Og det er ikke til gavn for Danmark, ej heller for nogen slags danskere.

Debat: Den organiserede antisemitisme i Danmark
Politiken 7. mars 20009

Korreksjon: Det stemmer ikke at det gikk menneskeliv tapt i den ballade på begynnelsen av 1800-tallet,.

I 1813 fandt der en litterær jødefejde sted. Og i 1819-1820 nogle kortvarige tumulter, hvor pøbel begik hærværk mod jødisk ejendom og desuden vold mod nogle få personer. Pøblen rettede også sin vrede mod Frederik 6., som de kaldte «Jødekongen».

DER VAR INGEN DØDE, og det er snart 200 år siden, lad os lige få det slået fast med syvtommersøm, inden en lille fjer bliver til en masse høns.

Der blev skredet hårdt ind mod de kriminelle, som man fik fat i, og at optøjerne ikke blev slået ned fra første færd, skyldtes en lidet dygtig politimester, som blev afskediget for sin uduelighed. Der var på ingen måde tale om en generel dansk forfølgelse af jøder.

Oplysninger findes nemt på fx Wikipedia og andre steder.