Kommentar

Antisemittismen manifesterer seg igjen i Europa, både på høyre og venstre fløy og blant muslimer. Historier om at norske lærere ikke tør ta til motmæle mot jødehat i timene, var sjokkerende for mange. Likevel skjer det ikke noe. Situasjonen er den samme i andre europeiske land.

Jyllands-Posten tar opp denne passiviteten i dagens leder.

Antisemitismen stikker stadigt mere systematisk sit hæslige ansigt frem, og det værste er, at offentligheden herhjemme og ude i Europa allerhøjst kan mobilisere et forlegent, let opgivende skuldertræk.

Jøder pakker davidsstjernen og kalotten væk, ikke kun på Nørrebro, og mange jøder føler sig udsat for et pres, som burde udløse et kollektivt råb af forfærdelse fra det omgivende samfund, men som desværre ofte mødes med slet skjult forståelse, ja ligefrem anerkendelse.

Politifolk siger til jøder, at de bør holde sig væk fra bestemte kvarterer. Den jødiske Carolineskolen i København har længe været omgivet af et 2,5 meter højt hegn, som om det er det naturligste i verden. Israel-kritikere siger, at det alt sammen er Israels skyld. Jøder i Europa gøres dermed til en del af Mellemøsten-konflikten.

Indvandringen af muslimer med undertiden hårrejsende antijødiske idealer øger kun problemet. Men alle vasker hænder; ingen forsøger for alvor at gøre beskyttelsen af de jødiske mindretal i Europa og Danmark til et fælles ansvar.

Den lethed, som præger reaktionerne på antisemitismen i moderne udgave, 65 år efter Anden Verdenskrig, må chokere. Senest har Integrationsministeriet fremlagt en handlingsplan mod antisemitisme, som givetvis er fuld af gode hensigter, men alt for svag i koderne. Den satser hele butikken på, at det vil kunne lykkes gennem undervisning og pædagogiske initiativer at få vendt skuden, men konkrete forestillinger om, hvad der kan gøres – ikke mindst for muslimske miljøer – mangler ganske. Tør man ikke?

Hård fordømmelse af angreb på mennesker på grund af race, tro eller seksuel orientering plejer at være en dansk kernedyd, som vi er stolte af, og som vi omgående lader følge af klare sanktioner. Men når det gælder angreb på jøder, kan man høre politiet anbefale en mindre synlig jødisk praksis, og man kan høre politikere automatisk tale om mere eller mindre naturgivne udløbere af Mellemøsten-konflikten.

Men hvorfor skal europæiske jøder bøde for, at Israel befinder sig i en permanent krigstilstand? Hvor er ramaskriget fra den europæiske – sandelig også den danske – kulturelite over så målrettede angreb på en etnisk-kulturel minoritet? Må vi minde om, at en dansk jøde er – dansker.

For ikke så længe siden hed det på tysk: »Køb ikke hos jøder«. I dag findes på dansk en hjemmeside – boykotisrael.dk – som man kunne tro blev drevet af et sammenrend af anløbne, uforbederlige kredse. Men til anbefalerne på hjemmesiden hører faktisk det meste af SF’s top, anført af partiformand Villy Søvndal; en potentielt kommende dansk udenrigsminister. Hvordan kan en så fremtrædende og i øvrigt seriøs toppolitiker få lov at give legitimitet til et sådant misliebigt foretagende, uden at han omgående stilles til ansvar af en chokeret offentlighed?

Det meste af BUPL’s topledelse forekommer også at være med i boykotaktionen. Ved danske forældre med børnehavebørn det, og gør de sig mon nogle forestillinger om, hvorvidt det kan påvirke opdragelsen af deres små?

Pointen er, at de bagvedliggende, mere eller mindre artikulerede antisemitiske holdninger simpelt hen ikke længere afstedkommer meget andet end ligegyldighed. Den lille (undertiden: større) antisemitisme er blevet salonfæhig i Europa, i Danmark. Man orker ikke kampen. Man orker ikke konfrontationen. Det er nemmere at kigge væk. Jøderne er så få. Det er hér, at den civilisatoriske skandale begynder.

Antisemitismen
Offentliggjort01.08.10