Sakset/Fra hofta

Jesus var jøde. Derfor er det med sorg og sinne at vi må konstatere at jødehatet er på fremmarsj. På en dag som denne.

Er dette et tema å ta opp på julens første dag? Det var Dagsrevyen som lille julaften hadde et innslag om de kristne i Betlehem, som blir fordrevet av Israels politikk. Ikke et ord om Hamas innflytelse og den tiltagende islamiseringen. Anti-israelske innslag er faktisk blitt standard i norske medier. En tidligere kollega i NTB viste tydelig hva det handlet om da han valgte tittelen på sin førjulssak. Det var en tittel til å komme i riktig juletstemning av: Et barn er drept i Betlehem.
Det var selvfølgelig et palestinsk barn. Man måtte lese lenge og nøye for å finne ut at dette barnet var blitt skutt på et helt annet tidspunkt. Det var en konstruert sammensetning, for å skape den rette «atmosfære». Ingen reagerte på storyen.

Jyllands-Posten hadde en leder som var klar og tydelig.

Det stuerene jødehad

ANTISEMITISMEN stikker igen sit hæslige fjæs frem i Europa. Det er ikke i sig selv nødvendigvis nyt.

Det er i en årrække blevet værre og værre. Det nye er, at det denne gang ikke udløser meget mere end marginal debat, endsige da det helt nødvendige ramaskrig.

Der er områder i Danmark, der bedst kan betegnes som no go-zoner for danske jøder, der ønsker at stå ved deres religion. På Nørrebro i København kan man f.eks. hurtigt komme galt af sted, hvis man viser sig med kalot eller Davidsstjerne. Mosaisk Troessamfund må konstant skærpe sikkerhedsreglerne for sine medlemmer. En jødisk lærer blev på en skole på Nørrebro anbefalet at påtage sig et mere dansk navn. I skoleklasser bliver staten Israel skåret ud af atlasset, og der går et sus blandt selv små muslimske elever, når der tegnes en stjerne på tavlen.

Der er grund til at slå kollektivt alarm. Det er åbenbart blevet helt normalt, at jødiske danskere overfaldes, chikaneres, spyttes på eller forulempes verbalt. Erfaringerne er de samme fra hele Europa. I takt med den muslimske indvandring importeres konflikterne fra Mellemøsten, samtidig med at mange muslimers uhyggelige syn på Israel og jøder sætter en ny standard for antisemitismen.

Et afskrækkende eksempel er Frankrig, hvor der efterhånden bor fem millioner muslimer. Debatten om, hvorvidt denne kendsgerning er en medvirkende årsag til den franske regerings stadigt stærkere Israel-kritik, er omsider kommet i gang; og med god grund.

Herhjemme har undervisningsminister Bertel Haarder foreløbig varslet en målrettet demokratioffensiv over for danske muslimer, herunder en bearbejdning af antisemitiske holdninger. Den kan kun hilses velkommen. Det er faktisk på høje tid.

Hvad der generelt må undre er det totale fravær af protester og forskrækkede reaktioner fra kulturkredse, som ellers nok véd at kritisere tonen i den offentlige debat, når den rammer helt bestemte ligtorne. Hvor er råbet af forfærdelse over de mange, store og små antisemitiske udskejelser, som vokser i antal og styrke i disse år? Det er sandelig ikke pli og ynde, der præger dem. Da over 700 danskere for et par år siden protesterede mod, hvad de opfattede som en tiltagende antisemitisk redaktionel linje på dagbladet Politiken, udløste det højst et par overbærende skuldertræk. Der er en lethed i reaktionerne, som må bekymre; om ikke af andre så af historiske årsager.

Man må undre sig over de forskellige standarder, der anlægges i forhold til overgreb på jøder og diskriminering af muslimer. Da en rapport fra EUs overvågningscenter i Wien entydigt placerede ansvaret for den tiltagende antisemitisme i Europa hos indvandrede muslimer, blev rapporten omgående dysset ned. Man må spørge sig hvorfor. Svaret er naturligvis, at nervøsiteten for at støde sarte imamer og andre med adgang til at kanalisere følelser over i håndgribeligheder er ved at være mærkbar. Det er simpelthen ved at være for farligt at træde for tydeligt an til forsvar mod antisemitismen.

Omvendt når en avis offentliggør nogle tegninger af profeten Muhammed. Så går også andre end muslimer i chokeret selvsving. Så handler det om tonen, om motivanalyse, om hjertets og sindets renhed. Forklaringen på forskellen i reaktionsmønstre er lige så given, som den er ubehagelig: Der er flere og flere muslimske følelser at tage hensyn til, mens det jødiske mindretal er meget lille – og i øvrigt sørgeligt vant til at skulle passe rigtigt godt på sig og sine. Men er det virkelig en ny tids norm i Danmark, som vi bare skal acceptere? Hvis svaret er blot nogenlunde bekræftende, må man for alvor konstatere, at intimideringen af det offentlige rum herhjemme er slået igennem med foruroligende styrke.

Hva med oss? Jonas Gahr Støre skriver en julepreken i Magazinet hvor han sier vi må bekjempe både antisemittisme og islamofobi. Problemet at han ved å snakke om islamofobi anerkjenner begreper og premisser som gjør det vanskelig å bekjempe antisemittismen. Men skal vi ikke være på vakt mot det svenskene kaller «hets av folkgrupp». Det skal vi. Derfor ble det en opprydning på document.no rett før jul. Det var i ferd med å bre seg en ubehagelig tone som ville fått nye besøkende til å flykte. Det var en lærdom også for meg. I fremtiden blir det klarere grenser.

Skal man drive en en skarp og ærlig kritikk i så sensitive spørsmål må man hele tiden ha for seg at det er mennesker det handler om.

God jul til alle lesere!

Les også

-
-
-
-
-
-