I dag er alle enige om, at nazismen står for alt, hvad der er ondt. Den opfattelse deler jeg selv. Og jeg er derfor uendeligt træt af at blive kaldt ”nazist”, når der er folk, der er uenige med mig. Også selvom jeg ved, at de samme personer ikke aner, hvad begrebet dækker. For unge mennesker i dag betyder ”nazist” bare ”dum skid”.

 

Jeg kan som samfundsfagslærer i gymnasiet fortælle, at der ikke gøres noget seriøst forsøg i de fleste lærebøger på at forklare ideologien nazisme. Nazismen bliver oftest overfladisk beskrevet som en afart af konservatisme. Det er efter min mening helt forkert at gå så let hen over så vigtigt et historisk fænomen og så vigtigt et begreb, – og det er helt forkert at placere nazisme i den konservative familie. Det er des mere fornærmende for mig selv, fordi jeg selv har en konservativ grundopfattelse.

 

Konservatisme bygger på det kristne menneskesyn og kristendommen i det hele taget, på nationalstaten, friheden og på kernefamilien. Hitler og nazismen bekæmpede disse begreber og institutioner, som det fremgår af denne korte gennemgang:

 

Nazismen og det kristne menneskesyn.

 

I kristendommen er der ikke kvalitativ forskel på mennesker. De er alle lige langt eller lige tæt på Gud. Alle er syndere (dvs. at de har både gode og dårlige sider) og kan ikke selv komme ud af deres syndighed. Alle mennesker har fået til opgave at elske deres næste.

 

Nazismen ser mennesket som bestemt af sin race og andre biologiske forhold – handicap og seksualitet. Arierne er en god race, mens jøderne er onde. Arierne har derfor flere rettigheder – selv rettigheder til at dræbe de laverestående racer. Den ariske race måtte ikke ”ødelægges” af ”laverestående” racer eller af ”defekte” individer. Den skulle derimod forbedres ved at gode eksemplarer fik flere børn og dårlige blev udryddet. Derfor blev åndssvage og handicappede systematisk steriliserede eller dræbt.

 

Man må derfor sige, at det nazistiske menneskesyn er meget, meget langt fra det kristne.

 

Nazismen og kristendommen.

 

Hitler forsøgte at dominere den kristne kirke med sin nazistiske ideologi. Der var en del af kirken, der underlagde sig nazismen og f.eks. accepterede, at kun arier kunne have embeder i kirken, og der var en del af kirken der tog klart afstand fra den nazistiske ideologi. Mest kendt er den protestantiske præst Dietrich Bonhoeffer, der var stærk modstander af nazismen, og derfor blev fængslet og henrettet. I alt ca. 6000 gejstlige blev dræbt eller interneret i den nazistiske periode. Mange ledende nazister var modstandere af kristendommen generelt og var mere interesseret i gammelt hedenskab, som man forbandt med den ariske racelære. Hitler selv var født som katolik og mente måske i perioder, at han kæmpede for noget som han selv forstod som kristendom. Han skrev i sin selvbiografi, Mein kampf: ”I dag tror jeg, at jeg handler i overensstemmelse med Den Almægtige Skabers vilje ved at forsvare mig selv mod jøden, jeg kæmper for Herrens værk.” Men Hitler havde formentligt et opportunistisk forhold til kristendommen og kirken, hvor han mest forsøgte at overbevise kristne kredse om, at der var overensstemmelse mellem kristendommen og nazismen, selvom der mildest talt ikke var det. Hitlers nære medarbejder, Albert Speer, citerer i sine erindringer Hitler for følgende:

 

«Da Hitler hørte, at talløse af hans tilhængere efter tilskyndelse fra partiet og SS havde udmeldt sig af Kirken, fordi denne stejlt modsatte sig hans hensigter, befalede han af opportunitetsgrunde, at hans vigtigste medarbejdere, først og fremmest Göring og Goebels, fortsat skulle tilhøre den. Også han ville blive ved med at være medlem af den katolske Kirke, selv om han ingen sjælelig tilknytning havde til den. Han forblev medlem af den lige til sit selvmord.

 

Hvordan Hitler forstillede sig en statskirke, kunne man slutte af en fortælling, han ofte vendte tilbage til, og som han havde hørt af en delegation af fornemme arabere: Da muhammedanerne – sådan forklarede gæsterne – i det 8. århundrede ville trænge frem til Mellemeuropa via Frankrig, blev de slået tilbage ved Poitiers. Hvis de havde vundet dette slag, ville verden i dag have været muhammedansk, for de ville dermed have pånødet de germanske folk en religion, der ved sin lære: at udbrede troen ved sværdet og tvinge alle folkeslag under denne tro, var som skabt for germanerne …Hitler plejede at slutte denne fortælling med følgende betragtning: ‘Vi har i det hele taget det uheld, at vi har en forkert religion. Hvorfor har vi ikke japanernes – de betragter offeret for fædrelandet som det højeste? Også den muhammedanske religion ville være langt bedre egnet for os end netop kristendommen med dennes slappe tolerance'»[1]

 

Man må konkludere, at Hitler ikke kan siges at bygge på kristendommen, men at han gjorde et forsøg på at omdanne kristendommen til noget, der kunne passe med nazismen.

 

Nazismen og nationalstaten.

 

Hitlers mente, at tyskerne havde ret til mere land end andre folk. Tyskerne tilhørte jo efter hans mening en højerestående race, arierne, og kunne derfor tillade sig at erobre andre racers landområder. De skulle have ”Lebensraum”. Tanken om en tysk nationalstat ligger derfor meget langt fra nazismen, der snarere ønskede et imperium med en arisk overklasse.

 

Man kan heller ikke sige, at Hitler havde nogen kærlighed til det tyske folk, som han i sidste ende lod lide og næsten gå til grunde med sig selv. Hitler mente i slutningen af krigen, at tyskerne havde svigtet ham ved ikke at vinde krigen, og at de derfor fortjente at dø. Han havde planlagt, at alt skulle tilintetgøres i kampen til den sidste blodsdråbe. En plan der dog, heldigvis, ikke blev overholdt, da Hitler selv var død. Albert Speer citerer Hitler i sine erindringer: ”Hvis krigen tabes, er også folket fortabt. Det er ikke nødvendigt at tage hensyn til det grundlag, det tyske folk behøver til en ganske primitiv fortsat eksistens. Det er tværtimod bedre, at vi selv ødelægger disse ting, for folket har vist sig at være det svageste, og fremtiden tilhører udelukkende det stærkere folk i øst. Desuden er det kun de mindreværdige, der bliver tilbage efter denne kamp, for de gode er faldet.[2]”

 

En mand, der elskede sit fædreland og sit folk, ville aldrig have ønsket dets totale undergang, fordi han blev skuffet over, at de ikke var tilstrækkeligt stærke i kampen for nazismen. Hitler må derfor siges at være milelangt fra både nationalstatsbegrebet og fra følelsen af fædrelandskærlighed.

 

Nazismen og frihedsrettigheder.

 

Der var ingen ytringsfrihed eller kunstnerisk frihed i Tyskland under Hitler. Det var farligt at kritisere magthaverne. Man blev terroriseret, overfaldet eller fængslet, hvis man fremturede. Folk, der blev kendt ikke-ariske, fik frataget deres almindelige rettigheder. Der var ingen frihed for dem, der mente noget andet end magthaverne og dermed naturligvis heller ingen plads til demokrati.

 

Nazismen og kernefamilien.

 

Hitlers ideologi byggede ikke på kernefamilien, men forsøgte at fremelske en ny seksualmoral, der gik ud på at fremme de frie, tilfældige forbindelser mellem kønnene for at få flere soldater til sine hære og en bedre race. Himmler udsendte i oktober 1939 et dekret, der opfordrede ” tyske kvinder og piger af godt blod til også uden for ægteskabet at blive mødre til børn med soldaterne”.[3]

 

Ægtepar blev også opfordret til at få mange børn. Man kunne således få et lån til etablering af familien, som blev eftergivet, hvis man fik 4 børn på 4 år.[4] Det var altså ikke den frie kernefamilie, der selv har ansvaret for barnets åndelige udvikling, der lå Hitler på sinde, for opdragelsen stod staten for. Det var simpelthen produktionen af børn, der var vigtig.

 

Jeg håber med denne lille opsummering om nazisme at have gjort det helt klart, at konservatisme og nazisme er hinandens modsætninger. Jeg håber også, at jeg dermed har gjort det lettere for politiske modstandere at kalde hinanden ved rette ideologi, – om ikke andet kunne man jo bare gå tilbage til at sige ”dum” og ”åndssvag” i stedet for at kalde alt, hvad man ikke kan lide for nazisme. Hvis det var kommunismen, der var blevet stemplet som vore dages ondskab, (og kommunismen burde retteligt sidestilles med nazisme i graden af ondskab) ville det svare til, at Lars Løkkes politiske modstandere kaldte ham for” din dumme kommunist”. Det ville måske nok udtrykke vrede og foragt. Men heller ikke mere. Så derfor: få styr på ideologierne eller gå tilbage til plumpe skældsord!

 

[1] Albert Speer, «Erindringer 1933-1945», Nyt Nordisk Forlag, 1970, s. 89

 

[2] Ibd s. 308

 

[3] Gregor Ziemer, ”Opdragelse til døden. Hvordan en nazist bliver til”, Skipper Clements Forlag 1943. Forordet.

 

[4] Ibid s. 30.

 

 

MARIE KRARUP

Valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti i Esbjerg Omegn i Sydjyske Storkreds. Forsvarsordfører og gymnasieordfører.

 

Født i 1965 i Seem ved Ribe. Reserveofficer (sprog).Cand.mag. og gymnasielærer i samfundsfag, religion, russisk og erhvervsøkonomi. Har derudover også arbejdet i Forsvarsministeriet, på Den danske Ambassade i Moskva og i Eksportkreditfonden. Har to børn og en hund.

 

Document vil rette en takk til Krarup som lot oss gjengi kronikken som opprinnelig sto i «>Berlingske: