Japan angreb Pearl Harbour d. 7. december 1941. USA’s præsident Roosevelt gik straks til pressen med følgende budskab: “Japan er et fredeligt land!” Det gjorde han selvfølgelig ikke. USA blev omstillet til en gigantisk krigsmaskine, der bar hovedbyrden i tilintetgørelse af både Japan og Tyskland.

Efter 9 / 11 var præsident Bush’ budskab, at islam betyder fred. Det spor har Vestens politikere fulgt. De nægter stadig at erkende, at Vesten er i krig med islam. Og derfor VIL de ikke vide noget om islamiseringen og jihadideologien. Det samme gælder toneangivende medier plus en million skodforskere på universiteterne. Alle messer: Boko Haram har intet at gøre med islam, Hamas har intet at gøre med islam, al Qaeda har intet at gøre med islam, Islamisk Stat har intet at gøre med islam. Taleban har intet at gøre med islam o.s.v.

I Danmark er Venstre nået et par centimeter i retning af realistisk politik – og vil måske dreje på nogle små konventionsknapper om jihadister uden dansk statsborgerskab. Og eks-Villy Søvndal sagde, at imamerne kan skrubbe ad helvede til. Men ellers er intet sket i de forløbne 13 år. Tror politikerne, at truslen snart går væk?

Hvad nu, hvis den stadig ikke vil forsvinde? Findes problemet i forankringen i Vestens sædvane og hele kultur, som er anti-kriminel og derfor ikke fatter kriminalitet som paradigme, grundholdning og højeste ideal?

I et kommentarspor på 180 grader blev jeg inspireret til at sammenfatte noget ultrakort skriv om disse emner. Det kommer her:

Der findes i allerhøjeste grad en islamisk ideologi – eller målsætning for styring og strukturering af kollektivet. Millioner af unge mænd og kvinder over den halve verden har travlt med at studere den. For sunniernes vedkommende handler det om at læse koranen, sahih Bukhari og umdat al-saliq. Shiiterne beundrer Ali og hader Omeyyaderne, men har den samme målsætning: Bekæmp og dræb kuffaar – og tag deres rigdom og deres kvinder og børn. Shia har andre grundtekster, men selvfølgelig er Khomeini aktuelt den vigtigste ledestjerne.

Fælles målsætning udelukker overhovedet ikke gensidigt had og myrderier. Et årti efter kommunisternes magtovertagelse i Rusland 1917 begyndte de at myrde hinanden. Det samme skete med de lange knives nat i 1934 i Tyskland, da Hitler udrensede “forkerte” nazister (som Strasser og Röhm). Totalitære ideologier betyder ketchup over det hele.

Ulykkerne er simpelthen indbygget i islamisk politik. En stat, der skal styres af Allah, kører i nødvendigvis grøften, når lederne bliver uenige om direktiverne. Historisk er disse uenigheder blevet forbundet med materielle interesser – brutalt sagt strid om rovet. De store islamiske imperier byggede på plyndring – “Raubwirtschaft”. De muslimer, der satsede på produktion og handel, fik aldrig et ben til jorden. Derfor gentager den ulykkelige historie sig – med statskup, blodhævn og evig krig. Verdens første sociolog, Ibn Khaldun, havde fat i problemet, som han beskrev – delvist – i “Muqaddima” (forordet).

Men selvfølgelig: Islamisk stat har intet med islam at gøre. Det samme gælder HAMAS, al Qaeda, Taleban og Boko Haram.

Citat: “Politisk islamisme er en række forskellige (konservative), der kan være både demokratiske og anti-demokratie (og voldelige og ikke voldelige) på samme måde politiske ideologier inspireret af kristendommen kan være det (den oplagte kontrast er her mellem Francos konservative diktatur i Spanien og Tyskland kristelige demokrater).”

Det kan Venstrepopulisten også pakke sammen og smide væk. Det er nemlig forkert og misforstået. Demokratiske muslimer er i skjul, på flugt, i fængsel eller på kirkegården.

Kristendom er hvad Jesus citeres for at have udtalt. Manden sagde klart, at hans lære – nb: ikke det samme som ideologi – intet havde at gøre med magt eller politik. Sådan står der i det Nye “Testamente” (overenskomst). Noget er blevet bortredigeret, og muligvis er noget andet blevet forfalsket. Men den tekst, der blev overleveret for mere end 1500 år siden, er klar = nul politik. Kejser Konstantin og senere magthavere fraveg dette budskab, men det er en anden sag.

Franco indledte og gennemførte ikke borgerkrigen i Spanien på grund af en ideologi. Han havde ingen. Hans kone var meget katolsk, men i begyndelsen af 1930 blev han interesseret i politik, og det var især de socialistiske ledere, han havde kontakt med. De beordrede ham i 1934 til at knuse en opstand blandt arbejdere i Asturien. Hvilket han gjorde.

Men snart efter blev han uenig med venstrefløjen, fordi dens aktivister i begyndelsen af 1936 kastede landet ud i et kaos af politiske drab, røveri og hærværk og ildspåsættelse – især mod kirker og klostre. Netop dette gav anledning til en militær sammensværgelse mod den republik, der argumenterede formelt ved at henvise til et flertal af stemmer som legitimering af regeringsmagt. Venstrefløjens ræsonnement var – som i Chile under Allende – “vi har flertal i parlamentet, og derfor tillader vi os hvad som helst.”

Franco var opportunist. Han fik støtte af katolikkerne, af royalisterne, af Hitler, Mussolini og af fascisterne i “Falange Española”. De sidste blev på et tidligt tidspunkt tvunget til at gå til messe. Katolicismen blev enerådende statsreligion. Efter Francos sejr kopierede han i høj grad det fascistiske Italien med bl.a. “fagforeninger” med arbejdere og arbejdsgivere” + statsdrevne virksomheder. Denne model blev senere opgivet. Spanien blev et borgerligt, kapitalistisk samfund – og to år efter Francos død et parlamentarisk demokrati med udstrakt regionalt selvstyre. Nul ideologi her. Frihed, pluralisme og velstand.

Hvad handlede krigen om? Ganske kort: Skulle spanierne styres af ideologen Stalin eller pragmatikeren Franco? Dette fremgår af det sidste drama i marts 1939, da oberst Casado og de ikke-kommunistiske ledere på republikkens side fængslede og skød kommunisterne – Sovjetunionens forlængede arm – og sendte bud til Franco om fredsslutning.

Venstrepopulisten kan roligt gå i gang med lektierne. De gamle sange om “maskingeværernes knitren …” gider efterhånden kun politiske fossiler synge med på.

En fælles-europæisk politik for indvandring og asyl vil bringe Danmark til tiggerstaven, -dka

En fælles-europæisk politik for indvandring og asyl vil bringe Danmark til tiggerstaven 180 Grader