Indtil nu har venstrefløjen – med få prominente undtagelser – søgt flyverskjul. Men jo mere den skjuler sig des mere marginaliseret vil venstrefløjen blive i hele Europa.

Europas åndelige og politiske klima er under forandring. Flere og flere danskere og europæere forstår, at den korte fred efter Berlin-murens fald og Sovjetunionens sammenbrud for 25 år siden er forbi. Hvad vi ser udfolde sig med overrumplende hast i Mellemøsten med borgerkrige, jihad, Islamisk Stat, korruption, fallit og fravær af nogen som helst politisk og social orden – bortset fra små lyspunkter i Tunesien og Marokko – genspejles i et mindre, men sigende format i Vesteuropa, hvor den politiske side af islam træder stadig tydeligere frem.
Det nye er, at de oprindelige befolkninger i stigende takt erkender forandringerne, hvis ikke på et politisk plan, der kan aflæses i direkte stemmeafgivning, så på et privat plan: De tager deres børn ud af dysfunktionelle folkeskoler (hvis de har råd), de flytter til mindre belastede kvarterer (hvis de har råd) og indretter sig i det hele taget, så den sandsynlige risiko for ballade, kriminalitet og overfald mindskes mest muligt. Samtidig er, hvad man gør eller ikke gør, blevet en længere og mere præsent mellemregning for unge kvinder og mænd end tidligere. Middelklassen mimer overklassen. Og ungdommens uskyld er socialiseret væk.
Alt dette er naturligvis ikke sket fra den ene dag til den anden. Siden slutningen af 1970’erne og især i det seneste tiår har den historisk unikke indvandring til Vesteuropa bragt den mellemøstlige misere tæt på vesteuropæerne. Misforstå mig ikke: Vi er ikke ofre, vi har selv gjort det muligt. Efter indvandringen fra en lang række fallerede stater og regioner oplever vi en helt anden gruppekultur og machismo, især i aften- og nattetimerne, og det har fået den grove vold til at eksplodere sammen med kroniske beskyldninger om racisme fra danskere over for muslimer. Hvad der kan erfares, er en karakteristisk synkronisering af overlegenhedsfølelse og offermentalitet.
Denne nye kultur er ikke i første omgang drevet af religion og teologi, men den er næret af religionens selvforståelse som et erobringstogt. Kulturen er umulig at forstå uden tilknytning til erobringens metafysik midt i det religiøse, som snævert betragtet ikke handler så meget om dogmer og regler, men i bredere betydning modellerer et bestemt mandeideal. Islam er først og fremmest mændenes religion, og det er derfor, den først og fremmest går ud over kvinder og sekundært jøder, kristne, homoseksuelle og andre, der er urene, vantro eller lever forkert. Diskrimination er en hjørnesten i islam, sådan som den prædikes af dem, der kalder sig de rettroende og deres autoritative instanser i moskéer og koranskoler. Uden diskrimination, ingen islam.
Religion er med andre ord blevet hot igen, men det er ikke kristendommen, der genfødes i disse årtier. Islam er blevet en kolossal politisk faktor i den islamiske verden fra Pakistan til Nigeria og i dele af det urbane Europa, og denne udvikling har været meget svær at forholde sig til for den europæiske venstrefløj. Som Michael Walzer skriver i vinternummeret af det amerikanske tidsskrift Dissent Magazine, der vel at mærke ligger til venstre i opinionen, er den islamiske vækkelse blevet en test af venstrefløjens eksistensberettigelse. Hvad vil den stille op over for en stadig mere markant islam? Vil den formøble sin traditionelle religionskritik, bare fordi en ny, stærk religion træder frem på scenen? Eller vil den begynde at forsvare den vestlige civilisation?
Indtil nu har venstrefløjen – med få prominente undtagelser – søgt flyverskjul. Men jo mere den skjuler sig, jo mere marginaliseret vil venstrefløjen også blive. Strudsepolitikken vil kun drive flere og flere mod højre.
Særligt to forhold har svækket venstrefløjens moral, og de stikker begge dybt. Det ene er venstrefløjens notoriske tendens til at anskue ideer som luftige udtryk for sociale bevægelser og kriser. Ideer er altså blot symboler for den materielle virkelighed, hvilket netop svækker forståelsen af ideers skæbnesvangre potentiale. Som når det som en anden trosbekendelse fastslås af socialminister Manu Sareen, at fanatikere lige så vel kan være lyshårede, og når islams fascinationskraft reduceres til et spørgsmål om unge mænds sociale og psykologiske problemer, dvs. noget, der kan støttes, coaches eller behandles væk.
carsten_jensen_600x250
Foto: Carsten Jensen er den eneste danske samfunnskommentator norsk offentlighet kjenner. Det sørger norske medier for med sin portvokterrolle. Jensen representerer 68’erkulturen: Det var alltid noe galt med Vesten. Med ens hjemland og med USA som den store beskytter spesielt. Da islam kom til Europa og gjorde seg selv til offer ble denne holdningen dødelig. Beskyttere som Jensen ble nasjonens fiende, men helt ute av stand til å se problemet. De svøper seg i en patos som så langt har beskyttet dem og mediene kjører dem frem.
Det andet forhold går også tilbage til venstrefløjens rødder, nemlig det forhold, at venstrefløjens nedarvede antinationalisme har ført dem på glatis vis-a-vis den sociale virkelighed, som hastig indvandring og rabiat islam medfører i de europæiske nationer.
For tenorer som Klaus Rifbjerg, Carsten Jensen og utallige andre var det som bekendt indvandringen, der skulle redde Danmark fra sig selv. Fordi de altid så ned på Danmark, gjorde de indvandringen sydfra til den nye husgud.
Det er denne husgud, der ryster i disse år. Når den falder, er der atter håb for Danmark.
ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629