Kommentar

Ibn Warraq («Hvorfor jeg ikke er muslim») var i Danmark nylig i forbindelse med lanseringen av boka på dansk. Den frafalne mener at europeisk venstreside lider av et post-kolonialistisk skyldsyndrom. Derfor stilles ingen kritiske spørsmål om islam og til muslimer. Det er vel lite som lammer fornuften og logikken så sterkt som skyldfølelse. Fundamentalismen er sannheten om islam, sier han i et intervju med Politiken (lenger nede).
Han sier til JyllandsPosten at venstreintellektuelle er villig til å ofre Vestens beste verdier for å tekkes islam:

Ibn Warraq advarer Vesten mod at gå for langt i dialogen med islam. Han forstår ikke, at venstre-fløjen giver køb på værdier, den har kæmpet for i årtier.
Der er noget i den europæiske og amerikanske venstrefløjs verdensbillede, der ikke hænger sammen, mener Ibn Warraq, forfatter til den anmelderroste bog «Derfor er jeg ikke muslim».
Det gælder venstrefløjens opgivelse af sine universelle principper, når snakken falder på islam, de desperate forsøg på at forklare den islamiske terror med fattigdom og nød, den evige fordømmelse af vestlige kolonimagter som skyld i alt det onde, der foregår i den tredje verden, viljen til i højere grad at lytte til kritik af islam, når den kommer fra én med mørk hudfarve og villigheden til at acceptere begrænsninger i kønnenes ligestilling.

Warraq taler langsomt og velovervejet med en blød britisk accent, og hans engagement slår sjældent igennem. Kun da snakken falder på et nyligt forslag fra en lektor på Carsten Niebuhr-Instituttet ved Københavns Universitet om en ny oversættelse af Koranen til brug for dommere og andre i den offentlige sektor, skinner engagementet igennem.
»Det er en fuldkommen katastrofe. Hvis det sker, er det begyndelsen på enden, og så kan vi sige farvel til Europa. Det er nonsens. I Koranen står der, at folk kan få hugget hånden af, kvinder kan blive lukket inde og kan ikke vidne mod en mand,« siger den 57-årige Ibn Warraq, der på grund af Koranens opfordring til at straffe troens frafaldne optræder under pseudonym og ikke vil fotograferes forfra.
»Uanset hvilken oversættelse af Koranen, du bruger, har mænd stadig ret til at slå kvinder.«
Warraq er i princippet tilhænger af dialog mellem kristne og muslimer, men han advarer mod naivitet, når det gælder islamisternes vilje til at indgå i ægte dialog.
»Imamerne lytter ikke til den anden part. Det er monolog. De holder lange taler og er overbevist om, at de sidder inde med den absolutte sandhed, at de har Gud på deres side, og at det er op til den anden part at lytte. Sådan får man aldrig en dialog i stand,» anfører Ibn Warraq.

Han advarer Vesten mod at gå på kompromis med retsstaten, adskillelse af stat og religion, ytringsfriheden og religionsfriheden. Særtider for muslimske kvinder i danske svømmehaller, hvor drenge og mænd er forment adgang, særlig seksualundervisning og madpakker for muslimske børn er ifølge Warraq udtryk for en snigende islamisering af samfundet.
»Vi risikerer en islamisering af demokratiet og ikke en demokratisering af islam,« understreger Ibn Warraq.
»Vi giver køb på værdier og principper, som vi har troet på 150 år. I Vesten tror vi på ligestilling mellem mand og kvinde. Hvis vi giver islam en ligestilling i vores samfund, vil vi lidt efter lidt gøre undtagelser og begynde at diskrimiere kvinder,« advarer han.
Ifølge Warraq findes der især på venstrefløjen et postkolonialt skyldkompleks, der gør det til en næsten uoverstigelig hindring at kritisere islam og kulturer i den tredje verden. Venstrefløjen har dermed lagt sine universelle værdier til side til fordel for en farlig relativisme.
»En af Vestens store styrker og forklaringer på den vestlige civilisations store succes er dens evne til at være kritisk og selvkritisk, og således korrigere egne fejltagelser. Alligevel tøver venstreintellektuelle med at kritisere fremmede kulturer, der undertrykker individet. Det sker, fordi de ikke kan skelne mellem denne kritik og deres kamp mod racisme, intolerance og den almindelige respekt for ikke-europæiske kulturer.«
Ibn Warraq henviser til, at venstrefløjen mere end 50 år, efter Vesten forlod sine kolonier i den tredje verden, fortsat peger fingre af de forhenværende kolonimagter, når ansvaret for elendigheden syd for Sahara, i Nordafrika og Mellemøsten skal placeres, mens den samme venstrefløj blot 10 år efter kommunismens fald har været lynhurtig til at identificere årsagen til det ny Ruslands problemer: Den vilde og løsslupne kapitalisme.

»Det hænger ikke sammen. Venstrefløjen holder fast ved sine fortærskede undskyldninger for, at det går elendigt i Algeriet eller Egypten, men man kan ikke til al evighed give Vesten skyld for, at det går skidt. For venstrefløjen er den tanke bandlyst, at kolonimagterne burde være blevet længere,« siger Ibn Warraq.

Han mener, at venstrefløjen har set sig blind på sit store fjendebillede, USA.

»Venstrefløjen har i årtier set USA, symbolet på kapitalismen, som den store satan. Opløsningen af Sovjetunionen og USA’s sejr i Den Kolde Krig har blot forstærket hadet. Det vil de aldrig tilgive,« siger han.
»Venstrefløjen nægter at søge andre steder efter svar. Samtidig er de med Marx vant til at se efter økonomiske forklaringer på alting. Derfor søger de forklaringen på den islamiske terror i den økonomiske situation, men det er et stort mysteirum for mig, hvordan 200 uskyldige menneskers død i Madrid skal hjælpe de fattige i den islamiske verden,« påpeger Ibn Warraq.

Intervju i JyllandsPosten (Krever kanskje registrering).

Ved universitetet i Oslo ble det bråk rundt boka hans for en tid tilbake, og Kari Vogt sammenlignet den med den oppdiktede antisemittiske skriften «Sions vises protokoller». Sammenligningen er på alle måter forfeilet.
Warraq lever i total anonymitet, og navnet han bruker er pseudonym. Som frafallen muslim lever han farlig.

»Mit opgør med islam har ulmet i lang tid, i virkeligheden helt tilbage fra mine tidlige ungdomsår, hvor jeg begyndte at blive mere kulturelt britisk end muslimsk, men den afgørende vending indtraf for mit vedkommende i forbindelse med Rushdie-affæren i begyndelsen af 1990’erne. Jeg var både rasende og forfærdet over at se unge muslimer demonstrere i engelske byer og kræve Rushdies hoved på et fad på grund af en bog, de færreste af dem havde læst, endsige ville kunne begribe. Jeg indså, at jeg blev nødt til at gå til sagens kerne for at forklare, hvorfor de reagerede på så afskysvækkende vis med trusler om bål og brand«, sier han til Politiken.

Også mange europæiske liberale og venstreorienterede intellektuelle har været sene til at begribe, at ikke blot terrorismen, som udføres af erklærede islamiske grupper, men en stor del af de problemer, som opstår i forbindelse med integration, er dybt rodfæstet i religion og kultur, lyder hans vurdering.
Ibn Warraq er særlig spids over for vestlige islamforskere med amerikaneren Bernard Lewis i spidsen, som han mener har forsømt at forklare »islam i sin totalitet«. De har i stedet brugt deres kræfter på at undskylde de voldelige og uantagelige sider af islam med henvisning til at ‘det er jo deres kultur’.
»Det er på tide med en mere realistisk vurdering på det område. I takt med at fundamentalismen vinder frem, ville det være direkte uansvarligt ikke at sætte sig til modværge. De, der kalder sig intellektuelle, har alt for længe været spage i mælet af frygt for at blive stemplet som racister eller kulturimperialister. De har svigtet deres egne værdier. De har sat deres troværdighed som sekulære humanister over styr«.
Ibn Warraq medgiver, at hans monumentale opgør med islam kan virke som en støtte til de kræfter på højrefløjen, som vender sig imod det multikulturelle samfund.
»Men misbrug kan jeg ikke gardere mig imod. Jeg deler ikke højrenationalismens anskuelser. Tværtimod, jeg kæmper for universalisme, ytringsfriheder, menneskerettigheder og frihed fra diskrimination. Jeg hader ikke islam, ligesom jeg hverken hader kristendommen eller jødedommen. Først og fremmest vender jeg mig imod enhver form for intolerance. Ræk de intolerante en lillefinger, og de hugger din arm af ved skulderen«.

Prisen kan være ubehagelig høj for den enkelte, medgiver Ibn Warraq, men jo flere, der vover at stå frem desto bedre. »Det mest effektive våben, vi har, er åbenhed over for dem, der i Guds navn råber på lukkethed, snæversyn og chauvinisme«.

Intervjuet i Politiken

Les også

-
-
-
-