Av Helle Merete Brix:
Kvindebevægelsen lægger afstand til den borgerlige kandidat ved søndagens præsidentvalg. Men betyder hans opgør med forstædernes islamiske bøller, at han er en farlig mand?

I overmorgen, søndag, vælger franskmændene deres næste præsident. Det kan meget vel blive den borgerlige kandidat, Nicolas Sarkozy, der går hen og vinder. Hvor Sarkozys tilhængere generelt ikke synes at have haft grovere ting at kritisere den socialistiske rival Segolène Royal for, end at hun mangler erfaring og ikke har et egentligt program, er det nemmere for Sarkozys modstandere både i Frankrig og udenfor at tage afstand fra ham i overensstemmelse med tidens trends: Den konservative Sarkozy er indvandrerfjendsk, en hård hund og macho, en mand, der ufølsomt har kaldt forstædernes ildspåsættere, voldsmænd og bilafbrændere for bøller og «rakkerpak». Kort sagt, en farlig mand.

Hvor Royal tager til les banlieus (forstæderne) og snakker musik med de unge mænd, har Sarkozy sikkert gjort klogt i at holde sig væk. På en plakat, som jeg så på en husmur på Boulevard du Temple, en reklame for en aktuel CD med en fransk-nordafrikansk rap-musiker, lød teksten under musikerens bistre portræt ikke overraskende: «Dette Frankrig er også vores, sig det til Sarkozy.»

Det ville sikkert ikke nytte at påpege over for den vrede musiker og Sarkozys øvrige modstandere i de belastede franske forstæder og på den franske venstrefløj, at Sarkozys talskvinde har algerisk-marokkansk baggrund, og at Sarkozy selv er søn af en ungarsk far og en fransk mor. Det handler naturligvis om islam og muslimsk indvandring.

I øvrigt har Sarkozy som indenrigsminister foretaget sig håbløse ting på dette felt, som netop må gavne den fløj af de franske muslimer, der ikke deler republikkens værdier. Hans oprettelse af det muslimske råd, Conseil francais du culte musulman, gav plads til UOIF, Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer. Hermed fik den sekulære republik samtalepartner, der, uanset hvad de siger udadtil og til franske embedsmænd, støtter sig til Det Muslimske Broderskabs ideologi og til at «Koranen er vores forfatning» – et af «brødrenes» slagord.

Ligeledes har Sarkozy udtalt, at 1905-loven, altså den lov, der skiller stat og kirke, kan diskuteres. Man må ikke være for ufleksibel på dette punkt. Og han har mumlet om statslig støtte til religiøse samfund. Ildevarslende ord i en nation, der igennem mere end 100 år som sit fundament har haft den fuldstændige adskillelse af religion og politik.

Stolt af at være fransk

Men Sarkozy har også klædt den indflydelsesrige islamist Tariq Ramadan af for åben skærm, han vil gøre noget ved den illegale indvandring, stille krav til nyankomne og skærpe muligheden for at få familiesammenføring.

Segolène Royal – har hun et program? I den afgørende tv-duel med socialisternes præsidentkandidat Segolène Royal onsdag aften præsenterede Sarkozy det enkle synspunkt, at Frankrig ikke kan løse al verdens elendighed. Det går fint i tråd med, hvad han udtalte i et stort interview i magasinet Les Meilleur des mondes sidste år: At han nægter at gøre europæisk og fransk kolonisering ansvarlig for alle de nordafrikanske landes nuværende problemer, hvoraf han betragter befolkningseksplosionen som et væsentligt.

Det er sikkert også galt. Ligesom det er for galt, at Sarkozy har et punkt i sit 15-punkts program, der lyder «stolt af at være fransk». Man kunne dog spørge, om det ikke er forfriskende med en europæisk top-politiker, der ikke mener, at hans egen kultur hører hjemme på lossepladsen, men faktisk er værd at bevare og videreudvikle. Og om ikke også det er nødvendigt i en tid, hvor et stigende antal prædikanter, om de er født i Frankrig eller i et muslimsk land, fortæller unge muslimer, at islam er fædrelandet, og at integration nok betyder uddannelse og arbejde, men ikke glæde og stolthed over at være borger i et land, der har fremelsket en sekulær og pluralistisk kultur.

Nicolas Sarkozy vækker voldsomme følelser – her er han portrætteret som kupgeneral Hassan Iquioussen, en yngre, stærkt antisemitisk imam, holdt således på UOIFs nylige konference i Le Bourget, et foredrag med overskriften «Stolt af at være muslim». I de forstæder, hvor sådanne prædikanter har kronede dage, og som Sarkozy besøgte i forbindelse med urolighederne i vinteren 2005, brændes der hvert nytår, nærmest rituelt, et stort antal biler af. Nytår og optøjer betyder gang i gaden, men ellers kendetegnes disse forstæder, som den nordafrikansk-franske feminist Fadela Amara har beskrevet i sin selvbiografi, i dag ved et sørgeligt fravær af liv. I Det Muslimske Broderskabs kølvand er der fremelsket en glædesløs kultur, hvor alt er forbudt. Her hænger ingen kærestepar ved højhusenes mure, og selv en så uskyldig og populær fornøjelse for teenage piger og drenge som at chatte sammen på internettet, bliver gjort til et farligt problem.

For en muslimsk mand og kvinde må ikke være alene sammen, selv ikke i cyberspace. Og egentlig er de heller ikke alene. Der er nemlig en tredje til stede: «det er Djævelen!», som ovennævnte Iquioussen har sagt det i et svar til en ung mand, der ville vide, om der var noget galt i denne aktivitet.

Alt det, der som regel opfattes som en naturlig mulighed ved være franskmand og europæer uanset religiøst tilhørsforhold, at interessere sig for musik, kunst, litteratur eller filosofi, at gå i biografen og teateret, på kunstmuseum eller café med venner af begge køn, deltage i politiske debatter og stemme til præsidentvalget, er for de muslimske prædikanter ikke et spørgsmål om dannelse eller personlig interesse. Alt bedømmes ud fra, om det er halal eller haram (tilladt eller forbudt) og til gavn for muslimerne.

Abd al-Malik, en rap-musiker og liberal muslim med congolesisk-fransk baggrund, som Sappho interviewede i 2006, fortalte, hvordan en planlagt koncert med hans band i regi af organisationen Unge Franske Muslimer i Lyon, førte til massive protester og dødstrusler. Koncerten blev gennemført men reaktionerne var et tydeligt fingerpeg om, at grupper af unge muslimer tager de prædikanter alvorligt, der mener, at musik er haram, i hvert fald hvis ikke den følger islams regler for, hvad der synges om, hvilke musikinstrumenter der indgår, med mere.

Tiggere med hijab

Segolène Royal og Socialistpartiet slår sig op på at ville gøre noget for de svage. Uheldigvis har arbejdere i stor stil stemt på den højreorienterede kandidat Jean Marie Le Pen i 1. runde af valget, og nu går stemmerne sandsynligvis til Sarkozy. Og hvem er i øvrigt republikkens svage i dag? Frankrig har tre mio. arbejdsløse, og arbejdsløsheden rammer hårdt i forstæderne, men den rammer faktisk kvinderne hårdest. Hvor hver fjerde mand er uden job i disse områder, er det hver anden kvinde. Og det er pigerne og kvinderne, der får at vide, de skal holde sig hjemme eller dække sig til, når de går ud for at gå i skole eller på arbejde. De er underlagt en kontrol, der ikke længere administreres af familien men af alle kvarterets mænd.

Parisisk tigger på Metro Chatelet

Forstæderne er ikke det eneste sted, hvor man kan se fattigdom i Frankrig. Tiggere i Paris` gader er intet nyt fænomen, men nyt er det, at se tiggere i Paris` centrum med hijab og muslimske, fodlange dragter.

«Woman is the nigger of the world», sang John Lennon en gang, og dette nummer kunne passende danne lydkulisse under ramadanen, når de kjortelklædte og selvsikre mænd skrider ned ad rue Jean-Pierre Timbaud og boulevard Belleville, et kvarter der engang var domineret af kommunister, men i dag er domineret af salafister, mens den ene tildækkede kvinde og pige efter den anden får lov at sidde på fortovet og bede om penge fra de forbipasserende.

Da unge mænd og kvinder med indvandrerbaggrund i 2002 stiftede organisationen Ni Putes Ni Soumises (Hverken ludere eller underdanige), skete det blandt andet på baggrund af mordet på den 18-årige Souhane Benziane. Hun blev overhældt med benzin og brændt levende den 4. oktober samme år i forstaden Balzac de Vitry-sur-Seine for at have overtrådt ghettoens regler om ære og skam.

Flere gange er hendes mindesmærke i bydelen blevet ødelagt. Journalisten Claire Brière-Blanchet har i et essay spurgt, hvad man svarer de unge, der har kendt Souhane og som har følgende kommentar til dem, der i dag vil bringe det brutale mord på bane: «Ønsker De virkelig stadig at tale om denne luder?»

Horesønner

Dagen efter mordet på Souhane, den 5. oktober 2002, havde en ung mand med muslimsk baggrund, Azedine Berkane, nær stukket Paris` borgmester ihjel under en større byfest. Hvorfor? Fordi borgmester Bertrand Delanoë, der med nød og næppe overlevede mordforsøget, var erklæret homoseksuel. Da den venstreorienterede avis Le Monde drog ud for at snakke med knivstikkeren naboer, vendte de hjem med nedslående udtalelser. For naboerne mente ikke, der var noget særlig mærkeligt ved Berkane. «Han var lidt som os», som én udtrykte det. Hvad var der galt i at være homofobisk? Homoseksualitet var imod islam, fastslog en anden.

Den tyske superfeminist Alice Schwarzer støtter Royal og anser Sarkozy for at være populistisk. Alligevel er Schwarzer en sjældenhed blandt toneangivende europæiske feminister, i og med at hun opfatter islamismen som et problem. Måske derfor havde Schwarzer blik for, at noget var rivende galt i dækningen af balladen i de franske forstæder i november 2005. Mens de franske specialstyrker tidligere er blevet beskyldt for alt muligt grimt, er de dog ikke tidligere blevet mødt med sexistiske ukvemsord. «Horesønner», råbte de vrede unge muslimer. Eller rettere de unge mænd. I Mellemøsten er gadens rum for mænd, og det er det også i Europas muslimsk-dominerede områder. Og hvad bruges rummet til? Souhane Benzianes søster har udtrykt det således: «Før brændte de biler, nu brænder de kvinder».

«Horesønner». «Luder». «Beskidte jøde». Slagord fra forstæderne. Filosoffen Alain Finkielkraut, der også har fået prædikatet «højreorienteret» på sig, pegede forleden i en debat på den franske tv-kanal TV5 på, at man måtte ud over den stereotype beskrivelse af forstædernes marginaliserede unge og beskyldte hvide franskmænd for xenofobi. Et dækkende billede af forstæderne krævede, at man også beskrev den «etniske rivaliseren» og den antisemitisme, der trives i disse områder. Længe før franske politikere begyndte at tage overfald på jøder og angreb på synagoger alvorligt, var det i øvrigt Sarkozy, der tog rundt til de jødiske ledere og rabbinere og hørte på deres bekymringer.

Var jeg franskmand og skulle sætte mit kryds på søndag, ville jeg overveje, hvem af de to kandidater, der bedst forstår at beskytte den sekulære stat. Jeg ville også tænke nøje over, hvilken kandidat der ville være den bedste til at sikre kvinders rettigheder på længere sigt.

Skulle det nødvendigvis være Segolène Royal, blot fordi hun er kvinde? Den franske kvindebevægelse støtter Royal og beskriver Sarkozy som en farlig mand for både det franske demokrati og for kvinderne. Vistnok skyldes det, at Sarkozy har udtalt, at han vil gøre op med alt det, som ungdomsoprøret i 68 stod for og så nogle ganske vist mærkværdige udtalelser om genetiske anlæg for pædofili og selvmord. Men gør det Sarkozy farlig eller umenneskelig? Kan man derfor udlede, at Sarkozy vil fratage kvinder retten til abort med mere? Er man macho, fordi man vil gøre op med en forstadskultur, der gør livet til et helvede for kvinder og jøder og bøsser? Er man farlig, fordi man vil styre indvandringen og ikke kan lide prædikanter, der måske har investeret i et jakkesæt fra Armani men beholdt et værdigrundlag, der passer bedre i Arabien i 622? Nej, det er man ikke, og var jeg fransk mand eller kvinde, satte jeg pengene på Sarkozy.

Af Helle Merete Brix

Opprinnelig i www.sappho.dk