Gjesteskribent

Det vigtige er som bekendt ikke, hvad der siges, men hvem der siger det. Det oplever vi for alvor i disse uger, hvor dele af venstrefløjen pludselig er vågnet op fra årtiers slummer i spørgsmålet om indvandring fra de varme lande til lyden af Yahya Hassans digte.

Yahya Hassan - photo: Mogens Engelund

Det utrolige er sket: Venstrefløjen kan ikke få armene ned, og på selveste Politiken, denne mastodont af velmenende aggressivitet, er der udbrudt spontan pluralisme blandt avisens intellektuelle eiffeltårne med tilhørende triumfbuer, metrostationer og 2CV’er. Se, hvilket mirakel: Venstrefløjen indrømmer, at 30 års massiv indvandring ikke kun er lutter lagkage.

At de nu tør sige det, ja, endda skrive det i deres moské af en avis, skyldes, at en modig ung mand på 18 år med den rigtige hudfarve har sagt det. Med en vis stil, må man tilføje. Med et vist talent og sprogligt overskud, vist så. Frygtløst, direkte hasarderet, jaja. Hassan er fuldt fortjent på alles læber med mere end 50.000 solgte eksemplarer af sin eksplosive digtsamling, og nogle af dem, der så DR’s Deadline i går aftes, vil nok være enig med mig i, at den danske offentlighed med Yahya Hassan er blevet begavet med ghettoens svar på Mogens Glistrup: forskellige dialekter, men samme foragt for den anstændige tone og tabuiseringen af reelle fænomener og tendenser udenfor DR-Byen.

Glistrups skatteoprør tabte imidlertid hurtigt pusten. Det er der mange grunde til, som vi ikke skal fortabe os i her. Det korte af det lange er, at konsensus blev genoprettet af de gamle partier og medier, der formåede at udgrænse rebellen og få skatteplyndringen og indvandringen bragt tilbage på sporet.

Fra at have været et socialdemokratisk projekt, blev velfærdsstaten og godhedsindvandringen snart et nationalt projekt – med borgerlige partiers accept for ikke at sige kollaboration – lige indtil Dansk Folkeparti så dagens lys.

Spørgsmålet er nu, hvordan det vil gå Glistrups nevø.

Vil Yahya være glemt om et år? Vil det lykkes litteraterne og æstetikerne – og de er mange udenfor universitetets lumre gemakker – at få ham tilbage i rollen som digter, som ikke skal ”misbruges” af ”højrefløjen”?

Eller vil offentligheden fortsætte med at læse og høre og huske ham som en stemme, der taler om den sociale virkelighed, som vi alle har tilfælles, uanset hvor villigt vi erkender det?

Jeg tør ikke længere spå. Men én ting er sikkert: Den unge mand har den rigtige hudfarve i forhold til venstrefløjen. Det er, for nu at snakke fint, genesen og ikke gyldigheden, der tæller – sådan som min blogkollega Henrik Gade Jensen pegede så prægnant på i weekenden. Konteksten trumfer teksten, farven indholdet, omstændighederne budskabet.

Sådan har det længe været i Danmark og mange andre europæiske lande, hvor venstrefløjen og venstrefløjens teorier slog igennem med ’68 og alt, hvad derpå fulgte – på trods af den globale fallit for den reelt eksisterende socialisme. Utroligt nok, når man tænker efter.

Vi, der endnu husker Informations journalist Lars Villemoes, som op gennem 80′erne utrætteligt forsøgte at beskrive Blekingegadebandens aktiviteter så nøgternt som muligt, vil også huske, hvad takken var. Stening. Fyring.

Så gik der en rum tid. En Peter Øvig Knudsen dukkede op på sin hvide hest. Med en fortid på den yderste venstrefløj og ansættelse på det moderigtige magasin PRESS var han pludselig i stand til at få budskabet igennem, og i dag sælger hans bøger næsten lige så godt som Yahya Hassans. Peter Øvig Knudsen var den perfekte budbringerog viste os i tillæg, at den venstrefløj, der altid har gjort et stort nummer ud af at analysere borgerlighed og falsk bevidsthed som udslag af alverdens skeletter i skabet, endelig kunne gøres til genstand for analyse.

Det bringer os et par uger tilbage i tid.

dk.jensen.dragsdahl

Thi det er naturligvis på grund af genesens triumf, at historiker Bent Jensen (t.v.) nærved var blevet dømt ved landsretten for injurier, da han med hold i officielle PET-kilder beskrev, hvad PET mente Jørgen Dragsdahl (t.h.) var: sovjetisk indflydelsesagent. Bent Jensen var den forkerte budbringer.

Alligevel blev Bent Jensen frikendt, og det skyldes kun, at beviserne for hans legitime fremgangsmåde i afdækningen af Jørgen Dragsdahls meritter, var uigendrivelige, selv for jurister. Det umulige skete: Gyldigheden vandt en sjælden sejr.

Med det vil jeg sige, at hvis en af Dragsdahls venner eller venners venner på venstrefløjen var nået frem til samme konklusion som Bent Jensen, hvilket forbliver at være en teoretisk mulighed, havde der slet ikke været nogen sag.

Men fordi det var Bent Jensen, der sagde det – Bent Jensen, der helt tilbage i 1984 var den første til at gå venstrefløjens intellektuelle fascination af kommunismen efter i sømmene – blev himmel og helvede sat i bevægelse for at udstille Bent Jensen som et ondt menneske med onde hensigter og diabolske forbindelser her, der og alle vegne.

Jeg er ikke sikker på, at Bent Jensen er noget godt menneske, en sådan tillid tror jeg faktisk, han gerne vil have sig frabedt. Men jeg ved, at han er en djævelsk god og vedholdende historiker, der har været med til at korrigere dansk historieskrivnings legendariske fortielse af kommunismens forbrydelser overalt på kloden.

Jeg sad selv på en af de bagerste rækker i et trist og fantasiforladt auditorium på Odense Universitet i begyndelsen af 90’erne og så det ske. Hverken før eller siden har jeg oplevet et sådant had til en underviser som til Bent Jensen. Mine medstuderende var rødglødende af raseri, før de udvandrede fra professorens timer som små partisoldater. Bent Jensen var fjenden, Antikrist, og for dét har han stort set kun høstet utak af danske historikere af rød eller radikal observans. Han havde mildest talt konteksten imod sig.

Men som Bent Blüdnikow og Bo Bjørnvig skrev i en kronik i dagbladet Information for et par dage siden, så er frifindelsen af Bent Jensen en gave til dansk historieskrivning. Nu er det (for en tid) atter historisk og kildebaseret argumentation, der handler om, ikke juridiske spidsfindigheder og personspørgsmål, hvorfor Bent Jensens seneste studier kan udkomme efter flere års udsættelse på grund af den forbistrede retssag.

Historien om 60 års kommunisme og 30 års masseindvandringen afgøres lige så lidt i en retssal som i en anstændighedskonkurrence, men ved hjælp af det frie ord i en evig og sund strid om at beskrive og definere den sociale og historiske virkelighed så præcist som menneskeligt muligt.

Her hjælper ingen kære mor, intet forkromet menneskesyn fra Hollywood eller København K, og Gud hvor er det godt, at de gode ikke vinder hver gang.

 

Opprinnelig publisert i Jyllands-Posten 2. desember 2013.