Det er sjældent, at en digtsamling får samme eksponering som den, der er blevet den bare 18-årige dansk-palæstinenser Yahya Hassans til del, endnu før den udkommer på torsdag. Foromtalen har sendt den unge digter i pendulfart mellem tv-og radiostudier og givet ham evig berømmelse i mere end 15 minutter og i skrivende stund skaffet ham mere end 100 dødstrusler på halsen.

Alene af den grund skylder vi ham tak for ikke bare i sine digte, men i egen person at tale lige ud af posen om forhold, mange helst ikke snakker om, slet ikke blandt hans fætre, familie, klan og kammesjukker.

Læg dertil, at den unge digter fremfører sit anliggende på et rebelsk, idiosynkratisk og poetisk-kynisk dansk, formet af virkelighed snarere end af Forfatterskolen, og man forstår, hvorfor den bebudede digtsamling har vakt sådan opstandelse. Der skal en Yahya Hassan til for at åbne indvandrerdebatten, som igen og igen bliver den forsøgt lukket af «anstændighedens» politikere, advokater og statsanklagere med sagsanlæg imod «hadsk tale» og «racisme».

Men den magtteknik går ikke an her.

Hvad Yahya Hassan har sagt og gentaget i den forløbne uge, ligger flere oktaver over, hvad Lars Hedegaard blev hængt ud for at sige til en julefrokost, men på grund af det faktum, at førstnævnte er brun i huden og kender problemerne indefra, kan han ytre sig uden at havne i en retssal og sige ting, som ingen hvid mand eller kvinde længere kan sige i sit eget land.

At det er Gyldendal, landets fornemste forlag, der udsender «Yahya Hassan», som udgivelsen hedder med kæk sans for personalisering, er sigende. Også det skylder vi tak for. Det gamle forlag risikerer noget med den udgivelse, om ikke andet i det københavnske rødvinssegment, men har altså valgt at tage chancen. Forestil dig redaktørerne på de bonede gulve hos Bonniers i Sverige tage samme chance, det ville være utænkeligt.

Da Albert Bonniers forrige år valgte at udgive Zlatans selvbiografi, blev den netop fortalt og markedsført som en succeshistorie om en ung mands rejse fra ghetto til globalt brand, og når bogen alligevel var interessant, skyldtes det bl. a. superstjernens henkastede bemærkninger om, at han som ung ikke levede i Sverige, men i Rosengård.

Han var komplet frakoblet og kunne lige så godt have boet på månen. Malmø var bare et postnummer.

Anderledes med Yahya Hassan.

Han går konkret til sagen og kaster vreden ret ind i hovedet på sine egne, som når han beskriver en »underklasseislam« hos »en masse dumme perkere, der render rundt i joggingtøj uden at anerkende det samfund, de lever i«, »stjæler, drikker og går i seng med danske piger« og »er moderate efter behov«, dvs. når det kan betale sig at være flink, syg, traumatiseret, f. eks. hos lægen, kommunen og sagsbehandleren, der bliver snydt, så vandet driver fra Gedser til Skagen.

Det er vigtigt at få med, at Yahya Hassans kritik både er en social og kulturel kritik af den muslimske ghettoisering, som årtiers abstraktioner i udlændinge-og integrationspolitikken har skabt med rekordhastighed. Han taler både om klasse og om islam, og det giver faktisk den unge mand en tyngde, som andre ikke har.

Jeg synes, at Yahya Hassan fortjener respekt, og jeg tænker, at han sammen med Ahmed Akkari og andre mindre kendte oprørere fra det muslimske Danmark udgør det strå, man kan hænge et lille håb på.

Hvad hvide islamkritikere gør eller siger, kan være nok så rigtigt, men det er som bekendt op ad bakke med den «intelligentsia» og uddannelsessektor, de medier og det kulturliv, vi stadig trækkes med i dette land. Nu kommer så i stedet de brune, og det føles som en befrielse.