Tavle

I oktober 2013 dækkede jeg Yahya Hassan ‘s første offentlige digtoplæsning. Det foregik i Galerie Wolfsen i Aalborg:

“Yahya Hassan – årtiers mest omtalte danske digter – læser op på Galerie Wolfsen i Aalborg. Jeg ankommer i god tid. Jeg vil se fænomenet. Inden rutinen sætter ind. Før den vrede, der er så præsent i digte og interviews med Yahya Hassan, har lagt sig. Dulmet af penge, anerkendelse, ros, omklamring.

Jeg drejer om hjørnet. Der står han. Digteren. Han er allerede et brand. Yahya Hassan ligner sig selv fra billederne i dagspressen. Det sorte hår i hestehale og det karakteristiske ar i panden. Han står på parkeringspladsen foran galleriet og snakker med sin forfatterkollega Morten Kirkskov, der er direktør for Aalborg Teater. Det er et perfekt motiv. Kulturens old money skulder ved skulder med det purunge stjerneskud.

Jeg fisker kameraet frem og beder om lov til at tage et foto. Yahya Hassan vil ikke fotograferes, og han siger i den insisterende tone, man møder hos unge mennesker, der har begået indbrud og lavet røverier, at han beslaglægger mit kamera, hvis jeg tager et billede. For mig giver det ikke mening at møde op til et arrangement, hvor jeg ikke må fotografere hovedpersonen. Men situationen ender i mindelighed, da jeg bliver lokket indenfor med en gratis øl og lovning på, at jeg kan fotografere og filme under Yahya Hassans digtoplæsning.

Da klokken nærmer sig 19, hvor Yahya Hassan går på, er galleriet fyldt. Blandt de fremmødte er rapperne Jonny Hefty og Jøden. Sidstnævnte, der som Hassan er tidligere aarhusianer, hilser hjemmevant på digteren, mens der udveksles bemærkninger om musiksalg kontra bogsalg. I en branche, hvor udøverne har svært ved at leve af kunsten, vækker det respekt, at digteren har ramt en guldåre.

Rasmus Ejaas Fischer, kurator for Galerie Wolfsen og manden, der har inviteret Yahya Hassan til Aalborg, præsenterer digteren. Det handler om kunst, siger Fischer og rammer dermed lige ned i den debat, der har kørt som et af mange spor, siden Yahya Hassans ankomst til offentligheden. Hos litterater som Lars Bukdahl, Niels Lyngsø og Lillian Munk Rösing har man været optaget af at reducere eller i det mindste lægge hovedvægten på Yahya Hassan som litteratur og kunst. Det fik for et par dage siden journalist og forfatter Lea Korsgaard til at levere følgende opsang på sin Facebook profil:

“Okay. Har ikke læst hele Yahya Hassans ‘Yahya Hassan’ endnu, men har læst nok til, at pulsen er hektisk oppe, og til at hele digte fræser rundt i bolden på mig, og har desuden læst nok til at finde diverse litteraturfolks påmindelser om, at vi først og fremmest har med LITTERATUR og POESI at gøre – og ikke først og fremmest debatindlæg og social kritik – TOTALT latterlige. Faldt for eksempel lige over det her blogindlæg fra norske Vagant (som jeg ellers plejer at elske, sorry Audun), der efter at have givet et overblik over Hassan-debatten i DK, slutter sådan her, sgu: “Dog kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt deltagerne i debatten bekymrer sig om det litterære udtryk – eller om de snarere bruger Yahya Hassan som forhåndenværende medium i en kamp om absolutte sandheder.” Jeg fornemmede samme behov for at “bekymre sig om det litterære udtryk” (uargh!) i Lillian Munk Rösings anmeldelse i Poli fra forleden (“At hive enkelte vers ud af samlingen og gøre dem til avisoverskrifter og politiske standpunkter er at gå fuldstændig fejl af, at dette er litterær kunst,” skrev hun). Jeg synes på en eller anden måde, det siger vildt meget om det danske litterære miljø i dag, at folk overhovedet føler behov for at lægge afstand til avisoverskrifter og flammende meninger i tv-studier og på avispapir, for man skulle jo nødig mene noget om noget, der ikke lige præcis handler om litteratur og flerstemmighed og plot vs. ikke-plot, og hvad fanden de ellers har siddet og kløet hinanden i røven med inde på Bo-Bi Bar i årevis. Altså, skal jeg forstå det sådan, at vi – ifølge poesi-hjørnet – først og fremmest skal være vilde med Yahya Hassan, fordi han er fed til allitterationer og rytmiske figurer eller hvad? Skal jeg forstå det sådan, at hans blik på verden og den vilde kritik og vrede, det indeholder, bør betragtes som underordnet de poetiske/æstetiske kvaliteter ved hans digte? Lyd stikker samfundsdebat? Sprog stikker kritik? Udtryk stikker holdning? Oh altså. Jeg bliver helt træt.”

I aften handler det om digtoplæsning, selvom seancen også har karakter af celebration. Yahya Hassan klappes på scenen efter Rasmus Ejaas Fischers introduktion. Man har på fornemmelsen, at det ikke kun skyldes kunsten, litteraturen, digtene. Men også det forhold, at Yahya Hassan siger noget, mange har ventet længe på at høre. At han er personificeringen af et kollektivt håb. Under alle omstændigheder er han et nybrud på litteraturscenen, og han læser op med en skræmmende sikkerhed. Det er ikke for meget sagt, at han er intens. Og han bringer sin baggrund i spil under oplæsningen og fremstår skiftevis autentisk og villet karikeret.

Første digt er Langdigt, som Yahya Hassan også fremførte i Deadline. Det ender med de allerede nu legendariske linjer:

JEG PISSER PÅ ALLAH OG PÅ HANS SENDEBUD OG PÅ HANS ALLE MULIG UDUELIG DISCIPLE

Bifald. Herefter følger korte og længere digte fra debutbogen Yahya Hassan. Der er digte om opvæksten i Aarhus V, digte om (samspilsramt) familieliv, digte om en overlevelsestur til Sverige med bostedet Solhaven, digte, der har karakter af reportage (af næsten Jørgen Lethsk tilsnit), og digte om at lede efter sin forhud og sy den fast igen.

Det er stærkt. Som digte, litteratur, kunst. Yahya Hassan trækker på en tradition, men de motiver han maler op, har vi ikke set før i dansk litteratur, hvis overhovedet.

Der er også et hip til rapperen Kidd, hvis gennembrud giver mindelser om Hassans. Hvor Kidd laver damer, lyder det i digtet Rullestolen:

MIN MORS ONKEL MÅ VÆRE EN AF DE RETTROENDE ABU MAHER GIVER DE FATTIGE ALMISSER OG KNEPPER SIN KONE UDEN NYDELSE HAN LAVER BØRNEPENGE

Efter en halv time er det slut. Rasmus Ejaas Fischer overrækker en tegning af billedkunstneren Kirsa Andreasen, der udstiller i galleriet, til Yahya Hassan, inden digteren stiller op til signering og fotografering. Yahya Hassan, hvis opvækst bød på svigt og tørre tæsk, mærker nu – om ikke kærligheden – så interessen strømme ham i møde.

Yahya Hassan: – Jeg hører ikke til blandt nogen

For et par dage siden skrev journalist Kenan Seeberg på Facebook:

“Bliver nødt til at dele denne her gode nyhed med jer.
Det er simpelthen så meget i orden, at 18-årige Yahya Hassan omsider får en succes-oplevelse i sit liv. Og så med sit helt eget udtryk, som han har skabt og kæmpet for. På trods af alle odds.
Synes simpelthen, at den unge poets personlige mod, kunst og vilje giver så meget tro på fremtiden for både unge og gamle.
For både indvandrere og indfødte i det her land.
Blev både rørt og skræmt, da han sagde i Berlingeren, at ‘jeg hører ikkke til blandt nogen’.
Jo, du gør sgu, Yahya.
Du hører til lige her. Blandt alle os andre.
Med al din vildskab, følsomhed og hårdt tilkæmpede visdom.
Du hører til her.
Blandt mennesker.”

Hvor Yahya Hassan grænsende til det parodiske i sin afstandtagen i hvert fald ikke mener, at han hører til, er blandt den såkaldte højrefløjs islamkritikere. Han var tidligt ude at skrive følgende på undertegnedes Facebookvæg:

“Uwe du virker som en klam nazist, fuck din mor din vantro.”

Senere spillede han også nazikortet overfor Dansk Folkepartis Marie Krarup.

Publikum hos Galerie Wolfsen består af en del kvinder i slutningen af fyrrerne og begyndelsen af halvtredserne (de er måske endda gymnasielærere som Marie Krarup), der efter oplæsningen tager Yahya Hassan om skulderen med en blanding af moderlig omsorg og indestængt sex. Der er også unge kvinder til stede. Yahya Hassan har gjort litteratur sexet. Han kan både være poster boy og digter.

Bortset fra to unge mænd med anden etnisk baggrund end dansk – den ene i selskab med sin danske kæreste – er publikum dansk. Ved netop at skrive om sin baggrund synes Yahya Hassan paradoksalt nok at skrive sig væk fra den, og han vil sandsynligvis aldrig kunne vende tilbage til udgangspunktet som andet end observatør. Han har åbnet en dør. Til litteraturscenen, Forfatterskolen, efterårsreceptioner, digtoplæsninger. Men samtidig er en anden smækket i bag ham.”

***

Yahya Hassan bliver begravet tirsdag på den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus V. Det oplyser imam Abu Khaleed, der er Yahya Hassans mors onkel og skal forestå begravelsen, til BT.