Gjesteskribent

Når man betragter den forvirring, hjælpeløshed og uansvarlighed, der præger den vesteuropæiske elites reaktioner på den nuværende invasion af især unge mænd fra arabiske og afrikanske lande, slår det én, hvilket forfald der er indtruffet i forhold til reaktionen på den trussel, de vesteuropæiske lande stod over for under Den Kolde Krig. Med ”eliten” menes politikere i folketing, regering og nedefter samt meningsdannerne i de toneangivende medier.

Titusinder af især unge mænd fra lande, der er plaget af terrorbevægelser, får uhindret lov til at trænge over de ydre grænser ind i EU-området uden indrejsetilladelse, mange uden nogen form for legitimation eller med forfalskede dokumenter. Pludselig ophæver den tyske regering egenmægtigt de aftaler, der er indgået mellem EU-staterne om en forsvarlig behandling af asylansøgere.

De ulovligt indtrængende bliver støttet og opmuntret af især de elektroniske medier, hvor Karl Smart-typer som David Trads og Bo Lidegaard håner folk med realitetssans. De få politikere, der forsøger at få tilført situationen noget realisme, udskældes som onde og hjerteløse. Folk, der har deres på det tørre, fortæller herved omverdenen, at de selv er gode og kærlige mennesker.

Det kan være lærerigt at sammenligne dagens situation med situationen under den alvorlige udfordring, som europæiske politikere stod over for i årene efter Anden Verdenskrig, da truslen fra Sovjetunionen begyndte at blive en kendsgerning, efter at Den Røde Hær havde sat sig på Østeuropa og Østtyskland.

De politikere, der varetog de europæiske nationers interesser under Den Kolde Krig, var realistiske, pragmatiske og jordbundne mænd og kvinder, som kendte deres begrænsninger. De så det som deres primære opgave at forsvare og beskytte de nationer, hvis borgere havde valgt dem til at gøre just dette.

De havde langt tættere berøring med befolkningen. De havde forbindelse til det bagland, de kom fra – landmænd, arbejdere, erhvervsfolk, fagforeningsmænd og -kvinder. De udgjorde ikke en professionel selvsupplerende klasse som i dag, hvor stort set ingen folketingsmedlemmer har erfaring fra verden uden for de politiske intriger.

De kunne høre græsset gro, deres hjerner var ikke omtåget af verdensfjerne ”teorier”, de havde ingen ambitioner om at frelse verden eller om at fremstå som Gutmenschen, men varetog vælgernes konkrete interesser. De sagde aldrig »For mig er det vigtigt …«.

I stedet for at sidde med hænderne i skødet tog de aktivt fat på at styrke de institutioner af forskellig art, som skulle betrygge nationens og dermed borgernes eksistens. De fortalte i klare ord befolkningerne om den nye trussel i stedet for skønsnak om, at vi alle som brødre og søstre mente det samme i Øst og Vest. De opbyggede et militært forsvar inklusive et hjemmeværn, et civilforsvar, en efterretningstjeneste og et vidtforgrenet folkeligt oplysningsnet. I dag synes denne realisme fordampet op i den blå luft.

Alt var naturligvis ikke ideelt, og alle i de vesteuropæiske lande var selvfølgelig ikke enige i alt. Det ville faktisk have været uhyggeligt, hvis alle, som ønskede at forsvare den demokratiske retsstat, havde marcheret i takt. Men der var i alle de gamle demokratiske partier inklusive Det Radikale Venstre herhjemme en grundlæggende enighed om det væsentlige: at nationen og staten var værd at forsvare. Og politikerne havde befolkningen bag sig. Kun de kommunistiske partier – i Danmark DKP – var ikke med, for de havde deponeret deres politik hos en fremmed stormagt, Sovjetunionen.

Der var ligeledes i den trykte presse og i DR helt overvejende opbakning til det nødvendige forsvar af nationen og staten over for den totalitære trussel. Medierne og deres medarbejdere inklusive DR så det dengang som deres opgave loyalt at referere, hvad der skete, og hvad der blev sagt. Den tids journalister forsøgte ikke at skabe en politisk dagsorden med udspring i deres egen private opfattelse.

Først og fremmest var der blandt medierne ikke noget, der hed tv, og det var derfor ikke muligt, som dagens tv-journalistik gør det, at koble fornuften fra og appellere til følelserne ved hjælp af levende billeder, som i øvrigt ofte er af tvivlsom karakter. Tv er i sin nuværende form uegnet til at formidle seriøs og dybtgående oplysning om samfundsproblemer.

I dag stikker selvhævdende journalister deres udvalgte og manipulerede billeder op i ansigtet på de folkevalgte og befolkningen med tilhørende forargede og aggressive spørgsmål. Det gør ofte en ordentlig meningsudveksling umulig. Da jeg selv for nylig udtalte mig kritisk om den kaotiske situation, europæiske politikere under pres fra især tv-mediet har fremkaldt, fik jeg straks stanget spørgsmålet ud: Hvad vil du have, de skal gøre? Skyde på flygtningene?

Bortset fra at ingen ved, hvor mange ægte flygtninge (eller hvor mange vaskeægte terrorister), der er blandt de illegalt og ikkekontrollerede indstrømmende masser, er det afsporende at stille et sådant spørgsmål. Som om der ikke er andre alternativer til den nuværende kapitulationspolitik end at skyde.

Det skal dog understreges, at enhver nation – også de europæiske – naturligvis har både ret og pligt til at anvende den fornødne magt til at forsvare nationen og dens stat – ikke mindst mod provokerende og voldelige grænseoverskridere, der angriber både politifolk og almindelige mennesker i bl.a. Grækenland og Ungarn. Her har aggressive unge mænd råbte efter politifolk, der kom med mad og vand. Som de foragteligt smed ned på skinnerne. Det var ikke halal. Hvad er det for ”flygtninge”?

Danske politibetjente, der ikke er gået fra snøvsen, men har passet deres arbejde og fjernet nogle indtrængende fra et tog, hvor de havde låst sig inde på toilettet, er blevet udhængt for at have foretaget noget, der minder om ”etnisk udrensning”!

Da tjekkisk politi forsøgte at bringe et minimum af orden i det kaos ved med tuschpen at skrive et nummer på deres arme, blev det omgående sammenlignet med nazisternes tatovering af numre på jøder, som skulle tilintetgøres. Gratis transport i persontog af de illegale til midlertidige asylcentre fik andre til at udtale, at det mindede om transporterne af dødsmærkede jøder til Auschwitz.

Men jøderne blev af et forbryderisk regime og imod deres vilje transporteret til dødslejre for at blive dræbt. Vor tids illegale og overvejende muslimske grænseoverskridere kommer af egen fri vilje, vil ofte ikke identificere sig, stiller krav og gør vrøvl, hvis ikke forholdene i de lande, de er trængt ind i, svarer til deres forventninger. Kontrasten er himmelvid.

Politikens Bo Lidegaard roder som så ofte håbløst alt sammen, når han mener, at Churchill ville støtte hans avis’ eftergivenhedspolitik. Han sammenligner de tyske flygtninge i kølvandet på Anden Verdenskrig, der fortrinsvis bestod af kvinder med småbørn, med dagens økonomiske migranter, der hovedsageligt består af unge muskuløse mænd. Vrøvlet er monumentalt.

Gør kansler Merkel sig slet ingen forestillinger om, hvad den nuværende hovedløse tyske politik vil føre til? Ved hun og andre ledende politikere slet ikke, at der står grænseløse menneskemængder på spring for at følge i de nuværende illegalt ankomnes fodspor? Gør de sig ingen overvejelser om konsekvenserne af de folkevandringer af muslimer ind i de europæiske lande, som de i disse dage er med til at udløse?

Det er bevidst, at jeg har brugt udtrykket ”vesteuropæisk”. Østeuropæere er langt mere realistiske end tyske og svenske politikere. De eneste realistiske røster fra europæiske politikere af format er den tidligere tjekkiske præsident Václav Klaus’og Ungarns regeringschef Viktor Orbán. Han fordømmer de europæiske politikeres uansvarlighed ved ikke at gøre deres pligt – at forsvare deres egne nationers interesser og sikkerhed. Og han afviser den manipulation af den offentlige mening, som har misbrugt vores naturlige solidaritet med indvandrere, til at fremkalde en accept af massemigrationen.

En følge af den nuværende laden-stå-til vil blive, at den folkelige støtte til at hjælpe virkelige flygtninge undermineres.