Gjesteskribent

Igjen lyder ropet om en mer engasjert litteratur. Det er et tegn på avmakt. Samtidens tog går alltid. Det er bare å stige om bord. Men det har visse omkostninger. Prisen er tap av anseelse, karrieremuligheter, venner. Man vinner til gjengjeld en smule selvrespekt, og vissheten om å gjøre det rette.

Det pleide å være det som drev kunstnerne. Publikum – dette mangehodede uhyre – er et komplisert vesen. Det kan holde anerkjennelsen tilbake, men har likevel større respekt for en kunstner som går sine egne veier. Det forlanger det likefremt.

Man må ikke forveksle publikum med mediene og den medieskapte offentligheten. Den blender. Mediene tør ikke behandle de sensitive temaer i vår tid, og overfører disse hemningene på kunsten. Kunsten tar sin død av det.

Ole Hyltoft, 49-årig medlem av Socialdemokratene og nå Dansk Folkeparti, tar i en kronikk i Jyllands-Posten for seg det merkelige forhold mellom en kulturelite og folket som eliten har forlatt.

Det ensrettede kulturkompagni

Kunstnerne har haft ord for at være frihedens og selvstændighedens fortalere. I den sidste generation har de fleste af dem udgjort et ensrettet kulturkompagni, skriver Ole Hyltoft.

De kulturradikale klager over tonen hos os islamkritikere. Deres egen tone er ikke til at tage fejl af. Bettina Heltberg har i Politiken skrevet, at Søren Krarup har »et psykoinfantilt ansigt«, og at han i det hele taget er et psykiatrisk tilfælde, rede til indlæggelse. Carsten Jensen har udnævnt Pia Kjærsgaard til at være »dronning af en skraldespand«. Politikens politiske redaktør, Kjeld Hybel, mener at vide, at når Pia Kjærsgaard skriver i avisen, foregår det ved, at »hun hælder en sjat af sin hjernebetændelse ned på noget papir.« Mogens Lykketoft er mindre opfindsom, mener bare, at Flemming Rose er »en af de største tåber«.

Lidt i skyggen af disse superintellektuelle præstationer kommer så det faste kor af journalister, billedkunstnere, skuespillere, forfattere, der altid finder undskyldninger for de forbrydelser, der begås i Koranens navn. Dette hold, kulturkompagniet, har den grundopfattelse, at islamisk terror ikke er så slem som anden terror, at Anders Fogh Rasmussen er en krigsforbryder, at alt dårligt i Danmark stammer fra Pia Kjærsgaard, og alt ondt i udlandet kommer fra jøderne.

Jeg har lyst til at spørge mine journalist- og forfatterkolleger: hvad er værst – at vi er et par forfattere med Ayaan Hirsi Ali og Salman Rushdie i spidsen, der siger kritiske ord om koranen, eller at man hænger 16 års drenge i koranens navn, fordi de er gået i seng med hinanden? Som det sker i Saudi-Arabien.

Ja, hvad er kammertonen? At tale floromvundet og dermed lægge slør over ufriheden og umenneskeligheden, eller tale sandt?

Er det religionshad når lærer Gitte Kongstad skriver i avisen, at hun har hørt en muslimsk dreng fra 4. klasse på sin skole sige: »Jeg vil dræbe mine klassekammerater, hvis Allah siger det«?

Er det kammertonen at være tavs, som Københavns Universitet var det, da en lærer af jødisk afstamning læste højt af koranen og efterfølgende blev overfaldet af et muslimsk tæskehold?

Værsgo! Så er det sagt!

Dette er udgangspunktet. Islam. Og den tro udmøntes så i stening af utro kvinder, ulighed mellem kvinder og mænd på alle planer, løgnagtighed ( kaldet taqija) hvis det fremmer islams ekspansion, opfordring til at bekrige ikke-muslimer overalt hvor de findes, undertrykkelse af den ytringsfrihed som alle skrivende lever af. Og som folkestyret lever af.

Hvad siger kulturkompagniet til det?

Kulturkompagniet opfatter sig selv som venstreorienteret. Hvordan kan dette kompagni så støtte en kultur, der er brutalt højreorienteret, mandsdomineret, kvindeundertrykkende, seksualforskrækket, feudalistisk og, lad os bare sige det ligeud, barbarisk?

Forklaringen på at kulturkompagniet er islams herboende legionærer begynder formentlig med, at Rifbjerg, Ib Michael, Stig Dalager, Kirsten Thorup og resten af bundtet ikke ved en døjt om islam. De opfatter bare de muslimske indvandrere som en underklasse. Her er vi så tilbage ved Blekingegadebandens tankespind. Som går ud på, at den traditionelle danske og europæiske underklasse, arbejderne, er blevet bestukket af kapitalen og derfor ikke opfører sig som Marx foreskriver og bliver revolutionære. Ulandenes fattige er nu de eneste ægte proletarer. Det vil bl.a. sige muslimerne i Palæstina. Så de skal støttes.

Og det er så det, kulturkompagniet, kulturens herskende klasse har gjort med fynd og klem.

Når man siger «herskende klasse» plejer kulturkompagniets talsmænd at svare: jamen vi har jo ikke haft nogen magt. Højrefløjen, liberalisterne, har altid haft den økonomiske magt. Og pressen har i overvejende grad tilhørt de borgerlige.

Rigtigt. Men de borgerlige politikere har aldrig interesseret sig for kulturen. Kulturpolitikken har de overladt til Socialdemokratiet. Og Socialdemokratiet har overladt til venstrefløjen at administrere de socialdemokratiske kulturlove. Derfor har ordets magthavere, journalister og forfattere, haft ret frit spil, f.eks. i den borgerlige presse, i undervisningsinstitutionerne og i radio og tv.

Det kunne man så kalde en passende magtfordeling mellem ånd og penge. Det pinlige for åndens herskere er bare, at de, hvis fineste kendetegn skulle være selvstændighed, har gået i prøjsertakt som et kompagni soldater. De har ikke turdet andet. For ingen journalist eller forfatter har kunnet gøre sig gældende og håbe på avancement inden for kompagniet, hvis de ikke rettede ind og tilkendegav, at de var for multikulturen og imod det nationale, for muslimerne og mod jøderne, og frem for alt foragtede Dansk Folkeparti.

Foragten for, ja, hadet til Dansk Folkeparti er et særlig interessant, massepsykologisk fænomen. For nylig blev Pia Kjærsgaard i DR P 1 tillagt denne udtalelse: »Indvandrerne formerer sig som rotter.«

Det har Pia Kjærsgaard aldrig sagt. Men foragten for hende i kulturkompagniet er så stor, at korporaler i kompagniet ikke mener de behøver dokumentere deres fantasier om hende. I denne sag kom der kun et dementi af falskneriet, fordi DR’s næstformand greb ind.

Jeg tror foragten for hende bunder i klassehad. Hvordan vover en kvinde af «de lavere klasser» – hun har ikke engang studentereksamen – hvordan vover hun, en forhenværende hjemmehjælper, at stille op ved siden af politiserende akademikere og tale Roma midt imod! Og endda gøre det med en så høj grad af begavelse og sprogligt talent, at hun både sætter de fine folk hos de konservative og de akademiske folk i Socialdemkratiet og SF til vægs. Dette er utilgiveligt. En uakademisk statsminister Anker Jørgensen kunne man finde sig i. For han havde de rigtige, kulturradikale meninger. Men en ustuderet Pia Kjærsgaard, der forfægter et andet livssyn end kulturkompagniets. Det er utilgiveligt.

Kulturkompagniet forestiller sig vist, at dets nuværende meninger er eviggyldige. Det er de ikke. De er modebestemte. Fra 1935 til 1960 var det kulturradikalt at være national. Poul Henningsen bevægede sig så at sige aldrig uden for landets grænser – hverken åndeligt eller fysisk. Kommunisten Sven Møller Kristensen skriver i omkvædet til sin frihedssang fra 1945: »Gå til modstand, alle danske« Og i mange år efter Israels grundlæggelse holdt kulturkompagniet med jøderne. Nu holder tv-journalisterne tilsyneladende med de muslimer, der står og heiler mod jøderne på Rådhuspladsen i København.

Heldigvis kan jeg betro JP’s læsere, at der er huller i den kompakte majoritet. Flere kendte forfattere og universitetsprofessorer har betroet mig, at de stemmer på DF. Men de tør ikke sige det offentligt. For så bliver de sandsynligvis smidt ud af kompagniet og står uden levebrød. Den «frie» kunstnerstand er skam meget disciplineret.

Den kompakte kulturmajoritet har siden 1980,erne holdt den offentlige mening i et jerngreb. Derfor tør ingen kunstnerorganisation støtte Kurt Westergaard, selv om mordtruslen mod ham er et stød i sjælen på enhver der bruger ytringsfriheden. Poul Henningsen sagde ganske vist: Rend mig i den offentlige mening (det der i dag hedder den politiske korrekthed). Men det skal de fleste af mine kære forfatterkollegaer ikke nyde noget af. Lige så lidt som de dygtige tv-værter. Og derfor har tv-stationerne i de sidste 25 år fortrinsvis været udtryk for kulturkompagniets mening. I stort og småt. I tv og radio. Det sidste eklatante eksempel er tv-serien Livvagternes fantasi om en højreorienteret godsejerklike, der på forsiden af godset hejser dannebrog og på bagsiden holder en fangen muslim indespærret i et bur og planlægger at slå en livvagt ihjel, så folks vrede vender sig mod muslimerne. En komisk afskrift af Hans Scherfigs Frydenholm.

I virkelighedens verden er det kristne, hinduer og vesterlændinge der bliver terroriseret af muslimer – med bomber i New York, Madrid, London, med forfølgelse i Tyrkiet og Egypten (af kopterne ikke mindst). Og det er ikke imam Wahid Pedersen, men folketingsmedlemmerne Naser Khader og Pia Kjærsgaard, der må have livvagter.

Kan kulturkompagniet fastholde sin mediemagt?

Svært at sige. De har aldrig haft folket med sig. Nu får de tilsyneladende heller ikke Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal med længere. De har kun en tvivlrådig Margrethe Vestager at holde sig til i den politiske verden. Befolkningens flertal vil ikke ændre den stramme indvandringslov. Folkestyret ser ud som om det har sejret over kulturkompagniets kompakte majoritet.

Fastholder kulturkompagniet sin kampagne for multikultur og parallelsamfund i Danmark, bliver kunstnerne i stedse højere grad et fremmedelement i samfundet. Ignoreret af befolkningen. En trist udvikling for os, der troede på kunstnerne som klarsynets og sandhedens salt i folkestyret.

Det ensrettede kulturkompagni

Les også

-
-
-
-