Kommunalvalget nærmer sig med raske skridt, og hvis man bor i hovedstaden, er der ikke meget at glæde sig over. Men der er lyspunkter. Man kan altid stemme på en af dem, der bliver kaldt racist, fremmedhader eller taber. For så ved man, at vedkommende har fat i noget og formentlig betaler en personlig og social pris for at følge sin samvittighed. Det sidste er ikke alene en sjælden egenskab i politik, men sågar i hele menneskeriget.

I denne agtværdige kategori finder man f.eks. den selvstændige reklamemand Niels Peder Ravn fra Nye Borgerlige, der mistede det meste af sin vennekreds og åbenbart også en del kunder, efter at han offentliggjorde sit kandidatur, til trods for at han selv kalder sig en »pænt borgerlig type« og »præcis den samme sarkastiske skiderik, som jeg altid har været«.

Derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at flere af hans valgplakater er blevet forsynet med et ”RACIST” i versaler skrevet med grafittitusch hen over hans kontrafej.

Sådan taler den del af venstrefløjen, som aldrig har haft nogen respekt for andres ejendom, endsige andres holdninger, hvis de afviger en smule fra, hvad der menes i de københavnske regnbuefamilier og hashklubber, på lærerværelser, cafémiljøer og nyhedsredaktioner.

Den forventelige vandalisme flugter med den politiske korrekthed, når den er værst. Men sagen stikker dybere. For som allerede den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt var på sporet af for snart 100 år siden, er det ikke op til os selv, hvad og hvem vi er – og hvad vi bliver associeret med. Vi er underlagt en politisk skæbne.

Hendes lærer, den skovtroldsagtige Martin Heidegger, udtrykte det således, at mennesket ikke er et fornuftigt subjekt, men snarere en grundløst i verden kastet ”tilstedeværen”. Vi får navne, førend vi kan tale. Vi lever ret beset ikke i en fri og uafhængig verden, men i en omverden, og i den giver vi hinanden øgenavne. Nogle er pæne, andre mindre pæne. Hensigten med sidstnævnte er ikke bare at latterliggøre, men ofte at udskamme, diskvalificere, ekskludere.

Denne udvendige skammermagt har nu bragt os så vidt, at der er en hædersbevisning at blive udråbt til racist. Det skyldes, at samme magt er blevet anvendt så vedholdende af kultureliten i den offentlige debat de seneste 50 år, ligesom nazikortet er blevet trukket så mange gange, at det moralske kompas er vendt på hovedet: Kalder nogen dig fremmedhader, skal du tage det som en kompliment. Skudsmålet antyder, at du har rødder, ikke er nihilist og for øvrigt modsætter dig, at de liberale magthavere forærer Danmark og Europa væk for at tækkes en humanisme på speed.

At kalde forsmædelige racister for ”tabere”, sådan som der står skrevet med tusch på valgplakater fra flere partier, er derimod ganske præcist. Selv om højrefløjen har vundet diskussionen om indvandring fra de varme lande, sådan at selv socialdemokraterne har skiftet holdning, og De Radikale er kommet i tvivl, så har venstrefløjen vundet slaget om virkeligheden, inklusive en hastigt forandret befolkningssammensætning overalt i Vesteuropa med alt, hvad dertil hører af terror, seksuelle overfald og hverdagskriminalitet vendt mod de lokale befolkninger. Desuden stemmer de demografisk voksende indvandrergrupper altovervejende rødt, i hvert fald indtil islamiske partier dukker op og sætter fut i fejemøget. Vort nederlag er med andre ord kun lige begyndt.

Selv stiller jeg ikke op til noget som helst. Men det forhindrer ikke nogen i blive udskammet igen og igen. Forleden så jeg en bogforside, tilsyneladende produceret af noget, der kalder sig Researchkollektivet Redox, med titlen ”Se til højre – fremmedhad og fascisme gennem fire årtier”.

På forsiden kan jeg genkende mig selv flankeret af en lang række andre fascistiske tabere i en fotomosaik. Det portrætfoto, kollektivet har anvendt af mig, stammer fra en konference arrangeret af det konservative tidsskrift Critique på Aarhus Universitet i 2019. Jeg husker ikke, at vi talte om fascisme, men jeg kan jo tage fejl.

Til gengæld er jeg sikker på, at mit italienske er for dårligt til, at jeg nogensinde bliver en rigtig fascist, samt at det såkaldte researchkollektiv har krænket fotografens ophavsret. Forsidens hensigt er umulig at misforstå: Ved at sætte en lang række debattører i forbindelse med fremmedhad og fascisme ønsker bagmændene at diskreditere vores analyser, person og troværdighed.

Tricket er lige så gammelt som vores civilisation. Men det synes ikke at være blevet mindre af oplysning, demokrati og velfærdsstat. Noget siger mig, at de rigtige meningers tyranni aldrig har været stærkere end nu. Derfor stemmer jeg på en racist.

Skaff antistoffer mot woke: Kjøp Roger Scrutons bok her!

Vi i Document ønsker å legge til rette for en interessant og høvisk debatt om sakene som vi skriver om. Vennligst les våre retningslinjer for debattskikk før du deltar 🙂