Gjesteskribent

Norge lå under Danmark i 400 år. Kulturelle impulser utenfra gikk gjennom København. Danmark tilhører det europeiske kontinent, vi er Ultimo Thule. Nå strever begge land med utfordringene fra det flerkulturelle samfunn. Ting tyder på at Danmark er tryggere på sin egen identitet enn Norge. Da snakker vi om den eliten som definerer det offisielle selvbildet. Denne eliten spør ikke folket, som det aner er av en annen mening.

Avstanden til Danmark er blitt stor når Aftenpostens politiske redaktør Harald Stanghelle omtaler statsminister Anders Fogh Rasmussenn som en bløffmaker og løgner. Noe stikker under. Hvorfor provoserer Danmark så sterkt?

Fogh Rasmussen står for mye mer enn det nidbilde Stanghelle skisserer. Fogh Rasmussen har sagt at kulturkampen er av større betydning enn økonomien. Det er anstrengelsen for at nasjonal arv og historie skal omplantes i en ny virkelighet. Derfor visste Fogh Rasmussen hvor han sto da karikaturstriden brøt løs. Han nølte ikke. LIksom han har sagt at samarbeidspolitikken med tyskerne under annen verdenskrig var et stort feilgrep. Det ville normalt vært et oppgjør Stanghelle og den norske eliten ville berømmet, men de er tause, pga de konklusjoner Fogh Rasmussen trekker. I dag er det nemlig i Norge at samarbeidspolitikken gjelder. Så nær brenner tampen og derfor svingte Stanghelle kniven mot Fogh Rasmussen.

Danmark er noe mer enn debatt om islam og ytringsfrihet. Det ligger en åndelighet under som sjelden kommer frem. Danskene har fremfor alt en kristendom som er en blanding av glede, livslyst og alvor. Den er også intellektuell på en måte som vi ser lite til i Norge.

Kunstneren Hein Heinsen er en representant for denne ånd. I intervjuet Marie Tetzlaff gjorde med ham i 2002 får han sagt dype ting om kristendommens idéhistoriske og intellektuelle betydning, og kommer med rammende karakteristikker av dagens luftige kulturliv. Hva vil det si å være menneske i 2009?

Hein Heinsen bor med sin kone, læge Eva Engberg, i et afsides, restaureret husmandssted ved Karise, med får i folden og en kæmpe brændestabel, som er fruens værk. Stalden er udbygget til højloftet atelier, og lige nu er Heinsen i gang med en stor bestillingsopgave for Ørestaden til 6 mio. kroner. Den hedder ‘Den store udveksler’ og skal være syv-otte meter høj, i grøn bronze, samme farve som byens kobbertage. Hovedfiguren er en omvendt spiral, og den opmærksomme beskuer vil nok kunne genkende spiret på den christianshavnske Vor Frelsers Kirke – dog vendt på hovedet. Heinsens værk skal stå, hvor metroen vender og bliver det sydligste af tre i en række, der skal følge Ørestad Boulevard. De to andre skulpturer, den nordlige ved universitetet og den midterste ved Bella Centret, skal laves af henholdsvis Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard.

TREENIGHEDEN


Hein Heinsen er cand.theol., og hans fortrolighed med kristendommens myter og figurer synes at være hans væsentligste fjeder, inspiration og anfægtelse. For tiden har Heinsen, som han selv siger, »især gang i Treenigheden«. Treenigheden er for ham den mest dynamiske figur, man kan tænke sig.

»Helligånden er rummet for det eksperimenterende, Sønnen er næstekærlighed og barmhjertighed og den, der blander det sammen, som vi adskiller, han blander helligdage og hverdage, det smukke og det grimme, det rene og det urene. Og Faderen er så hellig, at man ikke engang ved, hvad han er. Han er skjult, i en brændende tornebusk for eksempel, og når man spørger, hvem han er, siger han: »Jeg er den, jeg er«. Guds hellighed betyder, at der ikke bliver spillet på midtbanen.

Gud er den, man ryster for«.

PAUSER

Ét er dynamik, noget andet er lethed, og her mener Hein Heinsen, at vores kulturs lethed måske er ved at blive lovlig ulidelig.

Fundamentalismens modsætning er det postmoderne, hvor alt går, og alt er lige godt.

»Tilværelsen bliver lettere og lettere, der er ingen holdepunkter, alt bliver netværker og processer og ord og musik. Der er ikke den dér pause, som når man står over for en sten, der ikke vil sige, hvem den er. Derfor tror jeg, at man skal bringe sig i den situation, at man også går om på den tunge side og holder pauserne. Langsomheden befinder sig på bagsiden af skulpturen. Vi er nødt til også at holde fast i det tunge – vi kan ikke bare tage det lette. Vi går i selvsving, når vi ikke har nogen punkter at knytte os til. Det er det, vi diskuterer i dag: Hvad kan vi overhovedet være fælles om? – noget der ikke bevæger sig, der ikke er på vej til noget andet«.

»Man lægger altid en sten som det første. Det er den første forskel mellem himmel og jord – så snart du rejser en sten på højkant, begynder den at betyde noget. Skulpturens udgangspunkt er jo gravsten, altre, pyramider og klippetoppe som i Athen og Jerusalem. Og de har også altid været grundlag for magten. Vores kultur, som måske bliver for let, har godt af en gang imellem at pege på det tunge og tavse«.

Hvordan reagerer dine kunstnerkolleger på din kristne tro? »Jeg taler ikke om min tro, men jeg snakker gerne og meget længe om forskellige temaer inden for kristendommen. Jesusskikkelsen, den tomme grav og Guds død. Treenigheden er jo kristendommens store blandingsfigur. Min tankegang er a-idealistisk. Idealisme er jo, at man stræber efter et eller andet i sin rene form, og jeg kan ikke døje renhed. Jeg er imod troen på, at man kan lave himmerige på Jorden. Den tro har jo alle store ideologier. Jeg kan lide den blandede, mangfoldige figur. Jeg kan lide, når der er konflikter og spændinger.

Jeg kan ikke døje harmoni, yin og yang og new age – i det hele taget figurer, hvor det hele går op«.

Hvad så med balance? »Nej! Det går jeg ikke ind for, det er det værste, jeg ved! Det sætter alt i stå. Og det er jo min forklaring på, hvorfor islam er gået i stå – de har ikke den helligåndsfigur. Og så er muslimerne i Danmark jo kommet til det værste land af alle, med en pinsedigter som Grundtvig!«.

»Men al den treenighedssnak er der selvfølgelig kolleger, der griner af.

Og der er mange, der er uenige med mig i, at god profan kunst, når den bliver anbragt i kirken, kan blive kristen med tiden. Lige nu er samfundet splittet mellem fundamentalisme og den ulidelige lethed, og kunsten er så løs, at vær-kerne går i et med tapetet. Derfor er jeg optaget af Treenigheden som modbillede«.

SLUDDER OG VRØVL

Selv om Hein Heinsens værker dybest set tager udgangspunkt i billeder og forestillinger – figurer, ville han selv kalde det – fra Bibelen, kræver det ikke bibelkundskab at forstå dem.

»Nej, for ideerne forsvinder i det sanselige materiale, som driver én til steder, man ikke kan tænke sig til. Alene informationsmængden i en klat gips – det er helt uoverskueligt! Sandheden i kunst er et resultat og ikke et udgangspunkt. Når værket er færdigt, betyder myter og dogmer ikke så meget. Er værkerne stærke, kommer der nye historier og dogmer omkring dem«.

Læser du i Bibelen? »Ikke tit, og meget af det slet ikke. Den er jo fyldt med sludder og vrøvl, som jeg ikke kan holde ud. Esajas, Jobs Bog og evangelierne læser jeg i. Kristendom for mig er Kristus«.

Har du nogen sinde afbil-det Jesus? »Én gang – men det kan ikke lade sig gøre. Den vigtigste sætning i kristendommen er den fra Johannes-evangeliet om, at ordet blev kød.

Hvad er Jesus i dag? Det har jo været vanskeligt at gestalte en krop siden århundredets begyndelse. Tidligere var kroppen en arbejdskrop og måske en kærlighedskrop. Nu er kroppen blevet et tegn i kulturen. De fleste har det svært med kroppen. Vi bliver for fede, for tynde, for dopede, for trænede, og der går porno i kærligheden. Hvad ‘kødet’ er, er der ingen, der ved længere. Det er jo det, skulptur også handler om«.

»Jeg vil frygtelig gerne lave en krop. Men så kommer alt det der til, jeg ikke kan få med. Der er jo ikke noget naturligt – man taler i mobiltelefon, er på internettet og dit og dat. Hele vores kropslighed er udvidet med et kæmpemæssigt felt. Det prøver jeg at bygge ind, og hver gang jeg nærmer mig noget, der er natur, får figuren lige et par hak. Den måde, vi opfatter et menneske på i dag, er påvirket af Freud og af moderne videnskab og lægernes muligheder. En læge kigger ikke længere på din krop, men på alle de billeder og tal, han har af og om dig. Så det er ikke så let at lave et legeme«.

INTERESSANTE DELLER

Hvorfor kunne Thorvaldsen? »Thorvaldsen kunne, fordi han var idealist. Indtil Første Verdenskrig troede man, man vidste, hvad et menneske var, og så idealiserede man det«.

»Jeg har altid været så glad for Michelangelos skulptur ‘Dagen’, fordi hovedet er en stenklump, næsten ikke hugget ud. Men det interessante ligger i maven og dellerne. Idealister som Thorvaldsen vil altid anbringe det forfinede oppe i hovedet. De sjofle tanker skjulte han i foldekast for neden. Thorvaldsen har altid noget underligt noget nede ved fødderne. Det er omvendt hos Michelangelo: Det åndelige er ikke ‘fint’. Der, hvor der skulle være flest tanker, er der bare en sten. Og en sten er jo til stede, uden at den behøver forestille andet end en sten. Jeg har også vendt den der idealistiske figur om. Det var derfor, 1960’erne var gode – for da blev pyramiden vendt på hovedet. Jeg har livet igennem søgt at underminere alle idealismer. Jeg har altid hadet Kierkegaards udtryk om at træde i karakter. Jeg opfatter stadig den faste identitet som en klam fidus – og alligevel har jeg den samme kone nu på fyrretyvende år!«.

Marie Tetzlaff i Politiken 2002

»I Treenigheden har hver figur sin funktion i tre retninger: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Og jo længere de er fra hinanden, jo mere levende er det. Det er mellemrummene, det kommer an på. Jo mere tavs Gud Fader-figuren er, jo bedre er det; jo mere nærværende Gud Søn-figuren er, jo bedre er det; og jo mere overraskende Helligånds-figuren er, jo bedre er det. Men vi har tilbøjelighed til at gøre det til et miskmask«.

Treenigheden er ikke en kedelig dogmatisk figur, som folk tror, siger Hein Heinsen:

»Treenigheden giver kristendommen den dynamik, som de strengt monoteistiske religioner som islam og jødedom savner. Den ‘trehedsfigur’ har både Hegel – med tese, antitese og syntese – og Marx, Kierkegaard og Jorn og mange andre arvet. Og ved den ‘trehedsfigur’ spænder man et vældigt felt ud mellem det, som aldrig kan forstås, dvs. Gud, og det, der er meget, meget nært, nemlig Jesus-figuren – og så det fuldstændig overraskende, eksperimentelle:

Hellig-ånden. Den farer som bekendt, hvorhen den vil: Du hører dens susen, men du ved ikke, hvor den sætter sig. At Helligånden farer, hvorhen den vil, fører blandt andet til bibelkritik, tekstkritik – og deraf kommer efter min mening modernismen. Helligånden gør det af med enhver fundamentalisme. At Islam ikke har korankritik , som vi har bibelkritik, tror jeg, skyldes fraværet af en ubunden figur som Helligånden«.