Man kender en klassiker på, at man altid kan vende tilbage til den og finde noget nyt. Bedst, som man tror, man har forstået det alt sammen, viser det sig, at der var en anden og tredje mulighed: at man ikke havde fået det hele med eller overset det vigtigste.

Sådan er det f.eks. med den franske adelsmand Alexis de Tocquevilles sociologiske klassiker Demokratiet i Amerika (1835-40), som Informations Forlag udgiver på mandag. Sikken fest – og så på en mandag – i Mogens Chrom Jacobsens oversættelse fra fransk. Sproget formeligt flyder, tankerne strømmer og observationerne står i kø i dette værk i to bind, som først nu, 175 år senere, kommer i sin helhed på dansk.

For godt 50 år siden lod Hasselbalchs Kultur-Bibliotek et ca. 50 siders uddrag oversætte og udgive, og i 1978 lancerede den borgerlige forlæggerpioner Poul A. Jørgensen på Forlaget i Haarby et større uddrag under titlen Lighed og Frihed. Siden har der faktisk været stille omkring Tocqueville i Danmark, selv om den internationale forskning i franskmandens forfatterskab kun er vokset, primært på engelsk.

Men nu kan vi endelig sætte os ned, slukke for al elektronik, inklusive den uendelige mediestrøm af uendeligt ligegyldige ”Breaking News”, sende ungerne ud at lege på motorvejen og læse hans hovedværk i en prægtig og holdbar udgave, som må tiltale alle bibliofile danskere.

Det gælder i særdeleshed dem, der ikke er bange for at blive udfordret på deres barnetro om, at demokrati duer til alt godt. For demokrati kan, som Tocqueville fremhæver, sagtens forvandle sig til sin egen modsætning. Det sker, når folkestyret bliver til et styret folk, dvs. en fåreflok, indrammet i Tocquevilles tragiske udgangspassage (s. 826), der først beskriver det demokratiske menneske og derpå det demokratiske despoti og nok tåler gentagelse:

”Jeg ser en utallig mængde ensartede og lige mennesker, som hvileløst drejer rundt om sig selv for at skaffe sig nogle små og ordinære nydelser, hvormed de fylder deres sjæl. Hver enkelt af dem er trukket til side og ligesom fremmed for alle de andres skæbne. Hans børn og nære venner udgør for ham hele menneskeslægten. Hvad der i øvrigt angår hans medborgere, så befinder han sig ved siden af dem, men han ser dem ikke. Han er i berøring med dem, men han føler dem ikke. Han eksisterer kun i sig selv og for sig selv, og hvis han stadig har en familie, så kan man i det mindste sige, at han ikke længere har noget fædreland.”

”Oven over disse mennesker rejser der sig en umådelig og formynderisk magt, som alene sørger for deres nydelser og våger over deres skæbne. Den er absolut, går i detaljer, er regelmæssig, forudseende og mild. Den ville ligne den faderlige magt, hvis den ligesom den sidste havde til opgave at forberede menneskene til manddomsalderen, men den søger tværtimod kun uigenkaldeligt at fastholde dem i barndommen. Den kan lide, at borgerne er glade, forudsat at de kun tænker på at fornøje sig. Den arbejder gerne på deres lykke, men den vil være det eneste middel hertil og have det sidste ord om den sag. Den sørger for deres sikkerhed, forudser og varetager deres behov, fremmer deres nydelser, tager sig af deres vigtigste anliggender, styrer deres foretagsomhed, ordner deres arvesager og deler deres arv. Kan den ikke ganske fratage dem bekymringerne ved at tænke selv og besværet med at leve?”

Demokrater plejer at være forhåbningsfulde. Det er Tocqueville ikke. Han frygter fremtiden og er demokrat med krydsede fingre, fordi han ser farerne, problemerne ved siden af principperne: ensretningen ved siden af pluralismen, flertalsdiktaturet ved siden af oplysningen, de utilsigtede konsekvenser ved siden af de gode hensigter.

Tocqueville vil ikke aristokrati eller feudalisme; han vil sindets frihed.

I dag er vi alle demokrater, det er vores stærkeste identitetsmarkør – bortset naturligvis fra de muslimer, der tager islam alvorligt. De er af princip antidemokrater og loyale over for Koranen, som er deres universelle grundlov. Selv om de i demokratiske samfund ofte siger det modsatte for at skjule deres politiske mål.

Vi andre er derimod demokrater, ja, fundamentalistiske demokrater – og for Guds skyld ikke nationale, endsige nationalister. Den slags irrationalisme tillader vi lige så lidt som vi tillader aristokrati og brandbeskatter old money med arveafgifter og formueskat.

I dag må ingen være overlegne eller underlegne. De første er undertrykkere, som havner på forsiden af Ekstra Bladet, de sidste er udsatte, som har krav på kommunens omfavnelse og pekuniære forsorg.

Vi er alle lige, ikke sandt? Lige kloge, lige dumme, lige frie, lige lige. Og så alligevel ikke.

For inderst inde ved vi jo godt, at der er noget og nogle, som er bedre end andet og andre – det er en af vores første oplevelser i barndommen, og det er, som Rune Lykkeberg skrev i sin bog Alle har ret (2012), demokratiets voksne problem: at vi nok kan have det samme rettigheder, men ikke være lige gode, og at vi indimellem er nødt til at acceptere, at nogen eller noget står over os.

Tocqueville så det demokratiske tidehverv slå igennem i Amerika efter revolutionen og fornemmede, at den gamle verden med alle dens nedarvede forskelle sank i havet for at blive afløst af et nyt morgenrøde, der både fascinerede og skræmte ham. Han begynder positivt, men slutter negativt.

Frihed og frygt. Ikke det ene uden det andet. Frihed og frygt. Forbundne begreber, sådan er det hos Tocqueville, som nok elskede den frihed og det selvstyre, som de nye demokratiske styreformer, udstyrede mennesket med, men ikke var tryg ved, hvad det demokratiske menneske kunne finde på af narrestreger.

Det er således ingen overdrivelse at sige, at Tocqueville med sine observationer og refleksioner fra Den Nye Verden foregriber såvel Kierkegaards som Nietzsches kritik af konformismen og det sidste nye menneske. Før Kierkegaard så han, at den menneskelige personlighed risikerede at forsvinde, når alting skal gøres til almene regler; før Nietzsche fornemmede han, hvilke kvaliteter et samfund taber under forvandlingen til et demokrati, når tradition byttes til information, når varige kulturelle vaner afløses af midlertidige luner, og når fremtiden pludselig bliver altoverskyggende.

Det er netop denne kritiske, frihedsorienterede og tankebefordrende Tocqueville, vi nu kan byde varmt velkommen til Danmark. Han har været savnet.

Alexis de Tocqueville: Demokrati i Amerika, oversat af Mogens Chrom Jacobsen, 2 bd., 850 sider, 700 kr. Informations Forlag med støtte fra Statens Kunstråd, Augustinus Fonden og Gads Fond.

Den liberale tænketank Cepos afholder et debatarrangement om Demokrati i Amerika på mandag kl. 17-18.30 med deltagelse af Henrik Gade Jensen og Rune Lykkeberg, tilmelding kræves.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 31. oktober 2013.