Gjesteskribent

Misforstå mig ikke: Liberale tanker kan sandelig også lyse op. Men hvis de dominerer alt i den borgerlige meningsdannelse, fører de til tusmørke midt på dagen.

Når der nu hverken findes et konservativt eller et nationalliberalt parti i Danmark, er det godt, at der er nogle individer, som lyser op i tusmørket. F.eks. ægteparret Eva og Rune Selsing, der i blogs og kronikker sætter ord på deres frustrationer over tidens automatliberalisme. Bl.a. i vores forhold til nationalstaten, der synes at stå i vejen for mange liberales forestillinger om fremtiden lige fra bankunioner til klimapoliti.

Hvis jeg nøjes med at sige Connie Hedegaard og Jens Rohde, er I sikkert med på, hvad jeg ikke bryder mig om.

Se, her forleden snublede jeg over en iagttagelse, som jeg nok skulle have snublet over noget før. Det var den yngre historiker fra Syddansk Universitet, Jeppe Nevers, der i en brandgod bog om tilblivelsen af demokrati i Danmark gjorde opmærksom på, at det historisk set var nationalstater, som blev til demokratier, ikke omvendt. Lyt evt. mere til Jeppe Nevers på Radio24syv i eftermiddag.

Vist kan man tale om demokrati som en oldgræsk opfindelse og om aristokratisk demokrati som i den romerske republik, men demokrati i moderne og egalitær forstand – med lige valgret og lige stemmeret – opstod historisk set i nationalstatens epoke, som er det 19. og 20. århundreder.

Når jeg fremhæver denne iagttagelse, så er det for at sige, at selv et så universelt kampråb som demokrati, der gennemsyrer ikke bare den danske, men hele vestlige politiske dagsorden i dag – på godt og ondt – udspringer af noget, mange liberalister eller liberale har travlt med at se ned på i dag: nationalstaten.

Selv hvis liberalisterne gør ret i at se ned på den, må man svare, at det høje demokrati på vores tid og sted blev født ud af det lave, det lokale, det nationale, det partikulære.

Demokrati, sådan som vi forstår det i dag, peger i retning af rettigheder, og det er jo dem, liberalister altid besynger. Jeg gør det samme, især ejendomsret og ytringsfrihed. Men vi er nødt til at forstå, at det, vi besynger, ofte har en mere jordnær genealogi og tilblivelseshistorie.

Rettigheder, for nu at sige det ligeud, er værdiløse uden nogen instans til at håndhæve og beskytte dem. Rettigheder kan altså være nok så retorisk naturlige eller naturretsligt formulerede, men hvis de ikke anerkendes af sædvanen og den politiske virkelighed, de formuleres og skal praktiseres i, så har de samme status som Helle Thornings taler – det er bare ord – eller moralsk aspirationer hinsides manifest virkelighed.

Det er lige præcis her, nationalstaten kommer ind i billedet, som et sted, en fysisk-konkret lokalitet, en historisk omstændighed, der gør, at rettigheder kan stadfæstes som andet end drømme eller i bedste fald privilegier uddelt af magthaverne.

Det er ikke sådan, at rettighederne kommer oppefra (dvs. Gud) eller nedefra (dvs. fra Naturen), men fra et langt mindre filosofisk sted, dvs. fra et givent politisk, socialt og sprogligt fællesskab. Den mest nærliggende forudsætning for rettighedernes realisering er netop sproget. Hvilket samtidig er forklaringen på, at det til trods for vores fremskredne teknologiske knowhow og skåltaler om en fælleseuropæisk identitet – for slet ikke at tale om EU – endnu ikke er lykkedes at skabe en europæisk offentlighed.

Af disse og flere andre grunde har det vist sig at være dette sted – nationalstaten – som bedst, dvs. mest nærværende og politisk-socialt bæredygtigt udmønter rettighederne og gøre dem tilgængelige for flere.

Den historiske metode er vigtig for at forstå frihedens mange fremtrædelsesformer. Vi tager nemlig fejl, hvis vi bare tror, at frihed er frihed fra statslig tvang og lavere skat, selv om jeg er tilhænger af begge dele. Vi er nødt til at se lidt ud over næsetippen, bruge historien og forstå, at friheden ikke kommer fra én ting, men fra mange bække små.

Derfor er nationalstaten, også i en borgerlig variant, mere og andet end en tilfældig samling af mennesker, der bebor et territorium. Nationalstaten stiller krav til os, sådan som den liberale – og nationale – politolog Rasmus Fonnesbæk Andersen har formuleret det i tidsskriftet Libertas (nr. 50), fordi vi lever med hinanden og på denne led deler skæbne – også med indvandrere:

“De stiller også krav til hinanden, stoler på hinanden, samarbejder og deltager i et politisk fællesskab. Det kan man til en vis grad melde sig ud af, og ingen er forpligtet til at leve som alle andre eller føle sig som del af et fællesskab. Men det må dog være et mål, at indvandrere i et sådant samfund deltager på lige fod i samfundet, og det er fuldstændig legitimt med demokratisk vedtagne beslutninger om, at integrationspolitikken skal søge at få dem til at deltage på denne måde. Og at de, der ikke ønsker det, ikke kan være fuldgyldige borgere og i sidste ende kan udelukkes fra nationens territorium, hvis de gentagne gange forbryder sig mod andres rettigheder og mod loven.”

“Man kan kræve af indvandrere, at de vælger et samfund til på en anden måde for at opnå statsborgerskab, end man kan kræve det af mennesker, som er født og opvokset i Danmark.”

Særligt det sidste, at nationalstaten faktisk stiller større krav om tilknytning til indvandrere end til etniske danskere, skal nok provokere mange liberale såvel som alverdens multikulturalister, men det er i mine øjne en vigtig pointe og flugter med tanker fremsat af universitetslektor Michael Böss her.

Nu vi er i gang, er det ikke nok at sige som gode gamle Karl Popper, at løsningen blot må være et “åbent samfund”.

Nu vedgik Popper rigtignok, at det åbne samfund måtte have nogle grænser, men han var mest optaget af dets fjender, fordi han havde personlig erfaring med nogle af de mest lukkede samfund i verdenshistorien – Sovjetunionen og Det Tredje Rige. I denne sammenhæng måtte af åbenhed, pluralisme og lige rettigheder af indlysende grunde trumfe alt.

Men vore erfaringer siden Popper er nogle lidt andre, og her skal vi også kunne lukke døren for det åbne samfund. F.eks. for indvandrere, der ikke har til sinds at blive en del af det pågældende samfund, men i alt, hvad de foretager sig, aktivt vender ryggen til samfundet og foretrækker en boble hinsides det samfund, de er tilvandret eller familiesammenført til, mens de i stor målestok lever af offentlige ydelser.

Vekselvirkningen mellem det inkluderende og det ekskluderende er en meget vigtigt funktion og virker med en biologisk metafor som samfundets åndedrag. Uden det, dør samfundslegemet. Ikke med et stort brag, men under en kontinuerlig forrådnelsesproces. Uden kultur, ingen civilisation.

Hvis vi kun interesserer os for politiske rettigheder, risikerer kulturen at visne. Hvis vi alene interesserer os for samfundets kulturelle kit og den offentlige orden, kan vi lokkes til at se stort på individuelle rettigheder, vi troede var umistelige. Det er dilemmaet. Og her er svaret ikke givet på forhånd, men må afhænge af det pågældende spørgsmål. Er terrorloven i strid med borgernes ret til privatliv? Er flagloven? Værnepligten? Burkaforbud? 24-års-regel?

Eller hvor langt skal tolerancen gå, når vi står overfor mennesker for hvem intolerancen er en religion?

Kun ballonhoveder har et entydigt svar til disse forskellige spørgsmål.

Dilemmaerne er der, og lad os ikke skjule det, men bringe dem frem i lyset, for de er mindst ligeså borgerlige som den liberale skråsikkerhed. Bag disse dilemmaer gemmer sig flere hundrede års historie og refleksion. At forestille sig entydige og principielle svar på alting er ikke bare et overmod, der inviterer til nemesis, men direkte latterligt. En vis ydmyghed er på sin plads for os jordboer.

Friheden er ældre, end vi tror, og mere skrøbelig, end vi regner med til daglig. Det er ikke liberalismen, der har opfundet den, men liberalismen, der har ideologiseret den – på godt og ondt. Til det onde ved ideologiseringen hører, at liberalismen ligesom enhver anden isme drømmer om forandring til det bedre eller gerne det absolut gode. De voksende forventninger til morgendagen ligger implicit i den optimistiske liberalisme, ligesom den ligger i den glade kommunisme og socialisme, mens erfaringerne, dvs. de menneskelige erfaringer burde råde os til visse forbehold, fodnoter og visse reservationer, hvad angår fremtiden sådan i bred almindelighed og samfundsprojekter i særdeleshed.

Skepsissen er i familie med sansen for dilemmaer. Den accepterer hellere eksistensen af en gordisk knude end den forskriver sig til forestillingen om et columbusæg. Og den forsøger efter bedste beskub at forene en forkærlighed for det liberale med en veneration for det nationale.

Her overrasker det igen og igen, hvor ringe presse nationalfølelsen og fædrelandskærligheden har i dagens Danmark – ikke bare blandt liberalister. Nationalt sindelag er blevet noget med sport – og til nøds – øremærket grundlovsdag eller Dronningens fødselsdag. Sådan er det over det meste af Europa, især det gamle Europa, måske med undtagelse af Schweiz, men det er jo også en lidt speciel nation – hvis nogen.

Forklaringen er vel den, at den politiske klasse i de europæiske hovedstæder – akkompagneret af såvel betonliberalister som multikulturalister – for længst har tegnet livstidsabonnement på den såkaldte forfatningspatriotisme – og afmeldt al anden patriotisme.

Det er forfatningen, det gælder, rettighederne, den formelle frihed, som der kan siges meget godt om, men som ikke er hele sandheden om et samfund, ligesom det stærke potentiale ved mennesket ikke er hele historien om dig og mig.

Forfatningspatriotisme har noget for sig i unge nationer som f.eks. USA og Vesttyskland. Det var også i sidstnævnte, at den tyske filosof Jürgen Habermas gjorde den gældende, men den har givetvis mindre at gøre med det Tyskland, der har rejst sig ud af Genforeningen, og det er en patriotisme for jurister, ikke for mennesker af kød og blod.

Igen: Forfatninger kommer ikke ud af det blå, men udspringer af konkrete omstændigheder og varetages i et socialt kredsløb, der går under, hvis den kulturelle dynamik ikke fungerer.

NB: Den danske forfatning, altså vores nuværende grundlov, og som går tilbage til 1849, er ikke en ideel forfatning om absolut og abstrakt demokrati, men netop ment som en ABS-bremse mod for meget demokrati, kaos og uregerlighed.

Vores grundlov taler et liberalt sprog, men har en konservativ hensigt. En god blanding, synes jeg, men det var, når man ser tilbage på tilblivelsen, mere held end forstand.

Kan man elske sådan en tingest? Ja, det kan man nok godt. Men det går – alt andet lige – for de fleste noget lettere med at elske sit hjemland – måske ikke ligefrem knuselske det, men holde af det, fordi det er en del af én selv, ens familie og baggrund.

Hvor vil jeg hen?

Jeg vil derhen, hvor frihed er noget andet end autonomi.

Der er måske en ironisk pointe i, at De Autonome her i landet er unge mennesker på den yderste venstrefløj. Det er mennesker, som ikke aner, hvad frihed er, men forveksler den med autonomi – og med den største selvfølgelighed isolerer sig i små kampenheder til bekæmpelse af det borgerlige samfund, som de afskyr, men hvis penge de meget gerne vil have fingre i gennem social omfordeling. Ja, ikke nok med det: Mange af dem lever af sociale ydelser, mens de får vasket tøj hjemme hos mor og far i Gentofte.

Konklusion: Frihed adskiller sig fra autonomi ved at være forankret i det her samfund.

Frihed kan ligefrem være en lov. Når f.eks. Cepos og andre sidder og tæller love og forarges over det voksende antal ud fra en automatisk antagelse af, at jo flere love, der gennemføres, jo værre er det for friheden, står deres endimensionelle frihedsbegreb krystalklart.

Hvis frihed var så simpel som algebra, eller hvis frihed kunne forveksles med autonomi, behøvede vi ikke politik, måske ikke engang en stat, og slet ikke patrioter. Men vi har brug for patrioter, ligesom staten forudsætter en nation, og vi behøver et sprogligt og kulturelt fællesskab for at opretholde den politiske orden. Politik – forstået som en kamp om at få sin vilje – er et vilkår ved tilværelsen, som ikke kan trylles væk – end ikke af den berømte Houdini.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten 12. juni 2012.

Document.no takker Mikael Jalving for den generøse tillatelsen til å publisere hans bloggposter fra Jyllands-Posten.