Gjesteskribent

Av Kai Sørlander

Forstår vi ikke de helt grundlæggende kulturelle sammenhænge, så kører vi galt. Som Cepos, der tror, at liberale frihedsrettigheder trues mere af en progressiv skatteskala end af en religiøs lovgivning, skriver Kai Sørlander.

I Danmark findes der flere politiske tænketanke, som har forskellige ideologiske profiler. De har til formål at berige den demokratiske debat, men de er ikke alle lige effektive, og nogle fungerer måske mere af navn end af gavn.

Der er imidlertid én, som skiller sig ud. Det er den borgerlige tænketank Cepos (Center for politiske studier), som primært arbejder for en liberal dagsorden. Det vil sige, at den arbejder for et samfund, hvor det enkelte menneske kan nyde de borgerlige frihedsrettigheder såsom ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, aftalefrihed og religionsfrihed.

Desuden ønsker den, at samfundet skal sikre den private ejendomsret, og at det skal overlade så mange opgaver som muligt til markedet og civilsamfundet i stedet for til politisk styrede offentlige institutioner. Samtidigt skal det også give det private erhvervsliv de bedst mulige rammer for at kunne konkurrere i den globale økonomi. Derudover er Cepos imod progressiv skat, mindsteløn og offentlige ydelser til folk, der er i stand til at klare sig selv. Man vil kun acceptere offentlig hjælp til dem, som er helt ude af stand til at stå på egne ben.

Når vi holder Cepos’ værdigrundlag – med dets krav om personlig frihed og markedsøkonomi – op imod virkelighedens verden, så kan vi konstatere, at Danmark hører til blandt de lande, hvor borgerne har størst individuel frihed, og som giver størst frihed for virksomheder til at operere på markedet.

Det eneste punkt, hvor Danmark befinder sig på en markant anden kurs end den, som Cepos udstikker, er skatteprocenten. Det er derfor især på det skattepolitiske område, at Cepos er aktiv for at flytte hegnspælene.

En person, som deler Cepos’ værdigrundlag, bør altså stort set være taknemmelig for at leve i Danmark. Her har vi en politisk frihed, som gør, at man kan etablere en organisation som Cepos, der åbent kan arbejde for at ændre skattesystemet, som den finder politisk optimalt. Denne frihed er ikke noget, der blot kommer af sig selv. Den er ikke skabt af vor egen generation. Den er en gave, som vi har fået i arv fra vore forfædre. Det kan vi slutte, når vi konstaterer, hvor svært det er at få de liberale frihedsrettigheder til at slå rod i lande med en helt anden kulturel tradition.

Derfor er vor fornemste politiske opgave også som minimum at holde denne orden ved lige. Det vil ganske simpelt sige, at vi bør udnytte de frihedsrettigheder, som vi som borgere i Danmark har fået overleveret fra vor tradition, så vi fortsat sikrer, at borgerne har disse frihedsrettigheder.

Men hvor står Cepos egentlig i den kamp? Hvad siger Cepos’ værdipolitiske grundlag om vor politiske forpligtelse til at udbygge en historisk funderet samfundsorden, som allerede i relativt høj grad sikrer os de liberale frihedsrettigheder? Umiddelbart kan vi konstatere, at værdigrundlaget er tavst om det spørgsmål. Det siger intet om vor historiske afhængighed af en samfundsorden, som allerede giver os en relativt høj grad af personlig frihed.

Hvor talende den tavshed end er, så har direktøren for Cepos, Martin Ågerup, udtrykt holdningen mere ligefremt i sin bog «En retfærdig ulighed» (2007). Heri gør han rede for, at markedet fungerer som en procedure, der sikrer, at vi hver især fortjener, hvad vi tjener – hverken mere eller mindre. I forlængelse deraf slutter han, at den enkelte, som har tjent sine penge i overensstemmelse med markedets regler, ikke står »i gæld til nogen – det skulle da lige være forældrene. Samfundet står man i hvert fald ikke i gæld til «(s. 66).

Her siges eksplicit, hvad der ligger implicit i Cepos’ værdigrundlag: Individet står ikke i gæld til samfundet. Samfundet skal blot opfylde individets frihedsrettigheder. Umiddelbart kan vi fastslå, at den holdning er udtryk for en bemærkelsesværdig historisk blindhed. Den mangler fuldstændig erkendelse af, at vi bør være taknemmelige, når vi lever i et samfund, som sikrer os de politiske frihedsrettigheder. Det noget, som vi skylder en bestemt kultur fra vore forfædre.

Det prekære spørgsmål er så, hvor farlig denne blindhed er. I og med at den tager frihedsrettighederne for givne, så forbereder den os ikke på, at det kan være nødvendigt at forsvare den tradition, som har været fundamentet for, at vi har kunnet realisere dem. Og hvor farligt det er afhænger af, om den trues af andre traditioner. Det er ikke et spørgsmål, som kan afgøres alene gennem principielle overvejelser. Det kan kun afgøres ved et historisk blik på vor konkrete situation.

Hvad har Cepos så at sige om den problematik? Det samme som før – intet. Og søger vi i stedet for i Ågerups bog, finder vi ikke meget mere. Det eneste, som han skriver om forholdet mellem politik og kultur begynder således: »Man kan opfatte de liberale frihedsrettigheder som retningslinjer eller principper for fredelig sameksistens mellem forskellige individer og grupper. Disse kulturelt forskellige individer og grupper behøver ikke at være enige om andet end netop de liberale frihedsrettigheder.«(s. 89).

Dette er i sig selv et underligt standpunkt, eftersom Ågerup taler om liberale frihedsrettigheder for grupper. Hvis der skal tales om liberale frihedsrettigheder for grupper, skal det så åbne for, at disse grupper indadtil kan være uliberale? Hvis ikke, så er der overhovedet ikke grund til at tale om liberale frihedsrettigheder for andet end individer. Her taler Ågerup upræcist, sikkert fordi han føler sig på usikker grund.

I direkte forlængelse af det foregående citat skriver Ågerup, at hvis der er eller kan skabes en bred accept af de liberale frihedsrettigheder, ser han »personligt ikke et multikulturelt samfund som et problem eller en trussel«. Nej, under den forudsætning er et multikulturelt samfund selvfølgelig ikke en trussel for et liberalt demokrati. Men når det er sagt, bør man naturligvis gå videre og spørge: Hvad så, hvis der er kulturer, som ikke accepterer de liberale frihedsrettigheder?

Dette spørgsmål glemmer Ågerup helt. Han – og med ham Cepos – er lige så blind for muligheden af en uliberal kultur, som han er blind for, at når vi lever i et samfund, som relativt set opfylder de liberale frihedsrettigheder ganske godt, så er det noget, som vi bør se i historisk sammenhæng, og som vi bør være taknemmelige for.

Hvis vi skal gøre os håb om at forstå karakteren af de problemer, som Ågerup og Cepos nægter at se, så skal vi først og fremmest blive os bevidst, at en liberal kultur ikke er nogen selvfølge. En uliberal kultur kan for eksempel være opbygget omkring en religion, der indeholder tanken om at den selv skal være grundlag for den lovgivning, som skal være gældende i samfundet.

En sådan kultur er uliberal, fordi den ikke giver religionsfrihed, og fordi den ikke anerkender, at love skal vedtages gennem en demokratisk procedure, hvor borgerne deltager som ligeværdige uanset religion.

Dette skematiske billede af en uliberal kultur taler direkte ind i vor politiske virkelighed. Det korte af det lange er, at den islamiske verden står med en religion – islam – som også vil bestemme det politiske, og som derfor har blokeret for en udvikling, som gav plads til de liberale frihedsrettigheder. Mens vi i vor del af verden havde en religion – protestantisk kristendom – som på basis af Jesu forkyndelse sekulariserede det politiske og gjorde folk lige for Gud, og som dermed åbnede for en udvikling, som gav os de liberale frihedsrettigheder.

Forstår vi ikke disse helt grundlæggende kulturelle sammenhænge, så kører vi galt. Som Cepos, der tror, at liberale frihedsrettigheder trues mere af en progressiv skatteskala end af en religiøs lovgivning.

Kai Sørlander er forfatter og filosof, og har blant annet skrevet bøkene «Forsvar for rationaliteten – Religion og politik i filosofisk perspektiv», «Det uomgængelige» og «Den endegyldige sandhed», i tillegg til en lang rekke kronikker og artikler om aktuelle temaer i ledende danske medier.

Artikkelen En tankeløs tænketank ble første gang publisert i Jyllands-Posten 21. april 2010, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.

Foto: Snaphanen