Sakset/Fra hofta

DEN POLITISKE DEBAT drejer sig normalt om konkrete problemer. Når samfundet oplever et eller andet, som truer dets fortsatte orden, så er det nødvendigt at diskutere, hvad der skal gøres for at imødegå krisen og få udviklingen tilbage på et holdbart spor.

I en sådan debat står forskellige holdninger som oftest over for hinanden.
Nogle ser finanskrisen som en anledning til, at staten skal være mere aktiv i styringen af den finansielle sektor – andre er imod.

Nogle vil løse trafikproblemerne ved at bygge flere motorveje, andre vil styrke den kollektive trafik. På sundhedsområdet er der nogle, som vil satse mere på privathospitaler, mens andre ønsker at styrke det offentlige sygehusvæsen.

Der er dem, som mener, at arbejdsløsheden bør imødegås ved at sænke understøttelsen for at skabe mere motivation til at søge arbejde, mens andre vil investere mere i uddannelse og omskoling af de arbejdsløse. Nogle vil have » flad skat» for at øge tilskyndelsen til at arbejde for de allerede velstillede, andre vil have en progressiv beskatning for at hindre for stor ulighed i samfundet.

På tilsvarende vis er der også forskellige holdninger til de problemer, som følger af asylpolitikken og af indvandringen i almindelighed. Den ene side vil gøre det lettere at komme igennem systemet og få opholdstilladelse, mens den anden side vil gøre det sværere og kræve, at flere asylsøgere afvises hurtigere som umiddelbart grundløse.

Den ene side ser ikke parallelsamfund som et problem, men som en multikulturel berigelse, mens den anden side søger at afværge fremvæksten af parallelsamfund med forskellige begrænsninger i retten til familiesammenføring.

Den ene side mener, at indvandrere ubetinget skal have samme rettigheder som landets oprindelige borgere, og at det derfor er uberettiget at kræve, at de skal integrere sig i det land, som de er kommet til. Den anden side mener, at en sådan politik fører til social opløsning, og kræver i stedet en stram indvandringspolitik, som skal gennemføres med det eksplicitte formål at bevare sammenhængskraften i samfundet.

DISKUSSIONEN AF sådanne konkrete politiske problemer ender i almindelighed med, at parterne har forskellige holdninger. De argumenterer ud fra forskellige politiske grundværdier. På den ene side er der dem, som vægter friheden over alt andet, og som mener, at staten bør blande sig så lidt som muligt.

På den anden side er der dem, som mener, at en sådan frihed er socialt opløsende, og at den bør begrænses af en statsmagt, som sikrer, at uligheden ikke bliver for stor.

Den strenge liberalist bruger friheden som en grundværdi, der trumfer alt. Socialdemokraten mener, at i visse fundamentale spørgsmål skal friheden trumfes af hensyn til ligheden. I dag er det en udbredt opfattelse, at menneskerettighederne trumfer alt. Men den konservative, der kender sin Burke, er uenig og mener, at et hensyn til sammenhængskraften i det eksisterende samfund ikke uden videre kan trumfes af nogle abstrakte menneskerettigheder.

Således aftegner der sig forskellige elementære ideologiske positioner i det politiske landskab. De defineres ved, at de bruger forskellige grundværdier som trumfer. Det er værdier som frihed, lighed og menneskerettigheder, som historisk set – især siden den franske revolution – har haft en central plads i den politiske diskussion i de europæiske lande.

De forskellige ideologiske positioner trækker nu hver især deres spor igennem Europas historie. De er uenige om, hvorledes grundværdierne skal vægtes i forhold til hinanden, og derfor anerkender de ikke hinandens trumfer.
Og så er det heller ikke så underligt, at diskussionen mellem dem ofte løber ud i sandet.

På den baggrund kan man som borger i et europæisk land vælge at gå ind i den politiske debatkultur ved at overtage en af de skitserede ideologiske positioner.
Det være sig liberalistens, socialdemokratens eller den konservatives.

Man kan vælge den af positionerne, som man synes bedst om, og så argumentere ud fra den – og bruge dens ideologiske trumfer i den løbende diskussion med dem, som går ind i de andre ideologiske positioner.

MEN MAN KAN OGSÅ VÆLGE at gøre noget andet. Man kan vælge at gå fra politisk ideologi til politisk filosofi. Så vælger man at sætte alle de herskende politiske ideologier – samt deres respektive grundværdier – til side for at gå bag om dem.

I den proces forpligter man sig på rationalitet som grundværdi. Og man spørger rent principielt, hvorledes vi som personer, der hver især er i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne, bør indrette vort fælles samfund – specielt den politiske beslutningsprocedure.

Men man kan ikke få grund under besvarelsen af dette spørgsmål, uden at man først har grund under besvarelsen af det etiske spørgsmål om, hvorledes vi overhovedet bør handle i vor egenskab af personer.

Det er den vej, som jeg forsøger at gå i min nye bog Den politiske forpligtelse, som udkommer i dag. Deri begrunder jeg et rationelt etisk grundprincip, som jeg kalder det etiske konsistenskrav, og hvorfra jeg deducerer de rationelle krav til, hvorledes et samfund af personer, der hver især står under etisk ansvar, bør indrette sig selv. Centralt i den deduktion står kravet om politisk ligeværdighed – og deromkring står krav om ytringsfrihed, forskningsfrihed og religionsfrihed.

DEN FILOSOFISKE AFDÆKNING af disse principielle krav til, hvorledes et samfund af personer bør indrette sig selv, er imidlertid én ting. Det er noget helt andet at realisere en sådan samfundsorden i virkeligheden. Det sidste afhænger af, om vi mennesker faktisk er rationelle nok, og det kan vi kun lære af erfaring – altså af historien.

Her har vi foreløbig lært, at det har været i den europæiske kultur, at man bedst har været i stand til at virkeliggøre nogenlunde velfungerende sekulære demokratiske samfund. Og når man ikke tror, at europæerne skulle være nævneværdigt mere rationelle end andre, så er den mest sandsynlige forklaring på dette, at europæerne har haft den fordel, at de har stået på ryggen af en religion – kristendommen – som har hjulpet dem, fordi den selv » indefra» har medvirket til at sekularisere det politiske.

Så meget bør vi forstå, når vi sammenholder filosofisk strenghed med historisk redelighed. Derfor bør almindelig sund fornuft indskærpe de europæiske lande, at de ikke bør lade kravet om religionsfrihed indbefatte et krav om, at alle religioner skal behandles ens. For i historiens lys er deres kamp for religionsfrihed bedst funderet, hvis den føres samtidig med, at de fastholder en særstilling for kristendommen.

Det er imidlertid ikke en sådan elementær klogskab, som den politiske ledelse i dagens Europa faktisk udviser.

Fordi den ikke forstår de principper, som den ønsker at forsvare, så bøjer den sig for et krav om religionslighed, som ikke hører en rationel samfundsorden til.

Dermed er den politiske elite i Europa selv med til at undergrave kristendommens særstilling i de europæiske lande – og det historiske fundament for Europas særlige evne til at opbygge sekulære, demokratiske samfund. Ikke umiddelbart nogen fremsynet politik.

Det væsentligste formål med min bog er at få filosofien ind i den politiske debat, således at rationaliteten gøres til grundværdi – dybere end frihed, lighed eller menneskerettigheder. Sker det med tilstrækkelig styrke, så bliver det også åbenbart, at de europæiske samfunds pågående forkastelse af deres egen historie står uden rationelt fundament.

Kai Sørlander er filosof og forfatter, og er aktuell med boken Den politiske forpligtelse som utkommer på Informations forlag 19. april. Sørlander har også skrevet bøkene «Forsvar for rationaliteten – Religion og politik i filosofisk perspektiv», ”Det uomgængelige” og ”Den endegyldige sandhed”, i tillegg til en lang rekke kronikker og artikler om aktuelle temaer i ledende danske medier.

Artikkelen Filosofiens rolle i den demokratiske debatkultur ble første gang publisert i Kristeligt Dagblad 19. april 2011, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.