Gjesteskribent

Selvfølgelig er det diskrimination, når Dansk Folkeparti siger nej til at give 1.600 indvandrere statsborgerskab i sidste halvdel af 2013 og ønsker at begrænse indvandringen af muslimer til Danmark. Men det er der ikke nødvendigvis noget i vejen med.

Alle stater diskriminerer på en eller anden måde. Og en stat har ret til at diskriminere i forhold til, hvem der lukkes ind.

Derfor behøver Dansk Folkepartis indfødsretsordfører Christian Langballe heller ikke lade som om, at det ikke er diskrimination, bare fordi han siger det (18/12).

Politik indebærer i sagens natur forskelsbehandling, og denne elementære sandhed var årsag til ugens chok på Christiansborg. Fra De såkaldt Konservative til Enhedslisten og videre til søsterpartierne Det Radikale Venstre og Liberal Alliance bredte forargelsen og vreden sig som løbeild. DF vil diskriminere! Forargeligt! Sindssygt! Racistisk! Christiansborg gungrede af Zenia Stampe.

Skældsordene er det nye amen i kirken.

Den kirke af enighed om dette ene, at Danmark ligesom andre europæiske nationalstater er blevet et indvandrerland – og at Danmark skal vedblive at være det. Sådan er det bare. Det er globaliseringen. Det er Det Arabiske Forår. Det er Syrien. Det er Somalia. Det er Afghanistan.

Vi lever i emigranternes epoke. Se ud ad vinduet, verden står i flammer, og verden begynder på Lampedusa.

Derfor må vi naturligvis tage imod flere indvandrere og flygtninge og bære vores del af ansvaret for Mellemøstens og Afrikas elendighed.

Vi skal om ikke se Kristus i de fremmede, så bære vores byrde uden at kny, for det er civilisationens byrde.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt denne salme. Den har forfulgt mig lige siden min barndom, og en lang tid troede jeg på den. Hvad skulle jeg ellers gøre? Den blev indpodet i mit sociale dna. Først langsomt og tøvende kom jeg frem til den erkendelse, at der var noget galt med salmen. At den rummer en dæmonisk fatalisme. At den gør nationalstaterne forsvarsløse, fordi den nægter dem at stå op for deres eget.

Når liberale i alle partier mener, at indvandring handler om økonomi og sociale forhold, overser de, at indvandring også drejer sig om kultur og religion. For kulturen og religionen, dvs. den muslimske, følger med immigrationen og forstærkes paradoksalt nok af velfærdsstaternes velvillige bistandshjælp og forsorgssystemer.

Vi producerer selv en del af de parallelsamfund, som vi er blevet beriget med i løbet af de seneste 30 år og bærer dermed en del af skylden for den misere, der allerede nu tårner sig op for vore efterkommere.

Inspireret af Torben Mark Pedersen, der for nylig blev ekskluderet fra Liberal Alliance, er det påkrævet at minde om, at det ikke er en menneskeret at få statsborgerskab. Det er et privilegium.

Det er således ikke en negativ rettighed, dvs. frihed fra forskelsbehandling, at få tildelt dansk indfødsret. Det er en positiv rettighed, noget ekstra, som man kan være heldig at få, hvis man lever op til diverse kriterier. Et af disse kriterier kan sagtens være religiøs eller kulturel baggrund.

Er det ikke racistisk?

Nej, det er ikke racistisk. Muslimer tilhører ikke en anden race end ikke-muslimer. Det er diskrimination. Og positive rettigheder hviler på forskelsbehandling.

At de politisk korrekte ikke er bekendt hermed, kan ikke overraske; de synger salmer.

At Dansk Folkeparti tilsyneladende heller ikke er, er det allermest sigende.

Også selv om Christian Langballe siger det fornuftige: Lad os integrere de mennesker, vi allerede har, i stedet for at lade indvandringen fortsætte.