Gjesteskribent

For nyligt erklærede Margrethe Vestager i vanlig radikal stil, at Tyrkiet skal være fuldgyldigt medlem af EU. Nuvel – den slags kan man vel forvente fra radikal kant. Dem om det.

Hvad synes mere foruroligende, er, at Margethe Vestager med sin erklæring tilsyneladende slår en åben dør ind. EU har nemlig allerede på en række området ad bagvejen, givet Tyrkiet adgang til EU. EU underskrev i 1980 en såkaldt associeringsaftale med Tyrkiet, som skulle bane vej for tyrkisk medlemskab.

Siden da har aftalen – heldigvis – levet en stille tilværelse; men det nedsatte associerings-råd har jævnligt udsendt retsakter, og dem er EU-domstolen begyndt at interessere sig rigtigt indgående for.

Dansk udlændingelov ophævet af EU
I den oprindelige associeringsaftale blev det aftalt, at intet EU-land måtte gøre det sværere end før indgåelsen af aftalen for tyrkere at indvandre til EU. Det var ikke i sig selv noget problem for Danmark, som først vedtog sin udlændingelov – verdens mest liberale – i 1983.

Men i sagerne Toprak (sag C-300/09) og Oguz (sag C-301/09) har EU-domsolen afgjort, at ingen regering kan rulle lempelser af udlændinge- og familiesammenføringsreglerne tilbage. Enhver lempelse, der siden 1980 er givet tyrkere i deres adgang til Danmark, vil dermed aldrig kunne tages tilbage.

Sådan blev den danske udlændingelov med ét slag fra EU-domstolen underkendt i forhold til tyrkere. Det er værd at have in mente, at de 40.000 tyrkere, der allerede i dag bor i Danmark, udgør den største enkelt gruppe af indvandrere i landet. I dette tal er end ikke engang medregnet de, som allerede har fået dansk statsborgerskab

Ret til sociale ydelser fra dag ét…
Men her stoppede EU-domstolen og Associeringsrådet ikke. For med associeringsaftalen er der hjemmel for, at EU kan begynde at optage Tyrkiet i Det indre Marked. Det indebærer, at reglerne om sociale rettigheder for vandrende arbejdstagere også ville kunne udvides til at omfatte tyrkiske indvandrere.

Associeringsrådet begyndte på den baggrund at uddele rettighederne i EU-traktaten til tyrkiske indvandrere og fik i Suråul-dommen (C-262/96) fuld opbakning. En tyrker havde fået et studievisum til Tyskland, og fik herefter lov at hente sin kone med.

Parret fik et barn, og manden fik udvidet sin opholdstilladelse til at omfatte et deltidsjob på 14 timer, forudsat, at han stadig studerede på fuld tid. Men var parret efter EU-retten også berettiget til at kræve, hvad der i Danmark svarer til børnechecken?

Her mente EU-domstolen, at associeringsaftalen med Tyrkiet “forbyder en medlemsstat at kræve, at en tyrkisk arbejdstager … skal have en selvstændig, ubegrænset opholdstilladelse … for at han kan tildeles børnetilskud til sit barn, som bor hos ham i den benævnte medlemsstat, mens det i denne forbindelse alene kræves af medlemsstaternes egne statsborgere, at de har bopæl dér.”

Med andre ord kunne den gamle aftale af Domstolen bruges til at give en tyrker med lovligt ophold i en medlemsstat samme ret til sociale ydelser, som de borgere, der er født og opvokset i landet. Fuldstændig som det gælder EU-borgere.

Hvilke ydelser?
Nu er børnecheck én ting. Og det stopper selvsagt ikke der. Thi Domstolen har i senere sager som Vetsouras (sag C-22/08) og Koupatantze (sag C-23/08) elaboreret over, hvilke sociale ydelser EU-landene har pligt til at give tyrkere ret til.

Hvis en tyrker har lovligt ophold og kan påvise at han søger et arbejde, har han en ubetinget ret til ydelser, som har til formål at gøre det lettere for ham at få job. EU-domstolen lagde vægt på, at det er de sociale ydelsers formål, der afgør, om tyrkeren har ret til at få dem. I sagen om udbetaling af tysk arbejdsløshedsunderstøttelse lagde dommerne vægt på, at modtageren skulle være arbejdsdygtig.

Alt tyder på, at den formulering pålægger Danmark en pligt til at give tyrkere – hvis de har status som arbejdssøgende – og deres familier en absolut ret til kontanthjælp og dagpenge fra dag ét. Med det stopper ikke her.

Også andre sociale ydelser som børnepenge, boligsikring, uddannelsesstøtte osv., er man som tyrker i EU berettiget til. Og selv de begrænsninger, som kan udledes af opholdsdirektivet, har EU-domstolen med sine fortolkninger indskrænket.

Det synes derfor sandsynligt, at EU-domstolen også fremover vil gå længere i tildelingen af sociale rettigheder. I krydsfeltet mellem de frie bevægeligheder, unionsborgerskabet og forbuddet mod national forskelsbehandling, er EU-domstolen gået meget langt, hvad angår de enkelte landes sociale rettigheder, f.eks. ret til børnepenge, sygehushjælp, pensioner, uddannelsesstøtte osv., vel og mærke uden mulighed for, at medlemsstaterne kan sige fra!

Det er i den forbindelse værd at pointere, at hvis sådanne nye sociale rettigheder og ydelser blive tildelt på baggrund af en EU-borgers status som vandrende arbejdstager, vil de også gælde fuldt ud for tyrkere, som har lovligt ophold i et EU-land.

Faktum er således, at tyrkere i kraft af EU-domstolen og et associeringsråd, som de færreste europæere har hørt om, hvor de færreste ansvarlige politikere stadig er i live eller aktive vigør, og et retsgrundlag, der ikke kan ændres, i dag kan få tildelt ret til ikke bare fri indrejse i Danmark, men også til en bred vifte af sociale ydelser, som var de danske borgere.

Danmark er med et pennestrøg blevet rullet tilbage til en udlændingepolitik med regler så tossegode, at selv Socialistisk Folkeparti for længst har afskrevet dem.

De radikale kan derfor ånde lettet op – Tyrkiet er på alle væsentlige sociale og udlændingepolitiske områder i dag som medlemmer af EU. Og i den forbindelse kan De radikale endda glæde sig over, at de slap for den besværlige proces med at høre danskerne eller følge demokratiets spilleregler for at få deres ønske igennem. Det klarede EU’s dommere helt alene. Så de radikale kan sove trygt om natten – det er alle os andre, jeg er bekymret for…

 

Morten Messerschmidt representerer Dansk Folkeparti i Europa-parlamentet. Denne artikkelen stod opprinnelig i Den korte avis 25. oktober 2012. Document takker Messerschmidt for den generøse tillatelsen til å gjengi hans tekster.