Gjesteskribent

Hvor længe vil vi finde os i, at Danmark skal løbe juridisk zig-zag og lede efter smuthuller for bevare et velfærdssystem, som kommissærerne i Bruxelles og dommerne i Luxembourg åbenbart har hånd- og halsret over?

Lige nu er EU’s justits- og indenrigsministre forsamlet i Bruxelles, og et af emnerne bliver uundgåeligt den såkaldte velfærdsturisme. Den britiske regering møder op og forlanger, at dens egne minimale restriktioner på, hvem der kan indvandre og kræve sociale ydelser bliver respekteret. Og Storbritannien er ikke alene. Fra Østrig, Holland og Tyskland lyder der tilsvarende krav. Lad mig citere tyske CDU’s topjurist Günter Krings:

“Vi vil gøre det klart i vores sociale lovgivning, at ingen EU-borger, som er kommet til Tyskland for at søge arbejde, kan få kontanthjælp … Fri bevægelse dækker ikke dem, som absolut ingen udsigt har for at finde et job eller beskæftige sig selv.” (Die Welt)

Men hvad siger Danmark?

“Regeringen har nu set grundigt på Kommissionens henvendelse. Det er vores konklusion, at vi ikke kan opretholde kravet om en vis beskæftigelses- eller bopælsperiode i Danmark…”

svarede skatteminister Holger K. Nielsen, da Bruxelles truede Danmark med EU-domstolen, hvis ikke vi prompte fra dag ét begyndte at sende børnecheck til EU-børn i andre lande.

Mens 30.000 danskere har mistet retten til dagpenge, når året er omme, har vi samtidig over 7.000 EU-borgere på kontanthjælp og 6.000 EU-borgere på dagpenge – et antal, der er steget 60 procent på tre år! Her i landet er dagpengene 17.300 kr. om måneden. I Polen er en måneds dagpenge på 1.800 kr. Her vil en enlig forsørger få 14.000 kr. om måneden plus børnetilskud, børnecheck og boligsikring. I Bulgarien er 3.000 kroner om måneden en god løn for en dygtig bygningsarbejder.

SU’en er røget. Og de få restriktioner, vi har for adgangen til dagpenge, står for fald. Kravet om tre måneders medlemskab af en dansk arbejdsløshedskasse er EU-kommissionen allerede ude efter, og juraprofessor og ekspert i socialret Kirsten Ketscher siger det klart:

»Hvis EU-kommissionen forfølger denne sag helt til EU-Domstolen, så kommer Danmark til at tabe sagen med et brag. EU-reglerne på det her område er så klare, at en førsteårs-studerende på jura bør kunne afgøre den sag.«

De østeuropæere, som har arbejdet, betalt deres skat og a-kassekontingent, fortjener naturligvis deres penge. Men det er hele vores samlede velfærdssystem, som bliver belastet, når hundredtusinder af fattige østeuropæere sætter sig i bevægelse mod nordvest, med EU-domstolens ord for, at de har ret til samtlige velfærdsydelser. I Storbritannien har firmaer allerede slået sig op på at guide indvandrere fra Slovakiet, Rumænien, Bulgarien og Polen gennem socialstatens labyrinter. Forleden afgjorde en tysk domstol, som tog EU’s politik til efterretning, at et arbejdsløst rumænsk ægtepar i Nord Rhein-Westphalen, som formelt søgte arbejde, nu har ret til kontanthjælp. Hermed kan også deres børn og andre pårørende komme til Tyskland.

Er der nogen politikere, der vil påstå, at den slags aldrig bliver et problem i Danmark? Når romaerne er blevet hjemmevante, så vil de ikke være tilfredse med at tigge foran supermarkeder – ikke, når de først finder ud af, at de kan blive ledt ved hånden til de sociale kasser. Det kan jeg godt forstå, så det skal de ikke høre et ondt ord for; men det skal de EU-politikere, som har ledt os andre ved hånden ind i et formynderisk mareridt.

Så hvad gør vi i dag?

Vi støtter briterne, hollænderne og andre, som er ængstelige for deres sociale velfærd, vi står hårdnakket fast på vores restriktioner og adgangsbegrænsninger og forlanger forhandlinger på EU-plan, som sikrer dem. Vi bruger de legale muligheder, vi har i traktaten, til at udvise EU-borgere, som åbenlyst ikke er her for at arbejde. Og vi tager sag efter sag ved EU-domstolen.

Hvad gør vi i morgen?

Vi indfører endnu skrappere kriterier for at opholde sig i Danmark og endnu skrappere optjeningsprincipper for at modtage sociale ydelser. På den måde får vi de bedste indvandrere. Vi udviser en masse personer, som ikke bør være her. I mellemtiden sætter vi vore egne raske og arbejdsduelige ledige til at udføre det arbejde, som vi desværre har vænnet os til, at østeuropæerne og andre udfører. Og vi er parat til at tage sag efter sag ved EU-domstolen.

Hvad gør vi i overmorgen?

Vi nægter at følge EU-domstolens afgørelser, hvis vi mener, de krænker dansk suverænitet, og vi afholder de nødvendige folkeafstemninger for at cementere en enig, dansk stilling til det fortsatte samarbejde i EU. Vi beslutter at forlade Schengen-samarbejdet og begynder i samme øjeblik at bevogte vores grænser effektivt. Vi forlanger genforhandling om betingelserne for vores medlemskab af EU, stiller krav om nye vidtgående forbehold og undtagelser – mens vi sammen med Storbritannien, og til den tid formentlig med andre lande, forlanger en omfattende revision af traktaterne og en drastisk reduktion af EU’s kompetencer. Vi skal have et mere fleksibelt samarbejde.

Husk: Det er EU-partierne, i regering såvel som i opposition, som har lokket os længere og længere ind i bugen på et arrogant og formynderisk monster. Nu har de værsgo’ at komme med et svar på, hvordan de redder deres land – hvis de da stadig mener, at de har et.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 5. desember 2013.