Gjesteskribent

Hvordan forsøger EU-politikerne at imødegå den værste krise i EU’s historie? Ved åben diskussion og ærlig kritik? Ved at rette op på sine fejl? Nej, aldrig. EU-eliten foretrækker at smigre sig selv, at opdrage på EU’s genstridige befolkninger, håne deres nationale ønsker og følelser og true dem til at afgive mere magt til kommissærer og bureaukrater i Bruxelles.

“Europa har brug for en ny fortælling”. Sådan lyder den nyeste idé nede fra Bruxelles, og den er affødt af, at Europas økonomiske krise også er blevet en politisk krise for EU-apparatet. Mens EU-funktionærerne og politikerne i årtier har været irriteret over, at deres visioner om et føderalt Europa blev mødt med ligegyldighed fra EU’s indbyggere, så er de i disse måneder nærmest ved at gå i panik over, at den velkendte passivitet er ved at blive afløst af åben modvilje og modstand. Tilliden til EU som fælleseuropæisk institution og projekt er i frit fald i stort set alle lande, selv i EU’s egne meningsmålinger. Noget må der gøres, og det er faldet på skuldrene af en dansker, Venstres medlem af Europaparlamentet Morten Løkkegaard, at bortvejre den negative og dystre stemning med  “En ny fortælling om Europa”, velsignet af EU-kommissionens formand og søsat den 23. april i Bruxelles og netop fremlagt i går på kunstmuseet Louisiana i Nordsjælland.

Højtideligheden er foreviget på film. Her kan man se Morten Løkkegaard over for et udvalgt publikum i Bruxelles forklare ideen, der får varm velsignelse af et par EU-kommissærer med over-kommissær Barroso i spidsen. Meningen er at “genforene Europa med sine borgere”, ved at skabe en “ny vision og identitet for det europæiske projekt”. Derfor indbyder EU “kunstnere, intellektuelle, akademikere, videnskabsfolk” til at udforme “en ny vision om Europas værdier og symboler.” Det hele skal munde ud i to konferencer, i juli og oktober, og slutresultatet skal være et “fælles manifest om Europa”.

Hvorfor hænger vi os overhovedet i det? EU har jo i årtier brugt milliarder hvert år på selvfed propaganda, til at nedsætte komiteer, holde selvbekræftende seminarer, købe “eksperter” rundt om i landene, til at lave film, rædsomme EU-slips, kuglepenne, EU-musik, EU-TV, websites og tryksager?  Fordi denne “Nye Fortælling om Europa” selv er et lille men sigende eksempel på, at EU-apparatet, selv i sin dybeste krise nogensinde, ikke ejer evnen til at tage en fordomsfri debat om, hvad der er gået galt, og om stadig mere integration altid er svaret.

I “den nye fortælling” er indhold og afslutning givet på forhånd. Den vil fortælle, at der var krig i Europa, så længe nogen kunne huske, men så kom Jean Monnet og Kul- og Stålunionen, Schumann, EF, Spaak, EEC, Spinelli, det indre marked  og EU, og så blev der fred (selv om Margaret Thatcher ganske vist prøvede at ødelægge den gode stemning – hende bliver ikke opkaldt EU-paladser efter!) Og det endelige bevis er, at EU sidste år fik overrakt Fredsprisen af Nobel-komiteen, og den kan jo ikke tage fejl. Sidste kapitel i fortællingen vil være lige så gabende forudsigeligt; i det vil der stå, at når danskere, hollændere, franskmænd, irere og andre gennem tiden har stemt nej til forfatninger, fælles valuta og mere centralisme, så er det fordi de har misforstået det hele, og at EU­-apparatet bare ikke har været dygtigt nok til at “italesætte” den indlysende gode idé. Og til sidst kommer så fortællingens morale, som vil lyde, at derfor må alle europæere smelte sammen i en fælles superstat, med grænseløs omvandring og indvandring og økonomisk ensretning og planøkonomi.

Det er forudsigeligt, fordi ingen for alvor kan tro, at den skare af EU-rygklappere, som Morten Løkkegaard allerede har trommet sammen i et netværk til at formulere den “ny fortælling”, vil kritisere EU’s mål eller midler. Vil der mon komme noget overraskende fra  Peter Matjasic, præsident for European Youth Forum, som hvert år modtager 19 millioner kroner om året fra EU-kommissionen? Fra Europa Nostra’s formand Sneska Quadvlieg-Mihailovic, som årligt modtager en halv million kroner? Fra Kathrin Deventer fra European Festival Association, som er helt og holdent betalt af EU? Fra danske Per Nyholm, som aldrig har lagt skjul på, at han betragter sine landsmænd som fodslæbende, snævertsynede og provinsielle, fordi vi ikke vil have euro, pivåbne grænser og 75 millioner tyrkere ind i EU?

Hvor er de EU-kritiske politikere? Hvor er en Vaclav Klaus fra Tjekkiet, en Jens Peter Bonde fra Danmark, et par euro-skeptiske briter eller hollændere? Hvad med en EU-skeptisk tænketank som Open Europe, som endda stadig støtter britisk medlemskab? De nye tyske euro-modstandere? Næ, næ: Blandt lovpriserne af “En ny fortælling om Europa” er der ikke plads til afvigere og systemkritikere.

Den “ny fortælling” er heller ikke spor ny, men bare det seneste eksempel på, at EU har milliarder til rådighed til at købe sig sine egne forsvarere, når nu det åbenbart er så svært at opdrive spontan velvilje hos almindelige mennesker. Et lille udpluk: I 2011 skænkede EU-kommissionen over 3,2 mio. kroner til Europabevægelsen, 885.000 kr. til Unge Europæiske Føderalister, 6,8 mio. kr. til Europæisk Kvindelobby, 11 mio. kr. til Europæisk Anti-fattigdoms Netværk, 6 mio. kr. til Europæiske Borgeres Aktions-service, 825.000 kr. til Kultur Aktion Europa, 5,3 mio. kr. til AGE Platform, 5,3 mio. kr. til Eurochild, 8 mio. kr. til FEANTSA, 4,5 mio. kr. til COFACE, 5 mio. kr. til CONCORD, 4,5 mio. kr. til ALDA – til spejdere, handicappede, unge, gamle, homoseksuelle, studenter, sportsklubber, journalister, menneskeretsaktivister og til et utal af foreninger, som ofte endda overlapper hinanden i flere lag. De kalder sig “non-govermental”, altså ikke-statslige og dermed selvstændige, men de er naturligvis i lommen på det fælleseuropæiske projekt – for dine penge. Så når EU-kommissionen har brug for en ny komité eller rapport til at fordømme et land, som forsøger at stoppe grænseløs svindel og kriminalitet og ubudne gæster, så er de EU-bestukne foreninger klar til at levere varen; for de ansatte “aktivister”, kontorfolk og lobbyister skal jo gøre sig fortjent til næste års velvillige check fra EU-kommissionen, så de kan beholde deres job.

Lad os minde om, at Europa trods alt består af demokratiske lande. Med de sydeuropæiske militærdiktaturers og de østeuropæiske partidiktaturers fald har vi i dag et Europa, vi kan kalde for demokratisk. Men husk så også, at en uomgængelig forudsætning for demokrati er pluralisme. Ægte demokrati, som det er udviklet af og i den kristne, vestlige verden, er ensbetydende med, at vinderen, flertallet, ikke undertrykker sine modstandere men giver plads til modsatrettede holdninger og viser respekt for mindretallet.

Men så højt er der ikke til loftet i EU-stål- og glaspaladser eller i Løkkegaard og Barrosos eksklusive selskab af EU-entusiaster. På den måde er “En ny fortælling om Europa” ikke bare udansk, men tilmed u-europæisk.

Det er ikke kun EU-kritiske enkeltpersoner og foreninger, men hele nationer og deres folkevalgte regeringer, som kan blive lagt for had: Da den britiske premierminister David Cameron begyndte at fremføre sine borgeres mistillid til et EU, der er løbet løbsk både i økonomisk forbrug og udstedelse af direktiver, blev han og briterne mødt med rasende fordømmelser og beskyldninger fra EU-funktionærer, EU-eksperter og hele den EU-venlige presse: om opportunisme, om at fedte for den laveste fællesnævner og den indre svinehund, om britisk egoisme og enegang. Men Storbritannien – som både danskere og franskmænd i øvrigt har alt at takke for – taler ikke bare sin egen sag; vi i Danmark burde være taknemlige for, at Storbritannien som det første land med en smule vægt påpeger, at der er masser af lovgivning og politik, som Bruxelles ikke skal blande sig i, og en masse penge, som der ingen grund er til, at Bruxelles skal lægge beslag på.

Når briterne strammer reglerne for udlændinges adgang til britiske sociale ydelser og hospitaler, fordi de frygter en sand invasion af ludfattige omrejsende og rodløse eksistenser fra Rumænien og Bulgarien fra 1. januar 2014, så er det ikke fremmedhad, men en folkevalgt regering, som lever op til sin pligt til først og fremmest at tage sig af sine egne borgere. Men straks bliver der raslet med kæderne i EU-domstolen, hvor politiske aktivister forklædt som dommere står parat til at straffe enhver “dissens”, enhver afvigelse fra alt det, som enten var skrevet med småt, var uforståeligt, eller som eurokraterne fik lusket igennem i en sen nattetime.

Hvorfor er det på forhånd aldeles utænkeligt i Løkkegaards og Barrosos “Nye fortælling” at tilbageføre områder, som EU har bemægtiget sig, til medlemslandene, så borgerne kan få lov at stille nogen til ansvar for deres handlinger?

Hvorfor skal EU bestemme den type flasker, som olivenolie skal serveres i på en restaurant? Hvordan kan kommissærerne tillade sig at skælde ud på medlemslandene og forlange, at de skal tilbyde børnepasning for 90 procent af alle børn mellem tre år og den skolepligtige alder? Hvorfor skal en flok ikke-valgte embedsmænd kunne pukke på landene for at de skal indføre kønskvoter? Jo, de kan ofte henvise til, at det gik de søvnige ministre selv med til en sen nat i 2002 eller 2004; Nu fanger bordet, siger de triumferende. Men så er det også på tide at sende årvågne ministre ned til Bruxelles, som taler deres lands sag, sætter de frække kommissærer på plads og vender tilbage med problemer og forslag, som vi sagtens selv kan håndtere.

Vil Morten Løkkegaards fortælling mon indeholde en åbenhjertig beretning om det store planøkonomiske omfordelings-cirkus? Om at det er skadeligt, at EU-bureaukraternes eksistens afhænger af, at EU ophober magt og penge, som de kan drysse ud af?

Det seneste påhit er, at EU vil drysse små 50 milliarder kroner ud over hele EU for at nedbringe arbejdsløsheden blandt de unge i EU. Et ædelt formål, ikke? Men her er, hvad der vil ske – og det er lige så forudsigeligt som den “ny fortælling”: hundredvis af kommuner, fra Calabrien til Køge og fra Madeira til Happaranda vil kaste sig ind i den sædvanlige sport med at hive penge ud af Bruxelles. Derfor skal de hurtigst udpønse projekter, hvor unge arbejdsløse skal male bycykler, gøre udrangerede togvogne til økologiske drivhuse, få en gammel fiskekutter til at sejle på solenergi og mødes til erfaringsudveksling med unge arbejdsløse i andre lande. Det skal nok skabe nogle årsværk i Bruxelles og i kommunerne – bare ikke til de unge. 50 milliarder kroner er alt for lidt, og da de penge således er spildt, er de bare endnu 50 milliarder kroner, som aldrig skulle være endt i EU. Og da hovedproblemet i f.eks. Spanien og Italien er, at fagforeningerne har sikret deres medlemmer næsten livslang jobsikkerhed og dermed holder de unge ude, burde spanierne og italienerne så ikke selv løse det problem i stedet? Og hvis de nu ikke vil det, vedkommer det så i grunden danskerne eller EU?

Hvad med en “ny fortælling” om, at EU’s ikke har brug for mere af det samme? For det er som regel altsammen prøvet før. EU har nemlig også villet nedbringe arbejdsløsheden blandt de ældre med et projekt til 1,7 mia. kroner gennem Den Europæiske Socialfond. Om det siger EU’s revisorer (Den Europæiske Revisionsret, SB 25/2012): “Hverken medlemsstaterne eller EU-kommissionen er i stand til at fastslå, hvor mange ældre arbejdstagere, der har fået nye kvalifikationer eller har fundet eller beholdt et arbejde, efter at have deltaget i en foranstaltning finansieret af ESF”. ESF har opsamlet og uddelt 563 mia. kroner de sidste fem år og spredt dem fra Piræus til Porto for at gøre de ansatte i fagforeninger, kommuner, jobcentre, væksthuse og regioner glade.

Kan der strikkes en fortælling sammen, som forklarer det fornuftige i, at landene først sender milliarder til Bruxelles, for derefter at sætte en hær af offentligt ansatte til at hive nogle af pengene hjem igen i form af projekter, som ofte ikke ville blive opfundet, hvis nu ikke pengene var der? Og hvortil medlemsstaten nu skal hoste op med cirka det samme beløb, for til sidst med vold og magt at få brugt alle pengene i tide. Men på hvad? Hvis EU’s egne revisorer indrømmer, at virkningen ikke kan måles, hvordan kan vi så vide, at det er alt maset værd?

Ligeså med “En ny fortælling om Europa”. Det hele ender i nogle workshops, konferencer, middage, en hjemmeside, en antologi, cocktailparties samt gruppebilleder af folkekære kommissærer ude blandt det sande, EU-glade og europæiske folk – oftest gymnasieelever, som ikke nåede at slippe væk. Det er et forløjet og forlorent billede, det ved de også selv, men det giver arbejde til endnu en masse EU-ansatte, og bagefter kan kommissærerne og deres mundskænke sige, at de virkelig har forsøgt at “italesætte” det fælleseuropæiske projekt.

Morten Løkkegaards og EU’s “nye fortælling” og den ensrettede og intolerante facon, som den bliver til på, gør i virkeligheden EU mere skade end gavn. Den er magtapparatets besked til skeptikere og kritikere om, at uanset hvad de mener eller gør, så er kursen udstukket, og den vil blive fastholdt med nye direktiver, traktater, domme og straffe. Det bliver en fortælling, som vil fremkalde mere klaustrofobi end klarhed. Det beklager vi faktisk, for der er mere end nogen sinde brug for en diskussion af, hvad der er gået galt, og hvordan vi undgår, at EU-apparatet i sin arrogance trækker det gode ved Europa med sig i faldet.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten 22. november 2013.