Gjesteskribent

Som svar på min 50-dages blog i Jyllands-Posten har EU’s propaganda-central i København, en aflægger af Generaldirektoratet for Kommunikation i Den Europæiske Union, udsendt en rundskrivelsetil de danske EU-politikere og medierne. Anledningen er, at jeg fra 4. september til 23. oktober sidste år fremdrog 87 eksempler på,  hvordan de herskende nasse-klasser, såvel i EU-apparatet som hjemme i de enkelte lande, tager vare på de billioner af hårdt indtjente skattekroner, som er blevet dem betroet, og som ophobes i og uddeles af EU-apparatet.

To og en halv måned senere  er Generaldirektoratet for Kommunikation nu klar med et modangreb, og jeg skal da indrømme, at jeg var lidt urolig, da jeg begyndte at læse Generaldirektoratets advarende cirkulære “Historier om påstået fråds og svindel”. Havde jeg begået fejl? EU er sine steder uigennemtrængelig, apparatets bestanddele utallige og anonyme, pengemængderne er enorme og deres veje fortaber sig ofte i udvalg, underudvalg, agenturer, NGO’er og formummede projekter, så det kunne da godt være gået galt.

Stor var min lettelse derfor, da jeg 10 minutter senere lagde de tre ark papir fra mig: Ud af 87 eksempler i min 50 dages blog rejser Generaldirektoratet fire (4!!!) indvendinger! Og af de fire afviser jeg lodret de tre, de bekræfter kun, hvad jeg har påpeget, men må ærgerlig erkende, at den fjerde ikke holder helt, for det var en af mine favorit-EU-fråds-historier. Den har kørt pressen rundt i et par år, men Kommissionen benægter, at have givet penge til det ramadan-respekterende EU-æsel Asino, som traskede rundt og bloggede, opladet med politisk korrekte solpaneler i Holland og med et EU-flag i… på ryggen. Asino findes skam, og han skrydede energisk for EU og europæisk mangfoldighed, men pengene kom fra Holland – hvad der dog ikke afholdt EU’s generaldirektorat for Uddannelse og Kultur fra at tage æren for ham på sin hjemmeside – nu fjernet… (Jeg må også indrømme, at det er en skrøne, at indbyggerne i den spanske by Manganese de la Polvorosa kaster et æsel ud fra kirkens klokketårn; det viste sig at være en ged. Men læs alligevel bloggen fra dag 33, 6. oktober, bare som et eksempel på utæmmet EU-glad kreativitet i Holland.)

Forresten, når jeg nu bliver mindet om det: Hvad skal vi i grunden med et “Europæisk År til Interkulturel Dialog”, som EU brugte 52 millioner kroner på, uanset om nogle af pengene gik til økologisk grøntfonder til Asino eller ej?

Generaldirektoratet angriber også min “1,4 mia kr. til spildt mælk”-blog med, at mælkeprogrammet blev forsøgt stoppet allerede i 1999, men at Rådet – altså EU-landene selv – forlangte mælkeprogrammet fortsat, nu udvidet med frugt, men at det er frivilligt at deltage.

Og hvad så? Jeg har da ikke sagt, at Rådet, altså landenes ministre, ikke træffer beslutninger, som jeg ikke vil kritisere? Der sidder masser af nationale politikere, som er mindst lige så EU-centralistiske som EU’s embedsmænd. Men derfor koster det alligevel 1,4 milliarder kroner, med eller uden æbler. (blog dag 12, 15. sept.)

Generaldirektoratet indvender mod min kritik af, at britiske golfklubber og tyske Lufthansa får landbrugsstøtte (blog dag 3, 6. sept.), at landene ikke kunne blive enige, men at den slags ikke er muligt i f.eks. Holland, som har valgt at afskære ikke-aktive landmænd fra landbrugsstøtte:

“Briterne, Danmark og alle de øvrige EU-lande kunne vælge at gøre ligeså, og så var der ikke længere støtte til golfklubber og flyselskaber.”

Ja, det er fuldkommen rigtigt. Men i stedet for igen at klage over  EU’s frankofile landbrugspolitik, som jeg hjertens gerne angriber med den helt store mejetærsker, så valgte jeg at komme med et eksempel på, hvor absurd den kan håndteres. Hvis briterne selv vil betale for landbrugsstøtte til golfplæner, og bystyret ville jeg ikke blande mig i. Men de fælles penge er altså også danske penge.

Generaldirektoratet skriver, at “Det er legitimt at være uenig i den førte politik og de vedtagne prioriteter, men ikke at mistænkeliggøre lovlige programmer som fråds og svindel.”

Men jeg “mistænkeliggør” ikke; jeg angriber ligeud, at EU forærer Tyrkiet 5 milliarder kroner til at renovere tyrkiske kloakker, eller Marokko 7 millioner til en badelands-oase; jeg angriber, at EU bruger 75 millioner kroner på at rekruttere 6 borgere fra Mali til markarbejde i Spanien. Jeg angriber, at EU betaler 60 millioner kroner om året til “Europæisk Institut for Kønsligestilling”, der laver rapporter om, at kvinder i EU udleder færre drivhusgasser end mænd. Jeg angriber, at syge og sultne i Burkina Faso skal underholdes af forkælede møgunger fra en belgisk dansetrup for 3,5 millioner kroner. Og jeg angriber, at EU har pøset 12 milliarder kroner i spanske afsaltnings-anlæg, der ikke virker. Det er ikke svindel; ifølge EU er det helt lovligt og legitimt, lige efter støtte-reglerne. Men derfor er det stadig det glade vanvid.

Svindel er det, når EU mister hundreder af millioner kroner i Kosovo. Jeg beklager, at 22,5 millioner kroner til en svindel-DVD-fabrik i Italien, som EU leder efter, aldrig bliver fundet. Jeg fortæller, at ni græske professorer har held til at stjæle 60 millioner kroner fra EU; jeg skriver ikke engang, at det er EU’s skyld, at de kan slippe afsted med det, ligesom jeg heller ikke skriver, at det er EU’s skyld, at uforholdsmæssigt mange taxachauffører og kortspillere på den græske ø Zakyntos hæver invaliderente som blinde. Jeg gjorde i øvrigt opmærksom på, at den historie var en lille “pause”, en kuriositet midt i de 50 dages blog, hvor jeg fandt en græsk helt, nemlig øens borgmester.

Generaldirektoratet forsvarer sig i brevet med, at EU’s revisorer kun afslører svindel med 2 promille af EU’s budget. Jamen EU’s revisorer er kun i stand til at tage stikprøver, og EU-revisionen og anti-svindel-enheden OLAF er i øvrigt et par af de ganske få EU-organer, som jeg synes skal have flere penge. I øvrigt fandt EU’s revisorer “fejl”, og det dækker over meget, i 3,9 procent af EU’s budget for 2011.

Til sidst tak til Generaldirektoratet for Kommunikation for Den Europæiske Union for det grundige arbejde og den saglige kritik. Jeg tager ikke afstand fra æsel-historien, men opstøver i stedet nogle nye fråds-, spild- og svindelhistorier. Der er flere, hvor de første 86 kom fra, og der kommer dagligt nye til.

 

Jyllands-Posten 12. januar 2013