Gjesteskribent

Jeg bliver jævnligt opmuntret af at tænke på to kendsgerninger i dansk politisk historie. Den ene er, at Danmark i 1992 aftvang EU sine fire forbehold, den anden er, at Uffe Ellemann-Jensen ikke blev statsminister i 1998.

Med Uffe Ellemann-Jensen som statsminister ville danskerne i dag have været slæbt halvt bevidstløse ind i EU’s kerne – eller “bæstets bug”. Det ville nemlig tjene os bedst, ville den tidligere udenrigsminister have forklaret, også selv om vi ikke selv kunne fatte det lige nu, men en dag ville vi takke ham.

I sin blog i går i Berlingske beskylder Uffe Ellemann-Jensen David Cameron for at spille hasard med Storbritanniens og hele EU’s fremtid, fordi Cameron satte ord på det britiske folks stigende modstand mod det opsvulmende og omsiggribende EU-projekt. Ja, sikke en tøsedreng! Sikke et skvat! Ifølge Uffe Ellemann-Jensen skulle Cameron i stedet have gået løs på halvdelen af briterne og fortalt dem, at de er en flok egoistiske og fodslæbende øboere, som gemmer sig i tågen over Kanalen. Men i stedet lod Cameron sig kyse af “populister” og “demagoger”.

I Politiken skrev EU-professor Marlene Wind i går, at jo, David Cameron er en gammeldags populist, lige efter ordbogen. Og jeg må ud fra tidligere erfaringer konkludere, at hun også mener, at hvad David Cameron siger, er fælt “valgflæsk”, som han kaster rundt med for at “lefle for den indre svinehund”.

Men hvad nu, hvis David Cameron som statsminister – til forskel fra den statsminister, som Uffe Elleman-Jensen heldigvis aldrig blev – faktisk deler skepsis med den befolkning, der valgte ham? Hvad hvis han oprigtigt mener, at EU har indført hundreder af omklamrende love og regler, som bør afskaffes, fordi de er en byrde for europæisk produktion? Eller love, som han mener retteligt hører hjemme under britisk jurisdiktion? Hvad hvis han mener, at EU bruger milliarder af euro på sager, der ikke rager EU, og at nærhedsprincippet skal tages alvorligt? Hvis han også mener, at milliardprojekter, der ikke virker, skal lukkes ned? Måske er han enig med sine landsmænd i, at Storbritannien ikke har plads til de cirka 250.000 rumænere og bulgarere, som Migrant Watch anslår, vil indvandre til Storbritannien fra 2014 til 2019 med en skudsikker EU-tilladelse i baglommen? Hvad hvis Cameron med tiden har måttet konstatere, at kernen i det europæiske fællesskab, det indre marked, er krympet til fordel for en grandios idé om en europæisk føderation? Hvis David Cameron mener det… er han så populist?

Ifølge Lykke Friis er David Cameron først og fremmest en kræmmer, som vil afpresse EU, så briterne får nogle fordele i det indre marked. Men det var ikke den tale, jeg hørte. Jeg hørte en oprigtigt bekymret europæisk regeringsleder advare om, at hele Europa står over for en barsk økonomisk udfordring de næste årtier, men at “one size fits all” har vist sig ikke at være svaret – se bare på eurozonen. Jeg hørte en ansvarlig statsleder tale om regulering på alle felter, hvor det er nødvendigt, men også for en fri og åben økonomi, overalt, hvor det er muligt.

I disse timer viser alle de snakkende klasser Storbritannien vintervejen. Laurent Fabius, socialistisk udenrigsminister for Europas syge mand, Frankrig, sagde, at han gerne ruller den røde løber ud, når Storbritannien en dag går. Den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle sagde “Nein!”, der er intet at forhandle om. Under den slags folk fjerner EU sig fra Storbritannien og ikke omvendt. Men kansler Angela Merkel var anderledes forsonlig; udsigten til at blive ladt tilbage med et socialistisk regeret Frankrig som EU’s anden sværvægter er ikke tillokkende for en sparsommelig førstedame i en stram tysk husholdning. Eller for svenskere, hollændere, østrigere, finner og danskere, for den sags skyld.

I alt dette undrer jeg mig over, at David Camerons forslag åbenbart kun finder klangbund hos Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Kan det være rigtigt? Hvor er det traditionelle borgerlige Danmark henne?

Bevares, de mest EU-begejstrede topfolk og eks-topfolk – de der enten mener, at de har skabt EU, eller at de skylder EU – gik som ventet til angreb på Cameron og hans kætteri. Men i blog-kommentarerne under EU-Ellemanns debatindlæg i går blev han kun modsagt – og skribenterne var tydeligvis ikke Enhedsliste-vælgere – mens der var masser af opbakning til Kasper Støvring, der i sin blog drog den ultimative slutning, må jeg nok sige, nemlig britisk og dansk udmeldelse.

Hvor er I, venstrefolk og konservative? Hvorfor drager I ikke i felten sammen med Jens Rohde og Bendt Bendtsen? Er det gået op for jer, at det ikke er, hvad I normalt anser for borgerlige dyder, som er i højsædet i EU i dag? Er I begyndt at bekymre jer om nationalstaten? Er I mon begyndt at tænke, at eftersom alle traktater er skabt af mennesker, så kan de også forandres af mennesker? Jamen, så skulle I tage og lytte til David Camerons tale endnu engang. Og hvis I vil have lidt historisk baggrund, så vedlægger jeg den britiske premierminister Margaret Thatchers berømte tale til EU-magten, som hun holdt i den belgiske by Bruges i 1988. Den førte til stor opstandelse, dog ikke til EU’s undergang… den kommer af sig selv, hvis vi ignorerer David Camerons tale.

Se Thatchers tale her

Se Camerons tale i fuld længde her

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 24. januar 2013