Sakset/Fra hofta

Av Farshad Kholghi

God søndag og velkommen til ”Stikpillen”. Mit navn er Farshad Kholghi, og jeg er avisens undersøgende reporter.

Jeg var rejst til Libanon for at dække den iranske mullah-præsident, Ahmadinejads besøg i landet. Beirut myldrede med skæggede Hizbollah-mænd og deres skæggede Hizbollah-tørklædekvinder. Alle viftede de med billeder af Ahmadinejad og skreg: »Velkommen, Ahmadinejad, du er vor frelser. Du er vor fører.«

Gigantiske plakater med billeder af både Ahmadinejad, Khamenei og grundlæggeren af Den Islamiske Republik Iran, Khomeini, hang på bygningerne i Beirut.

De sekulære libanesere samt de kristne og sunnierne havde fornuftigt nok gemt sig bag lukkede døre. Mange af dem var allerede gået i gang med at pakke deres kufferter for at forlade Libanon, inden landet officielt blev udråbt som iransk provins.

Det var en meget varm dag, og tilstedeværelsen af tusinder af Ahmadinejads tilhængere gav hele byen et klaustrofobisk præg. Ahmadinejad var mere populær her blandt palæstinenserne, end han er det i Iran blandt iranerne. Hans tale var decideret uhyggelig.

Ahmadinejad truede Israel med udslettelse, og med en satanisk ihærdighed forførte han sine palæstinensiske stormtopper.

Ved siden af mig stod en meget gammel herre, der bar store, runde briller. Livets strabadser havde sat sine tydelige spor på hans rynkede ansigt. Han var iklædt et mørkt og støvet jakkesæt. Med intense øjne kiggede han på Ahmadinejad og de tusinder, der forgudede ham.

»Mig kan han ikke narre,« sagde den støvede mand. Pludselig tog han min hånd og satte sig ned på jorden.

Er du ok? Vil du have noget vand? spurgte jeg bekymret.

Han rystede på hovedet, tog mig i kraven og hev mig ned til sig.

»Han er her igen,« hviskede han mig i øret.

Hvem?

»Han er kommet tilbage. Tro mig. Jeg ved det. Mig kan han ikke narre. Ligegyldigt hvor dygtigt han maskerer sig,« sagde manden advarende uden at fortælle, hvem han snakkede om.

Jeg tror, du er dehydreret, sagde jeg og tilbød ham min vandflaske.

»Jeg siger dig, I skal vågne op. I skal åbne jeres øjne. Han er kommet tilbage.«

Hvad snakker du om? Hvem er du? spurgte jeg.

»Jeg er Historien. Tag nu dem her,« sagde han og gav mig sine store briller.

Jeg har ikke behov for briller. Ellers tak, sagde jeg.

»Jo, du har brug for disse briller. I er alle blinde. I skal åbne øjnene, og kun historiens briller vil gøre jer i stand til at se klart.« Med sine knoglede fingre rakte Historien mig sine briller. Jeg tog dem på, kiggede op og så på Ahmadinejad og hans tilhængere.

Takket være Historiens gamle briller kunne jeg se, hvem der var kommet tilbage. Det var selveste Hitler. Jeg kunne genkende ham.

Han havde nu i stedet for et lille latterligt overskæg fået et latterligt profetfuldskæg, og i stedet for nazismen havde han nu taget religionen i brug – og det med større succes. Hitler var kommet igen, og denne gang var han meget tættere på at opnå sit djævelske mål, ”Die Endlösung”.

Den gamle mand rejste sig op.

»Man siger, at historien gentager sig. Det er ikke sandt. Jeg gentager mig aldrig. Problemet er, at I mennesker vælger ikke at lære af historien. Det er jer, der gentager de samme fejltagelser om og om igen,« sagde Historien, inden han forsvandt i den heilende og blodtørstige folkemængde.

Farshad Kholghi er forfatter, foredragsholder, skuespiller og debattør. Kholghi ble født i Iran i 1971, og flyktet sammen med sin familie til Danmark i 1984. Han er forfatter av boken ”Verden er èt land”, og har medvirket i flere filmer. Farshad Kholghi er en flittig foredragsholder, og var medredaktør til antologien ”Fri Tale. Danske kunstnere om ytringsfrihed” som ble gitt ut i 2005.

Artikkelen Til møde med Historien i Beirut fra den faste spalten Stikpillen, ble publisert i Jyllands-Posten 17. oktober 2010, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.

Kholghis øvrige søndagsstikkpiller finnes her