Kommentar

Danmark har en rekke nye landsmenn med «eksotisk» bakgrunn, som er blitt dansker i sinn og sjel og virkelig greier å formidle sin bakgrunn på en kritisk måte. (Mens det i Norge ser ut til å forholde seg omvendt: De som løftes frem er de som refser Norge for å være diskriminerende og undertrykkende.)

En av dem i Danmark er libanesiske Hanna Ziadeh, som gjennomlevde borgerkrigen i all sin gru. Han endte opp med å bli tatt til fange av Hizbollah.

Det gir ham lokalkunnskapen og evne til å tolke hva han ser. Men man trenger kanskje ikke være libaneser for å stille spørsmål ved alle guidene som stiller opp ved hver bombing?

Det som vekker min mistanke og skepsis når jeg leser og hører norske journalister, er at så godt som ingen nevner at det står et velsmurt propagandaapparat klart som veileder dem.

Det er alltid noe som skurrer i en konflikt med stå sterke interesser. Det burde reflekteres i storyene, men gjør det ikke. Noe, en detalj som forteller at ting kanskje ikke er hva det utgir seg for. Men nei, slikt forekommer ikke i norske rapporter, eller nyhetsmeldinger for den del. Hva kan det komme av?

Her er alle guttene på mopeder, lett identifiserbare, hvis man vil:

Tilbage igen til Sydbeirut, til ruinerne i Al Dahiya, denne gang i arbejds medfør, hvor et dansk tv-hold skal tage billeder af ødelæggelserne. Vi bliver stoppet og spurgt, hvem vi er. Jeg svarer, men enten har jeg ikke anlagt den nødvendige underdanige tone, eller også er jeg bare uheldig.

»Ved du ikke, hvem det er, du taler med?« siger den unge beskæggede mand, med blodskudte øjne, der vidner om både dårligt temperament og mangel på søvn. For derpå at afsløre det utilslørede:

»Det er Hizbollah.«

Enhver diskussion er udelukket. Han er den tredje unge mand på scooter, der stopper ved den ødelagte bro i udkanten af Hizbollah-land, hvor vi filmer, og udspørger mig om, hvilket tv-selskab vores kamera tilhører. Ham her mener imidlertid, at vi skal have en særlig tilladelse fra Hizbollah til at filme. Et yderst urimeligt krav, al den stund det ikke er muligt at komme i kontakt med Hizbollahs ellers sofistikerede sikkerheds- og mediemaskine, eftersom den gik under jorden efter næsten to ugers unådigt luftbombardement, som jævnede alle Gudspartiets institutioner med jorden.

Men den overivrige unge mand griber vores kamera og beordrer os at følge hans scooter med vores bil. Mindre end 500 meter ind i Al Dahiya blev vi vist frem til de ansvarlige som et trofæ. Men da den ikke meget ældre, men lige så beskæggede Hizbollah-leder får at vide, at stedet, hvor vi filmede, ligger helt uden for det forbudte Hizbollah-land, den såkaldte sikkerheds-karré, blev han helt forlegen og beder os om at undskylde »denne misforståelse«. Mens vi får serveret ananasjuice, beder den unge leder fra Hizbollah os vise forståelse.

Den ivrige unge mand hilser mig farvel og siger: »Jeg håber, I kan forstå, at jeg kun gør min pligt. Vi skal passe på, at der ikke kommer israelske spioner ind.«

Besøket var tydeligvis i krigens første fase. Men ingen norsk journalist ville funnet på å skrive at de besøkte sykehus hvor det ikke fantes sårede.

En lige så hård modtagelse får vores filmgruppe en time senere, da vi besøger et offentligt hospital for at interviewe nogle af de libanesiske civile ofre. Til trods for at alle libanesiske medier taler om hundreder af sårede, får vi at vide, at hospitalet ikke har nogen sårede, og dernæst bliver vi vist ud. Vi får en forklaring på den umotiveret hårde modtagelse, da det lykkes os at besøge nogle sårede på et privat hospital i den kristne del af Beirut.

Dér bliver vi vist to sårede. Den første er en ung mand, der til forveksling ligner den ivrige scooter-kører, vi tidligere var stødt på i Al Dahiya. Han fortæller os, at han blev såret under et luftbombardement, »mens jeg kørte på min scooter og forsøgte at transportere en kvinde og hendes datter væk fra bombardementet«!

Bizarre nyheder

Denne heltedåd er mildt sagt fysisk umulig: tre personer på en scooter, to af dem med sort chador, der ræser væk fra et israelsk F16-fly igennem Al Dahiyas bombede vej, er surrealistisk. Den sårede møder min mistro med et smil og siger, »off the record«: »Du ved, at jeg kun gør min pligt.« Det vil sige: gør min del i at støtte Hizbollahs krigsbestræbelse.

Selv om man ikke kan språk og kultur, er det noen enkle spørsmål som følger logisk av fakta: Det skrytes mye av Hizbollahs sosiale arbeid. Hvordan er bevegelsen blitt så sterk? Hvordan kan den eie banker og TV-stasjoner?

Et annet viktig spørsmål: Shiaene var tidligere underdog. Nå er de top-dog. Hvordan skjedde det?

Men Hizbollah er også et laboratorie-produceret væsen, hvor fædrene er syriske og iranske efterretningstjenester, iranske oliepenge, et udbredt økonomisk og finansielt netværk opbygget og sponsoreret af Syrien under landets tre årtiers kontrol med Libanon. Ud over en milits har de givet Hizbollah tv-satellitkanaler, banker, fabrikker, hospitaler, skoler, moskeer, børneinstitutioner og alt, hvad typisk tilhører en stat.

Våbnet blev brugt til at bekæmpe Israel, skræmme Syriens fjender og give de hungrende shiiter en særstatus som »overdog« blandt Libanons konkurrerende sekter, hvor de ellers altid var »the absolute underdog«. Og samtidig blev resten af Hizbollahs aktiver udnyttet til at give partiet det nødvendige brede grundlag af tilhængere og klienter, der giver partiets påstand om at tale på vegne af Libanons over en million shiiter en vis legitimitet.

Syrien har sørget for, at centralstaten aldrig har kunnet levere det til de shiitiske områder, som enhver borger forventer af en nationalstat: sikkerhed, lighed for ret og velfærd. Selv de få goder, som staten stod for, såsom sygesikringen, strøm og vand, nåede kun frem til Libanons shiitiske provinser via leverandører, hvoraf Hizbollah var den stærkeste.

Odd Karsten Tveit, Lars Sigurd Sunnanå – hvorfor har de aldri kunnet få seg til å fortelle hvordan Hizbollah har kunnet bli så sterk? Når jeg leser at Syria har hindret sentralregjeringen i å levere strøm til shia-områdene – det skal Hizbollah ha æren for – så er det ikke bare shiaene som er blitt lurt.

At gøre sin pligt