Gjesteskribent

Et betydelig antall palestinere i Danmark tilbringer store deler av året i Libanon, hvor de kommer fra. Folk som er uføretrygdet eller sykemeldt i Danmark arbeider i Baalbek i Libanon. De drar til Danmark for å få legebehandling. Det gjelder om å få slekt til Danmark. For palestinere i Danmark er det å gifte seg med en danske noe nær forræderi mot slekt i Baalbek. Virkeligheten geares rundt hvordan man kan melke mest mulig ut av det danske systemet. Det er ikke bra for palestinernes moral og integritet, for å si det mildt. Mange palestinere skammer seg over trafikken og alt den genererer, også kriminalitet – danske mobiltelefoner gjenfinnes i Baalbek.

Også dansk sosialvesen vet om trafikken, men tier. Ingen i jobb vil uttale seg on the record til Stig Matthiesen. Sosialarbeidere på et lavere nivå identifiserer seg med klientene og ønsker ikke å leke politi, og folk høyere opp i systemet har berøringsangst. Så lenge alle sitter stille og vokter hverandre, skjer det ingenting. Medie er selvfølgelig del av denne omerta, ved ikke å skrive om misbruket.

Artikkelen sto opprinnelig i Jyllands-Posten i 2001.

Flygtninge: Lille Danmark
Mange palæstinensere med asyl i Danmark opholder sig store dele af året i det land, de i sin tid flygtede fra betalt af sociale ydelser fra Danmark. Det bekræftes af palæstinensere selv, men også af danske skolefolk, socialpædagoger, læger og kommunale chefer. De ved alle, hvad der foregår, men tør ikke stå frem og kritisere misbruget.

Af Stig Matthiesen

Det rygtes hurtigt i Lille Danmark, at der er besøg. En flok palæstinensiske unge mænd omringer os. «Kommer I fra Århus? Det gør vores mobiltelefoner også,» råber de i munden på hinanden og beretter, hvordan stjålne telefoner havner i flygtningelejren Wievel i Baalbek – en historisk by 86 km nord for Beirut i Libanon. Vi er kommet via Beirut til Lille Danmark for at undersøge forlydender, der længe har cirkuleret i flygtningekredse i København, Odense og Århus:

Mange palæstinensere med asyl i Danmark opholder sig store dele af året i det land, de i sin tid flygtede fra og lever her på sociale ydelser fra Danmark. Trafikken bekræftes hjemmefra af udtalelser af danske skolefolk, socialpædagoger, læger og kommunale chefer, der ved, hvad der foregår, men ikke har lyst til at stå frem og kritisere bedraget. Nogle forlydender går på, at der er folk, som decideret snyder det danske bistandssystem ved eksempelvis at arbejde i Libanon samtidig med, at de modtager dansk førtidspension. Andre rygter handler om, at flygtninge fra Libanon, der har fået dansk opholdstilladelse, blot udnytter de danske regler til det yderste og tilbringer en stor del af deres tid i Libanon. «Jeg ved en masse om, hvad der foregår. Fortalte jeg det, ville jeg gå Pia Kjærsgaards ærinde, og det ønsker jeg ikke,» siger en arabisk skoleleder i Danmark. Palæstinenserne rejser ikke tilbage til Libanon for at repatriere – genbosætte – sig i hjemlandet. Tværtimod kunne de ikke drømme om at opgive tilknytningen til Danmark. Det vil være for dyrt. Misbruget vækker vrede i flygtningekredse, hvor andre flygtninge, der har fået ly i Danmark og dagligt passer deres arbejde, betaler skat og i tilfælde af problemer trækker på det offentlige system, forarget ser til. Dem handler denne artikel ikke om. Den er derimod et forsøg på at afdække et misbrug, og mange, der har bidraget og bekræftet oplysninger, har krævet at være anonyme. Af hensyn til deres sikkerhed og arbejde. For få år siden vakte det opsigt, da det blev afsløret, at fortrinsvis palæstinensere søgte om at få slettet rejsebegrænsningerne i deres pas, så de kunne besøge hjemlandet, og der blev rejst politisk krav om, at flygtningenes status blev overvejet, når de uden problemer kunne rejse tilbage på ferie. Men i dag nøjes mange ikke med at holde ferie. De opholder sig store dele af året i hjemlandet. Said er kendt i flygtningelejren. Egentlig er hans postadresse 8220 Brabrand. Her har han status af førtidspensionist. Ude af stand til at passe et normalt arbejde. Men denne morgen sidder han i sin taxa i Baalbek – klar til at begynde på dagens arbejde, og han tilbyder et lift til Beirut. «I Danmark anses jeg for skør», fortæller han. Said har haft ophold i Danmark siden midt i 1980erne, men nu tilbringer han det meste af året i Libanon. Han tager kun til Danmark for at besøge sine børn og sine venner. «Jeg får pengene overført fra Danmark,» siger han. «Det er der mange, der gør.» Hvilken bank bruger du? Said har ikke lyst til at besvare spørgsmålet, og han er nervøs for, at hans identitet skal blive afsløret. Han vil heller ikke snakke mere om penge. Kun fortælle, at det er dyrt at blive syg i Libanon. «Derfor er jeg glad for, at jeg kan rejse til Danmark, hvis jeg bliver rigtig syg.» Said kører mod Beirut. Her har han et mødested, hvor han træffer andre chauffører. De har alle ét tilfælles: Officielt kan de ikke klare et arbejde i Danmark.

De dumme danskere

I flygtningelejrens lægeklinik møder vi den administrative leder Yahya Karzun, der har 10 sønner og brødre boende i Århus. Han drømmer også om et liv i Danmark. Udenfor klinikken står lægerne og ryger. En af dem reagerer øjeblikkeligt, da han erfarer, at vi kommer fra Danmark. «I er godt dumme i Danmark. Jeg kunne ikke få lov at besøge landet for at dygtiggøre mig, men hver dag lukker I alle de store idioter ind, der bare kommer til jeres land for at få penge.» Lægen vil ikke opgive sit navn. «Jeg kunne få brug for at rejse til Danmark en anden gang.» Hans kollega Mohamed Abedulla El-Haj har ikke noget imod at fortælle sit navn. Han stikker os en seddel med sit navn og spørger, om vi ikke vil invitere ham til Danmark. 600-700 fra flygtningelejren Wievel har i årenes løb fået asyl eller er blevet familiesammenført i Danmark. Folk i lejren er derfor godt orienteret om forholdene på 56. nordlig breddegrad. Det er for eksempel rygtedes, at man tjener det samme, hvad enten man arbejder eller holder fri hele dagen. Men der er også problemer. Mange i flygtningelejren beretter, at børnene og slægtninge i Danmark har problemer med misbrug og kriminalitet. Der er heller ikke mange, der har fået en uddannelse og et arbejde, oplyser de. Det er vanskeligt at opretholde det traditionelle familieliv i Danmark. Der er alt for mange fristelser – også for de unge. Og især faderens autoritet forsvinder, når han ikke længere bringer penge hjem, og de i stedet kommer fra det offentlige. Tiden går langsomt, når man sidder i en anonym betonlejlighed i enten Gellerup , Vollsmose eller Brøndby Strand og kun kan slå tiden ihjel ved dagen lang at se arabiske TV-kanaler. Derfor drømmer mange om at vende tilbage og genfinde selvrespekten, fortæller folk, der arbejder i indvandrermiljøet. Derfor vender palæstinensere tilbage til det land, de flygtede fra, uden at slippe forbindelsen til Danmark. En af dem møder vi i internetcafeen i flygtningelejren Wievel. Hussein stikker hovedet ind. Han taler dårligt dansk og har ikke lyst til at øve sig. «Han er på besøg hos sin familie,» fortæller en af de unge på arabisk til cafeens bestyrer Gassan, der oversætter. Da vi spørger Hussein hvor længe, han har været i Libanon, har han ikke lyst til at svare, men får pludselig travlt og forlader cafeen. «Jeg kender ham ikke rigtig,» siger Gassan, men det gør nogle af de unge mænd. De kan oplyse, at Hussein bor det meste af året i Libanon, selv om hans familie er blevet i Danmark. Vi får også at vide, at en af Husseins sønner i Danmark lever af at stjæle. «Når hans søn Mohammad kommer, har han penge og mobiltelefoner med,» siger de unge i cafeen og fremviser deres små Nokiaer. Overalt i flygtningelejren møder vi folk, der har forbindelser til Danmark. Brødre og søstre, som FORTSÆTTES SIDE 2

FORTSAT FRA FORSIDEN

drømmer om at komme op til de pårørende. Ældre mennesker, hvis børn sender penge, så livet trods alt bliver tåleligt. I en gammel hestestald, hvor staldinventaret er erstattet med en træseng, et lille bord og gammel sofa, ligger den 65-årige Ahmad Nasef Joma for døden. Vi besøger ham i selskab med Wievel-lejrens palæstinensiske leder Mahmmud Waked. «Burde han ikke være hos sin søn i Sønderborg?» spørger lederen, mens den syge mands kone og en datter serverer varm te. Mahmmud Waked fastslår, at den gamle mand kun er i live, fordi hans søn i Sønderborg hjælper med at skaffe penge til medicin. «Hjælp os til Danmark,» beder Ahmads kone, da vi kort efter forlader stalden. Flygtningelejren er placeret midt i Baalbek. Den blev oprettet i en tidligere fransk militærforlægning i 1948 efter uafhængighedskrigen mellem Israel og dets arabiske naboer, der medførte, at tusindvis af palæstinensere flygtede til nabolandene. Nogle af de fordrevne har boet i flygtningelejren lige siden 1948. De turister, der besøger Baalbek, opdager ikke lejren, der er Libanons mindste med omkring 3500 flygtninge. De har snarere øje for nogle af de fornemste antikke romerske bygningsværker, der er bevaret. Det store Akropolis-tempel i Baalbek er større end Parthenon i Athen, og der er anvendt sten til de romerske byggerier, som hver især vejer 1200 tons. Turister hører om en imponerende kultur og bemærkelsesværdig teknisk formåen i det andet århundrede før vor tidsregning.

Vil gøre alt for at slippe væk

Når Baalbek ellers er tikket ind på de internationale telegrambureauer, har det haft noget med en dramatisk nutid at gøre. Området er kendt som Hizbollahs højborg. Organisationen bekæmper Israels ret til at eksistere og har stået bag terrorbomber og selvmordsaktioner i Israel. Der er mange flag og symboler, der hylder Hizbollahs martyrer i Baalbek, og der var stor jubel i byen lørdag den 4. november 1995, da det rygtedes, at Israels daværende premierminister Yitzhak Rabin var blevet skudt. Ellers føler palæstinenserne ikke, at der er meget at glæde sig over i Libanon. De har status af andenklasses borgere, og der er flere end 70 uddannelser, de ikke må tage. Blandt andet som læger og advokater. «Palæstinenserne lever som pariaer i Libanon og vil gøre alt for at slippe væk,» siger en dansk dip0lomat, der har arbejdet i Mellemøsten. «Det er derfor en desperat kultur, der søger mod Danmark i jagten på et bedre liv. Folk i denne kultur er ikke dumme. De skal nok vide af at udnytte det danske velfærdssystem til yderste grænse. Deres moral er anderledes, og mange af dem, der er landet i Danmark, kender kun til krig og fornedrelse. De tænker kun på sig selv,» fastslår diplomaten. «Jeg tror ikke længere på, at palæstinensere og libanesere kan integreres i vores kultur. Kulturkløften er for stor,» siger Claus Møller, der tidligere har arbejdet som pædagog og kulturmedarbejder i Gellerup ved Århus. «De fleste har altid været presset af krig eller levet af snyd og bedrag, inden de kom til Danmark – og de slipper det aldrig.» «Det sker, at familierne tager deres børn ud af institutionerne og rejser i lange perioder. Jeg har oplevet folk, der er på overførselsindkomster og pensioner, som er væk i halve år. Hvordan de havde råd til dyre rejser og til at holde det hele gående i Danmark, kunne godt undre os. Men vi gjorde ikke noget ved det. Hvis vi begyndte på det, så ville vi ikke have en chance for at opbygge tillidsforhold til de andre forældre i institutionen og området. Palæstinensere og libanesere dækker over misbruget, og ofte hjælper landsmænd hinanden med at realisere det,» siger Claus Møller, der efter 10 års ansættelse ragede uklar med Århus Kommune, fordi han talte højt om problemerne med socialt bedrageri i det vestlige Århus. I dag arbejder han i en skolefritidsordning i en anden kommune. Tilbage i Lille Danmark drømmer de unge fortsat om få del i den danske tryghed. «Min far og mor sparer op, så de kan betale en familie, så jeg kan gifte mig med deres datter i Danmark,» siger Murad, en ung palæstinensisk mand. Hans kammerater håber også på, at de en dag kan blive gift med en palæstinensisk pige i Danmark, så de kan slippe ud af lejren. Giftermål er snart den eneste sikre billet til det forjættede land, og derfor ville det nærme sig forræderi at gifte sig med en dansker. At palæstinenserne i Danmark heller ikke stoler på, at danske piger er jomfruer, gør kun beslutningen nemmere. Drengene forsikrer, at palæstinensiske unge mænd i Danmark også henter deres brud i hjemlandet. De statsløse palæstinensere er kommet til Danmark i flere omgange. De første kom i 1970erne efter udbruddet af borgerkrigen i Libanon, der varede fra 1975 til 1991 med krigshandlinger med års mellemrum. Hver gang krigen blussede op, førte det til nye flygtningestrømme. Mod slutningen af 1980erne blev Libanon regnet for så sikkert område, at den danske regering strammede reglerne for palæstinensiske asylsøgere. Da en række flygtninge fik afslag på opholdstilladelse, besatte 78 palæstinensere Blågårds kirke den 9. september 1991. Aktionen, der varede til 31. januar 1992, sluttede først, da Folketinget vedtog den såkaldte palæstinenserlov, som sikrede de aktionerende permanent ophold i Danmark. Siden har det knebet for nye palæstinensere at slippe ind i Danmark, hvis det ikke sker via familiesammenføringer. Kir Osman har illegalt forsøgt flere gange. Vi møder ham i mørket foran frisørsalonen i flygtningelejren. Han fortæller, at hans brødre begge bor i Århus, og han har tre gange forsøgt at slippe ind i Danmark. Senest på et falsk pas for et par måneder siden. «Jeg tog til Gaza for at få et stempel, men i Tyrkiet opdagede de, at passet var falsk,» forklarer Kir Osman, der vil forsøge igen, når brødrene i Århus har sparet penge sammen. «I de sociale forvaltninger i områder med mange indvandrere er det ingen hemmelighed, at der er folk, der lever et dobbeltliv og rejser ind og ud af Danmark,» siger socialpædagogernes tillidsmand i en større dansk provinsby. Han ønsker ikke at træde frem, da han behandler fortrolige oplysninger. Torben Berg Sørensen fra Sociologisk Analyse i Århus, der står bag flere rapporter om indvandrere og integration, har denne bud på en forklaring: «Mange sagsbehandlere er så ivrige efter at have et godt forhold til deres klienter, at de gør sig mindre magtfulde. De ønsker at være ligeværdige med klienterne. De ser det som deres fornemste opgave at hjælpe indvandrere og andre svage grupper.» Denne indstilling koster dyrt, og en række sagsbehandlere, som vi har været i kontakt med til denne artikel, siger samstemmende, at det for klienter og sagsbehandlere drejer sig om at hente så mange penge som muligt ud af systemet. Samme synspunkt udtrykkes på en anden måde af den arabiske skoleleder: «Jeg ved, hvordan mine landsmænd tænker. Samvittighed og moral eksisterer ikke på samme måde i deres begrebsverden. De tænker kun på sig selv og deres nærmeste.»

Som vilde dyr

En af de danskere, der hjalp palæstinenserne under kirkebesættelsen for 10 år siden, har i dag et mere nuanceret syn på gruppen af palæstinensere, der er kommet til Danmark. Vedkommende ønsker dog ikke sit navn frem, fordi det vil skade det arbejde i belastede miljøer, som personen stadig er engageret i. «Nogle af de mennesker, som det danske system forsøger at integrere, er så destruktive og ødelagte, at der ikke er noget at gøre. De er som vilde dyr og farlige.» Det er socialrådgiverne, der har fået rollen som domptører uden nogensinde at have lært kunsten. De skal tæmme de vildeste ønsker, og samtidig skal de gennemskue, hvis der gøres forsøg på at omgå systemet. «Man skal ikke glemme, at folk bliver socialrådgivere ud fra et ædelt ønske om at hjælpe mennesker i nød,» siger en socialpædagog. Men faktum er, at mange socialrådgivere går ned, fordi de ikke kan håndtere det store pres i forbindelse med de komplicerede sager. «Sociale medarbejdere slides op af klienter, der hele tiden forsøger at snyde systemet. Mange sagsbehandlere er ikke i stand til at sige fra. De identificerer sig med de mennesker, de vil hjælpe og går ned på det,» siger en psykolog, som er tilknyttet en større dansk kommune. Udsagnet understøttes på sin egen måde af en socialrådgiver, der er opstillet for SF ved det forestående byrådsvalg i Århus. «Sagsbehandlere er ikke uddannede til at rende rundt og lege politimænd,» fastslår Niels Korfits Møller. «Hvis vi forsøger at undersøge en begrundet mistanke om socialt snyderi, så vil en forsvarsadvokat hurtigt pille det hele fra hinanden i en retssal, fordi der er så mange formelle procedurer, der skal følges.» «Selvom kommunen opfordrede os til at anmelde snyderi, så gjorde vi ikke noget ved det,» siger Claus Møller, der tidligere arbejdede i Gellerup . «Der er ingen sociale medarbejdere, der har lyst til at rende rundt og lege politibetjente. Og alle instanser mangler ressourcer. Områdekontoret i Gellerup er hængt op, og det samme er politiet – med hverdagens problemer. Der er ingen offentlig myndighed, der har overskud til at føre kontrol med snyderi og bedrag.» «Mange i Gellerup render rundt og griner af det danske velfærdssystem. De udveksler gerne højlydt mulighederne for at hente penge ud af systemet.» At Danmark har sociale ordninger, der forekommer ubegribelige i en fattig flygtningelejr i Baalbek, er Ahmed fra Hundige det levende eksempel på. Han er også flyttet tilbage. Et helt år med kone og tre børn, for han har nemlig fået betalt orlov af det offentlige og har fremlejet lejligheden syd for København. Men Ahmed, der trods sin flygtningestatus er vendt tilbage til det land, han er flygtet fra, er et eksempel på, hvad der foregår. Meget foregår så åbenlyst, at flere palæstinensere står frem og fordømmer deres landsmænds moral. Kritikken vender vi tilbage til. Først lidt om, hvad der foregår. «Proformaskilsmisser hører også til dagens orden i de arabiske miljøer,» siger Claus Møller. «Vi oplevede flere arabiske familier, hvor de lod sig proforma-skille. På den måde fik de forhøjede tilskud til børn og bolig. Jeg regnede engang ud, at en familie med tre-fire børn kunne hente yderligere 6000-8000 nettokroner om måneden på den måde. Jeg kender også historierne om at have en kone i Danmark og Libanon. Men jeg har aldrig mødt nogen, der indrømmede det.» Selv på de øverste etager i socialforvaltningerne i landets største byer kender man til problemerne. «Vi ved udmærket, at der er folk, der forsøger at udnytte systemet, og vi lapper hullerne efter bedste evne,» siger en socialchef i en større provinsby. «Bistandsklienterne har nærmest frit slag. Normeringen på kommunekontoret er ikke til efterforskning af klienterne,» siger den socialpædagogiske tillidsmand. «Vores udgangspunkt er, at vi stoler på folk – og derfor hjælper vi dem.» Det vil politikerne også. Og de har ét universalmiddel til at løse indvandrerproblemerne: Aktivering. Problemet er bare, at en række indvandrere ikke ønsker at blive aktiveret og forsøger at slippe.

Krav om falske attester

En læge, der har praksis i et område med mange indvandrere, oplever det dagligt. «Det er udbredt, at palæstinensiske kvinder vil sygemeldes, og ofte for lange perioder, så de ikke skal aktiveres eller stå til rådighed på arbejdsmarkedet.» Lægen har også hørt om tilfælde, hvor sygemeldingen skulle dække over, at kvinden ønskede at rejse med sin mand til Libanon for en længere periode, og så er det uheldigt pludselig at skulle møde på for eksempel et sprogkursus. Hvis lægen siger nej til at udstede en attest, prøver patienten hos en anden. I det sociale system har det ikke altid konsekvens at sige nej til aktivering. «Ofte stoppes udbetalingen af kontanthjælpen ikke, selv om klienterne reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi det vil forværre familiens situation yderligere,» siger Torben Berg Sørensen. Der er også læger, der ser det som deres opgave at orientere kvinderne om prævention, fordi det kan være uhensigtsmæssigt med mange børn i ofte belastede familier. Men det har ingen interesse. «De bruger store børneflokke til at holde sig fri af systemet og til at opnå større økonomisk hjælp,» konstaterer lægen, der også kender eksempler på, at de store børneflokke har gjort det nødvendigt med en ekstra kommunal indsats for at tackle problemerne. «Jeg er træt af arabere, der snyder og bedrager danske skatteborgere,» siger den 51-årige Khaled Youssef Chemali, der i dag lever i Libanon. Han har været dansk gift og boet i Danmark i lange perioder siden 1969. I 11 år var han Volvos direktør i Saudi-Arabien og personlig ven af kongefamilien. I dag importerer han hvert år omkring 2000 tons danske læggekartofler til Libanon. «Der findes palæstinensere og libanesere, der har koner i Danmark på bekvemmelighedsflag,» siger han og gør opmærksom på fordelene ved et sådant arrangement. Den palæstinensiske flygtning gifter sig med en slægtning, som hentes til Danmark. Kvinden får hurtigt en række børn, og på et tidspunkt får kommunen besked om, at ægteskabet er ophørt. Det medfører højere satser. Manden er officielt flyttet og kan sagtens have et ægteskab kørende i Libanon samtidig og pendle mellem sine forskellige hjem. «I Danmark lærte jeg også, at livet består af meget andet end materielle ting,» forklarer Khaled, der forlod Danmark efter sin skilsmisse. «Jeg endte på bistandshjælp og flyttede tilbage til Libanon for at genfinde min værdighed,» forklarer han og citerer undervejs i samtalen både Schiller, Goethe og Søren Kierkegaard.

Vrede over misbrug

Lederen af indvandrerradioen i Århus – og mægler i utallige sammenstød mellem dansk og arabisk kultur Souhail Ibrahim – er vred over sine landsmænds opførsel. «Jeg er træt af at overvære, hvordan folk fra min egen kultur misbruger og snyder det danske system. De gifter sig, lader sig skille og finder på alt muligt for at få familiemedlemmer eller andre herop, der kan få penge af de danske myndigheder. Moralen blandt mange libanesere og palæstinensere her i landet er ikke særlig høj. De accepterer ikke demokratiets spilleregler, og mange er indblandet i kriminalitet. Familierne fungerer simpelthen ikke – og de har det dårligt med deres liv her i landet. Det er også derfor at flere og flere lever et dobbeltliv mellem Libanon og Danmark. Selvom reglerne er strammet, så er det stadigvæk nemt for mange at overføre penge til Libanon og leve der det meste af året,» siger Souhail Ibrahim, der har ondt ved at tale om de landsmænd, der malker systemet. Der er også andre, der får ondt. En læge fortæller, at det ikke er ualmindeligt, at flygtninge vender tilbage efter et ophold i hjemlandet med lægeregninger, som de gerne ser, at det offentlige refunderer. I Lille Danmark i Baalbek prises det danske sundhedssystem i høje toner. Vi møder snedkeren Hussein, der trods sine 77 år stadig arbejder. Han var en af de få, der ikke talte om at komme til Danmark, men han har også en række sønner i landet, som sender penge hjem. Han fortæller, at hans søn Walid lige har været hjemme i en længere periode, men han er nu taget tilbage til Danmark, fordi han er syg og skal behandles med indsprøjtninger. Penge og lægehjælp. Det er det, der tales om alle steder i flygtningelejren ikke om kulturudveksling mellem Danmark og Libanon – mellem den vestlige og muslimske kultur. Det har Jesper Berg bemærket. Han er dansk forfatter og bosiddende i Syriens hovedstad Damaskus. Han ryster på hovedet over den danske flygtningepolitik. «Danmark griner man af hernede,» siger Jesper Berg. «Politiske flygtninge findes stort set ikke i Mellemøsten. Der er altid en sikker havn i nærheden. Det er ofte de forkerte mennesker, der søger mod Danmark, hvis lovgivning er forældet,» fastslår den danske forfatter, der har udgivet to digtsamlinger. «Flygtningeloven holder ikke. Vi mangler en immigrationslov. Det er et stort problem, at folk får alle mulige rettigheder med det samme. Der burde være en overgangsperiode, hvor de skulle klare sig selv. Det ville ændre billedet radikalt. Jeg kender mange dygtige og økonomisk stærke mennesker fra regionen, der gerne vil besøge Danmark – og ikke for at bo der. Men de kan ikke få lov. Det er katastrofalt, fordi disse vidende og venligtsindede mennesker har forståelse for – og indsigt i – vestens samfund. De kunne være med til at bygge bro til vores kultur, hvis de fik lov. I stedet får Danmark rosset. Det er ofte mennesker, der hernede ikke kan klare sig selv. For dem er Danmark det forjættede land. Er man først sluppet gennem nåleøjet, så er alting godt. Vi har set det samme med tyrkerne i Danmark. De kom ofte fra små landsbyer, hvor de ikke ejede jord eller havde mulighed for at uddanne sig. De havde ikke noget sted at tage hen – og tog så til Danmark. Vores billede af Tyrkiet eller Libanon ville have set noget anderledes ud, hvis det var ressourcestærke personer, der kom til Danmark. Vi gør os selv en bjørnetjeneste og afskærer os fra folk, der kunne bidrage med noget i vores land. Vi forpasser muligheden for vigtige kontakter til regionen. Vi får hele tiden mennesker ind, der har den forkerte indstilling til vores samfund. De starter med at platte sig igennem. Og når de så opdager, hvor let det er, tager de for alvor fat,» siger Jesper Berg.

Utilfredshed med Danmark

«Det er ikke alle dem, jeg kender, der er glade for at bo i Danmark,» siger Gassan. «Men så længe, de er der, kan de hjælpe deres familier hernede.» Gassan, der er 26 år og uddannet i engelsk litteratur og IT-videnskab fra universitetet i Beirut, drømmer om at bruge sin uddannelse i stedet for at lede en internetcafé, der ikke engang har adgang til internettet. «Drengene ville kun se porno, hvis de kunne gå på nettet,» siger bestyreren, som synes, at de unge kan bruge deres tid mere fornuftigt end glo på nøgne kvinder. Teknologien har de skam. Tag Ibrahim, der er stolt af sine 757 TV-kanaler! Han er tankpasser på hovedgaden i Baalbek. Egentlig er han sygeplejerske, men der er sygeplejersker nok. Da vi lidt senere sidder i hans stue, zapper han gennem de mange kanaler. Pengene strømmer fra Danmark til Libanon ad mange kanaler. Den helt store fidus er at have faste månedlige indtægter fra Danmark til at forsøde tilværelsen i Libanon. De rigtig dygtige er i stand til at skabe sig en tilværelse udenfor lejren – at bygge på egen grund og dermed stige i anseelse. Vi får forevist et hus, der er under opførelse i landsby syd for Baalbek. Det bliver ifølge lokale opført for danske penge, men bygherren er ikke tilstede. Han er for tiden i Danmark. I selve Baalbek er et andet hus under opførelse. Her er også danske penge indblandet. «Det er bedre at bo udenfor flygtningelejren, og der er mange, der hjælper deres forældre til det,» forklarer Mohammed og viser os indenfor. Hans to sønner i København har hjulpet med at betale og bygge huset, der endnu ikke er helt færdigt. Mohammed har ikke helt styr på, hvad sønnerne egentlig laver i Danmark, men for den gamle mand er det også ligegyldigt. «I Danmark tjener de lige mange penge med eller uden arbejde,» konstaterer han. Vi spørger, om vi må tage et billede af huset. Han giver smilende sin tilladelse, men et par andre mænd griber ind. Vi får ikke noget billede af huset, der er solidt nok til at huse familien indtil den dag, den kan vende tilbage til selve Palæstina. «De fleste af os betragter opholdet i Danmark som midlertidigt,» siger to palæstinensiske flygtninge, der begge er aktive i arabiske foreninger i Danmark. «Vi vil hjem til Palæstina, når vi en dag får vores eget land. Det er også derfor, at mange af vores landsmænd ikke er rigtigt interesserede i at blive integreret. De rejser til Libanon, når de kan komme til det. For i Danmark føler de sig ofte trådt på og nedvurderet. Mange har deres egne normer og laver deres egne regler. Med en egoistisk kultur i ryggen kan de blive en farlig cocktail.» De to flygtninge bekræfter, at de kender landsmænd, der fører et dobbeltliv med adresser i både Danmark og Libanon. Det er landsmænd, der udnytter det danske velfærdssystem til det yderste. Midt i 1990erne blev en ordning med de såkaldte forsørgerkontrakter afskaffet. Tidligere kunne flygtninge sende op til 10.000 kroner til støtte til nære slægtninge i hjemlandet og fratrække beløbet på selvangivelsen. Der var imidlertid mistanke om snyd, og skattevæsenet hører til de instanser, der ikke lader tvivlen komme den anklagede til gode. Ordningen blev stoppet på grund af mistanke om svindel. Men trafikken af penge fra Danmark til Libanon er stadig omfattende. «Der er ikke tvivl om, at mange af de penge, der skaffes via kriminalitet, ender i Libanon,» fastslår to urobetjente, der arbejder i et dansk boligområde med mange indvandrere. «Mobiltelefoner er attraktive at stjæle, og mange af dem havner sikkert i Libanon.» Betjentene har også mistanke om, at der foregår en organiseret transport af stjålne biler, som sejles til Mellemøsten.

Penge overføres med kurer

Der er også andre veje. I Lille Danmark fortæller en af de unge, at pengene fra Danmark overføres via banker og sendes pr. kurer med flyselskabet Middle East Airlines. De omtalte kurerer skal alligevel hjem på besøg. Da den unge mand bliver spurgt, om han personligt kender nogle, der optræder som kurerer, svarer han: «Ja, min bror.» Der er selvfølgelig en årsag til, at der anvendes kurer. Intet var lettere end at bede en dansk bank overføre penge til en konto i en libanesisk bank, men den slags transaktioner kan spores. Flere har fortalt, at når folk gennem længere tid opholder sig i Libanon, så er der venner og bekendte i Danmark, som har fuldmagt til at hæve på kontoen og videresende pengene – enten pr. post eller med kurer. Det er en legen kispus med myndighederne, der forsøger at kortlægge, hvem der rejser, og hvem der kommer. Det er således ikke ualmindeligt, at palæstinensere får deres pas fotokopieret i lufthavnen. Så har myndighederne en mulighed for at kontrollere, hvornår de vender tilbage. Men der er andre veje. Med Schengen-samarbejdet behøver palæstinenserne ikke længere flyve fra Danmark. Der går således jævnligt en maskine fra Berlin til Libanon. Den er kendt som grønsagsflyveren, fordi den bringer friske grønsager fra Mellemøsten til det tyske marked. En socialchef har hørt rygtet, og Souhail Ibrahim bekræfter, at mange benytter Berlin for at undgå den skærpede kontrol i danske lufthavne. I Berlin oplever flygtningene ikke samme opmærksomhed. Der kan være mange grunde til, at kurerer skal uset til Libanon. Baalbek-området er Hizbollah-land. Selv på det kort, der hænger på Palmyra Hotel, Rue Abdel Halim i Baalbek, er staten Israel ikke indtegnet. I denne del af Libanon henter organisationen kræfter og økonomisk støtte til opgøret mod jøderne. Hizbollah, der betyder Guds parti, får også støtte fra sympatisører i Danmark. Her har organisationen mange venner, hører vi. Det bekræftes på den skole i Baalbek, som organisationen driver. Den er placeret ved siden af en libanesisk militærlejr midt i byen. Vi slipper ikke ind, før vi er godkendt. «Det er især penge fra kriminalitet i Danmark, der ender hos Hizbollah,» siger en ung palæstinenser, der – hvis han fremstod med navn – ville have underskrevet sin egen dødsdom. «Pengene fra Danmark kan være med til at skabe tålelige forhold for den palæstinensiske familie i en by, der er kontrolleret af Hizbollah.» På skolelederens kontor fortæller engelsklæreren, der er palæstinenser, at libaneserne ikke støtter palæstinenserne økonomisk. «Vi får kun hjælp i Gaza og på Vestbredden, fordi libaneserne hader israelerne og gerne vil af med os, når vi får Palæstina tilbage.» Efter et par dage i området, er det tydeligt, at lokale medlemmer af Hizbollah begynder at interessere sig mere for vores færden. Hidtil er vores tilstedeværelse blot blevet registreret. Én ting er, at de unge på internetcafeen følger os ud af lejren om aftenen og tilbage til hotellet, hvor de kræver dollars. Men da vi efter et par dage konstant føler os overvåget af Hizbollah-folk, er det tid at forlade byen. Farvel til Baalbek. Sidste scene opføres i lufthavnen i Beirut. En mor med tre små velklædte drenge er dybt ulykkelig. Klokken er to om natten. Den økonomiske krise i de vestlige flyselskaber har pludselig ramt passagerer i Beirut. Kvinden, der hedder Rania, har været hjemme i Tripoli i fem måneder, og nu skal hun tilbage til Danmark. Til Korsør eller Sønderborg. Hun ved ikke, hvor hendes mand, der er arbejdsløs, befinder sig. Hun havde købt billetter til Swissair, men da selskabet gik ned, blev de byttet til det belgiske Sabena, der dagen før måtte opgive driften. Nu forsøgte hun at komme med KLM, men her accepteres Sabena-billetter ikke. Rania og sønnerne bliver tilbage.

Jyllands-Posten | 18.11.2001 _