Kommentar

Omar El-Hussein i et S-tog i København, med en kniv som han kjører inn i lysken på en annen ungdom og så vidt unngår å treffe pulsåren. El-Hussein havner i fengsel, men der møter han IS-propagandaen. Han radikaliseres, og 14. februar 2015 angriper han Krudttønden for å drepe Lars Vilks, og senere på natten synagogen i Krystalgade. Bare tilfeldigheter forhindrer at det ble en massakre begge steder. 

Bakgrunn: En dansk kvinne har bodd ni år i USA. Hun har undervist ved University of Washington i Seattle. Det er sommeren 2019, hun har med seg to barn til København, og de har ikke vært tilbake på halvannet år. Mye er forandret. Dvs. det skjer ting som får henne til å åpne øynene for hvor mye i Danmark som er forandret.

Hey, Danmark – hvad sker der for dig?

Det skjer på en metroreise. Oslo har Tjuvholmen og Aker Brygge. København har Islands brygge. Det ligger et friluftsbad midt i byen. Desiree M. Ohrbeck vil ta barna med dit. Vise dem byen.

Kupeen er fuld, sommerferien synger på sidste vers. Ét sæde er frit, det lige foran mine børn. Jeg sidder på sædet bag dem. På en station kommer en ung mand slentrende ind med sin telefon oppe ved øret, han sætter sig på rækken foran mine børn og vender sig, så han har front mod dem. Og så fortsætter han telefonsamtalen, som tydeligt handler om at sælge stoffer. Alle hører, hvad han kan tilbyde næste gang, personen i den anden ende får brug for noget.

Ohrbecks skisse er som en film. Alle som har tatt T-banen i en vesteuropeisk storby, kan forestille seg hva som skjer. Ohrbeck har en egenskap som er blitt sjeldnere. Hun bryr seg.

Ingen siger noget, faktisk dukker folk nakken yderligere over deres telefoner i et uniformt ryk, da det bliver klart, hvad der foregår. Jeg bliver vred, det her er ikke det Danmark, jeg har set frem til stolt at vise børnene. Jeg kigger insisterende på den unge mand, men han hverken sænker stemmen eller vender sig væk. Tværtimod gengælder han mit blik uden den mindste flakken.

Så sier hun de fatale ord:

Da han går forbi mig for at forlade kupeen, siger jeg: »Måske skulle du tænke på, at der er børn til stede, når du fører sådan nogle samtaler.« Han svarer: »Det tænker jeg sgu ikke så meget på,« hvortil jeg svarer: »Nej, men det skulle du måske!«

Vi husker Gro og nabokjerringene, ønsket om at folk skulle bry seg mer. Alle syntes det var morsomt og treffende sagt. Hvorfor er nabokjerringene blitt tause? Det hører vi ikke noe om. Men vi vet svaret.

På Islands Brygge Station siger min ni-årige: »Mommy, det er ham fra metroen.«

Jeg svarer: »Ja.«

Og så tænder han helt af, den unge mand: »Hvad er dit problem, dame?« snerrer han.

Styrkeforholdet: Han har rett til å bry seg med henne, men hun har ikke rett til å bry seg med ham, uansett om han selger dop åpenlyst.

Ohrbeck vet at hun er sjanseløs hvis han går løs på henne. Hun er snartenkt: Hennes eneste sjanse er å lage oppstyr så alle ser på dem.

Jeg vurderer situationen i forhold til min og børnenes sikkerhed. Jeg ved, at jeg skal tale højt, pådrage mig opmærksomhed. Jeg regner også med, at han vil reagere på, at jeg nævner ære og familie, han er mellemøstlig af udseende, som det vist hedder. Så jeg siger højt: »Du sidder og dealer drugs i metroen foran mine børn. Dét er mit problem! Hvordan ville du føle, hvis nogen gjorde det foran din søster?« Den summende metrostation bliver på ét sekund helt stille.

Ohrbeck er pisseredd, men hun klarer å opptre rasjonelt.

Han flyver op i hovedet på mig med en strakt pegefinger: »Du kan ikke bevise noget, jeg har ingenting på mig. Vil du måske ringe til politiet?« Han vender vrangen ud af bukselommerne og går truende tættere på mig, mens han læner sig ind over mig. Jeg holder min arm strakt ud, håndfladen vender fladt mod ham. Jeg ved, at en fremstrakt håndflade i visse kredse er en provokation, men jeg ønsker at markere, at jeg er den stærkeste.

»Du skal ikke stå med fingeren oppe i hovedet på mig! Og ja, det skulle være min største fornøjelse at ringe til politiet – jeg er sikker på, at de kender dig i forvejen!«

Hun overøses med skjellsord. Det er for lyst, for mange mennesker til at han tør å gjøre noe mer. Ellers er det ingen hindring at hun er dame.

Jeg trækker min telefon frem, men indser at jeg ikke vil være i stand til at ringe til politiet. Jeg er bange, og min hjerne kan med ét ikke huske min pinkode til telefonen eller nummeret til det danske politi. Mine knæskaller vibrerer voldsomt. Jeg ved, at mine rystende hænder vil afsløre mig, men jeg vil have ham til at forsvinde, og jeg vil ikke vige. Så jeg holder krampagtigt fast i telefonen.

»Din fucking kartoffel, din fucking dame…« mere hører jeg ikke.

Han har bestemt seg for å gjøre tilbaketog:

»Du skal ikke tale sådan til en voksen kvinde! Hvad bilder du dig ind!« får jeg sagt med dyb, høj og vred stemme. Han vender sig og hopper ind i en modkørende Metro, tilbage i samme retning, han kom fra. Det er slut, stationen vågner til live igen. En dame siger ud gennem mundvigen: »Godt sagt.«

En traumatiserende opplevelse. Filmskapere som Michael Haneke har i lang tid laget film om sivilisatoriske sammenbrudd: Lov og orden som bryter sammen i storbyene. Nå er det virkelighet, og vi har ikke samme behov for å se det på lerretet. Virkeligheten har en skarphet som slår kunsten.

Det sterkeste og mest nedslående ved historien er reaksjonene Ohrbeck høster hos sine venninner. De er åpenbart fra middelklassen, urbane, velsituerte, som lever det gode liv.

På vej til Islands Brygge Friluftsbad får jeg en snak med mine børn, sådan har de aldrig set deres mor før. Min yngste sagde: »Mommy, hvis han havde slået dig, så havde jeg…« og så må vi have en snak om, at det her var min kamp, ikke hans. Og en snak om, at når man ser noget, der ikke er i orden, så skal man sige fra.

Episoden danner utgangspunkt for et perspektiv på tilstanden i dagens Danmark.

På vores danmarksferie har vi siddet til mange middagsselskaber og diskuteret politik, men når talen falder på Danmark og de små, men over tid store ændringer, jeg ser i bybilledet, når vi er på besøg i Danmark, ændrer stemningen sig. Mine veninder enten vrider og vender sig eller har langhårede argumenter for, hvorfor situationen er, som den er i forhold til de forholdsregler, der har sneget sig ind i den adfærd, de udviser i det offentlige rum og de dårlige tal mht. integration på så mange parametre.

Når jeg stiller spørgsmål, der handler om integration, er der stort set ingen i min danske omgangskreds, der vil tale om, at der er problemer. Udfordringer, der i min optik har at gøre med en samfundsændring fra en homogen masse med kulturelle fælles referencerammer til en mere kulturelt mangfoldig befolkningssammensætning – nogle slår det ligefrem hen og anfægter tallenes klare sprog.

Det er dette bortvendte blikket og uviljen mot å snakke ærlig om problemene som er det mest nedslående. Vi vet politikere, akademikere, kulturelite og medier har samme holdning. «Dette orker vi ikke. La oss slippe».

Det verste er at de går inn for å udgrænse, som danskene sier – fryse ut, isolere, sensurere, boikotte og sverte de få menneskene som snakker åpent og sier at dette ikke kommer til å gå bra.

Alle har på en måte en overordnet bevissthet om hva som virkelig foregår. Hvorfor er ellers Houellebecqs romaner så populære? Det er akkurat denne klassen og disse samfunnene han skildrer.

Hva kommer disse pene, dannede livsnyterne til å gjøre? De trekker seg tilbake. De unngår metroen og forsøker å minimere risikoen for «kollisjoner». Men de kan aldri eliminere den helt, og den kan dukke opp i helt uforutsette situasjoner. Har man barn, er det mange «muligheter»:

Eller hvis vi går litt lenger opp i aldersklassene, når barna er blitt voksne og skal leve sine egne liv, dvs. gå hjem fra en tur på byen:

Sorry to say folks…., Sidder på skadestuen, er læsset af, af politiet …

Er på vej fra Gaden, ad Bispensgade, stille og roligt, kan lige nå Mac D inden jeg skal ned til toget. Helt alene…. er lidt træt. På min venstre side kommer der pludselig 3-4 sorte fyre. En af dem gør lidt nar af at jeg er træt. Siger til ham 2-3 gange at det er ikke pænt, dårlig stil, stop det shit!

Par stykker af dem siger ok, men der kommer en eller to til. Jeg bliver stående i gågaden, med den lidt hårde attityde, lader dem kredse om mig, en af dem simider sin trøje, spiller op og forsøger at lokke mig op i gyden mod C W Obels plads, vinker med hænderne; ‘ kom så’ bliver hvor jeg er. Kigger frem i gå gaden, kun venner til ham den sorte…. kigger bagud, håber på en patruljevogn eller et par stærke gutter…. ingen hjælp.
De kredser om mig, uenige om de skal eller ej…. ‘Lederen’ forsøger stadig at lokke mig op hvor der IKKE er kameraer….

Det eskalerer og inden jeg ser mig om bliver jeg slået og derefter sparket i jorden….. og vi snakker hovedet….. Tak i sorte sataner….. min indgang til jer, mit syn på at i kan integreres, skred lige der…. tak for ingenting….. jeg glemmer ikke….. jeg ved mine venner og bekendte heller ikke gør….. 👊🏻

God søndag til alle 😀🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰

I der kender mig, ved at det her er grænseoverskridende for mig og at jeg deler det der er sket efter grundige overvejelser.”

 

Fra barneskolen til uteliv og hverdag – her er en sammenheng de fleste begynner å få med seg. De får ikke noe hjelp til å sette prikk over i-en, men de fortjener i det minste at sannheten kommer frem.

Det tyter frem over hele Vest-Europa, og tempoet øker.

Dette er den egentlige grunnen til at Abid Raja gikk amok og rullet Sylvi Listhaug og Siv Jensen i brun saus. Det hagler med dårlige historier. Det gjelder å stoppe munnen på de innfødte før det er for sent.

 

Kjøp Kjell Skartveits bok her!


 

Støtt Document

Du kan enkelt sette opp et fast, månedlig trekk med bankkort:

Eller du kan velge et enkeltbeløp:

kr

Du kan også overføre direkte til vårt kontonummer 1503.02.49981

Vårt Vipps nummer er 13629

For Paypal og SMS se vår Støtt Oss-side.

Les også

-
-
-
-