Gjesteskribent

Av Farshad Kholghi

God søndag og velkommen til ”Stikpillen.” Mit navn er Farshad Kholghi, og jeg er avisens undersøgende reporter.

”Tag til Kastrup Lufthavn,” lød beskeden fra min hemmelige kilde, Deep Throat. Jeg kørte afsted. En gruppe nyankomne flygtninge fangede min opmærksomhed. En somalisk familie bestående af en kvinde, hendes teenagesøn og tre små piger. Ængstelig kiggede kvinden sig omkring. Sønnen fik øje på den eneste uniformerede mand i nærheden. Han løb hen til manden og trak ham hen til sin mor.

»We are refugees ? You Police?« sagde kvinden.

»Øh? No, I am the cleaning man,« svarede rengøringsmanden.

Det endte med, at jeg ringede 112 og tilkaldte politiet. Efter et godt stykke tid kom en stresset politibetjent løbende hen til flygtningefamilien.

»I skal selv tage til Sandholmlejren. På grund af besparelser er vores transport af nyankomne flygtninge sløjfet,« mumlede han.

Imens han var i gang med at forklare familien, hvilken bus de skulle tage, ankom en ny gruppe. Det var talebanere.

»You infidel dog!« råbte en af dem »We are refugees!«

Uden at kigge op rakte politimanden et gråt klippekort ud til dem.

»Where is Jyllands-Posten?« spurgte talebaneren.

»Oh, well? Yeah, it is in Rådhuspladsen. Nå, men nu skal jeg altså tilbage på kontoret og ordne 300 administrative opgaver,« sukkede han. Jeg satte mig bagest i bussen for at kunne følge med i det hele. Talebanerne begyndte at chikanere kvinden, fordi hun nu havde smidt sit tørklæde.

Ved et busstoppested steg en feminist op i bussen og kom i snak med den somaliske kvinde.

»Er I fra Afrika? Nej, hvor er det etnisk. Jeg er feminist og kæmper for kvindernes ligestilling.«

»Jeg flygtede fra islam i Somalia. Nu vil jeg brænde mit tørklæde – som da I brændte jeres bh’er,« sagde den somaliske kvinde lykkelig.

»Hvor er du racistisk,« sagde feministen, vendte ryggen til og lod som om, hun sov.

Ved næste busstoppested kom Abdul Wahid Pedersen, Hizb-ut-Tahrir og alle mulige andre islamistiske gæstearbejdere op i bussen. De gik straks i gang med at prædike. De kom alle op at skændes om, hvilken fraktion, der havde ret til at hjernevaske børnene.

Så steg Villy Søvndal på bussen. Da den somaliske mor bad ham om at hjælpe, pustede han sig op og sagde: »Disse mørkemænd kan skride ad helvede til.«

»Hvordan vil du konkret hjælpe os med at komme af med disse fanatikere?«

Dér trykkede Villy Søvndal på stopknappen og løb ud af bussen.

Så kom statsministeren ind i bussen. Da han hørte kvindens bøn, sagde han: »Du skal bare få dig en lejlighed i en ghetto, og så vil vi rive bygningen ned. Så vil dine problemer blive løst.«

»Men det er da ikke husene, der hjernevasker mine børn og skaber muslimske ghettoer. Det er de fanatikere, der bor i dem,« bemærkede den somaliske mor; men statsministeren havde allerede opgivet værdidebatten og forladt bussen

Da kvinden vendte sig om, opdagede hun, at hendes teenagesøn nu pludselig havde fået profetskæg, og at hendes små piger var iklædt miniburkaer. De så på deres mor og råbte i kor: »Dæk dig til, din frafaldne luder!«

Grædende og skuffet valgte kvinden at tage tilbage til Somalia. Talebanerne og deres nye medløbere stod af på Rådhuspladsen.

Og jeg forsøgte igen – uden held – at ringe til 112…

Farshad Kholghi er forfatter, foredragsholder, skuespiller og debattør. Kholghi ble født i Iran i 1971, og flyktet sammen med sin familie til Danmark i 1984. Han er forfatter av boken ”Verden er èt land”, og har medvirket i flere filmer. Farshad Kholghi er en flittig foredragsholder, og var medredaktør til antologien ”Fri Tale. Danske kunstnere om ytringsfrihed” som ble gitt ut i 2005.

Artikkelen Med bussen til Sandholm fra den faste spalten Stikpillen, ble publisert i Jyllands-Posten 31. oktober 2010, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.

Kholghis øvrige søndagsstikkpiller finnes her