Sakset/Fra hofta

Ayaan Hirsi Ali nevner sex/kjærlighet og penger som to av de områder hvor forskjellen mellom Vesten og muslimer er størst.

I Weekendavisen forteller tre muslimske kvinner deres historie til frilansjournalist Sosun Sendi. Bare navnet indikerer en interessant utvikling: avhoppere fra en lukket kultur, eller fra kulturer som gir lettere innpass i dem, representerer en «fare» i seg selv: de kan trenge gjennom og få menneskene i tale. Det belyser hvorfor ordet «integrering» utstråler «fare» for mennesker i den lukkede kultur.

De to første unge jenter forteller om en ekstremt intolerant kultur, ikke bare overfor Danmark, men også overfor muslimer fra andre retninger eller land. En femtidig ektemann skal være fra samme gruppe som en selv. Med en slik innstilling blir dansker til vesener på en annen planet.

Kulturrelatvister liker å sammenligne med ekteskapsmønstre på bygdene i «gamle dager». Enhver som beskjeftiger seg med dagens integrasjonsproblemer vil se at de er av en helt annen kategori.

Det skumle er at utviklingen går i feil retning. Etter hvert som ungdommene vokser til skilles veiene, og særlig kvinnene passes på, ikke bare fysisk. De tvinges til å godta at Danmark, Norge dvs. friheten ikke er for dem.

Den tredje kvinnen i artikkelen er mest interessant. Hennes families utvikling illustrerer hva Christopher Caldwell har skrevet om: hvordan islam har våknet hos mennesker som var ganske sekulære da de kom til feks. Danmark. Interessant nok spilte revolusjonen i Iran en stor rolle for faren. Denne messianismen blant muslimer hører vi svært lite om i offisielle medier, til tross for at den er lettforståelig for en kristen.

»Jeg blev en almindelig borger«

Halime Oguz – 39 år, specialestuderende, fraskilt, et barn, kurdisk afstamning. Hennafarvet krøllet hår. Grøn top, grå habitjakke.

»Tyrkiske piger er mere frie i en tyrkisk storby end i en dansk mellemstor by som Odense.
Hvilke forbilleder kan en indvandrerpige have, som ønsker frihed i Danmark? I Tyrkiet er der mange forbilleder.

Jeg kom til Danmark fra Tyrkiet som femårig i 1976. Min far var en klassisk gæstearbejder.
Han var ufattelig intelligent, og han lærte at tale flydende dansk på tre år. Han var også meget velintegreret. Jeg fik et dansk navn: Lene.

Dengang havde vi mange danske venner. Det ændrede sig dramatisk, da vi flyttede til Vollsmose.
Men det ændrede sig også, fordi der i 1979 kom en islamisering over hele Mellemøsten som følge af den iranske revolution. Den nåede også til Danmark. Min mors tørklæde kom til at se anderledes ud, min far sås pludselig i moskeen.

Da jeg var 12-13 år, fik vi tilsendt fra Tyrkiet kassettebånd med tyrkiske imamer, som prædikede islam. De skræmte mig fra vid og sans. Jeg hadede de bånd og kan stadig huske dem. Men jeg begyndte selv at bede fem gange om dagen og overvejede at gå med slør.
Min far var med til at grundlægge den tyrkiske moské i Odense og begyndte at prædike der.
Førhen drak han. Hans brødre havde altid drillet ham med, hvor irreligiøs han var.

Jeg blev gift i 1988, da jeg var 17. Min mand var 24. Året efter fik vi min datter. Jeg forsøgte at tilpasse mig de andre gifte kvinder. Jeg begyndte at lave gode retter og gøre rent.

Min mand åbnede et pizzeria. Fra jeg blev gift, klippede jeg båndene til alle mine danske veninder. Jeg havde intet tilfælles med dem. Jeg blev ensom – og sulten rent åndeligt.

Efter ti års ægteskab havde jeg fået det dårligere og dårligere. Min mand gik klokken syv om morgenen og kom hjem efter midnat. Hvad skulle jeg lave? Jeg gik i stykker. Da jeg var 27, meldte jeg mig til kurser på VUC.

Så kom jalousien. Han fulgte efter mig og tjekkede mine tasker for at se, om der var noget, han kunne finde. Jeg kunne ikke sige noget positivt om danskere, uden at han blev ekstremt hidsig.

Han beskyldte mig for at ville være dansker. Han kunne heller ikke holde ud, at jeg uddannede mig og blev klogere end ham.

Jeg begyndte at hyperventilere og var hunderæd for, at han skulle dukke op på skolen og gøre noget pinligt. Han vidste nøjagtigt, hvornår jeg havde fri. Kom jeg fem minutter for sent, brød helvede løs. Da jeg havde været gift med ham i 15 år, kunne jeg ikke mere. I 2002 blev vi skilt. Det er det bedste, jeg har gjort.
Jeg holdt ud så længe på grund af omgangskredsen og familiens manipulationer. De brugte min datter mod mig. Jeg ofrede mig for familien og de traditioner, som jeg forbander langt væk.

Da jeg siden hen kom til at læse middelalderlitteratur på litteraturvidenskab, kunne jeg ikke lade være med at le. Indvandrere lever efter middelalderlige traditioner.
Jeg nåede at blive 33, før jeg fik mig et almindeligt job med lønsedler og breve i mit eget navn.

Jeg blev en almindelig borger.

Mange kvinder lider og har traumer. De kan ikke komme ud af deres ægteskaber. Der er hundredvis af eksempler. Når jeg ser de kvinder, forbander jeg traditionen. Den er så kynisk.

Hvad bilder I jer ind at tegne andres skæbne? Når man er skilt, skal man først til at passe på.

Selv om jeg er 39, kan jeg ikke hænge ud hele natten i Odense. Det ville krænke min familie, hvis det blev opdaget.

Hvis jeg vælger en dansk mand, vil der kun komme ballade. Onkler og tanter ville ringe fra Tyrkiet og hidse min mor op, og det vil også gå ud over min datter og hendes fremtid. Ingen vil fri til hende, hvis jeg er løs på tråden.

Jeg synes, det er naivt, når partier i Folketinget siger, at danskere er racister. Jeg oplever desværre mere racisme og intolerance blandt mellemøstlige indvandrere. Der er mange fordomme. Man finder i dag ingen indvandrermænd med et frisindet forhold til kvinders seksualitet. Kvinder bliver set på som et hvidt lagen: Det skal være rent, hvis de skal være mødre til hans barn. Indvandrerkvinder er selv med til at kaste de første sten. Kvinder er kvinders værste fjender. Derfor er de også bange for hinanden.

Integrationen har ikke virket. Tag til Vollsmose: Det er ikke dansk. Det er Saudi Arabien.
Selv om integration diskuteres på livet løs, ved de, der udgør problemet, det ikke. De ser ikke dansk fjernsyn eller læser danske aviser.

Håbet findes i ungdommen. Vi kan godt glemme første-og andengenerationsindvandrerne. De er fortabte. Min veninde og jeg taler ofte om, at det er tredje generation , som vil tage vores hævn.

Leder av NOAS, Norsk Organisasjon for Asylsøkere, Ann-Magrit Austenå, ble igår intervjuet om forslaget om å forby søskenbarnekteskap. Hun mente at muslimer ville oppfatte det som et angrep på en ordning som ga trygghet.

Hva slags trygghet tror hun kvinner som Lene har opplevd? Hvor mange slike skjebner må til? Eller er hun ukjent med dem? Kvinnesaken bygget nettopp på slike beretninger, og man tok konsekvensen av dem. Dagens feminister gjør det motsatte: de ikke bare undertrykker dem, eller ignorerer dem, de bruker det språket som patriarkene bruker for å rettferdiggjøre undertrykkelsen.