Gjesteskribent

Det skjer over hele Europa: liberalere som i møtet med virkeligheten rystes i sin tro og foretar en erkjennelsesreise, en ny type dannelsesreise. De må ta stilling til en rekke ubehagelige fakta, men hva er alternativet: ignorere dem? Når de kommer ut på den andre siden har de noen brutale sannheter å fortelle og det gjør dem ikke spesielt populære. Men hva er alternativet? Vesten begynner å få dissidenter i sin midte, i en helt annen betydning enn 68 og counterulture. Helle Merete Brix har møtt Andrew Anthony som skrev i Guardian og Observer.


Uskyldstabet, Muhammed-tegningerne og venstrefløjen

En samtale med den britiske forfatter Andrew Anthony

Av HELLE MERETE BRIX

Jeg befinder mig i selskab med journalisten og kommentatoren Andrew Anthony i hans nydelige hus i Killburn i London. Her har jeg opsøgt Anthony for høre om hans bog The Fallout: How a guilty liberal lost his innocense. Jeg vil vide, hvad der fik en kommentator på to af Storbritanniens venstreorienterede aviser, The Guardian og the Observer til at skrive denne politisk ukorrekte og læseværdige bog.

The Fallout
er historien om en rejse. Den er skrevet af en mand, som voksede op under elendige boligforhold i en fattig arbejderklassefamilie, hvor man har stemt Labour i generationer. Som gik på uddannelsesinstitutioner, hvor lærerne var mere optagede af at prædike venstreorienteret politik og indprente eleverne at alt er samfundet skyld end at undervise dem i pensum. Som har arbejdet undercover med taxachauffører med afghansk og iransk baggrund og følt sig chokeret over deres fjendtlighed over for det britiske samfund. Men som stort set udelod det i sin reportage til avisen. Man skulle jo nødig fremstå reaktionær.

Men 11. september bliver et wake-up call. Det samme gør væksten i radikal islam. Anthony fornemmer, at multikulturen har spillet fallit, og af at antiracismepolitik egentlig institutionaliserer racisme. Og så er der dramaet om de Muhammed-tegninger, som altså blev udslagsgivende for at Anthony skrev den bog, han ubevidst længe havde arbejdet sig hen i mod.

-Det var en besværlig og ubehagelig proces. Men jeg måtte være ærlig. Der var en masse modsætninger. De var vokset så store, at jeg ikke længere kunne ignorere dem.

Islamofobi

Multikultur og spørgsmålet om race er væsentlige temaer i The Fallout. Anthonys eget lokalområde er, som han beskriver det i bogen, et godt eksempel på, hvor opdelt dagens britiske samfund er. De fleste med immigrantbaggrund går til højre ud af den lokale undergrundsstation. Her ligger bl.a. flere af de «estates», som mange læsere sikkert kender fra britiske kriminalserier. Og i denne del af lokalområdet, som Anthony fortæller, færdes kun de mest hårdhudede unge mænd om aftenen.

Drejer man derimod – som de fleste hvide og lyshudede – til venstre ud af undergrunden, passerer man nydelige villaveje. Man kommer også forbi nogle af de islamiske institutioner, som Anthony nævner i sin bog: En lokal moské, der, helt usædvanligt, får dispensation fra de kommunale regler om parkering efter at have ladet massevis af gæster parkere kaotisk på kryds og tværs. Ved højtider forårsager de tusindvis af gæster til moskeen alvorlige støjgener for naboerne. Ingen har lyst til at klage af frygt for at blive stemplet som islamofober. De, der gør, bl.a. Anthony, får omgående dette stempel på sig.

Bålbrænding og stening

I lokalområdet ligger også Storbritanniens første stats-sponsorerede islamiske skole, Islamia School. Den er stiftet af Yusuf Islam, der engang hed Cat Stevens og var en berømt popsanger. Yusuf Islam er et meget godt eksempel på den type islamister, der, som Anthony udtrykker det, «har fundet en position i dette land». I multikulturens navn, mener han, bliver ret ekstreme og autoritære positioner billiget. Og at se «repræsentanter for venstrefløjen slutte bevidst eller ubevidst op bag sådanne grupper er meget bekymrende».

Den tidligere popsanger har forstået at positionere sig som moderat. Men allerede i 1989, fortæller Anthony, da Islam på tv blev spurgt om han ville deltage i en demonstration, hvor billeder af Salman Rushdie blev brændt, svarede han, at han kun ville deltage, hvis det var den ægte vare, der blev brændt af. Anthony selv interviewede Islam i 1997:

-Da jeg talte med ham gav han udtryk for dette synpunkt: «Ja, shariaen har bestemmelser om stening af utro kvinder, håndsafhuggelse m.m., men det sker ud fra de fredeligste grunde.» Altså, dette er altså en mand af fred og tolerance. I en ideel verden ønsker han, at disse ting skal finde sted, men kun ud fra de bedste grunde. Islam repræsenterer et interessant fænomen, for enhver uden for denne særligt islamiske kontekst ville da i venstreorienterede kredse blive opfattet som en ekstremist. Forestil dig, at en rockstjerne som David Bowie var gået over til en anden religion og havde givet udtryk for lignende synspunkter!

Hekse i sort tøj

The Fallout kommer også ind på spørgsmålet om kvindens tildækning. En dag spørger Anthonys lille datter ham, hvorfor nogle af mødrene i skolegården går klædt som hekse. Hun tænker på de muslimske mødre, der bærer ansigtsslør og sorte heldragter. Dem bliver der flere og flere af, både i skolegården i Islamia School og i datternes kommuneskole. Anthony svarer, at det har at gøre med deres religion, og at de ikke er hekse. Datteren svarer, at de skræmmer hende. Anthony svarer, at der ikke er noget at være bange for, og at de er som alle andre under tøjet.

Men egentlig ved han godt, at det ikke er rigtigt. Og hans datter kan jo selv se, at hendes far aldrig taler med disse kvinder, som han taler med de andre mødre. Anthony beslutter sig for at prøve. Han vil vide, hvorfor de går tildækket og udvælger sig nogle kvinder, der går sammen med deres mænd:

Niqab – skal holde mændene væk

-Mændene svarede og sagde, at det ikke var tilladt at tale med kvinderne. Så gik jeg til moskeen og mødte mænd, der forklarede mig, hvorfor kvinder går tildækket, endnu en surrealistisk situation. Efter mange forsøg lykkedes det mig at få en kvinde i tale i Leicester, en elskværdig kvinde, der gik helt tildækket, kun øjnene var synlige. Det viste sig, at hun arbejdede som lærer i kommunikation. Jeg kunne ikke forestille mig noget mere absurd. Det er ansigtet, vi bruger allermest til kommunikation, og af den grund har vi hundredevis af muskler i det. Det blev nægtet de teenagere, hun underviste. Skolen havde intet problem med det, de «forstod». Skolebørnene var for unge til at forstå. Men de har da også rettigheder. Diskussionen drejede sig udelukkende om hendes rettigheder.

Anthony understreger sin pointe:

-Jeg mener, folk skal have lov til at gå med, hvad de vil. Det er mit synspunkt. Men din beslutning om, hvad du er iført, påvirker dine valg. Hvis du vil være naturist, kan du ikke arbejde som kok eller i et bageri. Det accepterer vi. Det er det samme med at være helt dækket til. Så kan du ikke undervise børn, specielt ikke i kommunikation.

Den vanvittige ghettoisering

I forbindelse med diskussionen om race mener Anthony, er der skabt en art «no-go områder» i debatten. I bogen fortæller han om en afro-caribisk ven og journalist, David Matthews, der bliver fordømt i Storbritanniens sorte medier og andre steder, da han i 2004 for BBC laver dokumentarserien «The Trouble with black men». I dokumentarserien konkluderer han nemlig, at skønt racisme stadig spiller en rolle, er det slet ikke den hovedfaktor der holder sorte unge tilbage i skolen og andre steder. Fraværende fædre spiller en lagt større rolle i de unges udvikling.

-Race-diskussionen er en del af en post-kolonial debat, ihvertfald her i landet, og heraf har ideen om multikultur udviklet sig, uden at nogen egentlig har været enige om det. Jeg begyndte, både som journalist og privatperson at mistænke, at de anti-racisme politikker, der var udviklet for at bekæmpe racisme i stedet institutionaliserede racisme. Det er frygtelig ironisk, men noget der må ses nærmere på. Hvis man tror på, at race ikke har nogen betydning, er det vanvittigt hele tiden at ghettoisere folk, at insistere på, at de repræsenterer deres race, at de repræsenterer deres kulturelle og etniske gruppe. At det eneste, omverdenen har brug for at vide om dem er, hvad hudfarve eller baggrund, de har. Det er den position, jeg synes de mest aktive antiracisme-grupper indtager.

Og Anthony fortsætter:

-Multikultur opererer på den måde, at man indgår aftaler med selvudnævnte community-ledere. De definerer, hvem er medlem af gruppen, hvem er ikke, og disse mennesker synes ofte at indtage mere ekstreme positioner end gruppen. At være en god muslim skal således defineres og bestemmes af mennesker med ret ekstreme og politiske ideer. At være medlem af en speciel etnisk gruppe er at opretholde disse ideer. Ikke at være en sådan person, at være sig selv, bliver opfattet som at man «sælger ud». Måske har mennesker problemer, fordi de er har minoritetsbaggrund, men de har i stigende grad problemer med andre medlemmer af minoritetssamfundet, der vil presse dem til at være på en bestemt måde. Det skulle venstrefløjen bekymre sig om.

Wilders ingen trussel

Og hvor mener Anthony den britiske venstrefløj, som han stadig ser sig som en del af, står i dag i debatten?

-Det er vanskeligt at afgøre. Men der er åbnet for den inden for de seneste år. Der har været en række kritiske bidrag fra folk på venstrefløjen udover min bog. (Det mest kendte er formentlig Nick Cohens bog: Whats left? How liberals lost their way, red. ) Klimaet for, hvad man kan tillade sig at sige har ændret sig. Hvilken betydning disse bidrag får, er svært at sige.

Og hvad sker der fra stat og regerings side, vil jeg vide? Hvad mener Anthony for eksempel om regeringens beslutning om at nægte Geert Wilders indrejse?

-Hvad den nuværende regering foretager sig er ganske modsætningsfyldt. Det var helt forkert ikke at lukke Geert Wilders ind. Det var en politisk beslutning, der også fra en snæver politisk betragtning har skabt flere problemer, end det har løst, altså, man ville ikke lukke Wilders ind, hvorfor så denne person, der støtter terrorisme, sådan en argumentation er oppe omtrent hver uge. Jeg mener, lad dem alle komme, lad dem sige, hvad de vil, lad os have en grundig debat om det, lad os udfordre dem. Ideen om at Wilders skulle være en trussel for landet er vanvittig.

«The Fallout: How a guilty liberal lost his innocense» (Jonathan Cape, London, 2007) er kommet som paperback i efteråret 2008