Gjesteskribent

»Forståelse bør altid gå forud for fordømmelse”, skriver forfatteren, der er professor i socialantropologi ved Universitetet i Oslo. Det er en god maksime, som Eriksen endda har kursiveret. Desværre overholder han ikke sin egen regel. Han udviser ganske vist kolossal forståelse for selv ekstreme islamister (»Det er nødvendigt at anerkende fundamentalisternes ret til at være fundamentalister«) og for muslimer i almindelighed, som er »tvunget til at leve i en verden under kristent og ateistisk overherredømme«. Tvunget? Men han angriber og latterliggør alle de »etniske nordmænd«, der ser med betænkelighed på den endeløse tilstrømning af muslimer. De bruger f. eks. begrebet kultur »uproblematiseret«, ja de udgør en skamplet som nærmer sig nazisme. Det nazistiske udtryk Blut und Boden bruges flere gange. Forfatteren tilhører tydeligt nok den internationale jetset-elite, der er meget utilpas ved og i sit eget land, hvis befolkning er så provinsiel og indskrænket. Men han er også meget utilpas ved den vestlige kultur i almindelighed. Det er derfor Eriksens opfattelse, at det er på tide at få afviklet den nuværende verdensorden, hvor vesteuropæere og nordamerikanere af europæisk oprindelse har domineret verden i fem hundrede år.

En metode til en sådan afvikling af de frie og demokratiske samfund kan være masseindvandring af fattige og autoritære muslimer, mener han. Og deri har han jo ganske ret. Så vil disse samfund hurtigt bryde sammen. Eriksen gør sig store anstrengelser for at overbevise læseren om, at vestlige opfattelser af islam (minus naturligvis hans egen) blot er “fjendebilleder”, ligesom opfattelsen af de kommunistiske politistater under Den kolde Krig også var det, dvs. ikke svarede til det lykkelige liv bag pigtråden i kasernestaterne. Muslimske fjendebilleder af de vestlige demokratier indeholder derimod flere rigtige opfattelser. Hans kritik af nordmændene antager groteske former. Han er således forarget over, at indvandrere i Norge skal lære norsk, når nordmænd ikke skal lære punjabi eller somali. Han mener på den ene side, at det er umuligt at gøre op, om indvandring koster penge. På den anden side erklærer han frejdigt og uden nogen form for argumentation, at »sandheden er«, at indvandring lønner sig.

Den lille bog er stærkt docerende, og diverse kendte enkeltpersoner og det meste af det norske folk er rent bogstaveligt til eksamen i fine begreber som »kontrasterende dikomotisering« og »skismogenesens dynamik«. Snart får en person at vide, at han ville dumpe til første del hos professoren, snart at vedkommende begår både analytiske og empiriske fejl. Ja, Eriksen opstiller ligefrem som krav, at man ikke skal have ret til at ytre sig, hvis man ikke har sat sig ind i emnet. Hvem, der skal bestyre et sådant altomfattende tankepoliti, oplyses der intet om. Men jeg gætter på, at professor Eriksen skal være overeksaminator og bestyrer af censurinstitutionen, når nordmændene skal til eksamen i islam. Hans sans for proportioner viser sig ved, at han anbringer kvindelig omskæring, arrangerede ægteskaber, enkebrænding og andre kulturfænomener i samme kategori som norske 17. maj-optog, der i Danmark ville svare til grundlovsmøder. Professor Eriksen stiller også det krav til dem, der er modstandere af muslimsk masseindvandring til Europa, at vedkommende skal kunne bevise, at han eller hun »personligt har bidraget til at opbygge de moderne, velfungerende samfund vi har«. Ellers har man ingen »egoistisk ret« til at hævde et krav på en større andel af f. eks. velfærdsstatens goder end »alle mulige andre.« Igen skal man altså til eksamen, før man må åbne munden om sit eget land og dets fremtid

Eriksen skriver, at han ikke selv har bidraget med noget, og derfor heller ikke vil kræve nogen fortrinsret til de norske goder. Det lyder rimeligt nok, han er jo opsat på at få det norske samfund til at bryde sammen. Men omvendt må han jo så tilstå alle dem, der faktisk har bidraget og daglig bidrager til samfundets opretholdelse, en sådan ret. Det er interessant nok dem, der ser med stor skepsis på den ukontrollerede form for indvandring, som Eriksen så varmt anbefaler arbejdere, fiskere, bønder og alle de andre, der producerer til og servicerer det velfungerende samfund. Der står da fornuftige ting i bogen, men de er ikke just originale. F. eks. at islamisme er en (totalitær) tusindårsbevægelse som marxismen (og nazismen), som vil sætte historien i stå for at skabe et retfærdig og stabilt samfund. Og at det ikke er sikkert, at de vestlige normer skal presses ned over alle kulturer. Men når han “beviser”, at kineserne ikke egner sig til demokrati, kommer man til at tænke på dem, der for ikke så længe siden på samme måde kunne “bevise”, at russerne og en hel del andre heller ikke var egnede til eller ønskede demokrati. Bogen vrimler med falske sammenligninger og hårrejsende, enfoldige, ofte platte påstande. Den højere kriminalitet blandt muslimer forklares bl.a. med, at narkohandelen er global, og der jo er flere udlændinge end nordmænd i verden. Så er det problem løst. Værst er dog hans fuldkomne uforstand vedrørende islam og kristendom. Ved »krydslæsning« af Bibelen og Koranen kan Eriksen således bevise, at kristendommen ligesom islam og andre universalistiske skriftreligioner udgør »et lukket og statisk univers«, ude af stand til at forandre sig indefra, ja faktisk skulle islam egne sig bedre til den moderne verden end kristendommen. Herre du milde, manden har ingen som helst forståelse af, at islam for længst er blevet en afskrækkende, totalitær politisk ideologi med forfærdelige destruktive konsekvenser for de lande, hvor den hersker. Det kan oplyste muslimer ellers fortælle ham om.

Og har han aldrig hørt om forskellen på lovreligioner og kristendom? Ikke desto mindre insisterer Eriksen på, at den islamiske terror skyldes en konflikt mellem politiseret religion i begge lejre. Bogen er et skræmmende eksempel på en indbildsk intellektuel, der bag sit skrivebord sidder og herser med både sit eget land og folk samt hele verden uden i virkeligheden at have forstået ret meget. Det er ham, der skaber falske fjende- og vennebilleder. Han ville dumpe med et brag indtil flere gange, hvis han skulle til eksamen hos mig.

Thomas Hylland Eriksen: BAG FJENDEBILLEDET- islam og verden efter 11. september
Oversat af Kamilla Jørgensen 173 sider, 198 kr.
Informations Forlag, København

Opprinnelig i Jyllands-Posten 10. april 2002.