Kommentar

«Taqiyya er ”et yderst perifert begreb i islamisk teologi, men en central del af muslimhadernes verdensbillede”. (Øyvind Strømmen)

”Som i de fleste religioner finder man også i islam godt teologisk grundlag for kvindediskriminering. Mandschauvinistiske muslimer har da heller ingen problemer med at henvise til islam for at begrunde sine holdninger. Men påstanden om en gennemgående kvindefjendtlighed stemmer ikke med de observerbare fakta. Dertil er variationen mellem muslimske lande for stor”. (Lars Gule)

Det første citat stammer fra Øivind Strømmens bog ”Det Mørke Net: Om højreekstremisme, kontrajihadisme og terror i Europa”. Det andet citat stammer fra Lars Gules bog ”Ekstremismens Kendetegn: Ansvar og modsvar”. Begge bøger er skrevet i perioden efter Anders Behring Breivik. Begge skribenter var indkaldt som eksperter af Breiviks forsvar. Og begge er velkendte figurer i dagens norske debat om ekstremisme. Gule er doktor i filosofi med en fortid på den ekstreme venstrefløj. Han blev i maj 1977 anholdt på vej ud af Libanon med sprængstof i bagagen. Sprængstoffet var leveret af den marxistisk-leninistiske gruppe DFLP (Folkefronten til Palæstinas befrielse). Det skulle bringes til sprængning et sted i Israel. I bogens efterskrift skriver Gule, at han ikke ved, om han havde til hensigt at bringe det til eksplosion. 

Strømmen er journalist og var relativ ukendt før 22. juli 2011. For sit arbejde med at følge ”islamfjendtlige miljøer på nettet”, som der står på bogens flap blev Strømmen i efteråret 2011 tildelt prisen som årets freelancer. Både Gule og Strømmen er debattører, der i dag er kendt ud over Norges grænser. 



Taqiyya



Jeg vil i denne kronik overvejende koncentrere mig om, hvad Gule og Strømmen skriver om islam, islams kvindesyn, taqyiaa og islamofobi i deres respektive bøger.

Lad os først vende tilbage til taqiyya-begrebet. Også Gule kommer rundt om dette begreb i bogen. Han skriver, at taqiyya er et begreb, som shiamuslimer kunne beskytte sig ved under middelalderens forfølgelse. Var en shiamuslim truet af en sunnimuslim kunne han lade som om, han tilhørte sunnierne for at beskytte sig selv og sin familie. Sandt nok. Men så skriver Gule: ”Denne tænkning blev udviklet i islams middelalder og er et ”princip” de færreste muslimer har et forhold eller et kendskab til. Alligevel er dette begreb blevet trukket frem af islamofober som bevis på at alle muslimer er upålidelige fordi de bruger taqiyya hele tiden”.

Det er naturligvis urimeligt at mene, at man ikke kan stole på mennesker, fordi de er muslimer. Men det er til gengæld også urimeligt ikke at tillægge taqiyya vital betydning, når man ser på, hvordan de islamiske organisationer kommunikerer. Og på hvordan muslimske prædikanter og talspersoner med regelmæssige mellemrum er taget i at operere med to dagsordener: En for europæerne, en for muslimerne. Den algiersk-franske journalist Muhammed Sifaouis afsløring af Islamisk Trossamfund i Danmark under Muhammed-krisen som salafister var et eksempel på noget sådant.


Det Muslimske Broderskab



Mange islamiske organisationer inviterer udenlandske prædikanter til landet. Det sker med mellemrum, at den pågældende prædikant afsløres i at have sagt noget radikalt. Når medierne bringer det frem forklarer organisationen det ofte med, at de ikke kendte til den pågældende udtalelse. Det er efter min opfattelse taqiyya.

Jeg stødte selv første gang på begrebet hos den iranskfødte journalist og kommentator Amir Taheri, der var et øjenvidne til den iranske revolution. Igennem mange år har Taheri boet i eksil i London. I den, efter min mening bedste bog, der til dato er skrevet om den militante islamismes strategi, ”Holy Terror” fra 1987 skriver Taheri om al-Banna, grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab at han fra shia-islam havde lært at mestre taqiyaa, kunsten at skjule eller lyve om sine hensigter, ”hvornår og hvor det er passende at gøre det”. 

Blandt andre kritikere af islamismen, der også anerkender begrebet i forbindelser med de islamiske bevægelsers strategi og mål er venstrefløjsjournalisterne Caroline Fourest og Fiammetta Venner i Frankrig samt den amerikanske jurist Lorenzo Vidino, hvis kortlægning af Det Muslimske Broderskab i Europa er et værdifuldt pionérarbejde. Har Gule og Strømmen læst noget af disse forskere? For eksempel Caroline Fourest´s bog om den berømte prædikant Tariq Ramadan? Hvordan ser Gule og Strømmen på Ramadan? Mener de, han benytter taqiyya?

Gule skriver i sin bog om konspirationsteorier, der får ”næring fra muslimske organisationer som har arbejdet i det skjulte, som Det Muslimske Broderskab. Til gengæld gøres Det Muslimske Broderskab til alle islamistiske og jihadistiske gruppers mor…» Men det er Det Muslimske Broderskab vel også?



Islam – fredens eller krigens religion? 



Så er der spørgsmålet om, hvad islam er for en religion. Gule skriver i sin bog: ”Til de negative forestillinger om islam hører opfattelsen af islams aggressive og imperialistiske karakter”. Gule anklager islamofoberne for at anklage alle muslimer for ”åbenlyst eller skjult”, at arbejde for at etablere en islamisk verdensorden. Igen, det er urimeligt at mene, at mennesker arbejder for kalifatet, blot fordi de er praktiserende muslimer. Jeg benægter ikke, at Europa tæller, måske endda mange, liberale muslimer. Men islam er i sin essens både religion og politik. Juraen kommer før teologien i islam. Det er årsagen til, at der ikke findes en main-stream islamisk bevægelse i Vesten, der ikke samtidig har et politisk formål. Dette politiske formål er implementering af sharia.


Der findes naturligvis individuelle muslimer, der ikke er optaget af sharia og helst lever foruden. Ligesom der findes individuelle fredelige bevægelser som Bahai (der opstod som selvstændig religion i Iran i det 19. århundrede, red.), Ahmadiyaa og Alevi og visse sufiretninger. Men en klassisk islamisk bevægelse er både religion og politik. Forstår man ikke det, forstår man ikke meget af, hvad der sker i Europa i disse år, og hvorfor en del af europæerne med bekymring vender sig mod bønneopråb og stormoskeer.


Den islamiske identitet



Strømmen tager et sted fat på den populære amerikanske forfatter Mark Steyn, der har skrevet kritisk om udviklingen i Europa, om Malmø og Rosengård-området i byen. Jeg er enig med Strømmen i kritikken af Steyns syn på den jugoslaviske borgerkrig. Men jeg er uenig med Strømmen, når han konkluderer følgende: ”Det underligste er imidlertid Steyns forestilling om at de muslimske indvandrere i Malmø – som kommer fra en række højst forskellige lande – udgør en og samme kultur. Det er yderligere en af eurabiatænkningens grundtanker: At alle muslimer er lige”.


Men man behøver ikke dele de forestillinger, som Bat Yéor angiver i bogen Eurabia for at mene, at islamiske organisationer i Europa har et ønske om at Europa skal blive islamisk. Det er nemt at finde belæg for. At få muslimer til at finde tilbage til den rene islam, at rense religionen for kulturelle og etniske særpræg, er blandt andet Det Muslimske Broderskabs intention. Det er denne udgave af islam, der vokser i Europa i dag. Er Strømmen uenig?



Islamofobi og kvindeundertrykkelse



Gule skriver om islamofobi og islamofober. Men hvor skal vi placere for eksempel islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali? Nedenstående citat er fra et aktuelt interview i Kristeligt Dagblad:  

”Jeg vil mene, at de alle handler om ét og det samme i den forstand, at de udspringer af det samme. Nemlig en politisk ideologi indlejret i en 1400 år gammel religion og kultur, der ikke giver plads til kritik af sine grundlæggere og de hellige tekster”. ( http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/478857:Udland–Vesten-maa-i-gang-med-det-haarde-arbejde-at-forsvare-sine-egne-vaerdier )

Er Hirsi Ali islamofob? Hirsi Ali er også skarp i sin kritik af islams kvindesyn. Hvem har ret, Hirsi Ali´erne eller Gulerne? De forskellige muslimske lande har lovgivning, der i større eller mindre grad lænser sig op af det islamiske lovkompleks, sharia, der spiller en stor rolle i familielovgivningen og i spørgsmålet om kvindens frihed. Men ingen har vovet fuldstændig at afskaffe den. Det er heller ikke svært at finde belæg for kvindeundertrykkelse i islams skrifter, den er indbygget i religionen. Her kunne det være vigtigt at nævne den betydning som hadith har, ikke mindst hadith-samlerne Bukhari og Muslim, også i dag. Eller præcisere forskellen på for eksempel kristendommen og islam. Med et aktuelt citat af Salman Rushdie: ”Biblen er narrativ, koranen er først og fremmest instruktiv.”  ( http://politiken.dk/kultur/boger/interview_boger/ECE1761609/salman-rushdie-jeg-skal-leve-til-jeg-doer/ ) 


De frafaldne



Ayaan Hirsi Ali er frafalden, det samme er forfatteren Ibn Warraq. Ibn Warraq skrev i 1994 Bogen ”Derfor er jeg ikke muslim”. Gule har skrevet forordet til den norske udgave, der udkom i 2003. Jeg har ikke læst Gules forord men til gengæld selve bogen. Warraq skriver i sit forord: (Jeg citerer her fra den danske udgave fra 2004): ”Det er sjældent, at man i sin levetid har en lejlighed til at vise på hvilken side, man står i en sag, der drejer sig om liv og død. Rushdie-sagen og islams fremgang er sådanne sager, og denne bog er mit standpunkt.”
   Warraq taler altså ikke om islamismen, men om islam. Er Warraq islamofob? Er den britiske forfatter Fay Weldon, der skrev forordet til den danske udgave islamofob? Hun blev stemplet som en sådan i 1999 af en pamflet udgivet af den britiske organisation Runnymede-fonden. På grund af følgende linier, skrevet under Rushdie-affæren: ”Jeg tror ikke, at Koranen er et fornuftigt digt at basere et nutidigt samfund på”. Og skal islamofober i dagens Norge og Europa dømmes ude af den gode, politiske samtale?

For undertegnede, der begyndte at skrive kritisk om islam i Europa allerede før 11. september, er der sket en beklagelig udvikling blandt en række af islamkritikerne. Folk, der tidligere virkede afbalancerede i deres kritik har pludselig noget pænt at sige om for eksempel English Defence League og beslægtede grupper. Sådanne grupper, som er beskrevet i rigt mål i Strømmens bog, har jeg ingen sympati for. Ligesom begge skribenter kan referere til en ofte forfærdelig debat på nettet. Men jeg savner en forståelse hos både Gule og Strømmen for befolkningernes nervøsitet over islams fremgang i Europa, skepsis over for promoveringen af det arabiske sprog, bønneudråb med mere. Her mener jeg begge skribenter er hæmmet af en mangel på viden om, hvad islam er.  



Lars Gule: Ekstremismens Kjennetegn: Ansvar og motsvar. Spartacus, 2012, Oslo. 



Øyvind Strømmen: Det Mørke Nettet: Om høyreekstremisme, kontrajihadisme og terror i Europa”. Cappelen Damm, 2011, Oslo.



Helle Merete Brix er journalist og forfatter til blandt andet bogen Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa