Gjesteskribent

Denne kronik stiller skarpt på organisationen Det Muslimske Broderskab. Min indfaldsvinkel er, at broderskabet er dødsensfarligt for såvel de muslimske landes egne ikke-islamistiske indbyggere som for vesterlændinge.

Min påstand strider imidlertid imod den dominerende diskurs i den danske debat, formuleret fx af Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen:

«Danmark skal ikke på forhånd afvise at støtte egyptiske partier med en religiøs baggrund, hvis de blot støtter demokratiet og retsstaten».

Ifølge Aastrup Jensen skal Vesten «kun afvise at støtte Det Muslimske Broderskab, hvis det ikke står for demokrati, frihed, religionsfrihed og ytringsfrihed». Michael Aastrup Jensen kender tydeligvis ikke til begrebet » taqiyya».

Det går kort ud på, at i religiøse og politiske spørgsmål kan en muslim være forpligtet på at udøve taqiyya ( forstillelse, omformning), så man skjuler egne hensigter og holdninger. Forstillelsen skal blot fremme sagen. Det Muslimske Broderskab er en mester i denne tilsløringsstrategi.

Når det fremmer broderskabets interesser at synge trylleordene demokrati, religions-og ytringsfrihed, gør brødrene det. Broderskabets sandhedsbegreb er nemlig et andet end det, vi er opfostret med i Vesten. I parentes bemærket er jeg ikke ude i et moralsk ærinde -jeg konstaterer blot fakta.

Italienskfødte Lorenzo Vidino er ekspert i islamisk terrorisme i Europa. På dansk grund er han bl. a. kendt for bogen «Al-Qaeda i Europa» (2006). I det følgende trækker jeg bl. a. på hans gennemgang af Det Muslimske Broderskab, som siden sin grundlæggelse i 1928 har haft afgørende ind-flydelse på det politiske liv i Mellemøsten.

Broderskabet arbejder under mottoet:

Allah er vort mål. Profeten er vor leder. Koranen er vor lov, og Jihad er vor vej. At dø for Allah er vort højeste håb.

Vi har altså her at gøre med en ideologi, hvis tilhængere elsker ( martyr) døden højere end livet.

Broderskabet har med stor succes søgt indflydelse også i Europa, hvorfra det siden begyndelsen af 1960′ erne har etableret en støt voksende organisation, bygget moskeer og støttet islamiske organisationer i Europa. Målet i Europa har ikke været blot at støtte de muslimske organisationer lokalt, men at udvide det område, hvor islams love gælder, i Europa og USA. På dansk grund springer Hizb ut-Tahrir straks i tankerne.

Mehdi Mozaffari, professor med særligt henblik på islamiske studier ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, har i tidsskriftet RÆSON ( februar 2011) bl. a. skrevet følgende:

Hvis Det Muslimske Broderskab kommer til magten i Egypten, vil hele området fra det Kaspiske Hav til Middelhavet komme under islamistisk, anti-demokratisk og anti-vestlig kontrol … Ethvert signal om at støtte det Muslimske Broderskab i håbet om at få en bedre deal med dem i fremtiden vil være katastrofalt for Vesten.»

Mozzafaris pointe er, at der ikke er nogen fundamental forskel mellem Det Muslimske Broderskab og khomeinisme, altså de principper, som Ayatollah Khomeni håndhævede, da han greb magten i Iran i 1979. Det Muslimske Broderskab er kilden til khomeinismen. Mozzafari fastslår, at enhver erklæring om, at broderskabet er blevet demokratisk, pragmatisk og pluralistisk, minder om Khomeinis udtalelser, taler og erklæringer, som blev fremført i Paris lige før revolutionen.

Dengang lovede Khomeini frihed til alle, selv marxister, kvinder og minoriteter, og et demokratisk Iran. Hvordan det gik, ved vi i dag. Undertrykkelse, tortur, hidjab-tvang og barbari.

Broderskabet er en trussel, hvad enten vi taler Egypten, Tunesien, Algeriet, Libanon eller Palæstina. Fordi de er godt organiserede og stort set de eneste, som er det. Ser vi på broderskabets virke i Europa, er det ifølge Vidino kendt for at oprette skoler, hvor unge muslimer og deres forældre oplæres i islams mål og midler.

Herfra rekrutteres de nye ledere, der skal repræsentere muslimerne over for de vestlige landes regeringer på alle niveauer. Strategien har kunnet ladet sig gøre gennem kæmpesponsorater fra velhavende familier, og i dag er dets netværk spredt overalt i Europa og med celler i alle europæiske lande. Det effektive -og smarte! -er, at det har fundet en moderat udtryksform, der trods de radikale synspunkter har formået at berolige de vestlige politikere og fået disse til at acceptere det som forhandlingspartner. Som Vidino påpeger, forsvinder den pæne facade, når de er sig selv, og alt foregår på arabisk eller tyrkisk.

Her prædiker deres præster/ ledere åbent had til de vestlige samfund og måden, de skal nedkæmpe vor kultur på. Et enkelt eksempel: I tv fordømte man officielt bomberne i togene i Madrid, samtidig med at man var og er travlt optaget af at organisere og kanalisere penge til Hamas’ kamp mod Israel. Denne tvetungethed er blevet massivt dokumenteret af den franske journalist og forfatter Caroline Fourest i bogen «Frere Tariq» (Bror Tariq).

Hendes undersøgelse viser, hvordan hovedtalerøret for den såkaldte euroislam, Tariq Ramadan, barnebarn af broderskabets grundlægger, taler med to tunger.

En viden om Det Muslimske Broderskabs program-grundlag og islamiserings-strategier er forudsætningen for at forstå, at broderskabet aldrig vil blive en ansvarlig politisk organisation, der vil respektere et sekulært demokrati.

Godt nok camouflerer det sine mål med velgørende arbejde. Men når det først har fået magten, falder hammeren. Lex Khomeni.

Det Muslimske Broderskab aner ikke, hvad vestlig demokrati er. Eller rettere: Lederne ved det sikkert godt, men de ønsker ikke vores type demokrati. Vi har svært ved at forstå, at mennesker kan foretrække sharia for en sekulær retsstat og personlig frihed, men sådan er det.

Mange unge, veluddannede mennesker i disse lande ønsker givet den type frihed, vi har i Vesten. Men de er enten slet ikke eller dårligt organiserede og kommer derfor til at fungere som spydspidser for broderskabet, der venter på chancen til at tage over. Udtrykt på en blog, jeg faldt over: «The Yuppie Revolution in Egypt is Over, the Islamist Revolution Has Begun».

Jeg er dødsensræd for Det Muslimske Broderskab. Også for de brødre, der som Tariq Ramadan toner frem iklædt slips og jakkesæt og bevæger sig ubesværet på de bonede gulve. Broderskabets blodige historie viser, hvad dets medlemmer er i stand til, og hvad deres omdrejningspunkt er: Kampen mod de vantro (mig!) og undertrykkelsen af kvinder (mig!). Den største fjende lige nu og her i Vesten er dog ikke broderskabet. Det er godtroende politiske ledere a la Venstres udenrigsordfører i tæt parløb med lige så godtroende og uvidende medier.

Lone Nørgaard, lektor, cand.mag