Gjesteskribent

I en radiooptagelse om året, der gik, som sendes den 31. december på Radio24syv, kom jeg til at sige til den durkdrevne radiovært Mads Holger, at den nye pave Frans er populær, fordi han er sort. Jeg ved ikke, hvor det kom fra; må have forvekslet Frans med enten Desmond Tutu eller fodboldspilleren Didier Drogba.

Hvad der var næsten lige så pinligt, er, at jeg til forsvar for den ytringsfrihed, der også i 2013 kom under globalt og nationalt pres, nøjedes med at sige, at ytringsfriheden er vores stærkeste våben, og at det ubundne ord har skabt den relativt frie og velstående verden, vi endnu er så heldige at leve i.

Ikke at det er forkert. Det er en korrekt observation, hvis jeg selv må sige det. Men den er ikke fyldestgørende, eftersom den blot er en konstatering, som mangler moralsk grundlag.

For ytringsfrihed er ikke bare et gode, fordi den historisk set har vist sig at føre gode ting med sig. Ytringsfrihed hviler, som større ånder end jeg for længst har sagt og skrevet, på et normativt grundlag. Den hviler på en pagt eller kontrakt, som vi i mangel af bedre kan kalde en kontrakt med Djævlen.

Djævlen er magthaverne, den herskende klasse, øvrigheden i bred forstand. De kommer og går, mens magten består.

Når man som borger og familie derfor er underkastet denne magt, som først og fremmest er politisk, fordi den definerer ens pligter og tvinger folk til at betale ved kasse et, så bør man samtidig have en grundlæggende ret til at kritisere magtens mænd og kvinder, uanset hvor duelige eller uduelige de måtte være, uanset hvem de er, hvor de kommer fra, hvad de tror på, og hvilke værdier og interesser de repræsenterer.

Dette ”bør” skal efter min mening tages helt bogstaveligt, hvorfor racister har lige så meget ret til at kritisere det ene eller andet som kommunister, liberalister, evangelister og islamister, dvs. som alle andre.

Over for ytringsfriheden er vi alle lige, og ingen har ret til ikke at blive kritiseret eller krænket. Får de det – i en gruppes, religions eller etnicitets navn – er ytringsfriheden reelt udhulet.

Om ytringsfrihedens væsen er også i år blevet brugt mange blækpatroner, og det er, som det skal være. Men det det dobbelte pres fra såvel islamister som politisk korrekte vesterlændinge mod ytringsfrihed er ikke til at tage fejl af, og herhjemme har selv nogle af de mest bedsteborgerlige medier og forfattere som f.eks. Stig Dalager (15/12) fået færten af, hvad der står på spil. Derfor skal vi stå fast. Stå fast på vores del af djævlepagten i stedet for at give efter for djævlen og alle hans små håndlangere.

Den kontrakt, vi har indgået med djævlen, er ikke en studehandel med vores politiske frihed til at tænke, tro og tale frit for offentlig orden og sikkerhed. Kontrakten er tværtimod en afgivelse af magt til øvrigheden mod at vi kan udtrykke vores tanker og dissens. Den er ikke bare gensidig. Den markerer et rum, som øvrigheden ikke kan forbyde eller indskrænke uden at misligholde kontrakten.

Kontrakten udruster os netop med en ret til meningsfrihed, hvor karsk, upassende eller slesk vores mening end måtte være om ethvert emne, der falder os ind. Ingen, intet, ingenting er helligt.

Det er her, striden står. Én ting er, at vi måske godt ved, at ytringsfriheden har bragt os mange glæder. Noget helt andet og afgørende er, hvorvidt vi er bevidste om, hvad den baserer sig på.

For hvis vi ikke er bekendt med djævlepagten og forstår, at vi med den kan holde djævlen på afstand, så har vi for alvor balladen, som vil få Muhammedkrisen til at ligne et teselskab.

 

 

 

Første gang:  Jyllands-Posten 27. desember 2013