Av Troels Heeger og Søren Villemoes

Én dag inde i det nye år, og vi har allerede oplevet det første mordforsøg på Kurt Westergaard i 2010. Inden for knap et år er intet mindre end tre planlagte mord på tegneren blevet forhindret. Og uden at male fanden på væggen må vi nok indstille os på, at det seneste attentat ikke bliver det sidste. Muhammedtegningerne optræder stadig som et centralt element i propaganda fra Al-Qaeda og andre ligesindede terrornetværk.

Det er jo i sig selv grelt nok. Men dertil kommer, at mange danskere stadig ikke har indset, at Westergaard er vores Salman Rushdie: En stakkels uskyldig kunstner, hvis eneste forbrydelse er, at han ikke har udvist den respekt for profeten Mohammed, som islamisterne kræver. Det burde ellers ikke være så svært at se, at ingen fortjener at blive straffet for at have slået disse streger:

Lad os benytte lejligheden til at slå ned på et par misforståelser, der går igen blandt folk, der mere eller mindre direkte hævder, at Kurt Westergaard selv er ude om sin lidet misundelsesværdige tilværelse som fange i sit eget hjem. Mange af den type argumenter bunder i den udlægning, at billedet fremstiller alle muslimer som terrorister. Bl.a. Rune Engelbreth Larsen har fremført denne påstand igen og igen. Billedet er, kan vi forstå på Engelbreth, «hate speech». Men det er blot en enkelt fortolkning, der ikke har nogen særlig autoritet.

I modsætning til religiøse fundamentalister, bør man netop anerkende, at tekster og billeder kan fortolkes i en herlig uendelighed. Der er ikke én korrekt fortolkning af dette billede, og hvis man hævder, at billedet kun kan udlægges på én bestemt måde, er man delvist selv fundamentalist, delvist selv med til at bekræfte fundamentalisternes vrede mod Westergaard.

Westergaard selv beskrev intentionen med tegningen med disse ord i Per Bech Thomsens bog Muhammedkrisen:

«Ideen bag tegningen var at illustrere, at terrorister får deres åndelige inspiration fra en fundamentalistiske del af islam. Den var ikke rettet mod muslimer og islam i almindelighed, men den del der inspirerer til og benytter sig af død og ødelæggelse»

Mange andre – som eksempelvis Enhedslistens Rune Lund – anfører, at nok har Westergaard og Jyllands-Posten formelt set ret til at bringe tegningerne. Men samtidig antyder det tidligere folketingsmedlem, at denne ret ikke bør benyttes, hvis ikke den har et fornuftigt formål. Med andre ord anbefaler Rune Lund, at man holder sin kæft, hvis man ikke har noget fornuftigt at sige. Den regel er måske fornuftig nok, når man er til teselskab hos Tante Oda, men den tankegang er dødsensfarlig, når den overføres til samfundet. For hvad er da det korrekte fornuftige formål med samfundet og med den omgivende verden? Se, det kan man diskutere herfra og til Mahdiens genkomst. For det er er nemlig en politisk diskussion – og den slags besværliggøres grangiveligt af, at man ikke kan ytre sig offentligt uden fare for liv og lemmer.

Faktum er, at frie ytringer ikke skal bedømmes på deres politiske hensigtsmæssighed – for hvem afgør, hvad der er politisk hensigtsmæssigt? Det gør majoriteten. Ytringsfriheden er derfor en rettighed, der garanterer minoriteterne en stemme. Og en af omkostningerne ved denne uvurderlige ret er, at man som både majoritet og minoritet må lægge ører til alskens forskellige ytringer, nogle af dem fornærmende, hånende og latterliggørende. Frihedsrettigheder er med andre ord mere grundlæggende end diverse politiske formål og diskussioner. Ganske omvendt totalitære samfund, hvor politiske formål ofte bruges som undskyldning for at ophæve og relativere de frihedsrettigheder, der burde være ukrænkelige.

En anden misforståelse er, at ytringsfriheden kun kan bringes under pres af den danske stat. Denne misforståelse er helt fundamental og meget udbredt. Bl.a. har Uffe Ellemann-Jensen, Tøger Seidenfaden og professor Ole Wæver fremført dette op til flere gange. F.eks. skrev Wæver i en kronik i Kristeligt Dagblad d. 1. marts 2006, at presse- og ytringsfriheden kun kunne indskrænkes, hvis regeringen eller en domstol angreb den.

Denne misforståelse er banal. Det eneste man behøver nævne, er, at statens suverænitet aldrig er fuldkommen, og at den altid kan udfordres af alternative suverænitetskilder. Hvis nogen forsøger at gennemtrumfe en parallellov uden om retssystemet, er der tale om direkte angreb på demokratiet og folkets suverænitet. Man ser ofte den slags også i bandemiljøer, hvor alternative regelsæt ophæves til gældende lov. Enkeltpersoner, bander, terrorister osv. kan med andre ord angribe og true vores frihedsrettigheder lige så vel som staten kan gøre det. Ja, faktisk er det værre, når privatpersoner gør det, da frygten for at blive slået ihjel eller lemlæstet af en tilfældig islamist er en hel del mere skræmmende end udsigten til en bøde eller to ugers hæfte.

At den slags behøver særlig forklaring i dagens Danmark bør både vække forundring og bekymring. Særligt forstemmende er Ole Wævers tilfælde, da netop han har brugt årevis af sin akademiske karriere på at vise, at der findes alternative suverænitetskilder, og at statens magt ikke af natur er absolut. Wævers aktuelle vaklen vidner om en betænkelig form for juridisk formalisme. Selvfølgelig er vores ytringsfrihed truet, når Westergaards liv konstant er i fare på grund af en tegning.

Den tredje og sidste misforståelse, som vi vil nævne i denne omgang, er, at mange danskere plejer den opfattelse, at selvcensur i disse spørgsmål faktisk kan være en god ting. At det kan være en form for anstændighed, ligefrem respektfuldt, at censurere sig selv. Ja, nogle fremsætter endda tilbøjeligheden til selvcensur som en naturlig del af at leve i en globaliseret verden.

For det første er det aldrig godt at censurere sig selv af frygt for sit liv. Man kan gøre det af alle mulige andre årsager, men censurerer man sig selv, fordi man er bange for at blive slået ihjel, er det et problem. Et stort problem. Man udviser ikke respekt over for religiøse mennesker ved at undlade at kritisere deres tabuer. Tværtimod er det en decideret hån mod religiøse, hvis man antager, at de ikke kan tåle at se tegninger og høre ord, som vi andre sagtens kan tåle. Der er intet respektfuld i at undgå en folkelig og satirisk form for religionskritik.

Hvad end man vælger selv at sige, og hvilke grænser man end selv opstiller for sin egen tale, er ens egen sag. Men man kan ikke opløfte alt til almengyldige regler. Ytringsfriheden er garanteret i grundloven, netop fordi der ikke findes en fælles konsensus omkring hvad respekt, anstændighed og relevans er. Hvis man hævder, at folk ‘må vise respekt’, når de kritiserer religion, har man misforstået, hvad ytringsfrihed indebærer.

Alle bekendende demokrater – uanset politisk ståsted – burde støtte Kurt Westergaard og have sympati med ham. For manden er ganske enkelt uskyldig. Westergaard er et frihedssymbol, og hans sikkerhed er vores alles sikkerhed. Hvis bare et hår krummes på hans hoved, er det et direkte angreb på alle danskeres grundlæggende frihedsrettigheder. Westergaard er vores Salman Rushdie.

Troels Heeger er cand.mag, frilansskribent og tidligere ministeriell embedsmann. Søren K. Villemoes er cand.scient.pol. og frilansskribent. I tillegg har han en BA-grad i religionsvitenskap og har arbeidet som redaktør for det politologiske tidsskriftet Politik. Sammen har de bloggen Konflikten i Jyllands-Posten og en selvstendig nettside med samme navn, der de bedriver konfrontatorisk og humoristisk kulturkritikk.

Artikkelen Kurt Westergaard er vores Salman Rushdie ble første gang publisert i Jyllands-Posten 2. januar 2010, og er gjengitt i sin helhet med forfatternes vennlige tillatelse.