Sakset/Fra hofta

Anders Fogh Rasmussen skuffet mange da han i en tale i Istanbul sa at han ikke ville publisert Muhammed-tegningene. Dermed gir han inntrykk av at det finnes en god og en dårlig satire. Men hvem skal avgjøre det? spør Lars Hvidberg i en artikkel i Berlingske.

– Jeg respekterer islam som en av verdens store religioner såvel som dens religiøse symboler. Jeg respekterer religiøse følelser hos andre mennesker, og jeg må si helt ærlig, at jeg selv aldri ville ha gjengitt noen religiøs figur, inklusive profeten Muhammed, på en måte som støter folks følelser.

Sa Fogh Rasmussen under talen på Alliance for civilization-møtet i Istanbul. Selvfølgelig var det taktikkeri, men det at ytringsfriheten er blitt et emne man kjøpslår med i storpolitikken, er illevarslende. Poltikerne blander seg inn i ytringsfriheten og trekker grenser som ledd i det politiske spillet.

Da Tyrkiet i denne uge krævede en undskyldning for de famøse Muhammed-tegninger, fik debatten om ytringsfrihedens grænser fornyet aktualitet. Om Tyrkiet virkelig fik Anders Fogh Rasmussen til at bukke og skrabe, eller om han gav en politiker-sludder for en taktiker-sladder, er svært at afgøre.

Derimod er det klart, at debatten om karikaturerne stadig giver anledning til omfattende angreb på ytringsfriheden – og at det frie ords forsvarere har valgt at kæmpe på modstandernes betingelser.

Debatten er afgørende, fordi der på begge fløje af debatten er ved at indfinde sig et mærkeligt kompromis om, at man kan finde ind til en »samfundsgavnlig« og »opbyggelig« satire, hvis spilleregler man skal overholde. Mange forsvarere af Jyllands-Posten hævder nu, at krænkelserne af muslimernes følelser var et uheldigt biprodukt af et oprindeligt godt formål, nemlig at gøre opmærksom på selvcensur. De krænkede muslimer (og deres ikke-muslimske talsmænd) forsøger at opstille krav om den »gode tone«, mens de skinhelligt bekender sig til ytringsfriheden. Det eneste man efterhånden er uenige om, er hvorvidt karikaturerne befinder sig inden for eller uden for den »tilladelige« satire.

Det er en farlig retorisk balancegang, der på den ene side er hyklerisk snik-snak, og på den anden side er et snedigt forsøg på at intimidere den offentlige debat.

Problemet er, at forestillingen om, at man kan afgrænse den »gode« satire fra den »onde« satire, er det rene nonsens.

Om man synes at satiren er god, sjov og vedkommende eller om man tværtimod synes den er ondskabsfuld, dum og unødvendig, afhænger af øjnene der ser. Der findes intet olympisk synspunkt, hvorfra man kan dømme de drillende.

Sagt på en anden måde: En god satire vil altid blive opfattet som krænkende af dem, der bliver ramt af satiren. Og det er just meningen med den. Selvfølgelig ville Jyllands-Posten da – også – krænke og drille! Og det har de ingen grund til at skamme sig over.

Satire skal fornærme, hvis den virkelig vil noget. Satire er og bliver et ikke-voldeligt våben, der bruger latterliggørelse til at anklage et offer, som man mener er dobbeltmoralsk eller hyklerisk. Satiren betjener sig af forstørrelsen af en »moralsk fejl« hos offeret, og den er som sådan altid uretfærdig, fordi den jo netop er en overdrivelse – men på den anden side er der også som oftest »noget om snakken«.

Desuden er satiren ekstra urimelig, fordi den altid er »kun for sjov«, og man derfor kun bliver endnu mere til grin, når man forsøger at gå i rette med den. Den rammende satire er irriterende, og det er derfor, vi har brug for den.

At vi i Danmark har en illusion om, at satire ikke for alvor »betyder noget« skyldes måske en national konsensus-løgn, hvor politikere som Anders Fogh Rasmussen lader som om, at han ikke bliver såret, når Roald Als igen og igen tegner ham som frådende hulemand.

Selvfølgelig bliver han da såret (og på mange måder er kritikken helt urimelig), men han ved også, at karikaturerne er en del af det politiske spil i Danmark. De tillader os at holde liv i demokratiet, fordi vi kan hive vores magthavere ned fra deres piedestaler.

Det er givet, at mange ordentlige og retskafne muslimer, der aldrig kunne drømme om at støtte terrorisme, er blevet krænket af Kurt Westergaards tegning af Bomben i turbanen, og at de har set den som endnu et eksempel på Jyllands-Postens konsekvente møgspredning på debatsiderne. Det ændrer bare ikke på, at mange muslimer rent faktisk udøver terror i profetens navn, og at de blandt andet skal imødegås med satire – og at Kurt Westergaard i øvrigt har ret til at tegne, hvad han vil, uanset om muslimer begår terror eller ej.

Da jeg i foråret 2007 besøgte Iran og talte med både unge og gamle i Teheran, Esfahan og Shiraz, blev det klart, at Muhammed-tegninger betød noget helt andet for mennesker, der lever i et teokratisk diktatur og som får proppet religionen ned i halsen morgen, middag og aften. Her var der kun latter til overs for de krænkede islamister, og tegningerne var en kærkommen ventil for den vrede, mullah-styret fremkalder. Her vidste man godt, at den internationale »krænkelses-agenda« var et politisk skak-træk, der skulle fjerne muslimernes vrede fra dem, der virkelig undertrykker dem – nemlig deres egne ledere.

Heldigvis har danske politikere og domstole indtil nu afvist at indskrænke ytringsfriheden, men at truslen lever, viser Organisationen af Islamiske Landes forsøg på at få religionskritik stemplet som ulovlig »racisme« inden for FN-systemet (selvom religion intet har med race at gøre). Satiren lever heldigvis endnu, og den har det ganske godt. Det skal den blive ved med, uanset hvor grovkornet den er, for den ene borgers befriende skrig er nu engang den andens stødende anklage. Sådan er det bare, og hvis vi vil have et frit samfund med en fri debat, må vi bare lære at leve med, at vores perspektiver er forskellige.

Som George Orwell skrev, er frihed nødvendigvis retten til at sige det, som folk ikke har lyst til at høre – også selvom det lyder rigtig grimt og skurrer i pæne menneskers ører.

– Sensur den egentlige fiende


Frihed er frihed til at fornærme