Sakset/Fra hofta

Er rygter og radikalisering på ekstremistiske blogs den logiske konsekvens. Og fremmer politisk korrekthed racisme?

Nogle dage efter togulykken i Brétigny syd for Paris den 12. Juli fremkom der en anden foruroligende nyhed. Det forlød, at det franske politi havde tilbageholdt en nordmand i nærheden af Bordeaux, som har været under overvågning gennem længere tid. Manden er en kendt Heavy Metal musiker, blogger med sit eget site, hvor han propaganderer med et politisk budskab, der ligner Anders Breiviks, og er desuden dømt for mord i Norge. Det franske politi havde bemærket, at han nu ved hjælp af sine franske hustru foretog indkøb af våben, angiveligt for at udføre et terrorangreb.

Men hvad havde de to dystre nyheder med hinanden at gøre?

I dagene efter togulykken fremkom der i den franske presse forlydender om, at en gruppe af ”unge” var blevet set på ulykkestedet, hvor de tilsyneladende var i færd med at hjælpe de sårede. Men politi og hjælpemandskab opdagede, at det der reelt foregik var, at man plynderede de døde og de livsfarligt kvæstede, der endnu lå i det forulykkede tog og på baneterrænet. Da man så begyndte at genne disse ”unge” bort, blev redningsmandskabet og brandmænd imidlertid mødt med byger af stenkast.

Så meget synes sikkert ifølge to rapporter fra fagforeninger, som repræsenterer henholds politiet og jernbanearbejderne. Dagbladet Le Figaro oplyser pligtskyldigt, at den første fagforening har en højreorienteret tendens, mens den anden, jernbanearbejdernes, har en venstreorieteret tendens. Dette skal borge for, at det ikke kun er politisk ønsketænkning, der kommer frem om den afskyelige udnyttelse af de døde og sårede, men enslydende iagttagelser fra to politiske modstandere.

Det omdiskuterede spørgsmål er nu, hvem disse ”unge” fra forstaden Brétigny, 28 km syd for Paris, egentlig er? For deres forbrydelse forekommer så morbid, så grænseoverskridende, at man i første omgang værgrer sig ved at tro, at den overhovedet har fundet sted. Findes der virkelig sådanne individer i et samfund eller er det hele løse rygter?

Forskellige har forsøgt at bagatellisere forbrydelsen. Indenrigsminister Manuel Valls taler således om, at det var ”isolerede tilfælde” af tyveri og stenkast. Og om, at redningsmandskabet blev ”mødt på en noget rå måde”. Men hvad var der reelt på færde? Der tales i gåder.

Det borgerlige internetsite Atlantico har indkaldt to sagkyndige til at tale sagen ned – en borgmester og en kriminolog. Førstnævnte fremholder, at ”integrationen er slået fejl” – men for hvem, får læserne ikke indblik i. Kriminologen oplyser os om, at ligran og tyveri og røveri fra sårede eller nødstedte ikke er et nyt fænomen i kulturen. Man har kendt til det for søfarendes vedkommende, som i havsnød er blevet lokket i land for at blive overfaldet og bestjålet. Dette er ganske vist en ubetvivlelig historisk kendsgerning, som dog ligger mange århundreder tilbage. Men hvorfor fremdrage dette, hvis det ikke er for at tage det absolut rædselsfulde ud af handlingen, og relativere den historisk? Man spørger sig selv som læser, hvad det er man skal forberedes på med disse gåder. Hvad er det, der stikker under?

Nationalistiske hjemmesider var tidligt ude med et fælt gæt: mainstreammedierne omskrev blot invandrerbander fra forstæderne med ”unge” (jeunes). Sammenholder man de forskellige indikationer i artiklerne om rædselsgerningen, kan man ikke laste det for at være et decideret vildt gæt. Men igen: intet er sikkert, der er ikke oplyst noget direkte om hvem der står bag. Men som følge af de gådefulde beskrivelser er rygter begyndt at gallopere. Og det ene rygte tager det andet, når man ikke længere mener at kunne fæste lid til nyhedsformidlingen i en presse, man mistænker for at ligge under for ideologisk forvridning og filtrering af kendsgerninger. Det hed nu, at indvandrerbanden havde placeret sten på skinnerne for toget Limoges-Paris, så det blev afsporet i Brétigny. Altsammen med den hensigt, at kunne plyndre passagererne.

Det er uvist hvor mange, der troede på dette nye rygte. Men når man først begynder med at købe historier om, at ens fjender står for planlægningen af trafikulykker, så er man måske endegyldigt hægtet af forbindelsen til den øvrige del af samfundet?

Heldigvis er der eksplicit skabt klarhed over, at togulykken var forårsaget af en mekanisk skade på stationen i Brétigny.

Såvidt rygtet om plyndringerne af de døde og sårede passagerer. Og lad os lige her holde fast i – så vi ikke kommer med uverderhæftige påstande – at der endnu ikke er oplyst noget direkte og nagelfast om hvem der stod bag skændelsgerningen. Ifølge den franske radio RFI er der sat en undersøgelse igang, som skal belyse det hele. Men uanset hvad man vil nå frem til, så kan vi konstatere, at rygtet rent faktisk blev båret frem og skabte vrede og radikalisering blandt nationalister. For den norske nationalist, som bor i Frankrig, skabte det så megen vrede, at han gav udtryk for at det skulle og måtte komme til et opgør, og det var på tide, at de europæiske folk rejste sig. Han blev heldigvis overvåget af det franske politi. Og sammenholdt med våbenkøbet gjorde det, at man skred til handling og tog ham i forvaring. Måske forhindrede man det, der i pressen er blevet til ’en gentagelse af Breiviks massakre’ – måske i mindre numerisk skala? (Han er dog sidenhen blevet løsladt igen).

Her har vi altså at gøre med en lille lektion i et stykke praktisk radikalisering. Og vi må spørge os selv om, hvad vi kan gøre for at hindre et sådant forløb – hvis overhovedet noget? Kan vi stille noget op, eller er nationalister og ekstreme selvradikaliserede uigenkaldeligt ofre for deres egne selvskabte illusioner? Og er de eneste institutioner, der kan bruges til at bekæmpe højre-ekstremt motiverede forbrydelser samfundets voldsapparater, så som politi, anti-terrorkorps, overvågnings- og registreringsenheder? Eller findes der også muligheder for en kritisk, men ikke-voldelig dialog i samfundet, inden det kommer så vidt, at elementer hægter sig endegyldigt af mainstreammedier og det øvrige samfund? Er der en mulighed for at gennemføre de kampe, som er nødvendige i samfundet mellem forskellige holdninger, gennem en fredelig strid i offentligheden, inden de udvikler sig til drakoniske kampe i staten? Vi kender dem ikke blot fra det heldigvis forskertsede anslag fra den norske ekstremist i Frankrig, men først og senest fra Breiviks voldsdåd for to år siden i Oslo og på Utøya.

Jeg har lige læst den norske bog, Året uden sommer, som netop er udkommet på dansk om Breiviks handlinger den 22. Juli 2011. Det er på mange måder en interessant og bevægende bog, som kommer rundt om de mange forskellige aspekter ved forbrydelsen; ofrenes liv før og efter den skæbnesvange dag, forsøget på leve videre. Og vi kommer også til Brevik inden hans fantaserede forbrydelse, som han ikke desto mindre førte ud i livet. Hvad fik ham til det, hvad motiverede ham osv.? Her kommer forfatteren Erika Fatland ikke rigtig med noget nyt, men hænger fast i de lidt for selvtilfredse forestillinger om, at han langsomt men sikkert blev afsporet af sig selv i sit personlige liv. Denne fortællling om den kværulantiske enspænder, der ender som selvradikaliseret politisk ekstremist, eksisterer for så vidt allerede i norsk litteratur med Sigurd Hoels efterkrigsroman Mødet ved milepælen, der behandler nazismens problem. Men udover at kritisere det norske politi for dets klovneagtige og forfjumrede og grotesk forsinkede redningsaktion, så man føler sig hensat til Kardemommeby i panik, så friholder forfatteren Erika Fatland helt det norske samfund og de norske medier for nogen medskyld i Breiviks radikalisering. Hun skriver ganske enkelt ikke noget om det. Og man efterlades med det indtryk, at forfatteren tilhører den del af medie- og kulturlivet, der ukritisk tror på, at stærkt afvigende politiske holdninger udelukkende skyldes en endogen lidelse hos den enkelte.

Men betyder det reelt, at mainstreammedierne slet ikke har nogen som helst medskyld i radikaliseringen af Breivik? Og betyder det også, at den norske ekstremist i Frankrig ikke har nogen som helst grund til at mistro de franske mainstreammedier, da han muligvis/angiveligt var ved at forberede sig til sin egen fantaserede forbrydelse? Har de to norske ekstremister ikke nogen som helst pointe, når de hævder – som de begge har gjort – at mainstreammedierne er censurerede og filtrerede? Er det alene udtryk for deres illusioner og for graden af deres selvradikalisering, hvor de for længst er hægtet af enhver meningsfuld kommunikation? Er mainstream medierne ikke underlagt ’filtrering’ af nyheder?

Lad os ikke her gøre os kloge på, om hvor vidt det er en redaktionel politik eller det er de enkelte journalister, der selv filtrerer de nyheder, de kolporterer.

Når vi behandler dette spørgsmål er der grund til at erindre sig ad hominem fejlslutningen inden vi går igang. Et synspunkts rigtighed eller en iagttagelses korrekthed afhænger ikke af hvem, der foretager den, men alene af stringens og præcision. Det frygteligste historiske eksempel på at man måtte vare sig for ad hominem fejlslutningen er naturligvis Katynmassakren på de polske officerer, som naziregimet – korrekt – tilskrev Sovjetmagten. Ens dødsfjender kan med andre ord godt tale sandt. De to norske ekstremister kan med andre ord godt have ret i at mainstreammedierne filtrerer nyheder. Derfor er de stadigvæk forbrydere, og derfor er de stadigvæk gale – ræsonnementet her tjener udelukkende til at forklare en af årsagerne til deres egen radikalisering.

I Frederik Stjernfelts og min nye bog, De Anstændige, retter vi en kritik af et meget nærliggende mainstreammedie i Danmark, nemlig Dagbladet Politiken, for at bedrive det vi kalder ’filtrering af nyheder’. Og en af vores pointer er netop, paradoksalt i forhold til filtreringens angivelige intention, at denne politik med at forholde læserne viden om relevante kendsgerninger virker mod hensigten. I et misforstået politisk engagement vil man gerne fra bladets eller journalistens side friholde en større gruppe af indvandrere mod at blive stigmatiseret som følge af en mindre gruppe indvandreres skændige handlinger. Det mener man så at kunne gøre ved at filtrere nyheder, så det ikke kan aflæses, at nogen indvandrere har været indblandet. Det er gjort – og gøres – med forsæt og imod bedre vidende.

Lad os overveje nogle argumenter imod filtreringen af nyheder i Politiken og i mainstreammedierne generelt – det kunne være franske og norske – også når vi tager hensyn til det engagement, som man føler sig forpligtet i forhold til. Man vil gerne skærme indvandrererne mod at flertalssamfundet får et dårligt indtryk af dem og deres kultur når et mindretal eksponerer racistiske træk af netop den kultur, som trods alt også eksisterer hos dem fra deres hjemlande. Fair nok. Dvs. intentionen er i hvert fald ædel, men midlerne forpester de gode hensigter, og får til syvende og sidst den modsatte virkning. Hvorfor?

Fordi det netop kan medvirke til øget radikalisering og det vi i De Anstændige kalder kampe i staten – i yderste instans terrorhandlinger eller forsøg på at udføre sådanne da mainstreammedierne taber troværdighed, og overlader nyhedsformidling af prekære begivenheder til rygtesmederi på ekstreme blogs.

Vi opridser en række filtrerede nyhedshistorier i De Anstændige fra Dagbladet Politiken: Den 5. Maj 2012 publicerede Elisabeth Astrup for første gang historien om nogle jyske turister, der ved Folkets Plads på Nørrebro i København blev hevet ud af deres bil og dolket. Mod bedre vidende blev det ikke oplyst, at gerningsmændene var personer fra den lokale indvandrerbande. Man havde som læser ingen adgang til at erkende, at racisme kunne være motivet. Det ville man have haft, hvis en gruppe fredelige indvandrere blev standset i Herning eller Aalborg, hevet ud af deres biler af medlemmer af en lokal gruppe danskere og dolket.

Den 23. August 2012 publicerede Anders Hjort og Rasmus Raun Westh for første gang historien om afpresningsforsøget mod Café Viking i Mimersgade i København, men undlod at nævne, at det var en indvandrerbande der stod bag, til trods for at denne oplysning var tilgængelig for dem. Mulig racisme blev ikke nævnt som en del af motivationen. Ville man ikke overveje dette, hvis en dansk bande angreb og afpressede en indvandrers butik?

Den 4. December 2012 publicerede Michael Bech historien om den hollandske linjedommer, der blev sparket til døde, men filtrerede oplysningen fra om, at det var marokkanere, der stod bag forbrydelsen. Ingen racisme. Sådan fortsætter det. Fra forleden; noget om at retouchere billedet af islamisme. Britiske Daily Mail bragte talebanlederen Adnan Rasheeds brev til den pakistanske skoleelev, som bevægelsen havde forsøgt at dræbe ved at skyde hende i hovedet, pigen Malala Yousafzai, efter hun havde talt for FN. Det tog tre dage inden Jens Anton Tingstrøm Klinken skrev den samme historie i Politiken. Men så havde han også haft tid til at klippe den passus ud af talebanlederens brev, hvor han udtrykker sin ondskabsfulde racistiske anti-semitisme samt hvor han kræver, at talebanbevægelsen sagtens kan acceptere undervisning når den holder sig til Koranen og ikke er ”satanisk og verdslig”.

Når sandheden om de konkrete detaljer senere er kommet frem i filtrerede nyhedshistorier, så skyldes det ganske enkelt, at man ikke i et åbent samfund ensidigt kan vedtage at praktisere selvcensur eller såkaldt ’filtrering’ uden at andre kan gøre indsigelse ved at røbe det fordækte. Den filtrerede nyhedsformidling i Politiken på dette område bliver således af og til underløbet af andre dagblade, bl.a. Ekstra Bladet, BT og Jyllands-Posten. Når det fulde omfang af nyheden går op for offentligheden tvinges de filtrerende medier til – uden at oplyse om, at de i første omgang søgte at skjule noget – at indskrive de bortcensurerede substantielle detaljer. Det har naturligvis den effekt, at dette generelt svækker tilliden til mainstreammedierne, og kan give læsere det indtryk, at der altid stikker noget under, når nyheder om overskridende racistiske forbrydelser kolporteres. Det kan ske efter logikken om, at når man bortlyver muslimske indvandreres involvering i nogle forbrydelser, så kan man også gøre det i alle forbrydelser. Og det kan til og med ske i de sager, hvor der overhovedet ikke er nogen muslimske indvandrere indblandet. Derfor er politisk korrekt filtrering ikke nogen konstruktiv ide i et åbent samfund, ganske enkelt fordi den vil få en paradoksal effekt. Den vil medvirke til radikalisering. Men det grundlæggende argument mod filtrering er naturligvis, at man skal kunne stole på de oplysninger man får om samfundet.

Man kan der udover tilføje, at denne filantropiske redaktionspolitik svækker kritikken af racismen mod indvandrere, for man er som læser vidne til, at indvandrerracismen mod ikke-muslimer promoveres derved, at den med forsæt skjules af mainstrammedierne og dermed unddrages kritik og fordømmelse. Det bibringer den opfattelse, at racisme kun for alvor er et samfundsmæssigt og kulturelt problem når den går ud over mainstram mediernes kårede helte. Går racismen ud over de ofre, der ligger under mediernes horisont, så er det ikke et politisk spørgsmål, som man bør nævne.

 

 

Reference: Jens-Martin Eriksen & Fredrik Stjernfelt, ”De Anstændige”, forlaget Gyldendal, København, juni 2013.

 

Opprinnelig i Weekendavisen. Document takker Jens-Martin Eriksen for det generøse tilbud om å publisere artikkelen på nett.