Karen Blixen gjorde det, Winston Churchill gjorde det – og nu har De Konservative så også gjort det på en valgplakat. Sammenlignet islam(isme) med nazisme. Hvilket har udløst en lavine på de sociale medier og blandt mennesker, der opfatter sig selv som godhedens ambassadører – og hjertens gerne skilter med det. Sådan nogle er der som bekendt mange af i vores lille land.

blixen.karen

Karen Blixen, dette begavede og følsomme væsen, fandt ingen grund til at komplicere sagerne unødigt, da hun i et essay før Anden Verdenskrig beskrev ligheden mellem islam og nazisme og fremhævede den oppustede selvfølelse blandt begge tankeretningers proselytter og deres dyrkelse af kæft, trit og retning. Eller da hun beskrev deres destruktion af samfundets økonomiske fundament og ligheden i deres ritualer. Eller da hun om ”Mein Kampf” og Koranen skrev, at de ligner hinanden, og at »islams forestilling om paradis er skabt af en krigerfantasi, der er et ideal for en hær på march«.

Tænk, hvis nogen havde udtrykt sig så bramfrit i dag. Vupti, fem millioner islameksperter, imamer, politikere, integrationskonsulenter, studieværter, forfattere, forsvarsadvokater, gadeplansmedarbejdere, lederskribenter og Facebookaktivister ville ikke bare protestere – men kræve vedkommende anklaget, dømt og straffet for racisme, blasfemi og islamofobi – om ikke i dag, så i morgen. Hvis vedkommende derefter var blevet dræbt af en udsat, ung mand på kontanthjælp, og som tilfældigvis var muslim og gik rundt med et ladt automatvåben, ville førstnævnte naturligvis selv have været ude om det. Han eller hun kunne jo bare have holdt sig kæft.

ANNONSE

Det gjorde Karen Blixen ikke. Hun skrev om mange forskellige ting og sager i sine eventyr og essays, men hun var heldig nok at leve i en tid, hvor islam endnu ikke var vokset til, hvad bevægelsen er i dag: en global trussel mod muslimer, men i tiltagende grad også mod ikkemuslimer.

Misforstå mig ikke. Islam er flere ting, men forskellen mellem islam og islamisme er glidende og ikke sort/hvid, sådan som mange politikere og iagttagere har for vane at mene. Tillad mig en pædagogisk skelnen i tre dele.

På et formelt og kildenært plan er islam at forstå som Koranen og de tilhørende hadither, dvs. de skriftlige beretninger om Muhammeds liv. På et mere politisk plan er islam at forstå som de forskellige autoritative fortolkninger inden for primært sunni og shia med vifter af såkaldt ”skriftkloge”, for hvem islam er et lukket kredsløb af både politik og religion. Det er selve meningen med sharia: at de verdslige og religiøse sfærer skal hænge tæt sammen.

Endelig er islam på et mere levende plan, hvad muslimer gør i deres aktuelle liv, og det er naturligvis her, at moderation findes og måske er mulig i langt højere grad. Frigørelsen fra den autoritative læsning af de islamiske kilder er det eneste, der peger ud af Mellemøstens misere, og som kan modvirke islams indlejrede islamisme, sådan som den manifesteres i radikalisering og terror. Det er muslimerne, vi skal appellere til, ikke islam. Det er nemlig kun dem, der indefra kan ændre islams praksis.

Her ligger en historisk parallel. Vores forfædre var ikke imod tyskere – og det er der heller ingen grund til i dag, men de var imod nazisme. De var ikke imod italienere, men imod fascisme. De var ikke imod russere, men kommunisme. Ligeledes skal vi ikke være imod muslimer, men islam, sådan som den hidtil er blevet prædiket i de islamiske lande og i dag udleves i de vildtvoksende ghettoer og parallelsamfund overalt i Vesteuropa.

Vi skal med andre ord presse på for, at islam leves mere moderat af muslimer, der anerkender dronning Margrethes bud om, at indvandrere og efterkommere af indvandrere må blive danskere af sindelag – ellers er de kommet til et forkert sted. Og at de dermed må anerkende og handle efter, hvad Reformationen bragte med sig for 500 år siden: anerkendelsen af adiafora, dvs. områder af liv, sjæl og samfund, som ikke skal være underlagt religiøse hensyn. Samvittigheden, f.eks. hvorfor ingen i vores del af verden skal kunne straffes for at forlade islam.

Forudsætningen for at kunne sikre Danmark mod den islam, som reelt glider sammen med islamisme, er som tidligere fremhævet, indførelsen af et moratorium i vores udlændingepolitik.

Vi har brug for en midlertidig pause for tilvandring af mennesker fra de islamiske lande og kulturer, fordi integrationen af dem, der allerede er her, har slået fuldstændig fejl. Vi skal ikke bede om at få Danmark tilbage. Vi skal selv tage det tilbage.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629