Gjesteskribent

På grund af stigende etnisk mangfoldighed. Bowling Alone er titlen på Harvardprofessor Robert Putnams bog fra år 2000, hvor han kan konstatere, at amerikanere i voksende grad holder sig for sig selv og derfor også udøver faldende medborgerskab, som er medlemskab i foreninger, frivilligt arbejde, opsyn på villavejen og generelt alle de gode ting, der følger af et tæt lokalt fællesskab. Læg vel mærke til, at det er det etniske fællesskab, der er i centrum her. Det unævnelige nævnes. Kan være, at den vestlige verden lidt for tidligt skaffede sig af med det etniske som en måde at måle mulig konflikt?

Det her skal ikke handle om Robert Putnams studier fra USA, men om Canada, der udviser præcis de samme tendenser: Jo mere etnisk blandet, jo lavere tillid mellem de mennesker, der bebor området. Byerne Vancouver og Toronto i Canada er begge “hyper-diversive”, idet mere end 45 procent af borgerne er født uden for Canadas grænser.

Dét kan man kalde multietnisk, idet Canadas indvandringspolitik ikke favoriserer nogen bestemte etniske grupper, men stort set alene tillader adgang via kvalifikationer. I forhold til arbejdsmarkedet er det selvsagt ikke så lidt klogere end USA og Europas principper, som tilsiger, at alverden er velkommen, blot de er såkaldte flygtninge eller familiesammenførte. Men heller ikke Canada kan ændre naturlovene, som er, at etnisk mangfoldighed bliver et større problem, jo mere der findes af den.

Resultatet…indtil nu

Det er ikke godt. Robert Putnam forsøger at strø sukker på den beske ret og fortæller, at han har tiltro til, at denne kedelige mistillid vil rette sig med tiden. Problemet er så blot, at undersøgelser uden for USA bekræfter den faldende tillid i tiltagende multietniske områder. Antallet af etnisk adskilte områder er f.eks. vokset voldsomt i Vancouver og omegn. I 1981 var der seks etniske enklaver (defineret som mere end 30 procent fra en synlig etnisk minoritet) i hele Canada. I 2012 var det tal mere end 260, heraf 110 i Vancouver og omegn.

Konsekvenserne af den etniske diversitet er bl.a. som følger: “De fleste har ikke social omgang med deres naboer, og næsten en tredjedel nærer intet ønske om at lære dem at kende.” Det hedder videre, at “To tredjedele af respondenterne er enige i, at mens to tredjedele er tolerante i forhold til andre etniske grupper, foretrækker de fleste [hvor mange er «de fleste»?] at være sammen med nogen fra samme baggrund som dem selv.”

Den ubekvemme sandhed

Eliten blandt etniske europæere har generelt ikke noget problem med diversitet. Hvorfor mon ikke? Fordi eliten altid kan flytte et andet sted hen. Det er derfor, at de er liljehvide. De ønsker bogstavelig talt at befinde sig iblandt mennesker af samme etnicitet som dem selv.

Det samme ønsker de fleste andre. At være sammen med og være naboer til mennesker med samme etniske baggrund som en selv. Hvorfor er det tabu at konstatere dette faktum, når også videnskabelige undersøgelser viser, at det forholder sig sådan? Naturligvis kun i gennemsnit. Nogle ønsker så megen mangfoldighed som næsten muligt.

Men de fleste holder sig til egen etniske gruppe. Det gør de i Canada. Det gør de i USA. Det gør de i Danmark. Og det gør de sådan set bare hele vejen rundt. Rundt regnet og i gennemsnit holder mennesker sig til egen etnisk gruppe. Der er vist et tabu, der skal aflives her.

Når nu det er sådan, som jeg har skitseret her, kunne det godt være, at vi meget snart er nødt til at diskutere – alene naturligvis på videnskabelig grund, hvor muligt usikker den end måtte være – om der eksisterer forskelle mellem etniske grupper, der ikke alene kan henføres til sociale, økonomiske og kulturelle omstændigheder. Et åbent sind er på sin plads her.

Hvad nu hvis der findes forskelle – i gennemsnit naturligvis, hele tiden i gennemsnit – mellem etniske grupper, som gør, at disse grupper har mere eller mindre vanskeligt ved at leve sammen med hinanden? Er det forbudt at tale om, at adfærd og kognitive evner måske er fordelt ulige mellem forskellige grupper (hele tiden i gennemsnit)? Og hvad skal vi i så fald gøre ved det?

Alt dette fortæller svarene fra Canada (og fra så mange andre vestlige lande) ikke meget om, men derfor er spørgsmålene der jo stadig. Bør vi ikke diskutere dem uden fordomme og derfor uden forudindtagede meninger om, hvad svaret kan gå hen og blive?

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 7. mars 2014.