Gjesteskribent

Der vil være dem, der mener, at f.eks. jeg skylder at give en forklaring efter den forfærdelige massakre i Norge, hvor Anders Behring Breivik myrdede løs blandt helt unge mennesker. Deltagere i den offentlige debat, der ytrer sig kritisk om indvandringen fra den tredje verden til Europa, bør svare på – sådan synes ræsonnementet at lyde – om det er deres, f.eks. min, retorik, der har været medvirkende til at få en mand som Anders Behring Breivik til at begå sin forbrydelse.

Der er banalt at konstatere, at sprogbrug spiller en rolle. Selvfølgelig gør den det. Enhver kan forvisse sig om dette ved at læse, hvad f.eks. nazister og kommunister – eller for den sags skyld hutuernes hadradioer, der skulle bane vejen for folkedrabet i Rwanda i 1994 – sagde og skrev om dem, som de i mange tilfælde udryddede helt bogstaveligt. Så langt så godt. Det næste niveau er så det, hvor man ikke truer med udryddelse, men hvor man omtaler sine politiske fjender på en måde, der gør dem mindre værd som mennesker. Sygdoms- og dyrebilleder er især anvendt her.

De to nævnte måder at bruge sproget på er både ulovlige, og først og fremmest er de gennemført uacceptable, idet det med rimelighed må antages, at de kan være medvirkende til at føre til overgreb på andre mennesker.

Tonen

Og så er vi derhenne, hvor man holder sig inden for lovgivningens rammer. Dér kan man formulere tingene på mange forskellige måder. I en del af mine indlæg på denne blog – langt fra dem alle – går jeg til stålet, hvis jeg må sige det på den måde. Det gør jeg f.eks. ved at udstille indflydelsesrige politikere for det, jeg opfatter som hykleri fra deres side. Jeg forsøger tit at latterliggøre eller måske ligefrem nedgøre, hvad jeg finder er udtryk for slap tænkning eller især netop dobbeltmoral. Det kan man lide eller lade være, det er helt oplagt. Man kan sagtens mene, at jeg er “for meget”, når jeg bruger den stil. Det mener også nogle af dem, der ellers i øvrigt kan give deres tilslutning til meget af det, jeg skriver.

Jeg er indædt modstander af den førte udlændingepolitik i den vestlige verden. Jeg mener, den er vanvittig, og at den vil føre alvorlige konflikter med sig. Det kan man være lige så uenig med mig i, som man har lyst. Frihed for Loke som for Thor. Men at mene, at f.eks. jeg ved min retorik skulle have lod og del i ugerningen i Norge er efter min bedste overbevisning forkert.

Mener man det alligevel, er det det samme som at sige, at jeg ikke kan udtale mig kritisk om indvandringen. Det ville så ikke være muligt at slå til lyd for et totalt stop for indvandring til Europa fra den ikke-vestlige verden. Hvis man vil derhen, at man ikke kan ytre sådant uden frygt for straf, bør man sige det, så det står klart.

Er der noget men?

Hvad angår den ufattelige forbrydelse i Norge, er der ikke noget men overhovedet. Den bør ikke misbruges af nogen på min fløj på nogen som helst måde, f.eks. ved at blande andre forbrydelser ind i debatten. Der gælder ingen relativeringer overhovedet, når skridtet fra lovlig kritik til vold tages. Forbrydelsens omfang bør principielt ikke spille nogen rolle, men det skete i Norge er netop helt ubegribeligt, fordi tragedien er så omfattende.

Mennesker, der giver udtryk for en tankegang, der er beslægtet med Anders Behring Breiviks, bør udgrænses. De skal ikke nyde retten til at blive hørt. De spiller efter nogle helt andre regler.

Og så en sidste ting, der ikke er et men, blot en konstatering af, at den norske massemorder har kaldt sig selv både kulturkonservativ og nationalkonservativ. Jeg kan ikke bestemme, hvad andre vælger at kalde sig selv, og jeg vil ikke drage sammenligninger til andres urimelige brug af forskellige ord. Anders Behring Breivik er et afskyvækkende menneske, og absolut ingen samfundsudvikling kan på nogen måde forklare eller forsvare, hvad han har gjort.

Denne artikkel sto første gang på trykk i Jyllands-Posten 25.07.2011. Document takker for tillatelse til å gjengi den.