Gjesteskribent

Den verdensberømte sociolog og Harvard-professor Robert Putnam besøger Aarhus Universitet i disse dage for at tale om sin forskning, der ligger til grund for den bestseller, han udgav tilbage i 2000 med titlen Bowling Alone: The Collapse and Revival of American Society.

Jeg var så heldig at overvære hans præsentation torsdag aften og nød hans blærede fremtoning og retorik, som adskiller sig fra den trangbrystede danske, akademiske stil, der som regel rammer mig som en karklud i ansigtet, når jeg drister mig ind i de hellige haller og instinktivt glæder mig over, at jeg er free to leave.

Alligevel skuffede han mig, Putnam.

Det var da konferencieren, Michael Böss, der står bag de århusianske MatchPoints-seminarer, spurgte, om ikke den multikulturelle ideologi om alle kulturers ligeværd indeholder visse problemer for et samfunds sammenhængskraft?

Her bakkede professoren ud – og tog bagdøren. Han kiggede ud over forsamlingen, ca. 400 mennesker, holdt vejret, lod sekunderne tikke – og holdt så et lille miniforedrag om det strålede ved, at mennesker af enhver race og etnicitet lever sammen i fidel harmoni.

Jeg måbede. Vidste han ikke, hvad han selv sagde?

Selvfølgelig, manden har en IQ et godt stykke over min egen. Robert Putnam vidste udmærket, hvad han sagde.

Derfor skuffede han.

Efter at have brugt årtier på at studere amerikanernes værdier som ingen anden siden Tocqueville for snart 200 år siden, møjsommeligt indsamlet en halv million (!) interviews med Average Joes fra kyst til kyst og fundet ud af, at kulturelt homogene samfund har højere social kapital og dermed mere velstand og bedre varig overlevelsesevne end alle mulige andre samfundseksperimenter, så har han nu – 13 år senere – alligevel ikke noget at sige om, hvad kultur egentlig er.

Han kunne f.eks. have sagt noget om, at kultur er sædvaner, sentimenter, normer, forestillinger, ja, værdier, som er før-politiske og før-retslige, at kultur er det bindemiddel, som holder borgerne sammen snarere tavst end erklæret, lokalt eller nationalt. Men det gjorde han ikke.

I stedet gav han sig til at tale om etnicitet.

Som om, det er det, vi taler om, når vi diskuterer bandeoptøjer, drab på åben gade i London, voldsbølgen i Stockholms forstæder, kriminalitetsstatistikker, asylbedrageri, voldtægter osv.

Som om det er farven på folks hud, det drejer sig om! Som om man bare skal være antiracist – og så er den potte ude.

Jeg spolede tilbage. Genlæste hans interview her i avisen i går (læs med Premium-abonnement).

Aha… Mig pludselig forstå.

Amerikaneren mener, at al indvandring er af det gode. På langt sigt, i det mindste.

Bortset fra, at indvandringen til USA er – og historisk har været – af en noget anden slags end den til Europa de seneste 30 år.

Bortset fra, at indvandrere forventes at klare sig selv i USA, hvis de overhovedet lukkes ind over de restriktive grænser, mens de er garanterede generøse og universelle ydelser fra det sekund, de kommer til f.eks. Danmark.

Kender manden ikke forskel på Amerikas og Europas nyere historie?

Ved han ikke, hvad kultur er – ham, der har skrevet så velinformeret om netværk og social kapital?

Kære Bob, det kan du gøre bedre. Hvis jeg havde haft dig til eksamen på Copenhagen Business School, hvor jeg er censor, så havde du mødt en byge af spørgsmål og fået max et 4-tal.

Det andet der, det er for slapt – især for en mand med din palmarés.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten.