Gjesteskribent

Av Søren Pind

Hvis nogen skulle være i tvivl, kan den tvivl ikke være der mere: Vi har i vores samfund ægte terrorister. Vi ved de er der. Alligevel giver vi dem lov til at gå frit rundt.

Vi huser dem, giver dem asyl, fordi deres hjemlande – sjovt nok – ikke selv har den samme venlighed. Og guess what: Her fortsætter de med at øve den fanatiske gerning, de tidligere forøvede i deres hjemland.

Resultatet er så, skønt disse mennesker ikke er danske statsborgere, at vi er fanget i de internationale konventioners sorte hul: Når de har fået asyl eller ophold i et land med civiliserede retssystemer, kan de ikke tilbagesendes til deres oprindelsesland, hvis de forbrydelser, de har begået dér, medfører straf og forfølgelse, vi vil betegne som uciviliserede – dødsstraf, tortur o.lign. Så vi åbner vore døre. Sikrer disse mennesker fred for forfølgelse. Og hvad gør de pågældende? Fortsætter med de samme forbrydelser, nu blot under mere sikrede rammer.

Det måtte Kurt Westergaard og hans femårige barnebarn betale prisen for i går.

Ret er i sidste ende et spørgsmål om retfærdighed. Er det retfærdigt, at disse mennesker skal nyde den beskyttelse, så Kurt Westergaard og hans barnebarn – danske statsborgere – skal betale prisen? Jeg spørger, fordi vi sidst havde denne diskussion i forbindelse med de sidste mordplaner mod ham. Dengang fandt man ingen løsning.

Jeg ved godt, nogen vil påstå, jeg hermed siger nogen skal udvises til tortur. Det siger jeg ikke. Jeg spørger om de nugældende tilstande er rimelige. Og jeg spørger, hvad alle de, der synes de nugældende tilstande er rimelige, vil sige til Kurt Westergaard? Til hans familie?

De internationale konventioner på dette område blev skabt i en tid, der var langt mere uskyldig og i øvrigt på disse felter i spørgsmålet om udenlandske statsborgere langt mindre beskyttende. I sidste ende må man træffe et valg. Enten beskytter man Kurt Westergaard. Eller også beskytter man de terrorister, der antaster ham. En mulighed kunne være et internationalt område, hvor sådanne mennesker udvises til for samtlige lande i Europa. Men for de af os, der har kritiseret Guantanamo, er det måske en noget vanskelig sag?

Sagen er den meget enkle, at civilisationen er ved at blive over-civliseret – og oftere og oftere støder sig på virkeligheden. Den virkelighed, der er Kurt Westergaards. Enten må der en revision til af den praksis, der er udviklet ved den europæiske menneskerettighedsdomstol – eller også må der skabes – hurtigt – en europæisk enighed om, at disse mennesker ikke skal være en del af det åbne samfund. Det MÅ tælle med, at disse mennesker begår deres forbrydelser med åbne øjne og kender til den risiko det indebærer. I hvert fald må de, der vægter terroristernes sikkerhed højere end det frie samfunds personificeret i Kurt Westergaard, svare på, hvad de vil gøre ved disse utålelige tilstande.

Det er ikke rimeligt, at den vestlige verden skal nære folk ved sit bryst, der vil os til livs. Vi har ret til at forsvare os selv og den livsform vi frit har valgt.

Søren Pind sitter i det danske Folketinget og er utenrikspolitisk ordfører for regjeringspartiet Venstre. Han er også cand. jur og ekstern lektor i forfatningsrett. Pind skriver på hjemmesiden Søren Pind og har den faste bloggen Livet, Friheden og… i Berlingske Tidende.

Artikkelen Frihedens ret til selvforsvar ble første gang publisert i Berlingske Tidende 2. januar 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.